Familien på min mors side

Min mor havde ligesom far 7 søskende. Jeg er lidt usikker på aldersrækkefølgen, men jeg tror den var således: Kristen (obs. stavemåden – han blev født, mens bedstefar var formand for det missionske menighedsråd i Troldhede!), Åge, Erik, Eva, Inga (mor), Else-Marie og Frede.

Kristen deltog aktivt som frihedskæmper under krigen, sandsynligvis tilskyndet af sin gode ven og studiekammerat fra medicin-studiet, Mogens Fog. Kristen blev i modsætning til onkel Jørgen aldrig taget af tyskerne, men det har været tæt på, for jeg husker en dramatisk beretning om flugt hen over hustage i Århus. Kristens motivation for at deltage i modstandskampen var politisk, idet han var aktivt medlem af Kommunistpartiet, og efter krigen forblev han tro mod de kommunistiske idealer. Ved familiemiddage i mors familie kom det ofte til rødglødende diskussioner mellem ham og min far, som havde mere midtsøgende politisk standpunkter. Kristen var skarp som en ragekniv med meget markante synspunkter, og jeg beundrede ham – en kort overgang overvejede jeg at læse til læge inspireret af ham. Her er et par billeder af Kristen – det første er fra 1958 og det andet fra 1965, hvor han diskuterer uddannelse med mig:

Kristen 1958Kristen og E 1965

Efter krigen blev Kristen gift med Elna, fik børnene Lone, Bente, Mads og Dorthe og startede som praksis-læge i Viborg. Ved et pudsigt tilfælde viste det sig, at den læge, jeg fik, da jeg mange år senere kom til Viborg, Finn Kelmer, havde været “føl” hos Kristen og omtalte ham i meget rosende vendinger. Krigens traumer indhentede desværre også Kristen, og han tyede til rødvinen for at kunne sove. I dag ville Kristens og Jørgens traumer utvivlsomt være blevet diagnosticeret som posttraumatisk stress, og de ville have fået hjælp, men den gang var der kun rødvinen at ty til. Det holdt naturligvis ikke på den lange bane, så han måtte lukke sin praksis, blev skilt og flyttede til Nordjylland, hvor vi mistede kontakten med ham.

Åge blev gift med Rigmor – jeg husker hende som en meget glad kvinde med sydlandske træk. De fik 2 børn, Orla og Vanda. Åge var uddannet ved postvæsenet og forblev der hele sit arbejdsliv. Vanda har jeg haft kontakt med for nylig pr. e-mail, mens jeg ingen anelse har om, hvor Orla er henne i verden. Vanda og Orla har desværre heller ingen kontakt.

Erik blev gift med Elma og fik en datter, Jette. Erik fik aldrig en uddannelse, men han havde hænderne skruet rigtigt på og arbejdede bl.a.i byggeindustrien. Tidligere havde han startet en taskefabrik, der bl.a. leverede til Dalls varehus, men i forbindelse med skilsmissen fra Elma blev den lukket.

Onkel Erik 1965

Onkel Erik 1965

Erik har jeg et klart erindringsbillede af, men jeg mødte kun Elma et par gange, og jeg har ingen som helst erindringer om hende. Jette havde Hans og jeg meget at gøre med, fordi vi flere år i træk var på ferie hos vores fælles bedsteforældre i Vejle, der havde et lille kolonihavehus på Lindholm i udkanten af byen. Fra hjemmet på Vardevej 104 kom man til kolonihave-huset ad en stejl sti gennem skoven, og jeg har masser af positive barndomserindringer netop herfra.

I december 2016 fik jeg ved et tilfælde nogle overraskende oplysninger om onkel Erik og hans familie. Ved en foredragsrække på Århus universitet i efteråret 2016 stødte jeg på navnet Louise Lindskrog, fandt hende på Facebook og skrev til hende for at spørge, om vi måske var i familie. Et par dage efter fik jeg svar fra Louises mor, Åse, der skrev, at hendes far hed Erik Søndergaard Lindskrog og at hans forældre – Åses bedsteforældre – havde boet på Vardevej i Vejle. Åse er således min kusine, men jeg har kun ganske få erindringer om hende fra barndommen. Erik var blevet skilt fra Elma, mens Jette var forholdsvis lille og gift igen med en kvinde, Ruth, der er mor til Åse og en bror, altså min fætter, der hedder Per, og som jeg glimrende husker som lille, men siden har vi ingen kontakt haft.

Åse fortalte, at hendes far var død i 1982 som 64-årig – alt for tidligt – men værre er det næsten, at han efter Åses oplysninger døde som en bitter og vred mand. Han bar på en stor vrede over sin barndom, hvor han kom ud at tjene som 9-årig(!) og aldrig fik en rigtig skolegang – bortset fra søndagsskolen! Måske led Erik af ADHD – ihvertfald havde han svært ved at tilpasse sig, og han fik alt for mange tæsk af sin far i sin barndom, fortæller Åse – en side af min bedstefar, som jeg slet ikke kender. Bedstefar ville have, at Erik skulle i lære som snedker, men det ville han ikke, og konflikten varede resten af livet.

Jeg har spurgt Åse, om hun kender noget til sin halvsøster Jette, men desværre mistede de tidligt forbindelsen med  hinanden, så hun ved intet. Jeg har langt væk en erindring om, at Jette muligvis er død, men jeg håber, det er forkert.

Eva flyttede tidligt til København – fik vistnok aldrig en uddannelse – blev gift med Hans, der var en bjørn af en mand, fysisk stærk og meget venlig over for os børn. Sammen havde de sønnen Ole – jeg tror han var adoptivbarn – og vi var jævnligt sammen til jul og andre højtider. Eva fik tidligt sukkersyge, men passede den ikke godt – tværtimod. Derfor blev hun med tiden blind og fik amputeret et ben pga dårligt blodomløb. Jeg husker bedst hendes hyppige latterudbrud, der var skrattende og hæse pga alt for mange cigaretter, og ikke mindst hendes pragtfulde førerhund, der fulgte hende i tykt og tyndt. Hun døde relativt ung. Her er et par gode billeder af hende med hhv. bedstefar og Ole:

Eva og b-far 1965Eva og Ole 1965

Else-Marie (altid kaldet ”moster”) blev gift med Chresten Mouritzen, og de fik 3 børn: Lisbeth, Peter og Hanne. Moster var uddannet sygeplejerske, men så længe jeg husker, arbejdede hun ikke som sådan. Chresten var repræsentant inden for isenkram-branchen og blev i vores familie aldrig kaldt andet end “Bøh” – et besynderligt navn, men forklaringen er i al sin enkelthed (har jeg fået fortalt), at han sagde “Bøh” så mange gange til mig i min tidlige barndom, at jeg troede, det var hans navn – og det blev det så…! Moster og ‘Bøh’ og deres tre børn havde vi meget at gøre med som børn, jeg tror mor og moster var nært knyttet til hinanden, og derfor var det naturligt, at de to familier med mellemrum fejrede jul, nytår og andre højtider hos hinanden. Både moster og ‘Bøh’ står meget klart i min erindring som meget søde og imødekommende mennesker, som jeg var glad for at komme hos. ‘Bøh’ havde en højt udviklet humoristisk sans, og jeg kan endnu for mit indre øre høre hans smittende latter. Han døde ganske uventet omkring 1980 (?) og moster levede et antal år som enke. Moster ligger begravet på kirkegården i Skanderborg, muligvis også ‘Bøh’.

Frede blev gift med Britta og fik to børn: Nete og Sten. Frede blev maskinarbejder og senere ingeniør, og mens han uddannede sig, boede han hos os på Præstevangsvej, hvor dette billede er taget – cirka 1960:

Onkel Frede 1958

Et godt billede af Lindskrog-familien stammer fra 1965, hvor bedstefar og bedstemor holdt guldbryllup:

Hele Vejle-familien 1965

Fra venstre mod højre – Forreste række: Else-Marie, bedstemor og bedstefar, Eva og Hans. Midterrækken: Kristian (“Bøh”), Rigmor og Aage, Erik og Ruth. Bageste række: Elna og Kristen, Britta og Frede, Inga og Gunnar (mor og far).

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.