Skolegang og uddannelse, 1953 – 1972

Under udarbejdelse…!

Jeg kom i skole i 1953, og da far var ansat på den private realskole Elise Smith Skole (ESS) i centrum af Århus gav det sig selv, at jeg skulle have min skolegang der.  Jeg havde aldrig gået i børnehave, så skiftet fra at gå hjemme hos og til at komme i skole var stort, men naturligvis hjalp det, at far var på skolen.

Billedet her er fra 1. klasse i 1953 – jeg står som nr. 2 fra venstre i midterste række:

Min lærer i 1. klasse var fru Christiansen, der senere skiftede navn til fru Wendel – læg mærke til den formelle titulering – det var længe før en lærer blev kaldt ved fornavn. Fru Christiansen var en venlig og myndig dame, som hurtigt fik lært os at læse og skrive, og jeg tror faktisk, hun var en udmærket lærer i forskolen (som det hed dengang). Desværre fortsatte jeg med at have hende helt frem til og med realeksamen, og det var skidt, for det havde hun slet ikke format til. Hun fik hurtigt tilnavnet “Stjane” og da hun tog sit pigenavn – Wendel – kom hun selvfølgelig til at hedde WC…! Set i et tilbageblik har jeg faktisk ondt af hende, for hun kunne slet ikke tumle os i de ældre klasser, og det må have været et helvede for hende.

Billede…!

Med undervisningsminister Hartvig Frisch’s skolereformen i 1948 var alfabetet blevet suppleret med et nyt bogstav, å, og substantiver skulle ikke længere skrives med stort begyndelsesbogstav. Da jeg gik i de små klasser var vores danskbøger dog stadig skrevet efter de gamle retskrivningsregler, så jeg lærte faktisk at læse og skrive på en forældet måde, og her mange år efter kan jeg stadig tage mig selv i at skrive et substantiv med stort begyndelsesbogstav eller et å med aa. Vi lærte at skrive med pen og blæk – ikke fyldepen, men et penneskaft med løs pen, som blev dyppet i et blækhus. Kuglepennen kom frem i løbet af 1950’erne og var naturligvis et praktisk og stort fremskridt, men det var længe forbudt os skolebørn at bruge kuglepen, fordi – som den komiske begrundelse lød – vores skrift ville blive ødelagt af at skrive med denne nye opfindelse…! Undervisningsverdenen har altid pr. instinkt været konservativ.

Op gennem mellemskolen og realskolen havde jeg en bred vifte af lærere – dårlige og gode mellem hinanden. De dårlige er der ingen grund til at nævne, men jeg var glad for at have fru Schousboe til engelsk, hr. Poulsen til tysk og fransk – og allermest min far til matematik og fysik. Egentlig er det en helt tosset ide at have sin egen far som lærer – alt kan gå galt i den sammenhæng – men fordi han både fagligt og pædagogisk var i en klasse for sig selv, gav det aldrig problemer. Til idræt havde vi i de ældste klasser Ole Dorph-Jensen, som på mange måder var en herlig fyr (tidlligere dansk mester i hækkeløb og deltager ved OL i Berlin i 1936), men han havde et hidsigt temperament og meget stærke meninger om fx. unge og rygning, og stakkels ham, der blev set med en cigaret i munden – der blev uddelt lussinger i læssevis. Senere lærte jeg ham bedre at kende, fordi jeg var kæreste med hans ældste datter, Agnete, og i den forbindelse lærte jeg at sætte stor pris på ham.

Jeg havde nogle gode år på ESS med gode venner – billederne nedenfor er fra en fødselsdag hjemme hos os på Præstevangsvej, formodentlig i december 1962. Det er ganske tidstypisk, at vi drenge har slips på, at serveringen består af kaffe – og at cigaretter og cerutter er stillet frem…!

Bente og Rita fra parallel-klassen

På ESS var der morgensang hver morgen – HVER morgen – og altid med 2 salmer med et fadervor ind imellem. I dag kan det undre mig, at vi ikke i det mindste sang noget fra højskolesangbogen, men sådan var det ikke, det var altid salmer. Der skulle naturligvis spilles til salmerne, og gennem de sidste 4-5 år delte en klassekammerat, Anne-Marie Kier Christensen, og jeg jobbet på skolens gamle orgel. Samtidig med, at man spillede, skulle man trampe i nogle store pedaler, der blæste luft ind i piberne, og det gik normalt OK, men på orglets bagside kunne man åbne for et par ventiler, hvilket betød, at cirka midtvejs i en salme “døde” musikken. Når mine kammerater kunne se deres snit til det, gjorde de det naturligvis, og jeg syntes selv, at det var ret morsomt – tror faktisk, at jeg selv var med til det et par gange. På billedet nedenfor – kort før realeksamen i 1963 – takker skolebestyrer Paul Fryd Anne-Marie og mig for årenes trampen og spillen –

I 1963 tog jeg realeksamen med et udmærket resultat – her et billede af os, som vi så ud efter 10 år på Elise Smith skole. Jeg står yderst til venstre i bagerste række, og klasselæreren er fru Schousboe – vi var stadig her tidligt i 1960’erne på formelt efternavn med lærerne.

Det er stadig en kilde til undren for mig, at jeg ingen overvejelser kan huske i forbindelse med, hvad jeg skulle efter realeksamen, ingen overhovedet. Det lå vist bare i luften, at ligesom far skulle jeg også være student, så jeg blev optaget på Århus Statsgymnasium, hvor vi i 1.mb så sådan ud i august 1963 – jeg står yderst til højre i bagerste række –

Blandt mine kammerater kan man bemærke de to usædvanligt identiske tvillinger i forreste række – Ib og Arne. Jeg aner ikke, hvem der er hvem, og jeg lærte aldrig at kende forskel på dem. Da jeg mange år senere kom til Viborg som rektor mødte jeg atter Arne, der var en fremtrædende advokat i byen.

I de sidste par år på ESS havde jeg oplevet en stigende afstand til mange af mine kammerater, fordi vores interesser var forskellige, og derfor var det en god ting for mig at komme i gymnasiet. Jeg havde tre fremragende år på Statsgymnasiet med overvejende gode lærere og masser af kammeratskab og kæresteskab. Blandt de bedste lærere husker jeg min historielærer, Hr. Preben Sørensen  og min matematiklærer, fru Hanna Christensen – her i midten af 1960’erne var det stadig hr. og fru og absolut ingen fornavne.

Umiddelbart efter studentereksamen søgte jeg ind på Statskundskabsinstituttet på Århus Universitet og var i de første par år usikker på, om jeg ville følge vejen frem mod en eksamen som cand.scient.pol. eller som cand. mag. – fællesmængden på de to studie var under alle omstændigheder stor. Udslagsgivende for mit valg af cand. mag. vejen var et ønske om at gå undervisningsvejen – præcist som min far havde gjort.

På studiet var jeg flittig og seriøs på grænsen til det kedsommelige. Jeg gennemførte på normeret tid og dumpede aldrig til en eksamen, og på den ene side kan det lyde som en succes, men på den anden side fortrød jeg senere, at jeg gik så snorlige til opgaven. Ingen svinkeærinder, ingen studieophold i udlandet – intet af alt det, som jeg senere fandt ud af var så værdifuldt. Mit hovedfag – og største interesse -på første del var nationaløkonomi, hvor jeg var heldig at få en god lærer, Palle Schelde Andersen, og jeg overvejede en overgang at skifte til økonomistudiet. Jeg diskuterede det med min far, der som altid var lyttende men alligevel lod skinne igennem, at når man var begyndt på noget, så gjorde man det færdigt. Et skifte blev derfor aldrig til noget, og set i bakspejlet tror jeg, der var en god udgang på de overvejelser. På anden del var mit hovedfag ‘international politik’, hvor jeg som lærer havde professor Erling Bjøl, en arrogant, krævende og uhyre vidende forelæser. En dag i efteråret 1970 sluttede han sin forelæsning med at meddele, at næste uges forelæsning var aflyst, fordi han skulle til begravelse. Ikke flere ord, ikke mere information, for arrogant som han var, gik han ud fra, at alle vidste, at han var inviteret til at deltage i den tidligere franske præsident Charles de Gaulles begravelse.

Den absolut bedste lærer på uddannelsen var professor H.P. Clausen, senere folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, kulturminister, trafikminister, justisminister, formand for Folketinget og generalkonsul i Flensburg. Hans forelæsninger var en nydelse, altid velforberedte, klart strukturerede og uhyre givende. Samtidig var H.P.Clausen et overmåde venligt, beskedent og imødekommende menneske, og det er karakteristisk for ham, at han er den eneste formand for Folketinget, der ikke har ønsket sit portræt ophængt i Folketinget.

En anden god lærer – men på en helt anden måde – var Svend Auken, mangeårigt medlem af folketinget for Socialdemokratiet, senere formand for partiet og flere gange minister. At have undervisning hos Svend var som at sidde i et stormvejr – papirer fløj rundt i lokalet, han snublede over stolene, skjorten hang udenpå bukserne efter et kvarters undervisning, og talestrømmen var hurtig og uden særlig struktur, men det var altid dybt engageret, og jeg lærte at sætte stor pris på ham som person. Efter studierne mødte jeg ham adskillige gange, hvilket altid var sjovt og berigende, og hans viden, holdninger og sociale engagement blev udslagsgivende for, at jeg også blev socialdemokrat af overbevisning.

Der var et godt studiemiljø på Statskundskabsinstituttet, som jeg stortrivedes i. Alligevel faldt mange fra de først par år, men for os, der gennemførte, var det nogle fremragende år. Blandt mine bedste studiekammerater var Jacob Buksti, senere folketingsmedlem for Socialdemokratiet og trafikminister. Vi holdt kontakt gennem mange år efter at have forladt universitet, og jeg var sammen med ham et par måneder før hans alt for tidlige død i 2016.

Den eneste hage ved studierne på Statskundskab var, at der kun var ganske få kvindelige studerende! Vi delte kantine med økonomerne, og her var situationen den samme, så når vi skulle feste, var det nødvendigt med forstærkning fra de humanistiske fag, specielt sprogstudierne. Og det fik vi i rigt mål – til stor glæde for begge fakulteter.

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.