Fars søskende

Fars søskende

Som det var almindeligt dengang, var der mange børn både på min mors og fars side. Den førstefødte i Randers – en dreng – blev født d. 7/11 1912, men han var svagelig, og min bedstefar fik straks efter fødslen at vide, at hvis den nyfødte skulle døbes, måtte det være straks, for drengen kunne ikke leve. Bedstefar stod selv for dåbens ritualer og helt efter traditionen blev den lille dreng døbt Torsten, opkaldt efter bedstefars far. Derefter kom der 7 børn, i aldersrækkefølge: Grethe (f. ??), Harry (f. 1916), Gunnar (far) (f. 1918), Orla (f. 1923), Jørgen og tvillingerne Else og Erik (f. 1928).

Som nævnt ovenfor blev far student og fortsatte på universitetet/seminariet, mens fars søskende fik mere praktiske uddannelser; Harry og Orla blev møbelsnedkere og overtog ansvaret for familiens møbelfabrik, da bedstefar døde i 1949. Jørgen blev også uddannet møbelsnedker og var efter sigende den dygtigste af de tre, men af grunde, som jeg ikke kender, blev han holdt ude af fabrikkens ledelse og tog derfor også en uddannelse som lærer – uden nogensinde at blive glad for at undervise. Hans liv førte ham til København, hvor han aldrig blev lykkelig, og hans liv endte med et tragisk selvmord, mere herom senere. Han var ofte i Fjellerup – her et billede af ham:

Onkel Jørgen

Else blev kontoruddannet med speciale i bogholderi og regnskab og fik en livsslang ansættelse i kolonial-engrosfirmaet Selas i Hasle ved Aarhus. Erik blev også handelsuddannet og var hele sit liv rejsende repræsentant i vaskemidler. Den ældste i børneflokken – Grethe – fik aldrig en uddannelse, men blev gift med Jacob Holst Jørgensen, der også var fra det missionske miljø i Randers, men om det var et aftalt ægteskab, ved jeg ikke. Jacob var møbelsnedker og drev som sin svigerfar en møbelfabrik i Randers. De bosatte sig i Allingåbro og fik ikke færre end 8 børn: Bo, Kaj, Ellen, Lars, Else, Beth, Jens og Peter. En pudsig detalje er, at de to førstefødte drenges navne er faderens navn stavet bagfra, og da Bo’s kone Anne mange år senere fødte en lille datter, blev hun på samme vis døbt Anne Bolette! Lars og jeg var jævnaldrende og havde meget fornøjelse af at være sammen – her har vi været ude at fiske gedder i Ramten sø i juni 1961:

 

De mange børnefødsler var naturligvis en hård belastning for Grethe, og far fortalte engang, at da Grethe havde født det 8. barn, trak brødrene Jacob til side og sagde til ham, at nu måtte han se at finde ud af at bruge noget antikonception, også selvom det måske ikke var helt i tråd med de missionske leveregler. Om det var årsagen, ved jeg naturligvis ikke, men ihvertfald kom der ikke flere børn. Brødrene var – fortalte far – sendebud for deres søster, hvilket vidner om et godt søskendeforhold, for en let opgave har det da langtfra været. Jeg håber -og tror – at de løste opgaven med diplomati, for Jacob var en herlig onkel med et smittende humør, som jeg satte stor pris på.

Både Harry og Orla blev gift med kvinder fra kristne miljøer. Orlas kone, Esther, kom fra et grundtvigiansk miljø i Thisted, mens Martha (vistnok) kom fra et missionsk miljø på Randerskanten. Martha ses tv. på billedet nedenfor. Kvinden til højre er Jørgens første kone, Kirsten:

Esther og Marha

Både Martha og Esther død tidligt af kræft men nåede dog at få børn. Harry og Martha fik 4 piger: Tove, Hanne, Kirsten og Jette, og Orla og Esther fik 2 drenge, Finn og Frank. Jeg har desværre  mistet kontakten til dem men ved dog, at Finn blev indre missionsk missionær i København, mens Frank blev direktør i en virksomhed på Randersegnen. Frank døde ganske pludseligt i 2015.

Efter Marthas død giftede Harry sig med Astrid. De fik ingen børn. Også Orla giftede sig igen – med Anna – en charmerende og bestemt oversygeplejerske fra Randers, og sammen fik de sønnen Jens.

Jørgen blev gift med Kirsten, en – set med jyske øjne – meget ”livlig” københavnsk kvinde og sammen fik de datteren Bente. Kirsten forlod hurtigt Jørgen og Bente af grunde, som jeg ikke kender, og jeg husker, at Bente som lille boede hos os i en periode, hvor Jørgen ikke kunne magte opgaven. Senere blev Jørgen gift med Anne-Marie, og sammen adopterede de en søn, der hed Henrik. Også Anne-Marie døde efter nogle år af kræft. Jeg tror begge Jørgens ægteskaber var ulykkelige, og dertil kom, at Jørgen hadede sit arbejde som lærer på en københavnsk kommuneskole og sandsynligvis også var bitter over, at han blev holdt ude af Randers Møbelfabrik.

Onkel Jørgen var under krigen aktiv modstandsmand og var bla. med til at modtage engelske våben, der blev kastet ned med faldskærm rundt om i Jylland. Muligvis deltog han også i mindst en stikkerlikvidering – jeg ved det ikke med sikkerhed, det var mildt sagt ikke et emne ved kaffebordet – men far mumlede ved en lejlighed en halvkvædet vise i den retning, og efter fars død fandt vi i gemmerne et avisudklip om netop en stikkerlikvidering i Århus, og lægger man brikkerne sammen begynder det at ligne et billede, der kan forklare de voldsomme traumer, der ramte Jørgen senere i livet. På et tidspunkt blev Jørgen taget af tyskerne og underkastet brutal tortur, og hvor slemme traumerne var, oplevede jeg en dag i Fjellerup. Vi spillede fodbold foran huset, og en bil stoppede op og spurgte Jørgen – på engelsk – om vej til et eller andet. Da bilen kørte videre, opdagede vi, at det var en tysk familie, og Jørgen blev så dårlig, at han kastede op i buskadset!  I et skab i barndomshjemmet i Randers gemte Jørgen et Garand-gevær fra en af nedkastningerne, og langt op i min drengetid husker jeg det som spændende, når det en sjælden gang lykkedes at overtale ham til at tage det frem og demonstrere, hvordan det virkede. At han også havde patroner til geværet, kom for en dag midt i 50’erne, hvor der blev brug for geværet. Bedstemor i Randers havde en stor schæferhund, Tell (det hed hunde i familien altid), som hun passede for Jørgen, og den var blevet gammel og sløj, og en søndag besluttede Jørgen og far, at det ikke gik længere. Jørgen fandt sit Garand-gevær frem, og hunden blev skudt i fabriksgården.

På et tidspunkt sidst i 1970’erne kunne onkel Jørgen ikke klare det længere, og han havde flere mislykkede selvmordsforsøg. Jeg husker far og Else tale følelsesfuldt – men også ret nøgternt om det – jeg tror de så hans handlinger som forståelige, fordi livet var blevet for svært. En dag i 1988 lykkedes selvmordet for ham, og heldigvis var Indre Mission på det tidspunkt kommet så meget på afstand, at hans død aldrig blev ”fordømt” i familien; jeg tror, det blev set som tragisk men også som en befrielse fra et liv, der var gået i smadder og som ikke stod til at redde. Jeg var ked af onkel Jørgens død, for jeg holdt meget af ham; han var en meget imødekommende og rar onkel – men også lidt gådefuld pga krigen – der elskede at spille fodbold med os, når han var på besøg i Fjellerup. Forhåbentlig sidder han nu og nyder situationen på en lille lyserød sky – han ydede det ultimative offer for os andre og fortjener i sjælden grad medgang i efter-livet, hvis et sådant findes….! Af grunde, som jeg har glemt, opbevarede jeg i en længere periode hans Garand-gevær med tilhørende ammunition i bunden af mit klædeskab (det var længe før, der var krav om et særligt våbenskab…!), og når jeg ved, at det var et Garand-gevær, skyldes det, at det var præcist samme gevær, som vi benyttede, da jeg var soldat i 1972/73. På et tidspunkt ønskede hans søn Henrik at få geværet, hvilket han naturligvis fik.

Erik og Else var de yngste børn i rækken, Erik en times tid ældre end Else. Fra Else ved jeg, at bedstefar havde reageret noget træt og bekymret, da bedstemor fortalte ham, at hun igen var gravid. Familien boede endnu på det tidspunkt på fabrikken, den økonomiske krise gjorde det svært at få økonomien til at hænge sammen, og endnu et barn – nummer 6 i rækken – ville ikke gøre problemerne mindre. Ingen havde forberedt bedstemor på, at der var tvillinger på vej, så da den første fødsel var overstået og jordemoderen fortalte, at der ville komme endnu en, har chokket sikkert været til at tage og føle på. Bedstemor fortalte sidenhen Else, at hun selv havde haft det lidt på fornemmelsen, fordi der havde været mere sparken i maven end de tidligere gange, men hun havde ikke nævnt det for sin mand. Erik døde som den sidste i søskendeflokken i juli måned 2016.

Som jeg husker det, var Erik den livligste af de 7 søskende – altid med et stort smil og en kvik bemærkning – meget forskellig fra sine mere sindige brødre. Han var repræsentant i vaskemidler (Hempel, tror jeg) og var med sit vindende væsen sikkert dygtig til det. Erik blev gift med Anne-Lise, som jeg husker som en smuk og sød kvinde, der var sjællænder med stort S, mere ”pyntet” end normalt i det ærkejyske, missionske miljø i Randers og ind imellem med en arrogant attitude, der stødte min far. Erik og Anne-Lises børn husker jeg kun svagt.

Else er den af fars søskende, som jeg har kendt bedst. Hun boede alene i mange år, men på et tidspunkt flyttede en ung kvinde – Karen – ind hos hende på et lejet værelse. Hun læste på seminariet og blev også hurtigt en nær ven af familien og var meget ofte med, når Else var på besøg enten på Præstevangsvej eller i Fjellerup. Her ses Karen yderst th på et af fars portræt-billeder fra 1960:

Portræt 1960 med Else og Karen

Nogle år efter at Karen var flyttet, blevet gift og havde fået stilling i Nordjylland, var vi i Fjellerup på familietur. Jeg tror det må have været omkring 1970. Sent om aftenen – måske hjulpet på vej af en del rødvin – fortalte Else os, at hun var lesbisk, og at hun havde vidst det siden sin pure ungdom, men aldrig erkendt det over for sig selv og slet, slet ikke over for sin familie eller andre. Hun fortalte om de mange og store vanskeligheder, det havde givet hende gennem livet, og hendes ord og fortællinger den aften står som et blitzlyn i min erindring. Samtalens emne var utroligt grænseoverskridende, ikke mindst fordi Else var meget konkret i sin beskrivelse af sine problemer. Hun fortalte bl.a., at hun naturligvis havde prøvet sex med en mand, men at det havde virket helt forkert. I sin kvide havde hun på et tidspunkt forsøgt at tale med en præst, hvilket var en naturlig ting at gøre, når man kom fra et indremissionsk miljø, men det havde været en katastrofe, for hans ”hjælp” havde bestået i at fordømme hendes tilbøjelighed og anvise bøn som vejen ud af – som han pointerede – denne synd! På den måde havde Else som ung og gennem en stor del af sit voksne liv været voldsomt i klemme mellem sin baggrund og livet, som det nu reelt var for hende. Jeg husker aftenen som meget, meget speciel, fordi jeg var totalt uforberedt på Elses fortælling – i min ungdommelige naivitet havde jeg aldrig skænket det en tanke, hvorfor Else var alene.

Som natten skred frem, udtrykte vi alle 4 stor forståelse for Else, men jeg forstod senere, at specielt far var blevet mere chokeret, end han viste den aften. Set i bakspejlet kan det undre, for far og mor  have haft det på fornemmelsen, for Else havde altid været meget mandhaftig og aldrig offentligt haft en mandlig kæreste, selv om hun bestemt var til fest og farver. Selv i dag (2017) er Indre Missions officielle holdning, at homoseksualitet ikke bør praktiseres og i nogle tilfælde kan ”helbredes”, så med fars baggrund var det egentlig ikke så sært, at han havde svært ved at finde sine egne ben – splittet som han var mellem sin missionske opvækst og sin moderne fornuft.

Else fik senere i sit liv en fast kæreste, Martha, som hun boede sammen med, indtil Martha døde. Det var længe før det var muligt for mennesker af samme køn at blive gift, men havde det været muligt, var de utvivlsomt blevet det. Else lagde som far afstand til Indre Mission gennem hele sit voksne liv og var et meget festligt og livsglad menneske, der ikke lod glasset stå, når vi sad i festligt lag. Det kom derfor som et chok, da vi ved hendes begravelse skulle igennem et arsenal af de mest sorte og missionske salmer, valgt af hende selv på sit dødsleje, og jeg sad og spekulerede på, om barndommens ildsprudlende dommedagsprædikener var dukket op igen eller om hun i sin sidste tid havde ”mødt” den Pastor Bartholdy (markant og dogmatisk formand for Indre Mission 1934 – 1959), som hun og far havde brugt så mange kræfter på at lægge afstand til? Jeg kender ikke svaret, men overraskelserne fortsatte, for da vi efter jordfæstelsen samledes til den traditionelle begravelseskaffe viste det sig, at Else havde aftalt med kusine Kirsten, at der skulle serveres madder, synges glade, verdslige sange fra højskolesangbogen, holdes muntre taler om Elses gøren og laden – og serveres cognac til kaffen! Det blev en mindeværdig og paradoksal begravelse, og først nogle år efter gik det op for mig, hvordan paradokserne formodentlig hænger sammen: Else elskede at arrangere og planlægge, og hun har med stor sandsynlighed arrangeret sin egen begravelse som en parafrase over sit liv fra barndom til alderdom med elementer fra forskellige faser af hendes liv. Jeg tror bestemt ikke, at hun på sit dødsleje vendte tilbage til den sorte mission fra barndommen, men hun vedkendte sig, at den på godt og ondt var en del af hende, ligesom kortspil, vin og sang blev det senere i livet, og derfor skulle det hele med ved begravelsen! Og med mit livslange kendskab til hende kan jeg sagtens se hendes listige smil for mig, da hun liggende i sin seng valgte disse sorte salmer fra barndommen, fuldt bevidst om, at de fleste af os ikke kendte dem og heller ikke kunne lide dem. Men vi skulle have noget at spekulere over, og når vi så indså sammenhængen, så ville vi smile og sige: ”Naturligvis – det er typisk Else”. Og måske tænkte Else også, at hun på det tidspunkt forhåbentlig ville sidde på en lille sky, høre kommentaren og more sig over sine nevøer og niecer, som betød uendelig meget for hende, fordi hun aldrig selv fik børn.

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.