Ufærdige kladder

10. Februar 2020:  For 156 år siden – i 1864 – blev Danmark revet midt over, da Preussen med støtte fra Østrig sejrede i krigen om de tre danske hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenburg.  56 år senere stod de samme to stater som tabere efter 1. verdenskrig, og som et resultat af fredsslutningen blev Nordslesvig i 1920 genforenet med Danmark, og den glædelige begivenhed fejres i disse dage.

Grænselandets historie er en rodebutik med århundreders konflikter mellem dansk og tysk på hylderne. Dannevirke – eller Danevirke – har ligget som et bolværk mod syd i 1.500 år og fortæller en historie om, at vi ‘altid’ har haft bøvl med tyskerne – eller at tyskerne altid har haft bøvl med os. Historien skrives forskelligt nord og syd for grænsen.

Historien om tabet af Sønderjylland (Nordslesvig) i 1864 kan læses i enhver historiebog, og det er ikke køn læsning. Inkompetence og politisk naivitet kendetegnede de danske politikere og ikke mindst kong Christian d. 9, der blandede sig kraftig. At vi fik området tilbage efter 1. verdenskrig var mere held end forstand og først og fremmest et resultat af  fredsforhandlingerne, hvor folkenes selvbestemmelse var en hovedprioritet for den amerikanske præsident Wilson. Hvis vi – kontrafaktisk – forestiller os, at Tyskland havde vundet krigen, ville Nordslesvig naturligvis fortsat være tysk, og resten af Danmark sandsynligvis indlemmet i det tyske kejserrige – tyske politikere havde flere gange luftet den tanke i årene før krigen. Historien forløb heldigvis anderledes, Danmark blev ikke til ‘Nordmark’, og vi fik Sønderjylland tilbage. “Heldet har altid været på danskernes side”, sagde en polsk historiker engang sagde til mig, og kender man lidt til polsk historie, forstår man mandens pointe.

I den danske nationalromantiske opfattelse vendte Sønderjylland/Nordslesvig tilbage til Danmark, fordi området var dansk. Sådan! Virkeligheden var dog mere kompliceret, for i områdets store byer – Åbenrå, Tønder, Haderslev, Kiel, Rendsborg og Flensborg var befolkningsflertallet tysksindet. Heldigvis boede der flere mennesker på landet, for her var man dansksindet, og afstemningsresultatet i den nordlige af de to afstemningszoner gav et klart flertal til dansk side. Ligeså klart var resultatet i Sydslesvig, hvor flertallet ønskede at forblive i Tyskland.

Den nationalkonservative kong Christian d. 10 fiskede imidlertid i rørt vande – opmuntret af borgerlige politikere – og krævede, at grænsen blev trukket så langt mod syd, at Flensborg blev dansk. Da statsminister Zahle sagde nej til kongens krav, blev han så ophidset, at han fyrede Zahle og regeringen. Det smagte af statskup, og da Socialdemokratiets leder, Thorvald Stauning, truede med generalstrejke, måtte kongen bøje sig for ikke at blive stødt fra tronen, og den nye grænse blev trukket efter efter folkeafstemningsresultaterne,

Når stærke kræfter arbejdede for at få dele af Sydslesvig med ind i kongeriget, handlede det ikke kun om følelser. Efter København lå rigets største og vigtigste byer i grænseområdet. Altona (idag en forstad til Hamborg), Kiel, Flensborg, Slesvig og Rendsborg havde alle flere indbyggere end kongerigets næststørste by, Odense, og de 5 byer var økonomiske kraftcentre, som det var værd at kæmpe for.

De 100 år fra genforeningen til idag har vist, at Zahle og Stauning traf de helt rigtige beslutninger. Grænsen blev trukket efter befolkningens sindelag, og på begge sider af grænsen har der været vilje til samarbejde og ikke mindst beskyttelse af mindretallets forhold. Faktisk er grænsedragningen i 1920 blevet en mønstereksempel på, hvad man skal gøre i grænseområder, hvor mennesker med forskellige sprog og kulturer lever mellem hinanden.

Danske politikere har i tilspidsede situationer vist sig i stand til at sætte landets interesser forrest til gavn for almenvellet. Grænsedragningen i 1920 er et eksempel på det, men også Kanslergadeforliget i 1933 (se nedenfor) og det ‘nationale kompromis’ i 1992 (‘Mastricht-afstemningen’) hører til i den kategori. Danske politikere er bedre end deres rygte, og ikke mindst meget bedre end kollegerne i mange andre lande. Det er der grund til at glæde sig over.

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.