Mine bedsteforældre på mors side

Bedstefar – Mads Møller Madsen (Lindskrog) – blev født den 3/7 1890 som søn af gårdejer Kristen Madsen og Else Kristiansen. Kirkebogen anfører fødestedet som ‘Aalsgaard’, der sandsynligvis er navnet på familiens gård. Mads er døbt i Engbjerg kirke, der ligger lidt syd for Harboøre, så gården må have ligget i dette lokalområde. Stillingsbetegnelsen for min oldefar Kristen er anført forskelligt i kirkebogen afhængig af, hvilken præst der har ført pennen, nogle gange ‘boelsmand’ (lidt større end en husmand), nogle gange ‘gårdmand’ og nogle gange ‘gårdejer’. En specielt velstående familie har der næppe være tale om, men til gengæld var den rig på børn. Min oldemor fødte ikke færre end 11 børn, hvoraf 3 døde som ganske små. 9 af de 11 børn har jeg fundet fødselstidspunktet for i kirkebogen for Engbjerg kirke:

Ane Kirstine Marie (23/6 1889) – Mads (bedstefar 3/7 1890) – Aage Henrik (1891) – Magnus Kristian (12/4 1894) – Adolf (6/5 1900) – tvillingerne Asger og Marta (1/12 1902, Marta døde umiddelbart efter fødslen) – Holger (23/12 1901, døde som 1-årig) – Hans Holger (28/6 1905, døde som 1-årig). Dertil kommer 2 piger, som jeg endnu ikke har fundet i kirkebogen.

De 8 børn, der blev voksne kan ses på familiebilledet nedenfor.

Omkring navnet ‘Lindskrog’ er der en underlig historie, som jeg ikke kan finde en forklaring på. De to ældste børn, Ane Kirstine og bedstefar Mads, blev døbt med faderens efternavn, Madsen, men alle de efterfølgende børn blev døbt med navnet Lindskrog. I kirkebogen er det anført, at Mads og Aage i 1905 skiftede efternavn til Lindskrog og faderen gjorde det også på et tidspunkt. Det er lidt underligt, at jeg hele livet har troet, at min mors slægtsnavn var Lindskrog, men nu viser det sig, at det egentlig – oprindeligt – var Madsen. Ingen har nogensinde talt om dette navneskifte, så hvad der ligger bag, har jeg desværre ingen anelse om.

Bedstefar Mads blev uddannet tømrer/snedker og virkede som sådan hele livet.

Min ”bedstemor i Vejle” (som vi sagde) hed Mariane og blev født i Skjern d. 29/1 1895 som datter af snedker Christen Søndergaard Andersen og hustru Maren Kristensen. Hun talte livet igennem med en dejlig stærk vestjysk dialekt, som jeg stadig kan høre for mit indre øre.

Begge disse familier havde ligesom mine bedsteforældre på fars side rod i et Indre Missionsk miljø. De mødtes i Skjern og blev gift der d. 29/8 1915 og slog sig efterfølgende ned i Troldhede og byggede på Dalgasgade et flot rødstenshus. Huset står stadig her og så i 1962 således ud –

(TAK til John Søndergaard Nielsen, lokalhistoriker og webmaster på Troldshede lokalarkiv for billedet ovenfor og supplerende oplysninger vedr. mine bedsteforældre)

Der må have været lidt ”wild west” stemning over byen på det tidspunkt, for den opstod først i 1880’erne i forbindelse med etableringen af jernbanen fra Herning til Skjern. Store brunkulslejer gav beskæftigelse til en stor gruppe brunkulsarbejdere, og som en naturlig følge heraf kom der gang i byens udvikling med kro, skole, kirke og mejeri. En stærk Indre Missionsk bevægelse opstod i kølvandet af denne udvikling, og mine bedsteforældre blev en aktiv del af denne menighed.

Omkring 1916 startede min bedstefar en tømrer- og snedkerforretning i Billund i kompagnifællesskab med en god missionsven – Ole Kirk Kristiansen. Det gik godt, indtil de under 30’ernes dybe krise manglede arbejde, og hvad skulle de så gøre? Mor fortalte mig, at hun husker lange og heftige diskussioner mellem de to kompagnoner og mellem hendes far og mor, for der var meget på spil.

Ole Kirk, bedstefars kompagnon, foreslog, at de kastede sig ud i produktion af legetøj i træ, men bedstefar var en fornuftig og jordbunden mand, der ikke turde sætte familiens økonomi på spil med en så risikabel satsning – eller også fik han ikke lov af sine kone – og derfor gik de to kompagnoner hver til sit. Bedstefar flyttede til Vejle, hvor han arbejdede som maskinsnedker resten af sit arbejdsliv, mens Ole Kirk startede LEGO. Jeg skrev i min indledning om tilfældigheder som styrende for en stor del af vores liv, og her slår tilfældighederne saftsuseme til for fuld musik. Hvordan ville mit liv have formet sig, hvis bedstefar havde været lidt mere modig, lidt mindre fornuftig, og havde fortsat kompagniskabet med Ole Kirk ind i LEGO? Alle forestillinger af den art er naturligvis det rene fantasteri, og tjener ikke noget fornuftigt formål, men derfor kommer tankerne alligevel.

Jeg husker naturligvis mine bedsteforældres hjem i Vejle ganske tydeligt. 2 stuer, køkken og et fællestoilet (uden håndvask!) med naboerne, så det var ikke prangende. Bad var der ikke noget af, så alle former for vask – incl. håndvask efter toiletbesøg – foregik ved køkkenvasken. Lejligheden var opvarmet af en stor sort kakkelovn, der blev rygende varm – ren strålevarme – og varmen blev fordelt til de øvrige rum via nogle luftventiler i væggene. Der var også nogle meget simple sovepladser på loftet, men om jeg sov der, husker jeg ikke. Det var altid hyggeligt at besøge mine bedsteforældre i Vejle, og i hukommelsen står særdeles klart bedstemors klare suppe med boller, der var fantastisk – serveret med kolde ris iblandet rosiner.

I 1947 så min bedstefars familie ud som på nedenstående billede – jeg bemærker specielt min oldemor med kyse og et stramt udtryk i ansigtet – efter udtrykket at dømme har hun været en af missionske kvinder, som Hans Kirk og senere Maria Helleberg skriver om i deres bøger fra Thy. Bedstefar er den høje mand i baggrunden (klik for stort billede):

Mors familie 1947

5.1 Kolonihavehuset på Lindhøj

Et lille kolonihavehus på Lindhøj i Vejle var i nogle somre rammen om sommerferie for Hans og mig –

Her skinnede solen altid – altid ligesom i altid – og korte bukser og en skjorte (T-shirt’en var endnu ikke kommet til DK) var mere end rigeligt – og hvis nogen påstår, at det ikke kan være rigtigt, bør de (gen)læse mit indledningsafsnit “Om at skrive erindringer”… J! Det lille hus var endnu mere enkelt end lejligheden på Vardevej – der var indlagt vand, men kun koldt, naturligvis, lyset kom fra petroleumslamper, bad foregik på græsplænen med en vandslange, og toilettet var et das – dvs en spand under et trælåg – i haveskuret, og her hygger Hans sig, formodentlig omkring 1956 –

Jeg kan stadig genkalde mig den helt særlige lugt i dette havehus – en blanding af toilet, jord, træ og ikke mindst kemikalier til haven. Bedstefar var en ivrig haveentusiast, og derfor havde han alt i ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse, og da det var længe før, nogen tænkte i miljø, var der skrappe stoffer imellem, bl.a. bladan, der er uhyre giftigt for mennesker. Alle disse herligheder stod naturligvis frit fremme i haveskuret, hvilket vel i dag ville have udløst en større skandale, men det var helt almindeligt dengang. I det helt uisolerede skur ældedes etiketterne naturligvis, og når man ikke længere kunne læse, hvad der var i emballagen, smagte bedstefar simpelthen på det! Og han døde først som en meget gammel mand, så måske er der en opskrift på et langt liv gemt her…!

Den dejlige have var et eldorado af stikkelbær, solbær, ribs, jordbær og andre gode sager, og så vidt jeg husker, var der fri plyndringsret for os børn.

Bedstefar og bedstemor i Vejle var begge nogle varme og dejlige bedsteforældre – ikke så reserverede som min bedstemor i Randers. Jeg synes disse portrætter viser det ganske tydeligt (tryk på det første billede og følg pilene) –

Ofte var vi sammen med min kusine Jette (datter af onkel Erik i Kbh.) og vi havde det sjovt sammen – her nogle billeder fra perioden 1958 – 1961 (tryk og følg pilene):

Vi børn havde masser af tid og rum, fordi vi fik lov til at lege uden de voksnes indblanding. I nogle centrale år i min barndom spillede Lindhøj således en central rolle, og jeg tænker tilbage på tiden med stor glæde. Jeg har desværre mistet kontaktet med kusine Jette og spekulerer nogle gange på, hvad der mon er blevet af hende.

Mens vi legede, havde de voksne fred til deres gøremål. Far og mors brødre hjalp gerne bedstefar med haven og huset, mens bedstemor sørgede for, at der hele tiden var kaffe på kanden. Som jeg husker det – og ikke begreb et muk af – skulle der hele tiden holdes kaffepause, og jeg tænkte, at sådan ville jeg aldrig blive. Her er det bedstemor, Else-Marie og mor, der hyggesnakker –

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.