Indledning

Dette er en blog om min families historie – Spelling og Østergaard fra min fars side, Lindskrog og Søndergaard fra min mors side. Først og fremmest er bogen skrevet, fordi jeg finder, at den tiltagende historieløshed er et stort problem. Mange har tilsyneladende en forestilling om, at verden før deres fødsel vist ikke eksisterede, i hvert fald ikke sådan for alvor, og måske er det et kendetegn for nutiden, at vi primært ser fremad, kun sjældent tilbage, og dermed klippes båndene mellem generationerne over. Gennem de sidste 100 år har loyalitet og legitimitet flyttet sig fra slægt og familie til velfærdsstaten, og det har fået danskerne til at tro, at de ikke har brug for deres fortid. Fortiden er død, nu gælder det fremtiden med muligheder og velfærd for milliarder. Med andre ord et skifte fra noget humanistisk til noget materielt.

På mange måder har det været en god udvikling, men forhåbentlig vil denne slægtshistorie vise, at nutiden er en konsekvens af fortiden. Historien skal med, for kender man ikke sin fortid, er det svært at forstå sig selv – på samme måde, som man ikke kan genkende sig selv, hvis man aldrig har set sig i et spejl.

De første linier blev skrevet i Carmarguen i Sydfrankrig torsdag d. 22. August 2013 klokken 21.10! Jeg ved det præcist, for jeg var på arbejde som rejseleder for 41 mennesker og sad på MS Carmarque på Rhonefloden i Arles og besluttede, at nu – nu – skulle der gøres en begyndelse på det skriveri, som jeg ofte havde tænkt på. En travl dag var til ende, og jeg sad lidt adskilt fra gæsterne og nød den pragtfulde, fløjlsbløde aften, som er så karakteristisk for syden. Nu – adskillige år senere – skriver jeg stadig på bogen men har besluttet, at det skal have en ende.

Bloggen indeholder dels en fortælling om min familie nogle generationer tilbage, men den indeholder også min personlige livshistorie fra 1946 og frem til nu og er skrevet ind i en ramme af de store begivenheder i Danmark og verden, som fik stor betydning for det liv, som jeg og mine samtidige fik. Det er med andre ord den lille historie i den store historie, jeg har ønsket at skrive.

Målgruppen er i første række mine børn og børnebørn, men forhåbentlig kan andre i kredsen af slægt og venner også have glæde af at læse den. Mine forældre fortalte og skrev en del om deres tid, men aldrig nok, og efter deres død har jeg tusind gange ærgret mig over de manglende svar på de mange spørgsmål, jeg ikke fik stillet, mens tid var.

Da min bror Hans og jeg ryddede op i deres gemmer og arkiver dukkede breve, notater og billeder med påtegninger frem af glemslen, og det fik mig til at tænke på al den familiehistorie, der forsvinder i vores digitale tidsalder. Når der engang skal ryddes op efter mig, vil der kun være få breve, for i de sidste mange år har jeg kun skrevet mails og sms’er, og de er sammen med mange elektroniske billeder forsvundet ud i intetheden. Selv postkort fra ferier er blevet en raritet. Hvordan skal mine børn og børnebørn forstå, hvad de er rundet af, og hvad der gjorde deres forældre og bedsteforældre til de mennesker, de blev, hvis hele familiens historie forsvinder ned i urnen sammen med dem? I vores moderne tid, hvor de samfundsmæssige forandringer sker i et rasende tempo, må historien være den rod, der skal holde os fast og sikre, at vi ikke flagrer hjælpeløst af sted i blæsten.

I det daglige – lige nu – spørger mine børn og børnebørn ikke meget om deres families fortid – den daglige travlhed fylder deres liv hundrede procent, ganske som det var tilfældet for mig for en generation siden – men jeg er sikker på, at på et tidspunkt får de brug for at kende til deres fortid, og så håber jeg denne bog bliver fundet frem.  Når ældre generationer dør, forsvinder deres viden med dem, og det er vel derfor man siger, at om 100 år er alting glemt. Men det er trist og forkert. Går man en tur på kirkegården, ser man mindesmærker over alle dem, der engang havde deres daglige gang netop her og som skabte vores verden. De er tavse, men deres stemmer skal vækkes til live, for det var dem, der skabte det samfund og den virkelighed, som vi lever i nu.

Det er ikke en enkel sag at skrive sit livs historie, for lige som alle andre er jeg fanget i min egen bevidsthed, og min erindrings-katedral er lige så meget en konstruktion som de bygningsmæssige ditto. Jeg kan kun berette om de erindringer, der er efterladt i mit hoved, og det jeg fortæller, er ikke nødvendigvis det samme som det, jeg oplevede, og de dialoger, jeg gengiver, er ikke nødvendigvis identisk med, hvad der i sin tid blev sagt; nej det er, hvad der har overlevet i mit hoved, drejet, forvansket, filtreret gennem tiden. Derfor skriver jeg min livshistorie som en blog på nettet, fordi det giver familie, venner og bekendte, alle der kort eller længe har levet sammen med mig, mulighed for at give deres besyv med, korrigere, tilføje, trække fra. Mit livs historie bliver således historieskrivning, der aldrig bliver færdig – selvom den naturligvis slutter en dag for mit vedkommende.

Det er også nødvendigt at fortælle, at bloggen også er skrevet af en helt anden grund, nemlig fordi skriveprocessen i sig selv bidrager til at bringe orden i det tankekaos, der her i mit livs efterår bliver mere og mere intenst. Tankerne myldrer som myrer i en myreture, og nogle gange er der så meget inde i hovedet, at der ingenting er. Skriveriet hjælper til at få lidt orden i tuen, så derfor!

– – o0o – –

Jeg er født i 1946 og blev vistnok til i en glædesrus natten efter, at russerne havde trukket sig tilbage fra Bornholm, min farmors fødeø. Jeg bør vel være russerne taknemmelig, for havde de fulgt deres sædvanlige praksis og sat sig fast på Bornholm, var jeg næppe blevet til. Stalin har meget på samvittigheden, men altså også dette. 1946-generationen er danmarkshistoriens største – der blev født 100.000 børn, og 70.000 af os er her stadig – og vi er utvivlsomt den mest privilegerede generation nogensinde. De hårde efterkrigsår med rationeringskort og mangel på det meste gik hen over hovedet på os, fordi vi var for små, men da vi blev teenagere med mod på livet, kom det store økonomiske opsving, og siden da har vi oplevet uafbrudt fremgang. Vi fik uddannelse før nogen havde tænkt på adgangsbegrænsning, det var os, der førte an i ungdomsoprøret i 1968, og da vi var færdige med at uddanne os, kunne vi vælge mellem jobmulighederne, fordi der var mangel på arbejdskraft. Da vi købte hus, var der fuld fradragsret for renteudgifterne samtidig med, at lønnen automatisk blev reguleret i takt med prisudviklingen. Og da vi ikke ville arbejde mere, eksisterede efterlønnen i bedste velgående. Nogle af os har som pensionister fortsat interessante opgaver, der supplerer den generøse pension, og når gigtplagede knæ og skuldre gør det svært at dyrke vores fritidsinteresser, sørger et skattebetalt sundhedssystem for at rette op på det. Vi har kort sagt haft utroligt gode vilkår, og hvordan skal vi begrunde det over for de næste generationer? Det ville være rart, hvis vi kunne sige, at vi har haft gode vilkår, fordi vi fortjente dem, men den forklaring holder nok ikke i byretten.

I sommeren 2016 læste jeg – for anden gang – den fantastiske, fabulerende og filosoferende bog, ”Nattog til Lissabon” af Pascal Mercier, og jeg er enig med ham et langt stykke af vejen, når han siger, at livets virkelige instruktør er …tilfældet! Naturligvis skal vi så vidt muligt træffe nogle gennemtænkte beslutninger, men tilfældet slår alligevel til og præsenterer noget overraskende, som vi ikke havde forudset. Det var tilfældige møder med kloge og engagerede mennesker, det var skelsættende begivenheder, der tilfældigvis udspandt sig for næsen af mig, det var beslutninger, jeg traf og som viste sig gode (men jeg kunne ligeså godt have truffet nogle andre beslutninger…!), det var stillinger, jeg tilfældigvis søgte på det rigtige tidspunkt osv.

Det er et grundvilkår, at vi lever livet forlæns og undervejs griber – eller lader passere – de muligheder, der byder sig, og først senere forstår vi konsekvenserne af de valg, vi traf. Livskunst er så at leve med de valg, vi traf og ikke se sig (for meget) tilbage over skulderen, og det kan vi være mere eller mindre gode til. Alt det er da en god diskussion værd med vores børn, men det forudsætter, at de ved, hvad de snakker om, altså kender til de vilkår, der gjaldt for 30-40-50 år siden, og derfor skriver jeg mit livs historie.

Jeg levede min ungdomstid i 1960’erne, altså de 60’ere, som sidenhen blev så berømte for frisind, opbrud og oprør, men at det var en særlig tid, var jeg og min omgangskreds naturligvis ikke bevidste om dengang. Som jeg husker det, brugte jeg al min energi på at finde ud af, hvem jeg var, og hvordan jeg skulle tackle livet. Når jeg sammen med mine kammerater lyttede til tidens popmusik, Elvis Presley, Tommy Steele og “Sån’t er livet” med svenske Siv Lindblom, var det for mit vedkommende mest på skrømt, for min virkelige interesse var klassisk musik og bøger, og på den måde blev jeg tidligt bevidst om, hvad det kræver at stå (næsten) alene i kammeratskabsflokken. I den proces lærte jeg gradvist, at der i min personlighed er træk af noget solitært, og mens nogle nærmest bader i netværk, venner og bekendte, så er jeg mere reserveret og selektiv. De erfaringer er gode at få skrevet ned, og måske kan de bidrage til, at mine børn og børnebørn forstår, hvem de er.

Det privat private kommer der ikke noget af i denne familiehistorie, fordi det intet har at gøre med formålet med denne blog; det forbeholdes den del af hukommelsen, hvortil kun jeg selv har adgang.

For et par år siden blev jeg 70, men der er stadig stor forskel mellem at se sin alder på tryk og så forstå, at det faktisk handler om mig. Det hjælper lidt på forståelsen, når jeg ser mig i spejlet om morgenen, men så tænker jeg, at der nok bare er et problem med billedkvaliteten, og sådan kan vi snyde os selv i årevis.

Grundtvig snyder til gengæld ikke, når han kalder 70-året for ”støvets år”, og bare for at træde i det fortsætter han, at…”om firsindstyve år en kæmpe når, des mere han har at døje” . Den formulering har jeg moret mig en del over, selvom det næppe var tilsigtet morsomt fra Grundtvigs side.

Johannes V. Jensen (student fra Viborg Katedralskole i 1893) skrev også om det at blive ældre, men han er mere optimistisk: ”Det er muligt at blive gammel uden at standse i væksten. Man har eksempler på produktive naturer, som med alderen har lagt til i åndelig kapacitet og overlegenhed…”, men så fortsætter han, for sentimental var han jo ikke…”lige til de i en høj alder mejes ned af et eller andet svigtende organ.” 

Rene ord for pengene. Sådan vil jeg gerne gøre det, bestandigt lægge til i åndelig kapacitet, lige indtil jeg en dag mejes ned af – et eller andet….! Men inden da skal den familiehistorie skrives, der kan give mine efterkommere et udgangspunkt for deres forståelse af dem selv.

(En del af ovenstående blev bragt som kronik i Jyllandsposten d. 28/8 2017 sammen med denne geniale tegning ”Hvem var jeg” af Rasmus Høyer.

Hvem jeg er kan læses her

Som læser inviteres man til at kommentere bloggen. Det kan ske enten direkte på bloggen eller ved at sende mig en mail på erlingoestergaard@gmail.com. Jeg kan naturligvis også kontaktes på min telefon, og nummeret er 4010 0655.

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.