Mine bedsteforældre på fars side

Min bedstefar på fars side hed Jens Christian Østergaard og blev født d. 12. november 1885 på gården “Søndergaard” i Silstrup i nærheden af Tilsted i Thy. Bedstefars far – min oldefar – Torsten Østergaard, blev født på ”Østergaard”, der var nabogård til Søndergaard og giftede sig med arvingen til denne gård, Marie Birgitte Søndergaard (i Thy kunne kvinder nemlig godt arve fast ejendom) og bosatte sig der. Et par år før far blev syg var vi på en familietur til Thy, hvor vi besøgte her begge gårde og far fortalte anekdoter derfra, bl.a. om en en gård, der blev spillet væk i kortspil, men hvilken husker jeg desværre ikke.

Jeg har kendt min bedstefar, men jeg husker ham kun svagt, da han døde i 1949 som 63-årig efter to hjerneblødninger. Jeg har fået fortalt, at han var en klog og venlig mand, og det lyder sandsynligt, da de karaktertræk i høj grad også karakteriserede min far. Min halvkusine Maren Kirstine fortæller, at hun tydeligt husker min bedstefar, der i Marens familie efter den lokale Thy-tradition blev kaldt “Morjens”, selvom han var bror til Marens farmor. Maren husker bedstefar som en meget munter mand, der… “altid var fuld af sjov”, og det er en vigtig karakteristik, for senere i livet, som voksen i Randers, blev han en del af Indre Mission, og “munter” er ikke ligefrem et af de tillægsord, man forbinder med den bevægelse. Blandt andet var der i hjemmet i Randers et absolut forbud mod dans og kortspil – et forbud der stadig var gældende, da jeg var barn. Faster Else fortæller i sine erindringer, at hun som lille pige med sin mors velsignelse samlede kort med dyremotiver fra havregrynspakker, men da hendes far opdagede det, blev hun pålagt straks at samle dem sammen og putte dem i kakkelovnen! Og det var endda, selvom hun efter sit eget udsagn var sin fars øjesten. I moderne ører lyder bedstefars reaktion besynderlig, men den var slet ikke usædvanlig i hans miljø og med hans baggrund. Forfatteren Maria Helleberg fortæller i sin bog ”Kvinderne fra Thy”, som er en roman om hendes egen families historie, hvordan hovedpersonen Marianes far klipper billeder ud af en geografibog og brænder dem…”som var de livsfarlige. Inficerede med sygdom”. Det er en kendt sag, at monoteistiske religioner (ikke kun islam) ofte forbyder billeder, især af Gud og andet, der hører til den himmelske verden, men ofte også af mennesker og dyr. Forbuddet sigter mod at forhindre afgudsdyrkelse, og det er vel derfor, at man i miljøer med en streng fortolkning af kristendommen reagerede som min bedstefar gjorde. Sandsynligvis har kulørte billeder simpelthen været dårlig tone i missionske kredse – for alle i almindelighed men i særdeleshed for ubefæstede sjæle (som man sagde), altså børn. Jeg har blandt fars mange billeder  ledt grundigt efter et godt portrætfoto af min bedstefar – men forgæves. Han optræder på familie-gruppebilleder, men aldrig alene og aldrig med ham som hovedperson., og det er sandsynligt, at hans kulturbestemte modvilje mod billeder også betød, at han ikke ville have, at der skulle tages portrætfotos af ham. Selve det at få taget et foto af sig selv blev i disse kredse anset for en lidt tvivlsom handling – det var at gøre sig til – og derfor eksisterer der ingen portrætbilleder af mine bedsteforældre.

Med lidt billedmanipulation har jeg dog lavet et portræt, som jeg tror yder ham retfærdighed – og mon ikke han tilgiver mig 🙂 –

Min grandkusine Maren Kirstine Andersen (født Balle) fortæller, at miljøet i Silstrup og Tilsted ikke var præget af Indre Mission, idet familien – med et af IM’s skældsord – var “vanekristne”, og hvad det vil sige har jeg skrevet mere i mit afsnit om religion: http://www.xn--spellingstergaard-70b.dk/det-private-liv/en-missionsk-familiebaggrund. Selv om bedstefar således hørte til de “vanekristne” har han utvivlsomt kendt til Indre Mission, for få kilometer vest for Silstrup, ude ved Vesterhavet, stod missionen stærkt – det var her, IM gjorde “sine bedste fangster”, som Hans Kirk skrev. Hvornår og under hvilke omstændigheder bedstefar blev en del af Indre Mission ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg har et gæt, nemlig at det skete på Bornholm omkring 1909-10. Bedstefar var soldat i Rønne og måske mødte han allerede her min bedstemor, Nicoline Marie Spelling, der kom fra et missionsk miljø, og hvis det er rigtigt, blev han måske forelsket og “frelst” i samme omgang. Nicoline Marie var ganske vist flyttet fra Bornholm på det tidspunkt, men hun kom naturligvis hjem på besøg fra tid til anden, og min far (eller var det faster Else?) fortalte engang, at deres forældre havde mødt hinanden på Bornholm. Hvis de kendte hinanden fra Bornholm, kan det forklare, hvorfor de to mødtes i Århus – en by, som ingen af dem havde tilknytning til. Se mere herom i afsnittet nedenfor om min bedstemor.

Bedstefar og bedstemor blev gift d. 7. november 1911 i Sct. Morten kirke i Randers, og de tog den missionske tankegang og levevis med ind i det hjem, de skabte i Randers, hvor de også blev en del af den lokale indre Missions menighed.

Bedstefar døde i juli 1949 på Randers Centralsygehus, 63 år gammel, efter to på hinanden følgende hjerneblødninger.

Min bedstemor på fars side hed Nicoline Marie Spelling og blev født d. 12/1 1886 i Klemensker på Bornholm som datter af købmand Jørgen Peter Spelling og Julie Ottoline Margrethe Spelling (f. Hansen). Hun blev døbt i Klemmensker kirke d. 16. marts 1886 og konfirmeret 14 år senere i Rønne, hvor hun af præsten fik karakteren ‘mg+’ for sine kundskaber, men kun middelkarakteren ‘mg’ for sin opførsel. Præsten har efter al sandsynlighed tilhørt Indre Mission, så der har været strenge krav til ikke mindst pigerne, og da Nicoline Marie var en ung pige med mod på tilværelsen, har det været svært for hende at leve op til alle kravene. Mange år senere – som bedstemor til et mylder af børnebørn – var hun heldigvis stadig både livlig og lattermild, sådan som jeg husker hende.

Oprindeligt lå det ikke i kortene, at min oldeforældre skulle giftes med hinanden. Min oldemor, Julie Ottoline, var forelsket i en sømand, som hun mødte på en sørejse med sin storebror, Peter Andreas, der var styrmand og sejlede fragt og passagerer til Liverpool. Julie Ottoline kom fra beskedne kår som datter af en husmand,  men alligevel blev sømanden ikke anset for at være et passende parti. Man stilede højere, for Ottoline var en køn pige. Peter Andreas overtalte derfor sin gode ven, Jørgen Peter Spelling, til at gifte sig med Julie Ottoline mod, at Peter Andreas købte en købmandsforretning i Klemensker til det unge par. At være købmandsfrue (eller ‘høkerfrue’ som det hed dengang) var et trin op ad den sociale rangstige, og de to unge blev gift d. 17. december 1884. Arrangerede ægteskaber med fokus på økonomisk tryghed og social respekt var ganske udbredt og særdeles fornuftigt i en tid med udbredt fattigdom. Følelser som grundlag for ægteskab var en luksus, som der kun sjældent var råd til, og man måtte elske den, man fik, når man nu ikke kunne få den, man elskede.

Hvordan Julie Ottoline tog tabet af sin sømand, fortæller kilderne intet om, men hun accepterede åbenbart situationen og blev købmandsfrue, og det var sikkert slet ikke så ilde, tiden taget i betragtning, og min oldefar, Jørgen Peter Spelling, ser ud til at have en ganske flot fyr –

Det blev kun til 5 år for det unge par med høkerforretningen i Klemensker, for i 1889 måtte  Peter Andreas gå i land på grund af sygdom, og i den anledning krævede han købmandsforretningen tilbage. Det fik han, og mine oldeforældre flyttede til Rønne, hvor Jørgen Peter fik arbejde som bødker på svineslagteriet, hvor han producerede tønder til bacon, der blev eksporteret til England. På det tidspunkt havde familien 2 børn: Nicoline Marie (bedstemor), født 12/1 1886 og en lillebror, Jens Peter Julius (opkaldt efter Jørgen Peters far), født 19/11 1887. I første omgang flyttede de til Byledsgade 5, hvor yderligere 3 børn kom til verden: Olga Karoline, født 20/10 1889, Helfride Andrea, født 5/2 1892 samt Helfride Juliane, født 3/9 1894. De to sidstnævne børn har samme fornavn, hvilket hænger sammen med, at Helfride Andrea døde d. 2/12 1893, kort før sin 2 års fødselsdag. Måske var Julie Ottoline netop blevet gravid, da lille Helfride døde, eller også var chokket over hendes død så stort, at mine oldeforældre på stedet besluttede at få endnu et barn; i hvertfald kom endnu en datter til verden præcist (!) 9 måneder efter Helfrides død og blev døbt – igen – Helfride. Dog med tillægsnavnet Juliane, så man kunne skelne hende fra den første Helfride. 

Efter nogle få år i Byledsgade nr. 5 flyttede familien til nr. 13 i samme gade. Byledsgade er en af Rønnes små gader, der emmer af fortid, og i juni 2018, da jeg besøgte stedet, så huset ud som på billedet nedenfor (det grå hus til højre på billedet) –

I nærbillede – med en af familiens efterkommere (mig 🙂 ) som gallionsfigur ser huset således ud –

I marts 2018 var jeg så heldig at få tilsendt min bedstemors skudsmålsbog fra min kusine Ellens mand, Ove Nørager-Nielsen, og gennem den får man et interessant indblik i, hvordan en ung piges liv udformede sig i de første år af 1900-tallet.

Umiddelbart efter sin konfirmation blev Nicoline Marie – som normalt på den tid – sendt ud at tjene som det, vi i dag ville kalde “ung pige i huset.” Hun blev fæstet fra d. 1. maj 1900 – 1/5 1901 hos Kgl. Kollektrice Marie Christensen i Rønne, og det gik åbenbart godt, for efter et års ansættelse skrev Marie Christensen i skudsmålbogen, at …”i den tid har jeg været fuldkommen tilfreds med hende saavel hvad Arbejde som Opførsel angaar.”  

Alligevel skifter Nicoline Marie job og bliver fæstet hos Kaptajn Kofoed i Rønne fra d. 1/11 1901, og her bliver hun frem til d. 1/5 1904. Nicoline er nu 18 år gammel og har åbenbart mod på livet, for lidt usædvanligt for en ung pige rejser hun året efter fra Bornholm til Roskilde, hvor hun d. 1/5 1905 fæstes som “Enepige”. Allerede efter nogle få måneder rejser Nicoline Marie videre til København, hvor hu opholder sig nogle måneder, inden hun fortsætter mod nord og fæstes i Helsingør, hvor hun bliver frem til 1908.

Omkring 1908 har Nikoline Marie åbenbart været hjemme på et besøg, for fotografen i Rønne har taget nedenstående pragtfulde billede af de tre ungmøer – det er fra venstre Helfride Juliane, Olga Karoline og Nikoline Marie –

Måske var det under dette besøg tilbage i Rønne, at mine bedsteforældre mødtes. I hvertfald flyttede Nicoline Marie 1/5 1908 til Århus, som hun ingen tilknytning havde til, men det var i nærheden af Randers, hvor bedstefar Jens Chr. boede (Rejersensvej 3) og arbejde som snedker, så det er nærliggende at forestille sig, at de to unge har mødtes i Rønne, sød musik er opstået og de har aftalt at søge tættere på hinanden. Sandsynligvis har Nicoline Marie kendt til sine forældres fornuftsægteskab og har måske tænkt, at hun ville gå sine egne veje og gifte sig med en mand, hun selv valgte – også selvom det var så langt fra hjembyen, som hun kunne komme. Efter et par jobs i private hjem fik hun i 1910 arbejde på KFUK (Kristelig forening for Unge Kvinder) i Århus, og da bedstefar var medlem af KFUM (Kristelig forening for Unge Mænd) var det nemt for de to unge at mødes ved et fællesarrangement for de to foreninger. I al ærbarhed, må man formode, foreningerne og tiden taget i betragtning. Alligevel må den søde musik være blevet til en fuldtonet symfoni, for allerede året efter – i 1911 – flyttede Nicoline Marie til Randers, hvor hun efter en kort tid som “enepige” hos en privat familie blev gift med med min bedstefar d. 7/11 1911 i Sct. Mortenskirke. Efter præcist 1 år kom det første barn til verden d. 7/11 1912, men den lille dreng var så svagelig, at bedstefar stod for en nøddåb og gav ham navnet Torsten efter sin far. Drengen døde senere samme dag.

Nicolines to søstre, Helfride (altid kaldet Frida) og Olga, kom også til Århus, men i modsætning til deres søster forblev de hele livet ugifte pebermøer – til stor ærgrelse for dem selv og ikke mindst for alle andre i familien, fordi de med årene blev mere og mere bitre på livet og misundelige på søster Marie, der ikke alene var gift, hun var godt gift! I særlig grad blev Frida lidt af en pestilens, fordi hun påtog sig rollen som familiens moralske vogter, en opgave hun varetog med betydelig nidkærhed.

Spelling-familiens baggrund var missionsk, og formodentlig var det i mødet med den familie, at bedstefar blev ”frelst”, og i forening tog mine bedsteforældre Indre Missions tankesæt og levevis med sig ind i det hjem, de skabte i Randers. Bordbøn var en tradition, der også i min barndom blev holdt i hævd ved hvert eneste måltid, og jeg kan endnu huske ordlyden: “I jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på dit ord, dig til ære, os til gavn, så får vi mad i Jesu navn, Amen.” Det skete også – når det skulle være rigtigt festligt (!) – at vi i stedet sang et vers fra salmen “Vi pløjed og vi såed”: “Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed.”

Ungdomsbilleder af bedstemor eksisterer kun på gruppebilleder – aldrig et portrætfoto eller et foto, hvor hun er hovedpersonen, og årsagen hertil er formodentlig den samme som oven for nævnt omkring min bedstefar. Med hendes tilgivelse på forventet efterbevilling har jeg dog foto-manipuleret et portrætfoto af hende fra 1930 –

Bedstemor i Randers levede til jeg var voksen, så hende husker jeg naturligvis særdeles godt. Hun var en lattermild og venlig dame, men så heller ikke mere, følelser var noget yderst privat, som man ikke skiltede med. Jeg mindes ikke et eneste kærtegn fra hende, aldrig et kram eller lignende, det var pænt goddag og farvel med et høfligt håndtryk og ikke mere end det. Else og far fortæller enslydende, at det var deres far, der var den kærlige (på trods af episoden med havregrynskortene), mens deres mor var mere reserveret. Jeg tror, at bedstemor op gennem 1950’erne og 60’erne havde lyst til at slække lidt på de missionske regler, men lillesøster Frida (Helfride) var en striks og nidkær vogter, så formerne blev overholdt til det sidste – ihvertfald når Frida var i nærheden.

Bedstemor i Randers var bestemt ikke nogen god kok, vist nærmest tværtimod. Jeg husker far fortælle, at i hans barndom stod den ofte på “sukkermadder” til frokost, fordi det var en hurtig måde at affodre den store børneflok på. Mad handlede om at blive mæt, og det måtte gerne gå lidt hurtigt. Mad var derfor heller aldrig et tema for konversationen i Randers, kun anledning til lidt morskab, når Thykålen juleaften var brændt på.

Bedstemor døde i 1981 i Randers og ligger begravet på Kristrup kirkegård.

Hjemmet i Randers

Min bedstemor i Randers boede i familiens store hus på Svend Trøstvej nr. 20, og jeg har masser af erindringer derfra. Jeg holdt meget af at komme der, fordi jeg kunne lege med mine mange fætre og kusiner i det store hus, hvor ikke mindst loftet og kælderen bød på spændende opdagelser. Kortspil var dog forbudt – også for os børn – og forklaringen var både religiøs og praktisk. ”Kortspil er syndigt”, sagde man i Indre Mission uden at præcisere forholdet nærmere, så alene dét afgjorde sagen, men derudover blev der også fortalt en historie om en onkel i Thy, som spillede sin gård bort i kortspil, hvilket naturligvis var en katastrofe, og med de to ting i kombination er det ikke så vanskeligt at forstå, hvorfor vi børn skulle holdes væk fra den slags djævelskab. Æselkort var dog tilladt, så vi led bestemt ingen nød.

På væggen i spisestuen hang der et stort billede af ‘kamel-hovederne’, en klippeformation nedenfor Hammerhus-ruinen på Bornholm. Jeg husker billedet meget tydeligt, og da vi var på besøg på Bornholm i juni 2018 var det vigtigt for mig at finde dem. Det lykkedes også, men erosionen havde slidt yderligere på dem, så der skal en del god vilje til for at se ‘kamelerne’ –

Over bedstefars skrivebord hang et stort Jesus-billede, så den alvorlige kristendom var altid tæt på, hvilket blev understreget af jævnlige besøg af en missionær fra det missionske fællesskab i Randers. Over for os børn blev der imidlertid aldrig forsøgt religiøs overtalelse, og mine forældre ville uden tvivl også have sat en fod meget bestemt ned over for alle forsøg af den slags – grænsen gik ved bordbøn og en gang imellem lidt salmesang.

Min bedstefar var uddannet snedker, og kort tid efter brylluppet startede han sammen med en kompagnon – Bach, hed han, jeg har aldrig hørt hans fornavn – Randers Møbelfabrik, og den levede i bedste velgående indtil mine onkler Orla og Harry lukkede den engang i 1970’erne. Fabrikken lavede kvalitets-og designmøbler med Harry som designeren, og adskillige af deres møbler er gået over i dansk møbelhistorie – bl.a. et tobaksbord, der blev udvalgt som gave til Kong Frederik ved en rund fødselsdag, en nyfortolkning af den klassiske dragekiste og adskillige skabe og stole. Jeg har i dag nogle af disse møbler. Fabrikken lå på Prins Ottos vej i Kristrup og frem til midten af 1930’erne boede familien her i en tilhørende lejlighed. Billedet nedenfor er fra ca. 1930 og taget i lejligheden på fabrikken – fra venstre mod højre er det Bedstefar, Gunnar (far), Grethe, Harry, Erik, Else, Bedstemor, Orla og Jørgen.

Endnu mens de boede på fabrikken, var den udsat for en brand, og historien om den fortælles enslydende af Else og far: Første juledag 1932 skulle familien til Århus for at besøge bedstemors bror Jens Peter Spelling og hans kone Olga (kaldet ”store Olga” for at undgå forveksling med min bedstemors søster af samme navn), og bedstefar havde dekreteret, at de store børn, Grethe, Harry og far, skulle cykle(!) til Århus for at spare udgiften til busbilletten – i dag ville det formodentlig have udløst en sag om børnemishandling…! Alle var klar til afgang, da bedstefar i sidste øjeblik ombestemte sig og besluttede, at alle kunne rejse med bussen, hvilket afstedkom noget hastværk og opstandelse, fordi der skulle klædes om, og Grethe skulle stryge tøj. I skyndingen glemte hun at slukke strygejernet, og da familien var kommet til Århus, blev de kaldt hjem igen, fordi fabrikken brændte. Både Grethe og min bedstefar var i forhør hos politiet, for fabrikkens lager var fyldt til bristepunktet med møbler, der ikke kunne sælges midt i 30’ernes økonomiske krise. At få tømt lageret og til gengæld få en forsikringserstatning var noget af en gave, og branden blev i mange år internt i familien karakteriseret som en ”bette go’ brand”. Grethe har næppe fået mange skæld ud….!

Billedet nedenfor er taget uden for lejligheden på fabrikken nogle få dage før branden. Formodentlig har far taget billedet, for han er det eneste af børnene, der ikke er på billedet. Schæferhunden Tell var et kært familiemedlem, mens de to mostre, Frida og Olga, vistnok allerede dengang var et familievedhæng, der ikke var til at slippe af med….!

Far fortalte om sin barndom på fabrikken, at han var hunderæd for at gå ned i kælderen, fordi han havde fået fortalt, at ….”dernede boede socialisterne…”! Man skal huske, at det var årene kort efter den russiske revolution, og med socialistiske/kommunistiske opstande rundt om i Europa, blandt andet så tæt på som i Kiel men også i det øvrige Tyskland og i Ungarn, var socialist-forskrækkelsen stor. I Danmark var frygten for kommunismen større end frygten for andre totalitære ismer, incl. nazismen, der havde en vis klangbund i Danmark i 1930’erne. Når socialister i min fars miljø var det ultimative skræmmebillede, hænger det naturligvis også sammen med deres højlydte religionsfornægtelse – sådan nogle mennesker kunne man på ingen måde have med at gøre.

Trods 30’ernes øknomiske krise gik fabrikken godt, og omkring 1935 fik bedstefar råd til at bygge en stor og gedigen villa på Svend Trøstvej et par hundrede meter fra fabrikken, og det er den villa, der blev en central del af mine barndomserindringer. Billedet af huset her er fra mine bedsteforældres sølvbryllup d. 7/11 1936:

Det var en stor villa, bygget som den var til en familie med 7 børn. Der var – helt usædvanligt – hele 2 badeværelser, et stort ovenpå og et mindre nedenunder, 6 værelser, to stuer en suite, fuld kælder samt et – sådan husker jeg det – enormt spisekøkken med et langbord, hvor der var plads til at fodre alle 7 børn (i en fart!). At bygge så stort og ekstravagant var ikke uproblematisk i et missionsk miljø, hvor Aksel Sandemose ikke skrev forgæves! Til gengæld – eller måske for at lave lidt balance (?) – husker jeg far fortælle, at han som barn delte tandbørste med sine søskende, der var jo ingen grund til at rutte med pengene…! Mine bedsteforældre brugte naturligvis ingen tandbørste og havde som voksne begge to gebis. Køkkenet var meget stort og ud over det store langbord husker jeg en gasovn, der var sort og oldgammel, men bedstemor ville ikke udskifte den – hun hævdede, at den fungerede glimrende, hvilket muligvis var rigtigt, men det mad, der kom ud af den, var bestemt ikke noget at skrive hjem om!

Villaens vægge var prydet af billeder fra Bornholm – bedstemors fødested – samt forskellige religiøse billeder, herunder et stort Jesus-billede, der hang over min bedstefars skrivebord, men bedst husker jeg onkel Jørgens svendestykke som møbelsnedker, et pragtværk af et mahogniskrivebord; gad vist, hvem der har det i dag? Derudover var stuerne møbleret med møbler fra fabrikken, bl.a. nogle fine Hepplewhite møbler, opkaldt efter en britisk møbelsnedker fra 1700-tallet. Billedet nedenfor er taget fra “den fine stue” og ind mod spisestuen og må være fra 1930’erne eller 1940’erne, for møbleringen er anderledes, end jeg husker den.

Familiebilledet nedenfor er taget i samme stue d. 7/11 1936, hvor mine bedsteforældre fejrede sølvbryllup –

Jeg kan identificere de fleste af personerne på billedet:

Bagerste række fra venstre: ?, ?, Jens Peter (bror til sølvbruden Marie (min farmor)), Ernst (plejesøn af Martinus og hans første kone), Jacob Holst Jørgensen (g.m. Grethe), Grethe (ældste datter), ?, Anna (g.m. Martinus), Martinus Østergaard (bror til Jens Chr.), Marie Østergaard (min fars kusine fra Silstrup, senere gift Hove), Lars Peter Østergaard (kaldet Laust, Maries far, min bedstefars bror).

Mellemste række fra venstre: Dora Balle (Marens datter), Helfrida Juliane Spelling, Olga Karoline Spelling (begge søstre til Marie), Marie Østergaard (søster til Jens Chr.), Sølvbruden Marie Spelling Østergaard, Sølvbrudgommen Jens Chr. Østergaard, Harry Østergaard (ældste søn), Bertel Østergaard (bror til Jens Chr.), Anna Østergaard (g.m. Bertel), Maren Kirstine Østergaard Balle (søster til Jens Chr.).

Forreste række fra venstre: Else Spelling Østergaard (yngste datter), Orla Spelling Østergaard (søn), Jørgen Spelling Østergaard (søn), Gunnar Spelling Østergaard (søn/min far) (Harrys hænder hviler på ham), Erik Spelling Østergaard (søn).

Billedet nedenfor er et af dem, jeg holder mest af. Det er fra haven foran huset på Svend Trøstvej en søndag morgen i august 1939 – et dejligt billede, synes jeg, fordi der så tydeligt er en afslappet familiestemning over billedet. Det er værd at bemærke, at de store drenge, Harry og far, bærer slips og pæn skjorte sådan en almindelig søndag morgen – man har dog tilladt hinanden at smide jakken! Forklaringen er, at familien skal i kirke efter morgenmaden, og derfor er man pænt klædt på. Billedet er taget en måneds tid før 2. verdenskrig brød ud, og mon ikke den spændte situation i Europa har været et tema ved morgenbordet denne morgen…?

I 1947 – 8 år og en verdenskrig efter ovenstående billede – var de 7 børn tydeligt blevet voksne. Navnlig Jørgen havde været aktiv i modstandsbevægelsen og var stadig i uniform på dette tidspunkt. I bagerste række fra venstre er det far, Harry og Grethe; i forreste række fra venstre er det Else, Erik, Jørgen og Orla.

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.