Fjellerup

ALLE TINGS BEGYNDELSE

Hvis der er et sted i DK, der betyder noget særligt for mig, så er det Fjellerup, mere præcist Fjellerup Strand på Djurslands nordkyst, for her er min familie kommet i generationer, og med dem børn, svigerbørn, venner, koner og kærester. Og vi er bestemt ikke de eneste, der har haft blik for områdets kvaliteter, for arkæologerne fortæller, at her har boet mennesker gennem tusindvis af år. Ingen ved med sikkerhed, hvor længe der har færdedes mennesker på disse kanter, men sandsynligvis kom de første jægere og samlere for ca. 175.000 år siden i en periode mellem to istider. Arkæologerne har således så langt tilbage fundet sikre spor fra mennesker i Nordtyskland og Finland, og derfor er det sandsynligt, at der også har været mennesker her i Norddjurs, fordi der var gode jagt- og fiskemuligheder. Det har været mennesker, men af en anden art end os, nemlig Neandertalere med en anden kranieform og en anderledes hjerne og for 1 mio. år siden indvandret til Europa fra Afrika. Omkring 70.000 – 50.000 f.Kr. blev klimaet så koldt, at Sjælland og Fyn blev dækket af is, mens Vendsyssel, Kronjylland samt Norddjurs med Fjellerup og Bønnerup var dækket af et iskoldt hav. Det har været et barsk klima, og de sidste neandertalere har formodentlig besluttet sig for at vandre mod syd til mere gæstfrie forhold.

I perioden 50.000 – 22.000 f.Kr. blev klimaet lunere igen, isen smeltede, og sandsynligvis kom der igen mennesker herop, fordi jagten var god. Her levede blandt andet de store mammutter, og en nedlagt mammut gav både kød og materialer til mange formål. I slutningen af denne periode forsvandt neandertalerne fuldstændigt, udkonkurreret af den moderne art af mennesket, som vi tilhører.

Ca. 22.000 år f. Kr. blev Danmark atter – men for (foreløbig?) sidste gang – dækket af is og denne gang fuldstændigt med undtagelse af Vestjylland. Israndlinjen gik fra Bovbjerg på Vestkysten til Hald sø ved Viborg og videre mod syd gennem Midtjylland. Efter et par tusinde år mildnedes klimaet atter, isen begyndte at smelte langsomt, og ca. 13.000 år f. Kr. var Danmark atter isfrit og nu præget af kraftige smeltevandsfloder og store søer, hvor isen var smeltet (Hald sø!). Menneskene kom igen, tiltrukket af det rige dyreliv med bl.a. store flokke af rener og elge.

Man skal bruge en kraftig fantasi for at forestille sig, hvordan datidens Djursland og Danmark så ud. Vestjylland var landfast med det nuværende Storbritannien og hvis billedet nedenunder, der er taget på stranden ved Fjellerup i dec. 2014, skrues ca. 15.000 år baglæns, ville personen kunne fortsætte ud over sandbankerne og vandre tørskoet helt til Sverige!!

Europa hang sammen på en helt anden måde end i dag, og erfaringer er vandret fra mund til mund fra syd mod nord – der er en påfaldende lighed mellem løsninger på praktiske problemer i forskellige egne af Europa. Så Danmark har til alle tider været påvirket af indvandring sydfra, og måden danskerne har lært at leve på, er importeret sydfra. Vi har gennem årtusinder været en del af en fælles europæisk kulturkreds.

Da isens tryk forsvandt, begyndte landområderne at hæve sig, og omkring 8.000 år f. Kr. begyndte Europa og Danmark så småt at se ud, som det gør i dag.

I min blog – www.Rejserier.dk – skriver jeg mere om egnens ældste historie og for nybegyndere på Fjellerup-egnen er der også nogle tips til gode vandre- og cykelture.

Sommerhuset i Fjellerup 

Min bedstefar (farfar) var iværksætter – efter at være kommet til Randers fra hjemegnen i Thy startede han engang tidligt i 1900-tallet Randers Møbelfabrik, og selvom krisen i 1930’erne var hård at komme igennem lykkedes det, og i løbet af 1930’erne blev der økonomisk overskud til både at bygge en stor villa på Svend Trøstvej i Randers og tænke på ferie. Når man boede i Randers var det naturligt at holde ferie ved Kattegat på nordsiden af Djursland. Man kunne komme dertil med rutebil, men oftest var det nemmere at cykle derud – afstanden var ca. 40 km. – og i godt vejr blev det anset for en overkommelig distance, når man trængte til et havbad! Dertil kom, at på Stavnshoved i nærheden af Gjerrild lå en stor FDF-lejr, og det var her, de årlige sommerture gik til, når man var FDF’er – og det var drengene naturligvis i Østergaard-familien i Randers, for det var den kristelige/missionske spejderbevægelse. Her har en FDF-leder lagt armen om skulderen på min far – billedet er fra 1934:

“Kendere” siger, at dette billede meget tydeligt viser, hvem jeg er søn af…!

Gennem FDF og de mange cykelture lærte familien egnen at kende, og i slutningen af krigen kom det på tale at finde en sommerhusgrund. Når valget faldt på Fjellerup, skyldtes det dels, at der her var en stærk missionsk menighed, hvilket tiltalte min bedstefar, og i november 1948 lavede han en byttehandel med en af Harrys venner,. Bedstefar fik grunden på Skovskadestien 2 (det hed den ikke dengang!) og den tidligere ejer fik et sæt møbler direkte fra fabrikkens lager. Prisen på skødet blev opgivet til 675 kr. Hvordan det har fungeret skattemæssigt fortjener sikkert at forsvinde i historiens mørke…!

Kernen i det sommerhus, som stadig står på grunden på Skovskadestien, er en del af en større barak, som min bedstefar købte umiddelbart efter krigen – i nærheden af Fjellerup, skriver min far i nogle noter. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men det er en nærliggende tanke, at det er en af de barakker, som tyske soldater boede i ved den kanonstilling, der lå lige uden for Fjellerup, og som jeg har skrevet om andetsteds. I 1945 blev disse barakker af indlysende årsager overflødige, og mon ikke bedstefar har gjort en god handel ved at overtage en af dem – afstanden til Skovskadestien var jo overkommelig. Barakken blev overtaget med indmad, bl.a. nogle smalle, blåmalede køjesenge, som vi sov i i mange år.

I 1949 havde huset stadig karakter af barak og så således ud som på billedet nedenfor. ”Knasten” for enden af huset var et redskabsrum, og nede i ”skoven” var der bygget et simpelt das, hvor far med mellemrum tømte spanden rundt om på grunden – ikke underligt, at træerne groede godt!

På den anden side af huset gravede far ned til grundvandet og etablerede en brønd med pumpe. På billedet nedenfor er far og onkel Frede i gang med at skrælle kartofler med brønddækslet som køkkenbord og mig som ivrig hjælper – også 1949:

Jeg har – som voksen – ofte spekuleret over det modsætningsfyldte i, at bedstefar som sit sommerhus købte en barak, som tyske soldater havde sovet i, vel vidende, at hans søn Jørgen i tysk krigsfangenskab var blevet groft tortureret. Måske var der ikke noget problem i det – i hvertfald kom Jørgen ofte og gerne i sommerhuset – men jeg ville gerne havde spurgt min far om det, men desværre så jeg først paradokset efter fars død.

Både som børn, unge og voksne har vi tilbragt mange somre i Fjellerup – ofte sammen med fætre og kusiner, men endnu oftere med Fam. Nørskov Laursen, dvs Esther, Jens-Walther og deres tre børn, Sten, Kirsten og Lis. Jens Walther var en ivrig fotograf, og i 2018 fik jeg fra Sten nogle sjove diapositiver i formatet 5,5 x 5,5 cm, som jeg med noget besvær har fået gjort til billeder, der kan ses her på bloggen. Billederne er fra ca. 1955.

Her er jeg i gang med et drabeligt projekt med bue og pil –

– mens min mor er i gang med en længst forsvunden aktivitet – strømpestopning:

Mens Sten og jeg leger i klitterne –

– skraber Esther kartofler (bemærk den fine arbejdsstilling 🙂 ) –

– og efter aftensmaden er der konkurrence i pilekast, måske om opvasken, og her har mor netop kastet sin pil, og det er tydeligvis en alvorlig sag….:

Det er pudsigt, at både far og Jens Walter er iført ‘plusfours’, som jeg også husker at have haft på i 1950’erne. Det sære navn kommer af engelsk, ‘plus fours’, eller ‘plus fire’, fordi de var fire tommer længere end alm. knæbukser (knickers).

Far var (naturligvis) regnskabsfører –

– og i en pause har der været tid til en kildretur 🙂 :

Efter min bedstefars død stod min bedstemor som ejer af sommerhuset, og men på et tidspunkt overtog de 6 børn (Grethe blev købt ud, da hun havde sommerhus i Hegedal) huset i fællesskab, og så begyndte der at ske noget. Huset blev udvidet, isoleret og forbedret, og en garage fra møbelfabrikken i Randers blev føjet til huset. Brødrene, Else samt min far og mor hjalp hinanden, men med tiden blev det tydeligt, at det var mine forældre, der havde den største interesse i huset og brugte mest tid derud. Over et par omgange endte huset derfor på fars og mors hænder engang i 1980’erne.

Derefter blev huset et samlingssted for os alle, og utallige gange har vi mødtes der, moret os, badet, drukket rødvin og snakket til langt ud på natten. Venner, familie, kærester og koner kom naturligvis til med tiden, og alle lærte at sætte pris på dette særlige sted på Norddjursland. Ofte mødes vi for at arbejde, ikke altid fordi der var nødvendigt arbejde at gøre, men bare fordi vi kunne lide at arbejde i fællesskab, og man blev ikke dømt ude, selvom man var nybegynder i de ædle håndværksfag. Far var altid centrum i arbejdet, altid i gang med et eller andet, og han var aldrig gladere, end når vi var der alle sammen –

Nogle gange var det huset, der skulle gøres noget ved, andre gange skulle der hugges brænde, ordnes båd, passes hund eller flyves med drager fra husets tag –

Engang tidligt i 1990’erne (så vidt jeg husker) overtog Hans og jeg huset, og den foreløbige endestation på den langstrakte proces, der begyndte med bedstefars død i 1949, kom i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor Hans og Sus overtog huset. I årenes løb havde vi i familien tit og ofte talt om, at det ville være dejligt at købe et af nabohusene derude, og i 2012 købte Anne-Marie og jeg af familien Flarup det ”røde hus” lige overfor. Jeg er helt sikker på, at far og mor et sted i den syvende himmel klappede i deres hænder, da de erfarede det.

 Rejsen til Fjellerup

En tur til Fjellerup var i min barndom og ungdom en rejse , for den foregik enten med rutebil eller på cykel (tung og uden gear, som cykler var dengang), og begge dele tog adskillige timer. Tøj og pakkenelliker til en sommerferie i Fjellerup for 2 voksne og 2 børn kunne i min barndom rummes i nogle store tasker, der først skulle transporteres med linje 3 fra Hasle til rutebilstationen og derfra videre med rutebil ud over Djursland til Fjellerup. Rutebilens normale stoppested var ved Købmand Hansen midt i Fjellerup, men med tasker og børn var det lidt upraktisk, og derfor overtalte min far normalt chaufføren til at slå et smut ned om stranden, så vi kom i rimelig afstand af sommerhuset. Dengang var noget sådant helt almindeligt og et meget godt tegn på, at tiden var en helt anden – i dag ville en chauffør utvivlsomt blive fyret, hvis han på den måde servicerede kunderne.

Ofte var vi i sommerhus med fars og mors nære venner, Esther og Jens-Walther Nørskov-Laursen og deres tre børn, Sten, Kirsten og Lis, og da Jens-Walter af arbejdsmæssige grunde havde bil allerede tidligt i 1950’erne, var det naturligvis en stor hjælp, men hvordan vores forældre fik anbragt pakkenelliker, 5 børn og sig selv i én bil er mig en gåde den dag i dag. Her i 2014 er gåden en helt anden, nemlig hvordan det kan gå til, at vores store Volvo’s  bagagerum knap nok kan rumme ”nødvendig” bagage til en weekend for to personer! I sig selv er dette skift i gåder vel et særdeles godt billede på den voldsomme vækst i velfærden fra 1940’erne og 50’erne til i dag 60 år senere, hvor jeg er delvist pensioneret. Jeg har prøvet at visualisere for mig selv, hvad det er, der fylder i nutidens bagagerum og kunne straks se de store T-bone steaks fra fryseren, vinen (både hvid og rød, naturligvis), cognac’en, den hjemmelavede økologiske marmelade, snacks til kl. 5-hvidvinen, krukken med basilikum, computerne og  i-Pads (obs flertalsformen!), opladere i forskellige udgaver, cykeltøjet (i 1950’erne ville man have slået sig på lårene af grin over folk, der klædte om for at cykle en tur…!), cykelhjelmene, de særlige gå-sko, værktøj – foruden alt det andet ”nødvendige”, der hører til en weekend i 2014…! Vi er blevet meget, meget mere velhavende, men er vi også blevet gladere end vores forældre, der tog rutebilen med et par tasker til en hel sommerferie…?

Åbenhus-familien

I husene ved stranden et par hundrede meter fra det sommerhus, som min bedstefar i 1944-45 byggede på Skovskadestien 2, boede forskellige grene af familien Åbenhus, der har præget hele området omkring Fjellerup. De fleste var fiskere, mens andre drev et makrelrøgeri ganske nær ved vores hus, og duften herfra står stadig krystalklart i min erindring. Makreller hang i lange rækker både inden for og uden for røgeriet, og som børn var vi altid velkomne til at gå rundt og bogstavelig talt snuse.

Den ældste Åbenhus i min drengetid var Jensenius Åbenhus, der var født i 1880 og derfor en gammel mand i min barndom, ja faktisk husker jeg ham som oldgammel med et lille kuglerundt ansigt med rødsprængte kinder efter et langt liv på havet og altid meget venlig mod os børn. Det pudsige er, at jeg her i 2014 nærmer mig Jensenius’s alder og alligevel ser mig selv som en person, der er langt fra at blive gammel – det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser…!  Jensenius boede i sit hvide håndbyggede hus lige over for røgeriet, og det var alletiders for os børn, for i et hjørne af røgeriet havde Jensenius i sin høje alderdom indrettet en lille slikbod, og uden for de nedskrevne åbningstider kunne vi altid hente ham, når ønsker og lommepenge havde et heldig sammenfald.

At røge fisk var en livsform, som familien Åbenhus drev gennem mange generationer. Jensenius’s forældre Nikoline og Anders Åbenhus (gift 1865) boede i ”Fiskerhuset”, som det blev kaldt, for enden af Åbenhusvej:

krudthuset282.JPG

Nikoline røgede en del af de fisk, som Anders fangede på havet og gik derefter til fods rundt i området og solgte de nyrøgede fisk. I 1905 solgte de huset og røgeriet til sønnen Jensenius, der sammen med fiskeri drev røgeriet videre, indtil han to år senere flyttede det til sit nye fiskehus på Klitvej nr. 1 (der hvor ”Prebens fisk” i dag har til huse). Samtidig byggede han lige over for (nr. 28) et hus til sig selv af sten fra stranden, som han samlede og møjsommeligt murede op til en bolig. ”Fiskerhuset” blev solgt til sønnen Arne, og huset er fortsat i familiens eje. I mange år kunne man her om sommeren købe brugte bøger til ”Priser, der er så lave, at kun en regnorm kan krybe under”, som der med et skævt smil stod skrevet på et skilt.

I 1950 var Jensenius træt, og sønnen Johannes overtog driften af røgeriet, mens Jensenius indrettede sin lille slikbutik i det sydvestlige hjørne af bygningen, og det er fra dette tidspunkt, mine erindringer stammer. Johannes var en stovt type, stor og fåmælt som fiskere ofte er, og med enorme kræfter. Det sidste fik man bevis for, da han ene mand en stormende dag i 1950’erne i en fladbundet pram roede ud til en fiskebåd i nød og trak den i sikkerhed. Det var naturligvis en heltegerning, men typisk for ham var det ikke noget, der blev snakket meget om. Mange år senere – i 2013 – talte jeg med en lokal murer om denne hændelse, og han kunne ligesom jeg tydeligt huske hændelsen, så Johannes har alligevel fået sin berømmelse, selvom han givetvis aldrig har stræbt efter den.

Nogle af Johannes’s sønner var lidt ældre end min bror Hans og mig, og som fiskere havde de nogle fladbundede træjoller, som vi var svært misundelige på. Det skete, at vi fik lov at låne dem, og det var naturligvis stjernestunder. Vi roede ud for at fiske – det var lang tid før påhængsmotoren blev almindelig – og fangede masser af fladfisk, som vi spiste med stor fornøjelse. Når der var rigtigt mange, solgte Hans og jeg dem ved at gå rundt og faldbyde dem i husene – fuldstændig som Nikoline Åbenhus havde gjort et halvt århundrede tidligere.  Redningsvest havde vi aldrig på, sikkerheds-hysteriet var endnu ikke gået amok.

Indre Mission (IM) i Fjellerup

Indre Mission havde i Fjellerup en af sine højborge, og når min bedstefar i 1944 valgte Fjellerup som stedet til sit sommerhus, hang det utvivlsomt sammen med, at han her fandt et miljø, som han kunne identificere sig med. Både Åbenhus-familien og flere af naboerne var aktive i IM, og byen rummede også et af bevægelsens missionshuse, Bethania, som i øvrigt stadig lever, så vidt jeg kan se. Også inskriptioner på mange gravstene på byens kirkegård dokumenterer, at IM har haft godt fat i byens borgere:”Salige er de døde, som dø(r) i Herren”, står der på Jensenius Åbenhus’s gravsten, og det er IM’s anerkendelse af, at han har levet sit liv som en sand kristen, for vores gerninger i livet forfølger os, og “Salige er de, der lever (og siden dør…) i Herren..”! At Jensenius tillige bestred den vigtige post som kirkesanger-afløser, har sikkert bidraget til de fine ord på gravstenen.

Fjellerup gravsten

Med bedstefars strenge missionske opfattelse har det givetvis passet ham særlig godt, at selveste formanden for IM i Fjellerup og Glesborg byggede sommerhus som nabo til os – et lille, klassisk stenhus, som han malede teglrødt og gav navnet ”Slap af”, jeg huser tydeligt navnet skrevet med sirlig sort skrift på en stor sten ved indgangen til grunden. Uden sammenhæng i øvrigt (!) købte Anne-Marie og jeg dette hus i 2013 og i sommeren 2014 så det således ud – meget er renoveret, men vi er (heldigvis) langt fra færdige, så der er stadig meget at gøre:

Fjellerup hus med K og AM

To dronninger i hver deres tronstol

Vi er herude både sommer og vinter og nyder det i fulde drag. Her falder pulsen og søvnen er meget bedre for både voksne og børn. I afsnittet ‘Mit Vindue’ her på bloggen skriver jeg jævnligt om tanker og oplevelser herude – se ‘Mit vindue’.

Udover de missionske var der også et grundtvigiansk miljø i byen, og magtkampe udspillede sig mellem de to religiøse retninger, når lokalpolitiske emner skulle afgøres. Lidt vest for centrum i Fjellerup står et skilt, der viser mod Jens Kannes høj, og følger man det og forventer en seværdighed eller et historisk monument bliver man skuffet, for det er blot et højdepunkt med udsigt over byen og havet. Men i 1945 var det alligevel genstand for megen kævl og strid mellem de ”gudelige” og de ”ugudelige”. Baggrunden for striden var, at borgerne i Fjellerup ønskede sig et samlingssted, og familien Kanne besluttede at skænke en høj til formålet – deraf navnet – og aktiviteterne skulle styres af en valgt bestyrelse. Men de missionske argumenterede med, at der var højere værdier end de demokratiske, som man ikke kunne sætte sin lid til i så vigtig en sag! Formodentlig var argumentet blot et skalkeskjul for, at de godt vidste, de var i mindretal i byen, men det ville de naturligvis ikke indrømme. Striden blev først bilagt, da der blev vedtaget en fundats, der fastlagde, at bestyrelsen skulle sammensættes af tre mænd (mænd…!): En fra Indre Mission, en fra den Grundtvigske retning samt kassereren i Fjellerup Sparekasse – stakkels ham, det må have været en uriaspost!

I forbindelse med pladsens indvielse er det i øvrigt interessant at læse, at skrædder Alfred Frederiksen og hustru bidrog med et dannebrogsflag. Tænk, for blot et øjeblik siden (sådan forekommer det mig) kunne en skrædder skaffe sig et udkomme til en hel familie i en lille by som Fjellerup.

En stor sten med inskription blev sat på højen i anledning af Danmarks befrielse – den er i dag flyttet ned på David Jensens Plads midt i byen.

Denne Indre Mission i Fjellerup var – sådan som jeg husker det – fuldstændig forskellig fra den type Indre Mission i Vestjylland, som Hans Kirk beskriver i Fiskerne. Fordømmelse og sorte svovldryppende prædikener oplevede jeg aldrig, tværtimod husker jeg for eksempel alle i Åbenhus-familien som venlige og imødekommende, og der blev aldrig gjort forsøg på at hverve os børn for sagen.

At de religiøse bevægelser stadig har betydning herude, ser man af opslaget i Lokalbrugsen i december 2014, hvor der indbydes  til juletræsfest for børn og unge. Udover klejner og andet mundgodt vil der være fortællinger om juleevangeliet og som indbydere står “De to menigheder i Fjellerup” – altså grundtvigianerne og de missionske, men nu kan de da tilsyneladende samarbejde uden sparekassens kasserer som mægler!

Juleaften 2015 fejrede Anne-Marie og jeg i Fjellerup og vi gik til gudstjeneste i Fjellerup kirke (der var ikke kontrol af “medlemskort” ved indgangen…!) i spændt forventning, om det var Indre Mission eller Grundtvigianerne, der stod for bordenden. I en juleaften-proppet kirke viste det sig tydeligt, at de glade grundtvigianere har sejret totalt – “muntre” salmer og en præst (vistnok Michael Pilgaard), der i en rap-agtig rytme holdt sin prædiken uden manuskript, mens han vandrede op og ned ad kirkegulvet. Missions-folkene – der stadig har en menighed i byen – har utvivlsomt boykottet denne julegudstjeneste  og har formodentlig haft deres egen højtidelighed i missionshuset et par hundrede meter fra kirken.

Fjellerup-egnen under 2. verdenskrig

Selv om jeg har haft nær tilknytning til Fjellerup-området siden afslutningen af 2. verdenskrig, er det først for nylig gået op for mig, hvor massivt de tyske tropper var til stede her under krigen. Jeg har altid vidst, at den barak, der var begyndelsen til sommerhuset på Skovskadestien, havde været benyttet af tyske soldater, men hvor stod den, inden min bedstefar købte den og flyttede den til Skovskadestien?

Ophavsmanden til min nye viden er Frode Greve Rasmussen, tidligere brugsuddeler i Fjellerup og sammen med sin far aktiv modstandsmand i den såkaldte “Fjellerup-gruppe”. Efter at have læst mine skriverier om Fjellerup her på bloggen henvendte Frode sig til mig med en mængde nye interessante oplysninger og billeder fra egnen. Blandt flere interessante billeder er der et, der viser medlemmerne af Fjellerup-gruppen, og noget af det første, jeg bemærkede var, at Johannes Åbenhus, som jeg har kendt hele min barn- og ungdom, også havde været modstandsmand og medlem af Fjellerup-gruppen. (klik for større billede). Det har jeg aldrig vidst før nu; Johannes var en meget venlig, men også meget fåmælt mand, og med på ægte jysk tilbageholdenhed omtalte han aldrig sin indsats i modstandsbevægelsen.

Fjellerup-gruppen JPEG

Selv om to af mine onkler, Jørgen og Kristen, havde været aktive modstandsmænd, blev der aldrig – ALDRIG – talt om emnet i Fjellerup, selvom både de og far utvivlsomt har været vidende om Fjellerup-gruppen og dens medlemmer. Hvorfor det var sådan ved jeg ikke – mit bedste gæt er, at det har været for smertefuldt og at de med al magt ønskede at lægge perioden og dens traumer bag sig. Specielt onkel Jørgen var så hårdt mærket af krigens traumer (fængsling og tortur), at han aldrig fik et normalt liv, og i en af adskillige depressioner tog han sit eget liv.

Tyskerne regnede med, at en amerikansk-britisk invasion i Vesteuropa kunne ske med landsætning af store styrker på den jyske vestkyst, og derfor anlagde tyskerne her den såkaldte Vestvold med store og svært bevæbnede bunkeranlæg. Men også østkysten skulle beskyttes, og når man går i kanten af skoven nedenfor Mejlgaard (ud mod stranden), er der tydelige spor efter nogle løbegrave, der forbandt strategisk placerede maskingevær-reder. Frode har bekræftet, at han husker, da tyskerne gravede løbegravene, der stadig er meget synlige i landskabet. Området må have været ganske vigtig for tyskerne, for de placerede talrige militære installationer i området fra Hegedal over Fjellerup og Bønderup og frem til Gjerrild Nordstrand. Ved Gjerrild klint var der en kanonstilling med 4 stk. 7,5 cm. kanoner og en tilsvarende med samme bestykning var ved Skovgaarde lidt vest for Fjellerup. Frode har fortalt, at den sidstnævnte kanonstilling sammen med et par barakker lå syd for vejen mod Randers lige ved Dalgaard Camping. Området er i dag bevokset, men Anne-Marie og jeg besøgte stedet en solskinsdag i februar i 2015 og fandt med lidt besvær de gamle beton-fundamenter, selv om de nu er næsten forsvundet under græs og anden bevoksning. Jeg kan ikke vide det, men det er et godt gæt, at det var en af barakkerne ved denne kanon-stilling, som bedstefar efter krigen købte med senge og andet indhold og flyttede til Skovskadestien? De blev overflødige og kunne formodentlig erhverves for små penge, og transporten har været overkommelig.

Rundt om i området – bl.a. ved Bønnerup og Hegedal – var der tyske lytteposter, men en særlig stor og central lyttepost – “Stellung Ginster” – blev allerede i 1942 etableret ved Laen/Glesborg og ikke færre end 400 mænd og kvinder bemandede den tilhørende lejr. Der opførtes 5 stk. 24 m. høje trætårne, hvor installationerne blev etableret, og mens kvinderne var beskæftiget ved lytteposten, deltog mændene i patruljetjeneste på egnen. Det må have været en vigtig lyttepost, for den var beskyttet af 900 miner, der først blev fjernet i 1946 af “Minekommando Dänemark”; det var en tysk rydningskommando, der blev brugt til at fjerne miner over hele Danmark, nogle gange manuelt, hvilket kostede adskillige af dem livet. Stemningen efter krigen var ganske hadsk.

Frode fortæller, at han sammen med sin far blev taget til fange af tyskerne i foråret 1945 og fragtet til Frøslev-lejren på en 76 timers lang og dramatisk togrejse i en polsk arbejdsvogn alt mens der var sabotage både foran og bagved toget kombineret med engelske flyverangreb på alle tyske tog. Frode har sendt mig dette trøstesløse billede af Frøslev-lejren.

Frøslev lejren

Frode opg hans far var blevet angivet af lærer Arne Petersen, der efter krigen blev henrettet i Undalslund plantage et par kilometer fra, hvor jeg nu bor. Da krigen sluttede slap Frode og hans far ud af Frøslev-lejren og kom med en af de hvide busser tilbage til Fjellerup. Frode fortæller, at bussen stoppede ved Fjellerup Brugs d. 6. maj kl. 10.30, samtidig med, at kirkeklokken ved Fjellerup Kirke ringede til Fredsgudstjeneste. Det må have været en stærk og meget bevægende oplevelse. Både Frode og hans far var ramt af det, der i fangesproget hed “fængselsfisen” – i lægesproget hedder det “KZ-syndromet” – hvilket betød, at de i en længere periode var ude af stand til at arbejde. Så vidt jeg forstår, kom Frodes forældre sig aldrig over de traumatiske oplevelser, men Frode blev brugsuddeler i Fjellerup, og jeg husker ham ganske tydeligt fra min barn- og ungdom.

Fjellerup by

Helt frem til først i 1960’erne var Fjellerup by en “rigtig” by med et varieret forretningsliv, kro, kirke, mølle og et mejeri – kort sagt alt det, der skulle til for at betjene en befolkning, der sjældent eller aldrig rejse længere væk, end en cykel kunne bære dem. Kilden til det efterfølgende er – udover min egen hukommelse – Frode, der trods en gedigen alder (han er født i 1927) stadig med jævne mellemrum sender mig mails eller dokumenter med interessante og sjove beretninger fra Fjellerup i 1930’erne og 40’erne.

Frode fortæller fra sin ungdom om et aktivt handelsliv i Fjellerup med boghandel, brugsforening, mølle, frisør, afholdshotel, karetmager, skrædder, vognmand, bødker, cykelforretning, smed, slagter, skomager, manufakturforretning, håndværkere, sparekasse samt en telefoncentral og mindsanten også en brandstation. Bortset fra Brugsen er det hele væk, og det er da en tanke værd, om man skal kalde den udvikling for – udvikling.

Brugsforeningen lå oprindeligt i det store hus ved kirken og så i 1936 således ud:

Den gamle brugs i Fjellerup

Ud over Brugsen var der to købmænd – købmand Hansen midt i byen og købmand Skallerup på hjørnet ned mod stranden. Jeg husker glimrende begge købmænd, men vi handlede kun hos købmand Skallerup – jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor, men jeg tror det skyldes, at Skallerup tilhørte missionen i Fjellerup og derfor var det “rigtige” sted at handle efter mine bedsteforældres mening. Købmand Skallerup skråede heftigt og havde derfor altid have en god portion sort spyt i den ene mundvig – jeg husker det som en blanding af eksotisk og ulækkert. Det var en købmandsbutik efter datidens standard med en disk, hvor Skallerup og kommis-lærlingen ekspederede kunderne efter tur. De faste kunder – og i særlig grad missionsfolk – kunne godt få “skrevet” i bogen, og så blev der afregnet ved månedens udgang; Hos Skallerup kunne man få alt, hvad man havde brug for til en almindelig husholdning – og lidt til. Udover alt i kolonialvarer kunne man fra selve butikken købe porcelæn, kaffe- og spisestel, gaveartikler, vinglas og meget mere. Fra loftets velforsynede lager kunne man få søm, skruer, beslag, skafter til alle slags redskaber, , vinduesglas, hønsetråd, hegnstråd, tjære, cement, Randers reb i forskellige tykkelser, lampeglas og væger til petroleumslamper, selvbindergarn og endnu mere. Og til overflod lå der i forretningens kælder tromler med sirup, eddike, sprit, motorolie, konsistensfedt og …næsten hvad som helst set med datidens øjne. Det var kort sagt en rigtig landhandel. Omkring 1945 så den således ud, og den forandrede sig ikke i de næste mange år – jeg kan tydeligt genkende den:

Købmand Skallerups butik

Købmand Skallerups sidste kommis-lærling, Jørgen Lund, har skrevet en pragtfuld beskrivelse af sin læretid i butikken, og det fremgår med al tydelighed, at Skallerup var en tyran, kolerisk og urimelig. Et enkelt uddrag af Jørgen Lunds beskrivelse er ganske illustrativ: ”En kunde kom og skulle købe tjære, det foregik ved at kunden havde en tom spand med, jeg gik så ud til den store tjære tønde som lå på en træbuk ude i haven, tappede tjæren over i spanden, og vejede spanden på lagervægten.

Når solen varmede på tønden blev tjæren meget tyndflydende, det var med at passe på når man åbnede hanen, varm tjære bruste ud til alle sider. Netop det skete da jeg skulle hente tjære en varm dag, det sprøjtede ud på hele kitlen. ” Det er ikke mit problem, køb en ny” udtalte Skallerup, og jeg måtte gå op til skrædder Danielsen og købe en kittel på kredit. Som Skallerup udtrykte det, det var hans tjære men ikke hans kittel!”

Hele Jørgen Lunds beretning kan læses på: http://www.landsbyhistorier.dk/f/fjellerup/den-sidste-koebmandslaerling-inden-tyranniet-ophoerte/

Byens “store” virksomhed var mejeriet, der lå ganske nær ved kirken. Her købte vi bl.a. smør, der blev taget direkte ud af smørkærnen, vejet og pakket ind i et stykke pergamentpapir. Det smør, der ikke blev solgt på den måde til lokalområdet, blev lagt i smørdritler, forsynet i toppen med pergamentspapir efter et sindrigt system, og til slut blev låget lagt på og tøndebåndet banket på plads. En gang om dagen kom en lastvogn og hentede smørdritlerne, der blev kørt til Tranehuse Station og derfra videre ud i verden.

Mejeriet havde i mange år endnu en funktion – her kunne landmændene få kogt deres kartofler til svinefoder. Det skete på den måde, at bonden, eller snarere en af karlene, kom med et læs kartofler på en vogn, godt pakket ind, så man kunne holde på varmen, og et rør med damp blev stukket ind midt i bunken, hvorved kartoflerne blev kogt.

En pudsig detalje: Frode fortalte mig engang, at også for byens børn var mejeriet vigtig – det fungerede nemlig som et ur! Når der ikke længere kom hvidt skyllevand ud fra mejeriet, så var det tid at komme hjem til middag.

 

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.