Rødderne i Thy

Familien Østergaard har sine rødder i Thy, hvor mine forfædre var lærere og/eller bønder. Centrum er i landsbyen Silstrup tæt ved Thisted og Limfjorden, hvor Østergaard ligger og naturligvis har lagt navn til slægten. Ikke langt derfra ligger gården Søndergaard, og selvfølgelig giftede de to familier sig ind i hinanden – verden var ikke stor for 100 og 200 år siden.

Nogle dage i januar 2017 er Anne-Marie arbejdsmæssigt i London, så jeg har besluttet at køre en tur ned ad mindernes boulevard (hvoraf en del var grusvej!) i Thy for at se, hvor meget familiehistorie på min fars side, jeg kan (gen)finde. Turen er bl.a. inspireret af, at jeg for et par uger siden fik en hilsen fra Maren Kirstine, født Balle, der er datter af Torsten og Dorthea Balle. Familiesammenhængen er den, at Torsten er søn af Maren Kirstine (min bedstefars søster) og Christian Balle, så Maren er altså barnebarn af Maren Kirstine og Christian Balle. Torsten Balle må altså have været min fars fætter.

Maren havde tilfældigvis fundet min familie-blog på nettet og derfor skrevet til mig. Vi havde ikke meget at gøre med hinanden som børn og unge, men familierne besøgte naturligvis hinanden, og jeg ved, at min far havde stor respekt for Marens far, Torsten Balle, der ligesom far var lærer, meget interesseret i historie og desuden ivrig amatørfotograf. Pudsigt at netop de tre ting også gælder mig…!

Familien Østergaard har sine rødder på gården Østergaard i landsbyen Silstrup tæt ved Thisted og fjorden. Silstrup hørte til Tilsted sogn, og da familien var regelmæssige kirkegængere, spillede kirken i Tilsted en vigtig rolle i familiens liv, og derfor var det et naturligt sted at lave første stop på min odysse til Thy denne januardag i 2017. Og måske kan kirkegården bevidne slægtens historie på denne egn. Om IM, gammelkristne m.m. – teksten ændres og der tilføjes…! Om Østergaard og Søndergaard i Silstrup – her føres slægterne sammen…!

Landsbykirken i Tilsted er ny-restaureret, meget smuk og en rejse værd. Det første bispesæde i Danmark blev etableret i Ribe i 948 (Harald Blåtands tid!), men kristendommen og dens kirker dukkede først op i det nordjyske et par hundrede år senere – store forandringer tager tid. Kirken i Tilsted blev påbegyndt engang tidligt i 1100-tallet, formodentlig som en del af det nye bispesæde i Vestervig, der blev etableret i 1060 samtidig med de tilsvarende i Viborg og Aarhus. Da jeg stod og betragtede kirkens store kvadresten, var det en svimlende oplevelse at tænke på, at her har min familie haft deres daglige gang i århundreder – måske i et helt årtusinde.

Kirken i Tilsted er bygget i romansk stil og en typisk repræsentant for de ældste danske landsbykirker. I januar 2017 så den således ud – set gennem de vestenvinds-forblæste træer på kanten af kirkegården.

Indvendig er kirken meget smuk. Grundstrukturen er den originale, men interiøret afspejler naturligvis århundreders forandringer –

Alteret er lige så gammelt som kirken og også bygget af granitkvadre. Indtil reformationen i 1536 var der i alteret en lille “grav”, der rummede et relikvie, sandsynligvis en helgens knogle, og det var vigtigt, for dermed fik kirken den hellige kraft, der er så central for en katolsk kirke. Formodentlig har kirken også på den tid haft navn efter den pågældende helgen, men det er gået tabt i århundredernes glemsel. Reformationen gjorde op med helgen- og relikvietraditionen, og i dag er den lille “grav” i alteret blot en fordybning med låg på. Praktisk og fornuftigt – men mystikken og underet er forsvundet, og det er næsten ærgerligt.

Døbefonden af granit er jævnaldrende med kirke og alter. Det fine dåbsfad af messing er dog en ren årsunge med kun 400 år på bagen, men det går vel alligevel an, og det var her, bedstefar blev døbt i 1885 eller 1886.

I forbindelse med en kirkerestaurering sidst i 1960’erne fjernede man den gamle altertavle, og i 2008 (der kostede årtiers diskussion i menighedsrådet at blive enige!) blev den erstattet af en ny med navnet “Lysvæld”, udført i træ med pålagt bladguld af Erland Knudssøn Madsen – se billedet ovenfor. Den nye altertavle består af tre felter, og mødet mellem dem danner et tydeligt kors, så man er ikke i tvivl om budskabet. Altertavlen er betalt af Kirstine og Torsten Østergaard, kusine og fætter til min far – jeg er ret sikker på, at det er det eneste sted, hvor Østergaard-familien har betalt en altertavle, men det kan jeg da kun bifalde det initiativ, for jeg synes den er smuk. I gamle dage – dvs før reformationen – ville en sådan donation have betydet lettere adgang til de himmelske gemakker, men den holder nok ikke læneger.

Kirken har før reformationen været udsmykket med kalkmalerier hele vejen rundt. Det har været en god ide, der både kunne tjene til adspredelse og opbyggelighed. Gudstjenesten blev afviklet på latin, som menigheden ikke forstod et kvæk af, og så kunne tiden passende gå med at betragte de fine billeder med bibelhistorie og malende beskrivelser af, hvad der ventede på den anden side – det evige liv blandt engle i himmerige eller helvedes flammer. Reformationen medførte imidlertid i de nordiske lande en “billedstorm”; kalkmalerier var ikke længere god tone, og de blev malet over. Kirkerummet skulle stå hvidt, stramt og helt enkelt – tro var en alvorlig sag og Vorherre var ikke til kolorerede billeder, mente man. Efterfølgende skiftede man synspunkt og mente, at Vorherre sikkert er rummelig nok til at kunne acceptere de gamle billeder, og med moderne tiders teknik blev nogle af billederne kaldt frem igen. I Tilsted finder man nedenstående kalkmaleri, der først blev blotlagt efter min bedstefars død, hvilket sikkert er godt, for jeg er ikke sikker på, han ville have brudt sig om det:

Man kan ikke afgøre, hvad maleriet forestiller, men det er et påskemotiv, og personen nederst i kalkmaleriet er israelitten Samson, der med sine enorme kræfter sprængte porten i byen Gaza, så han kunne undslippe de onde filistre, der truede ham på livet. Den smukke filisterkvinde Dalila lokkede dog ud af ham, at hemmeligheden bag hans mange kræfter lå i hans lange hår, og en nat ragede hun det af, og Samson blev fanget og siden slave hos filistrene. På moderne dansk ville man vel sige, at Samson gik i en honningfælde…!

I gamle kirker er det altid interessant – og ofte morsomt – at studere de såkaldte epitafier, der er mindesmærker over afdøde, prominente personer. På epitafiet fortælles den historie, som – “til evig tid” – skal være et minde over den pågældende person, og da det ofte er afdøde selv, der med rettidig omhu har forfattet teksten og bekostet ophængningen, er det kostelig læsning, hvor der ikke er sparet på de skjønne ord. I Tilsted kirke hænger dette pragtfulde eksemplar:

Johann Georg Smit (død 1791) skriver her om sig selv – “Flittig var han i sit Kald, nidkier i sit Embede. En Hader af vellyst og Uordener. Forfulgt og beundret tillige af fjender, elsket af sine menigheder og sine venner. Skrøbelig i legemet, men stærk i Sjælen. Som sådan vandrede han med Gud og Gud tog ham til sig. 

I Viborg domkirke hænger et lignende epitafium fra midten af 1700-tallet over en af mine rektorale forgængere, Peter Jessen. Han var efter alle kilder at dømme en elendig rektor, der ofte blev skarpt irettesat af sin foresatte, biskoppen. I et brev til Jessen skriver biskop Rottbøl således: “Hvad hjælper min nidkærhed for skolens opkomst, når der er ingen justits eller orden”! Der var således lagt op til et rigtig skidt eftermæle for den uduelige rektor, men han havde et trumfkort i ærmet – han var godt gift, nemlig med Dorthea Ostenfeldt, og hun havde penge! For en god slat af hendes penge lod han inden sin død udforme et smukt epitafium, hvor rektor Jessen roses til skyerne for alle sin gode og kloge gerninger. Og efter et klækkeligt bidrag til kirkekassen lod det sig også gøre, at dette epitafium “til evig tid” skulle hænge i domkirken og være til opbyggelse for kommende slægter. Selv i kirken har “evig tid” dog en ende, for idag er epitafiet flyttet ned i kirkens mørke kælder, hvor kun ihærdige besøgende finder det.

Traditionen med epitafier er forsvundet – med mindre Facebook kan siges at være en nymodens sådan…og det kan det vel! 🙂

På vej ud af kirken satte jeg mig en stund på en af de gamle kirkebænke. 400 år gamle er de i Tilsted, for de kom først til efter reformationen, da prædikenen blev en væsentlig del af gudstjenesten, og derfor skulle menigheden kunne sidde “bekvemt og lytte til Ordet”. I fuldkommen stilhed og alene på denne gamle kirkebænk betragtede, tænkte og mindedes jeg og kunne næsten bogstaveligt føle århundreders liv og slægters gang. På den selvsamme bænk har min familie siddet i århundreder og funderet over stort og småt, liv og død – og nogle har vel også haft et lønligt håb om, at der ventede noget bedre på den anden side, måske endda i al evighed. Det var en stille og meget stor oplevelse.

På kirkegården er min forfædres knogler blevet til muld og deres grave sløjfet, men heldigvis har man bevaret gravstenene – nogle af dem er oven i købet fredede, fortalte en venlig graver – og nydeligt placeret i et hjørne af kirkegården fandt jeg denne samling af mindesmærker over min familie –

Invalid Displayed Gallery

Lige op ad kirken ligger der en en skole, og stående midt mellem gravstenene var det dejligt livsbekræftende at høre børns latter og leg. En stor gruppe børn legede tydeligvis for sig selv, og da jeg lyttede efter, kunne jeg høre, at de talte arabisk sammen. Også i Tilsted er globalisering og flygtninge blevet en del af dagligdagen.

Efter besøget i Tilsted kørte jeg et par kilometer videre og fandt Thorsted skole på Sønder Thorstedvej, der i dag er indrettet til privatbolig. Fra landevejen gik jeg ned ad en kort grusvej og pludselig kunne jeg huske, hvad jeg forlængst havde glemt – mærkeligt som hukommelsen fungerer. Her var Torsten Balle (søn af en søster til min bedstefar, altså af Østergaard-slægten) – gift med Dorthea, født Vestergaard Olesen – enelærer i en menneskealder, og deres 4 piger, Maren (altid kaldet “Søster”), Bodil, Birthe og Kirsten, som vi besøgte engang midt i 1950’erne (besøget er beskrevet andetsted). Maren har skrevet om sit barndomshjem i den lokalhistoriske bog “Thorsted – et sogn i Thy”, og hendes tegning af skolen fra 1957 er præcis, som jeg husker den:

Til venstre for indgangsdøren lå skolestuen for alle skolens børn og til højre for indgangsdøren lå familien Balles private bolig. Jeg husker tydeligt, at vi på familiebesøg sov på loftet over privatboligen og at det var hundekoldt, men under de cement-tunge dyner (sådan var dyner dengang…!) led vi ingen nød. Jeg vidste det ikke dengang, men senere har jeg erfaret, at netop dette loftsværelse sammen med hovedparten af skolen blev beslaglagt og brugt af tyskerne under 2. verdenskrig, så vi har altså delt seng med tyske soldater, ganske som vi gjorde senere i Fjellerup – se andetsteds herom.

Torsten Balle var en markant person i lokalsamfundet – enelærer for generationer af børn (svært at forestille sig idag, hvor lærere kun underviser i deres liniefag), men også organist i egnens kirker, lokalhistoriker og ivrig fotograf, og på Thorsted kirkegård fandt jeg den store gravsten over ham og Dorthea:

Besøget på Thorsted kirkegård blev den sidste oplevelse i Thy denne januardag i 2017, hvor jeg næsten bogstaveligt så min families historie for mit indre blik. Resten af dagen og aftenen blev tilbragt hos Louise og Lars-Peder i Holstebro, hvor jeg øvede matematik med mit ældste og højt skattede barnebarn, Jacob, og dermed blev en rigtig god familiedag rundet af på allerbedste vis.

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.