Mine forældre

Begge mine forældre kom fra stærkt kristne miljøer med rod i Indre Mission. Far var fra Randers med familiemæssig baggrund i Thy, mens mor var fra vestjyske Troldhede. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den missionske baggrund og opvæksten i det, der i dag kaldes ”udkants-Danmark”, har haft den allerstørste betydning for de mennesker, far og mor blev, og selv om de ikke tog missionen med ind i det hjem, de skabte for Hans og mig, så var missionsk tankegang og tradition en central del af livet i den øvrige del af familien – særligt hos fars familie – hvilket til en vis grad kom til at præge Hans og mig.

Mor blev født i 1922 i Troldhede på en egn, der var så meget ‘udkantdanmark’, at livsvilkårene næsten er uforståelige idag. Af netop den årsag er det særligt vigtigt at kende til dem, og derfor var det for mig lidt af en sensation, da jeg forleden dag ved et tilfælde fandt et dokument, hvor min mor beskriver sin barndom. Det er en guldrandet førstehåndskilde om livet i Vestjylland i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. I stedet for at genfortælle hendes beretning, kan den læses her i sin originaludgave med slåfejl og rettelser: Mors erindringer fra Troldhede

Far og mor mødte hinanden i Århus i KFUM/KFUK, de kristelige foreninger for unge mænd og kvinder, hvilket var det naturlige mødested, når man kom fra et missionsk miljø. De mødte hinanden i 1944 eller tidligt i 1945, hvor far var 26 og mor 22 år gammel, og jeg har fundet et par portrætter fra netop de år:

Mor-portræt-724x1024

De blev gift i Vejle den 1/7 1945 med efterfølgende fest på Vardevej 104, hvor mormor og morfar (vi kaldte dem bedstefar og bedstemor) boede. Bedømt ud fra billeder var min mor en meget smuk kvinde, så far havde gjort noget af et kup. Krigen var netop slut, og måske var det årsagen til, at nu skulle det være. Selv om der var mangel på alt ved jeg, at der blev serveret rødvin til brylluppet, og jeg har ofte spekuleret på, hvordan en maskinsnedker i Vejle skaffede og fik råd til det så kort efter krigen? Mon ikke min fars forældre, der var væsentligt bedre ved muffen, har betalt en del af udgifterne? Formodentlig har der været tale om en sur Vin de Table, som inden serveringen blev sødet med et par sukkerknalder, sådan som praksis var dengang.

Her står det åbenlyst glade par på trappen foran mine bedsteforældres hus:

Bryllupsbillede-på-trappen-766x1024

Og det officielle bryllupsbillede så således ud:

Far-mor bryllupsbillede 1945

Om det var en bryllupsrejse ved jeg ikke, men en månedstid efter brylluppet – altså i august 1945 – er nedenstående billede af det nygifte par taget på Københavns Rådhusplads. Det er et billede jeg holder særligt meget af, fordi de ser så glade ud og tydeligvis har mod på hinanden og fremtiden, selvom krigen kun akkurat var slut og problemerne stod i kø:

Mor og far på rådhuspladsen

Umiddelbart efter brylluppet bosatte mor og far sig i en lille 2-værelses lejlighed på Viborgvej 41 i Århus, st.tv. Mor gik hjemme, og far passede sit lærerjob på Elise Smith Skole, hvor han primært underviste i matematik og fysik. Det var en lille lejlighed, men efter tidens forhold ved afslutningen af 2. verdenskrig har det utvivlsomt været helt tilfredsstillende.

I 1946 så stuen i den lille lejlighed på Viborgvej således ud:Viborgvej 1

Min mors forældre havde ikke klaver, men på en eller anden måde var det alligevel lykkedes mor at lære at spille klaver –

3.2. Min ankomst til verden

Jeg kom til verden den 23/12 1946 og er altså blevet til i foråret 1946 – måske som en del af Bornholms historie J. Bornholm var som det øvrige Danmark besat af tyskerne under 2. verdeskrig, men krigens afslutning blev anderledes end på fastlandet, idet øen blev bombet og siden besat af russerne. Det var naturligvis en voldsom oplevelse for de bornholmske indbyggere, der frygtede, at russerne ville sætte sig fast på øen på samme måde, som de gjorde i det nærliggende Polen. Lettelsen var derfor enorm, da russerne besluttede at levere Bornholm tilbage til Danmark, og magtskiftet – dagen hvor det røde hammer/segl flag blev halet ned og erstattet af Dannebrog – var d. 24/3 1946.

Begejstringen blandt bornholmerne og deres familier – heriblandt farmors familie – var enorm, og jeg må være blevet til som en del af den begejstring, for den 24/3 er præcist 9 mdr. før jeg blev født! Så når jeg nu i 70 år har plaget familie og venner med en fødselsdagsinvitation på en helt umulig dag – dagen før jul – så er det altså russernes skyld…! Hvis de havde gjort på Bornholm, som de gjorde alle andre steder i Europa, nemlig nægtet at flytte sig fra et erobret område, så var jeg næppe blevet til, ihvertfald ikke på den dag. Stalin har meget på samvittigheden, men altså også dette…J!

Fødslen gik i gang midt under en voldsom snestorm. På spejlglatte veje blev mor kørt til fødselsanstalten i Østergade, hvorefter far pænt gik hjem igen – fødsler var dengang noget for kvinder. Ventetiden skulle jo gå med noget, og han har ofte med et grin fortalt, at han brugte ventetiden til at  løse matematikopgaver…! Det er netop hvad han er i gang med på det nedenstående billede, og hans egen tekst i fotoalbummet til dette billede (samt til billedet ovenfor med mor ved klaveret) lyder: “Familien hygger sig”. 

Far retter matm.opg

De første 3-4 år af mit liv boede vi i lejligheden på Viborgvej, og jeg har nogle svage erindringer derfra. Specielt husker jeg en legekammerat, Jytte, hvis mor drak en del kaffe – eller kaffe-erstatning har det vel været – med min mor, og så husker jeg bade i en zink-balje på gulvet. Mor varmede vandet på et komfur, for i de første par år efter krigen var der endnu ikke varmt vand i hanerne.

3.3. Hans bliver født og vi flytter

I 1950 flyttede vi til en helt ny lejlighed på Vilhelm Bersøesvej nr. 17, 2. sal th. og her blev Hans født d. 16. februar 1951. I 1954 flyttede vi igen, denne gang til et nybygget parcelhus på Præstevangsvej 37 i Hasle. I afsnittet “Min barndom” fortæller jeg mere herom. Omkring 1991-92 solgte far og mor huset på Præstevangsvej og flyttede til et mindre og nemmere hus på Enghavevej nr. 18 i Hornslet. Det blev fars sidste hus, inden han døde på plejehjemmet i Hornslet, mens mor nåede endnu en flytning, nemlig til en ældrebolig i Hornslet et par år før hun døde.

Jeg tror mine forældre havde et godt liv sammen – i hvert fald frem til ca. 1995, hvor far – uden at nogen vidste det – var blevet ramt af en frontallapdemens, som gradvist ændrede hans personlighed. Jeg husker dem som gode sammen med hver deres personlighed og der eksisterer et utal af glade billeder af dem – fx. dette billede fra 1962, som jeg personligt bliver rørt over at se:

Far-mor 1962 - mor elegant

Både mor og far var set med tidens øjne meget moderne, og bedre forældre kan jeg ikke forestille mig. En enkelt episode kan illustrere deres måde at tænke på: I juni 1963 var min bedste ven Sten netop blevet 18 år og havde købt en ældre, brugt Lambretta scooter, og han og jeg (der var 16 år) syntes det kunne være spændende at køre en tur til Frankrig på denne noget bedagede tohjuler. Stens forældre var imod ideen – syntes vi var for unge – mens mine forældre var mere positive. På et tidspunkt sagde min far…. at “nu har vi opdraget på dem i 16 hhv. 18 år og så må vi bare stole på, at vi har gjort det godt nok, så derfor skal vi vise dem tillid og sige OK til projektet”! Det afgjorde sagen, og vi kom afsted på en mindeværdig rejse, som jeg vil vende tilbage til senere.

På et enkelt punkt var far og mor dog ikke moderne – nemlig i deres manglende interesse for det kulinariske, som ellers i voksende grad blev et af tidens hotte emner. I både fars og mors barndomshjem var interessen for mad begrænset til at blive mæt! Far fortalte engang med et grin, at når han og hans søskende kom hjem fra skole, var der sukkermadder i køkkenet til alle, fordi det var nemt og hurtigt…! I mors barndomshjem var det vist lidt bedre, men avanceret – eller noget der lignede – blev det aldrig, og naturligvis prægede det også situationen i Hans’s og mit barndomshjem. Jeg mindes fra min barndom ikke én eneste diskussion eller samtale med mad som tema, og faktisk tror jeg ikke min far anede, hvad han spiste, og jeg har aldrig, aldrig hørt ham kritisere maden – hverken direkte eller indirekte. Alligevel var måltiderne stjerne-stunder, fordi de blev brugt til ofte timelange diskussioner om stort og småt, og det syntes jeg var utroligt spændende. I hukommelsen sidder stadig erindringen om et timelangt måltid, hvor temaet var køb af ny bil. Jeg var teenager og syntes, at vi burde have en smart og stor bil, og i stedet for bare at sige “nej” brugte far flere timer på at forklare, hvordan familiens budget hans sammen og at hvis vi skulle bruge flere penge på en bil, så skulle der skæres ned et andet sted – og hvor syntes jeg lige, det skulle være…? Det var en typisk reaktion fra hans side og pædagogik, der duede…!

Jeg har arvet samme manglende interesse for mad – altså maden i sig selv – men med en meget kompetent kok i huset er jeg da gradvist blevet mere og mere opmærksom på betydningen af god mad uden at det nogensinde bliver en passion som det er for andre mennesker. Til gengæld lægger jeg stor vægt på måltidet, forstået som stemningen og de mennesker, maden indtages sammen med. Hellere halvdårlig mad i godt selskab end god mad i halvdårligt selskab. Den manglende passion for mad erstattes måske i nogen grad af en stadigt voksende interesse for vin, specielt rødvin. Blindsmagninger er en fornøjelse, vi dyrker en del sammen med gode venner.

3.4. Mere om min far

Min far blev født præcis en uge efter, at 1. Verdenskrig sluttede, nemlig d. 18/11 1918. Far var den mest boglige af familiens børn, så som den eneste af de seks søskende kom han på Randers Statsskole, hvorfra han blev student i juni 1937.

Far-student-juni-1937

På mit kontor på Viborg Katedralskole stod der fine, læderindbundne bøger med resultaterne fra alle landets gymnasier, og jeg husker, at jeg fandt far og konstaterede, at han fik det næsthøjeste gennemsnit på sin årgang. Han var tydeligvis begavet i flere fag, men hans passion var matematikken, og han begyndte at studere matematik og filosofi på Århus universitet og tog de første eksaminer, men så tvang økonomien ham til at skifte spor, og han blev uddannet som lærer fra Ranum Statsseminarium omkring 1944 og fik umiddelbart derefter fast ansættelse på Elise Smith Skole i Nørre Alle i Århus. Her blev han hele sit arbejdsliv, de sidste ca. 20 år som skoleleder efter forgængeren Paul Fryd.

Elise Smith skole var i store økonomiske vanskeligheder på overtagelsestidspunktet – ikke mindst med et stort vedligeholdelsesefterslæb – så det var en vanskelig opgave, far havde taget på sig. Der skulle lånes penge, og far tog han det drastiske skridt at stille sikkerhed i den private villa på Præstevangsvej for at få de nødvendige lån til den vedligeholdelse, der skulle til, hvis skolen skulle have en fremtid. Projektet lykkedes over al måde, og far blev en meget afholdt og respekteret skoleder og var desuden i mange år med i bestyrelsen for Danmarks Privatskoleforening. En matematikbog blev der også tid til at skrive, der så vidt jeg husker blev udgivet Gyldendal. I kraft af hans og en gruppe passionerede ESS-læreres indsats voksede elevtilstrømningen, skolens økonomi blev normaliseret, og da han lod sig pensionere i 1982, var det en skole i god gænge, han kunne give videre til den nye skoleleder, Kurt Ernst. Jeg husker, at der var nogen modstand mod udnævnelsen af den nye skoleleder, fordi han var så ung, men typisk for far skar han igennem ved at erklære sin udelte tillid til Kurt Ernst: ”Han har talent, men kun lidt erfaring – det modsatte ville da være meget værre!” Tiden viste, at far havde fuldstændig ret, idet Kurt Ernst ud over at være skoleleder også blev en mangeårig formand for Danmarks Privatskoleforening – så han havde talent, og erfaringen kom jo med årene!

Far var både professionelt og privat et udpræget overskudsmenneske, der som person altid satte sig selv bagerst – hvis der ved et middagsbord var en særlig dårlig placering eller kun en skammel og ikke en stol, kunne man være sikker på at finde far der. ”Det betyder ikke noget, det her er rigtig fint”, kan jeg stadig høre ham sige. Det var et mantra hos ham, at man aldrig må tage sin egen person for højtideligt, og personer, der optrådte opstyltede eller selvhøjtidelige, opfattede han som utroværdige – og lidt komiske. Jeg husker tydeligt, hvordan han på sin egen stilfærdige facon havde det svært med Karen Blixens affekterede, nordsjællandske facon, når hun optrådte i radio eller TV – ”Maren Klixen” kaldte han hende, og så vidste vi godt, hvad han mente!

Som far, som skoleleder og som ægtemand (tror jeg nok!) var min far utroligt kontrolleret og reflekterende – jeg mindes aldrig at have set ham ophidset – og hans evne til at se en sag fra forskellige sider var legendarisk. Jeg husker som dreng, hvordan han altid – akademisk – indtog et andet standpunkt end mit for derved (forstod jeg senere) at tvinge mig til at tænke og argumentere. Far kritiserede aldrig, han argumenterede, når han havde brug for at sætte en ny retning; han roste heller ikke meget, men alligevel var man aldrig i tvivl om hans store glæde, når tingene lykkedes for Hans eller mig; men kommer man for højt op, så er der også desto længere ned, hvis tingene går skævt – sådan tror jeg han tænkte, i hvert fald var det hans adfærd. De store følelser blev bestemt ikke båret uden på tøjet, og det gjaldt i øvrigt også mor. Jeg husker tydeligt, at da jeg blev rektor i Viborg var han naturligvis glad, muligvis endda stolt, selv om han aldrig sagde noget i den retning, men der var bestemt ikke noget med at danse på bordene og han forsøgte ikke at gøre sig klog på mine vegne, slet ikke, selv om han både havde erfaring og klogskab på området. Far var – ligesom mor – enormt glad for mine to børn, Louise og Johan, og ved en enkelt lejlighed var han tæt på at svinge sig op til store ord: Han gik ved stranden i Fjellerup med Louise i den ene hånd og Johan i den anden, og da han kom hjem til huset sagde han – jeg husker det, som var det i går – “Så bliver det ikke meget bedre…”!

Det kan forekomme overdrevet, men det er faktisk rigtigt, at jeg ikke kan komme i tanke om en eneste gang, hvor han har sagt nej til en anmodning om hjælp til et eller andet. Det kunne være en garage, der skulle rives ned, en væg, der skulle bygges (han var en dygtig amatørhåndværker), eller det kunne være et af børnebørnene, der havde brug for lidt lektiehjælp. Han var altid klar med hjælp og rådgivning, når der var behov for det.

Far havde altid frygtet at blive hjælpeløs – fysisk eller psykisk – når han blev gammel, og det var desværre præcist, hvad der skete. Omkring 1995 faldt han ned af en stige, tilsyneladende et banalt uheld uden væsentlige følgeskader, og jeg kan endnu høre far sige – med piben i munden – at “det skal man kunne tage…!” Og så var der ikke grund til at tale mere om det. Men set i bakspejlet tror jeg, at årsagen til faldet var en lille hjerneblødning, for i tiden derefter blev han psykisk dårligere og dårligere, og på et tidspunkt fik han konstateret en frontallap demens, der ændrede hans personlighed på en negativ måde. Han var indlagt flere gange på Risskov Statshospital og fik bl.a. elektrochok-behandling, der havde en positiv effekt, men kun kortvarigt. Derfor blev det nødvendigt at flytte ham til et lukket afsnit på Hornslet plejehjem, hvor han levede sine sidste år, indtil han den 27/4 1999 pludselig faldt om og var død – formodentlig ramt af en blodprop. Billedet nedenfor er fra ca. 1997 og viser ham, som den glade og altid positive person, han var – også selvom sygdommen havde ramt ham hårdt.

Far-på-plejehjemmet-400x300

Det var for os alle – ikke mindst min mor – nogle meget hårde år og en meget ulykkelig afslutning på et på alle måder flot liv, for dette kloge, kærlige og reflekterende menneske mistede i kraft af sygdommen en del af sine hæmninger og kunne til sidst kun leve bag låste døre. Jeg er sikker på, at han ikke selv forstod sin situation , og det er en stor trøst, for den var præcist så forfærdelig, som han altid havde frygtet. Døden kom til gengæld let – den 27. april 1999 faldt han som en træ, der bliver fældet og kom aldrig til bevidsthed igen. Han blev knap 81 år gammel. Fra begravelsen husker jeg specielt talen fra hans efterfølger på ESS, Kurt Ernst; han indledte med disse ord: “Det er et stort og flot liv, der i dag har fået sin afslutning…”. De ord var jeg meget, meget glad for, for intet menneske har jeg beundret og lært så meget af som min far.

3.5. Mere om min mor

Min mor blev født d. 1/8 1922 i Troldhede, hvor hun også voksede op, inden hun som stor pige sammen med familien flyttede til Vejle, det har været omkring 1933-34, da den økonomiske krise tvang hendes far til at opgive tømrerforretningen i Troldhede. Mor var – til søstrenes store irritation – langt den kønneste og blev i 1936 kåret til “Årets konfirmand i Vejle” og kom på forsiden af Vejle Amts Folkeblad – se billedet nedenfor; det er min mormor, der med et skævt smil kigger ud af vinduet.

Mor-som-årets-konfirmand-767x1024

I Vejle fik hun en kontoruddannelse – og lærte at spille klaver, som rigtige piger skulle dengang. Her er en portrætserie af mor fra 1937:

Mor portrætter 1937

Mors far – Mads Lindskrog – var vokset op på Thyholm i den vestlige del af Limfjorden, hvor missionen altid har stået stærkt, og hjemmet i Troldhede og (om end svagere) også i Vejle var markant præget af Indre Mission og dens holdninger. På en tur til Troldhede nogle få år før hendes død stod vi ved barndomshjemmet, og mor kunne genkalde sig sine forældres dommedags-advarsler mod den nærliggende kro; her gik alt det i svang, der var strengt forbudt, først og fremmest dans, for hvad kan det ikke føre til…! Som voksen lagde hun stor afstand til Indre Mission, som hun anså for hyklerisk, og da hun sammen med Anne-Marie og mig stod og så mod kroen, havde hun kun latter til overs for erindringen. Senere samme dag besøgte vi kirkegården i Troldhede, hvor skiltet ved indgangen gjorde opmærksom på biblens ord om, at den 7. dag (altså søndag for de kristne) er hviledag, og derfor så man ikke gerne, at der blev ”arbejdet” med vedligeholdelse af gravene på søndage. At missionen i denne del af Jylland fortsat står stærkt, så vi også i 2012, hvor Anne-Marie og jeg i vores sejlbåd en blæsende efterårsweekend sejlede til Jegindø, der er naboø til Thyholm; en gåtur i byen afslørede, at Missionshuset stadig er et samlingssted for mange mennesker, og et aktuelt opslag tilbød, at man kunne deltage i en foredragsrække med titlen: ”I Paulus fodspor” ved Missionær Jensen. Spændende, men vi afstod nu…!

Mor var – med faster Elses udtryk – en rigtig løvemor. Hun var normalt meget kærlig, men gud nåde og trøste den, der kritiserede hendes drenge, altså Hans og mig, for så blev der efter sigende både kradset og bidt! På billedet herunder – formodentlig fra engang i første halvdel af 1950’erne – ser man den søde side af løvemor’en – sådan som jeg husker hende:

Mor-portræt-ca.-1949

Hun var ikke akademisk som far og ikke så kontrolleret, men hun var som person meget rummelig. Selv om (eller er det fordi?) fordømmelse og snæversyn havde været en del af dagligdagen under hendes missionske opvækst var det lige modsat i vores barndomshjem, og det varede ved hele livet; måske var det derfor, at kammerater og kærester ofte og med stor glæde drak kaffe med far og mor, inden vi fortrak ned på mit værelse. Og når de var gået, var der aldrig “eksamen” med gode eller dårlige “karakterer” til mine venner. Aldrig! Far og mor stolede åbenlyst på, at jeg selv var i stand til at finde de rette mennesker at være sammen med, og den tillid, de viste mig, har jeg efter bedste evne forsøgt at overføre til mit eget professionelle og private liv. Da far i anden halvdel af 1990’erne blev ramt af demens og til sidst måtte leve på et plejehjem, ramte det også mor hårdt. Far havde på den gode måde fyldt så meget i familien, at savnet næsten ikke var til at bære. Som konsekvens af mange års rygning blev mors helbred stadigt dårligere i begyndelsen af det nye årtusinde, og da hun besøgte os i Ungarn i 2005 var det med en kørestol som nødvendig følgesvend – trofast skubbet af Anne-Maries bror Niels Jørgen. Blodomløbet var helt ødelagt og engang i 2006 var det nødvendigt at amputere hendes ene ben. Det var naturligvis frygtelig traumatisk for både hende og os andre, men som den ærke-vestjyde, hun var, tog hun det utrolig flot. Jeg husker tydeligt det første besøg på sygehuset efter operationen – jeg var lidt nervøs og havde forberedt mig på at skulle trøste hende, men det blev utroligt nok den omvendte situation. Da vi kom ind på sygestuen og spurgte, hvordan hun havde det, var hendes sammenfatning, at …“når de nu skulle til at skære af mig, så var det da godt, at de begyndte i den ende…!”

Naturligvis var den efterfølgende tid svær, men med masser af hjemmehjælp og en elektrisk kørestol gik det tåleligt et stykke tid, og hun insisterede på at blive hjemme “hos sine bøger” som hun sagde – plejehjemmet ville hun ikke bo på. Jeg tror, at ensomheden – savnet af min far – var det værste, og naturligvis var der også mange smerter og ubehag efter den store operation, selvom hun aldrig – aldrig – beklagede sig. En dag i efteråret 2007 nægtede hun at stå op af sengen, livsgnisten var slukket, og selvom hun til det sidste var nem og sød at besøge, så var det tydeligt, at hun ikke ville mere. Mor sagde det aldrig direkte, men jeg er overbevist om, at hun på et tidspunkt besluttede sig for at dø. Lægen havde nævnt, at der sandsynligvis også var stødt lungekræft til, og der var ikke mere at leve for. Frem for noget ville mor ikke være til besvær, og hun vidste udmærket, at konstant sengeleje i hendes svækkede tilstand ville fremkalde døden på ret kort tid. Tårerne løber ned ad mine kinder, mens jeg skriver dette.

mor 010907

Billedet ovenfor er taget den 1. september 2007, hvor mor stadig var fuldstændig frisk i hovedet, men en månedstid efter gled hun ind i bevidstløsheden, og den 9. oktober 2007 sidst på eftermiddagen døde hun ganske stille, mens Hans og hans datter, Signe, sad ved hende. Anne-Marie og jeg havde besøgt mor tidligere på dagen og var netop kommet hjem, da Hans ringede og fortalte, at hun var død.

Kort før hendes død havde jeg en god snak med hende, og i samtalens løb spurgte jeg hende, om hun havde behov for at tale med præsten ved Hornslet Kirke, hvorfra hun skulle begraves. Hendes svar var overraskende skarpt – hun havde absolut intet behov for at snakke med en præst! Hendes erfaringer med Indre Mission var af en sådan art, at hun kun havde foragt til overs for denne sekteriske bevægelse – om foragten også omfattede folkekirken, blev jeg aldrig klar over. Dagen efter hendes død havde Hans og jeg som en forberedelse til begravelsen en lang snak med præsten fra Hornslet Kirke – jeg har ikke glemt, men fortrængt hans navn af min hukommelse – og vi fortalte ham bl.a. om mors forhold til Indre Mission. Alligevel holdt han en forfærdelig og alenlang indre-missonsk prædiken over hende, der mildt sagt gjorde mig rasende, og jeg nægtede at hilse på fjolset bagefter. Hvad han hed, har jeg ikke glemt, men fortrængt.

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.