Slægten Spelling

Navnet “Spelling” bragte min bedstemor (farmor) med sig fra Bornholm, og i afsnittet Mine bedsteforældre på min fars side har jeg skrevet meget mere om bedstemors barndom og ungdom. Spelling-slægten har rod på en ret stor landejendom – ‘Spellingegård’ – der ligger på Røvej 28 ikke langt fra Gudhjem og i juni 2018 så således ud –

Jeg ville gerne have hilst på gårdens nuværende ejer – Børge Madvig – men der var ingen hjemme, så jeg måtte nøjes med en lille tur rundt om gården. De nuværende bygninger er fra 1925, og ganske tidstypisk er der i den indre gård et gammeldags lokum –

Fra min faster Else ved jeg, at Børge Madvig har en tavle over Spellingegårdens ejere tilbage til 1584, og den viser, at I 1662 boede der her en fæster, Anders Laursen, der tog navnet Spelling efter gården, og han er den ældste forfader, jeg har kunnet finde. En gammel historie fortæller om en engelsk sømand med navnet Spelling, der i 1500-tallet gik i land på Bornholm og – måske – lagde navn til denne gård. I 1806 gik gården ud af Spelling-familiens eje, og derefter har familien – så vidt jeg kan finde ud af – blandt andet ernæret sig ved håndværk som min oldefar, der blev uddannet som bødker. Mere eksotisk er det, at min bedstemors faster, Lauritzia Spelling, var officer –

– dog en fredelig en af slagsens, nemlig i Frelsens hær) . En værtshusholder finder man også i familien, nemlig den lidt stramtandede dame (hvilket sikkert var nødvendigt i jobbet 🙂 ) på nedenstående billede, Sandrine Spelling –

og samlet set er der et tydeligt billede af en ganske almindelig bornholmsk familie, aldeles uden ‘storhed’, men åbenlyst gæve og ordentlige mennesker, der har slidt for det daglige brød. Man bekendte sig til Indre Mission og tog den livsopfattelse med sig gennem hele livet.

Ved siden af Spellingegård ligger Spellinge mose, og minsanten om der ikke også er opkaldt en vej efter vores slægt – større bliver det vist ikke :-). At en del af ‘den fædrene jord’ så er udlagt som golfbane, må vi så leve med…!

Bedstemors tre søskende rejste med tiden alle til Jylland, og på billedet nedenfor ses de fire Spelling’er – fra venstre: Olga Karoline Spelling, Nicoline Marie Spelling Østergaard (bedstemor), Helfride (Frida) Juliane Spelling og Jens-Peter Julius Spelling. Deres fulde navne klinger sært i moderne ører men er karakteristiske for deres tid.

De fire Spelling'er

Jens-Peter havde vi sjældent noget at gøre med, men de to gamle tanter Frida og Olga – ja, gamle har de naturligvis ikke altid været, men sådan husker jeg dem – spillede en vis rolle i min barndom, fordi de altid – tvangsmæssigt – skulle inviteres med til familiearrangementer. Det gav jævnligt problemer, fordi Frida altid var god for en gedigen omgang brok over stort og småt tilsat noget missionsk moralpræk – en skøn blanding! Hun var en prøvelse og far fortalte engang, at han til en familiesammenkomst på Præstevangsvej simpelthen havde kørt hende hjem – hun var blevet for strid.

Selv om Frida var strid, var hun stadig en del af familien og en af min barndoms prøvelser var søndags-eftermiddagskaffe hos hende. Jeg husker disse eftermiddage som noget af det suverænt kedeligste og en en prøvelse i pæn opførsel – se bare disse billeder fra sådan et sådant besøg, hvor Hans sidder usædvanlig artigt på stolen, min far har taget slips på og Frida troner i sin stol (klik for store billeder):

Olga var lige modsat sin stride søster – altid sød og venlig omend på en noget naiv måde. Hun fik aldrig en uddannelse, men arbejdede hele sit liv på FDB’s pakkerier i Århus og levede for at gøre Frida tilpas – her holder hun tale for dem begge på en fælles fødselsdag:

Olga

Olga elskede at komme på en køretur med os i VW-boblen, men hun var samtidig nervøs for bilkørsel, hvilket gav sig udslag i, at hun nervøst og intenst fulgte med i kørslen. Da hun ikke kunne drømme om at kommentere kørslen direkte sad hun istedet og sang med stille røst: ”Der kommer et sving, der kommer et sving” – for ligesom at holde far oppe på mærkerne!

Både Olga og Frida forblev ugifte gennem hele livet, og jeg tror Fridas rolle som familiens stramtandede tante udsprang af bitter jalousi mod søster Marie (bedstemor), der ikke alene blev gift, men også godt gift. Frida blev uddannet sygeplejerske og arbejdede en stor del af sit  liv på det kloster, der lå i tilknytning til Vor Frue Kirke i Århus. På billedet nedenfor ser hun mild og venlig ud – men skinnet bedrager…!

Frida

Vi børn syntes, at det var lidt synd for tante Olga, at hun altid var underlagt sin stride søster, og på en pudsig måde fik vi givet hende lidt positiv særbehandling. Sidst i 1950’erne fik vi båd i Fjellerup – en fladbundet træjolle bygget af en gammel bådebygger i Romalt lidt uden for Randers – og den skulle naturligvis have et navn. Vi fik overtalt de voksne til, at den skulle opkaldes efter Olga, og forsynet med et fint navneskilt blev båden ved en lille familiebegivenhed behørigt døbt – i sodavand! Hvordan vi slap afsted med det uden at gøre Frida rasende, ved jeg ikke, men jeg tror de voksne i al stilfærdighed har moret sig gevaldigt over, at Frida på den måde fik en over næsen.

den 12/1 1961 fyldte bedstemor i Randers 75 år, og fra den begivenhed er der nogle gode billeder, der viser dele af familien på den tid –

Først fødselaren og hendes bror Jens Peter

b-mor-og-jens-p-1961

Og så et par af gæsterne (Lars og jeg) – måske er det lystfiiskerhistorier, der udveksles –

lars-og-e-1961

Der blev sunget (Jens Peter og Frida) –

frida-og-jp-1961

Og onkel Jacob holdt en tale – som jeg husker det både elegant og morsomt –

jacob-taler

Og talen ser ud til at blive godt modtaget –

b-mor-og-jp-griner

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.