En stor familie – 32 fætre og kusiner

Med 14 onkler og tanter og ikke færre end 32 fætre og kusiner (+/- et par stykker) var det en stor familie, jeg voksede op i, men det var naturligvis langt fra alle, jeg fik et nært forhold til.

På min fars side havde jeg mest glæde af at være sammen fætter Lars fra Allingåbro (søn af Jacob og Grethe, fars storesøster) – vi var jævnaldrende og havde det sjovt sammen. Familien havde sommerhus i Hegedal et par kilometer fra vores i Fjellerup, og jeg var ofte på besøg der eller i deres store hus i Allingåbro. Familien var aktive kristne med søndags-kirkegang, bordbøn og med en mere patriarkalsk hverdag, end jeg kendte til hjemmefra, men trods en familie med ikke færre end 8 børn var der altid hjerterum og plads til endnu en – altså mig – og jeg husker det som spændende og eksotisk, fordi det var så anderledes end i min egen lille kernefamilie, og jeg holdt meget af at være på besøg i familien. Både Grethe og Jacob var meget rummelige og dejlige mennesker, og Lars og jeg fik lov at passe os selv (når vi kunne slippe for Lars’s mindre søskende…!), og bl.a. sejlede vi meget – i Allingåbro på åen og i Hegedal på havet – og i skarp modsætning til i dag var det uden opsyn og naturligvis uden redningsveste el. lign. Til gengæld havde vi altid et par kraftige luftbøsser med, og utallige gråspurve og solsorte måtte lade livet for vores jagt-interesse. Det er svært at argumentere imod nutidens krav om børns brug af redningsveste, cykelhjælme, knæ- og albuebeskyttere osv osv (og for en sikkerheds skyld en mobiltelefon i lommen, så man kan ringe til mor eller far…!), men på en eller anden måde er det gået helt over gevind. Jeg husker Lars’s og mine lege som fantastiske, netop fordi vi ikke var overvåget, og jeg kunne godt ønske mig noget tilsvarende for nutidens børn. Lars blev møbelsnedker ligesom sin far og gik dermed en helt anden vej end mig, men jeg ved, at han på et tidspunkt rejste verden rundt og holdt opsyn med dansk-ejede møbelfabrikker, så han har givetvis været dygtig. Vi mistede på et tidspunkt kontakten med hinanden, men mon ikke vi mødes engang igen – måske i Fjellerup/Hegedal, hvor vi nu begge har sommerhus.

Jacob og Grethes øvrige børn lærte jeg naturligvis at kende, når jeg var på besøg i Allingåbro eller i Hegedal, og det var sjovt, for der var virkelig liv i huset. Lars’s to storebrødre, Bo og Kaj, samt hans storsøster, Ellen, så jeg meget op til, de var ældre, og jeg syntes de var spændende. Bo blev skovrider, Kaj ingeniør og Ellen jordemoder. Lars 4 mindre søskende var – netop – mindre søskende og derfor næsten pr. definition ikke noget, jeg som teenagedreng ofrede megen opmærksomhed, og jeg husker ikke meget om dem fra dengang. Som voksen møder jeg engang imellem Beth, der mere eller mindre fast bor i Hegedal.

Onkel Orla og tante Esthers drenge, Finn og Frank, havde vi en del at gøre med som børn og unge, men et nært forhold blev der aldrig tale om som voksne. Det var et par herlige fætre, men Finn udviklede i ungdomsårene et meget stærkt tilhørsforhold til den kristne-missionske bevægelse, hvilket betød, at vores veje skiltes. Som voksen blev han missionær og arbejdede i mange år i Københavns-området, et arbejde, som jeg – trods vores forskellige syn på tro – kun kan have den største respekt for. Ved min bedstemors begravelse rejste han sig op og holdt en lang, meget missionsk-præget tale, som jeg bestemt ikke brød mig om, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var ærgerligt, at vi på den måde fik skabt afstand mellem os. Frank skabte sig en karriere i det private erhvervsliv, men som voksne har vi kun mødtes et par gange. Frank døde ganske pludseligt af kræft i 2015.

Efter Esthers død i 1960 giftede onkel Orla sig med Anna, der var ledende sygeplejerske på Randers Centralsygehus, og sammen fik de sønnen Jens. Han var en del yngre end mig, og derfor fik jeg desværre aldrig et nært forhold til ham.

Onkel Erik og Anne-Lises børn, Susanne og Morten,  lærte jeg aldrig godt at kende. Familien boede på Sjælland (Holbæk) og derfor så vi dem næsten aldrig. Det samme gjaldt onkel Jørgens børn – med delvis undtagelse af Bente, der så vidt jeg ved nu bor på Bornholm.

Onkel Harry og Tante Martha fik 4 piger, Tove, Hanne, Kirsten og Jette, og selvom vi naturligvis ofte var sammen til familiebegivenheder, blev det aldrig til mere som voksne.

I den lidt fjernere familie husker jeg Torsten Balle og hans kone Dorthea (vistnok kaldet Thea) samt deres fire børn: Maren, Bodil (udtales på de kanter med et meget blødt d), Birthe og Kirsten. Torsten var enelærer på en skole i Thorsted lidt uden for Tilsted, og vi besøgte dem flere gange – stærkest i erindringen står et besøg fra midten af 1950’erne, da jeg var 9-10 år gammel. Det var meget søde og venlige mennesker, men med helt andre traditioner end vores. Bedst husker jeg den ufravigelige husregel, at børn kun sagde noget ved spisebordet, når de blev spurgt, hvilket gjorde et dybt indtryk på mig, for hjemme blev Hans og jeg tilskyndet til at deltage i enhver debat, fordi det skærpede argumentations-evnen – det sidste forstod jeg naturligvis først mange år senere. Vi sov på skolestuens loft i senge, hvor dynerne var tunge som var de lavet af beton. Jeg har aldrig glemt den særlige stemning, der var i skolen og privathjemmet, der næsten var vokset sammen, så det må have været en stor oplevelse for en 9-10-årig dreng fra Århus. De fire piger husker jeg som meget søde – Maren var en del ældre end os, så det var mest de tre andre piger, vi havde noget at gøre med. Meget glædeligt har jeg i 2016 via denne familie-blog fået kontakt til Maren, vi mailer jævnligt sammen, og jeg har fået mange supplerende oplysninger til familiehistorien.

På min mors side havde vi som børn mest at gøre med Moster og ”Bøh’s børn, Lisbeth, Peter og Hanne, og vi var ofte sammen, men uvist af hvilken grund blev det aldrig til en vedvarende kontakt, da vi blev ældre. Jeg tror Hans fik bedre kontakt til dem – specielt vistnok til Lisbeth.

Onkel Frede og Brittas børn, Nete og Sten, så vi jævnligt, men da de var meget yngre, blev det aldrig til nogen tæt kontakt.

Onkel Eriks datter, Jette, holdt jeg meget af at være sammen med, specielt på Lindhøj hos bedstefars og bedstemord, men desværre mistede jeg kontakten med hende i ungdomsårene. Jeg mener at have hørt, at hun er død, men jeg håber, det er forkert, og jeg har ikke kunnet få det bekræftet.

Onkel Åge og Rigmors børn, Orla og Wanda, var sjove at være sammen med som børn, men siden er kontakten desværre ophørt.

Onkel Kristens og Elna’s børn lærte jeg aldrig at kende.

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.