Måltider på Præstevangsvej

Måltider på Præstevangsvej 

Jeg ved ikke, om jeg gør min mor uret, men jeg tror ikke, hun var en stor kok. En kærlig mor og en god husmor var hun, men mad interesserede hende kun begrænset, selvom hun trofast serverede to veltillavede retter hver eneste dag. ”Hvad er der til dessert, mor…” var en standardbemærkning ved måltidets begyndelse, og budding med kirsebærsovs var en af favoritterne. Værst var det, når der stod kogt torsk med kogte kartofler på menuen, en ret, som i min mors udgave har trukket lange skygger hos mig og formodentlig er årsag til, at jeg aldrig er blevet begejstret for fisk som så mange andre. Jeg har siden fundet ud af, at mor bestemt ikke selv brød sig om fisk, men også datidens kostråd anbefalede fisk mindst en gang om ugen, og det tog hun alvorligt som den gode mor, hun var. Pasta anså hun ikke for at være rigtig mad – nærmest noget på linje med slik – så det kom uhyre sjældent på bordet. Da traditionen i min fars hjem i Randers var, at mad var noget man spiste for at leve (og bestemt ikke omvendt), var han mildt sagt ikke optaget af mad, og jeg er helt sikker på, at han aldrig i sit liv læste en eneste opskrift. På den baggrund er det ikke sært, at mad som interesse var ikke-eksisterende i mit barndomshjem. Det var næppe usædvanligt dengang men var stemt anderledes end i dag, hvor restaurantanmeldelser er forsidestof i aviserne på linie med borgerkrigen i Syrien – en udvikling jeg synes er udtryk for grotesk proportionsforvrængning. Den manglende interesse for mad betød ikke, at måltidet var ligegyldt. Tværtimod. Som jeg også skriver om et andet sted, var måltiderne i min barndom stjernestunder – selv om jeg først forstår det nu – fordi de var fyldt med diskussioner og snak, og det var ikke usædvanligt, at et måltid kunne vare flere timer. Det var far, der var “ordførende”, men aldrig dominerende, aldrig belærende og altid med stor opmærksomhed over for Hans’s og mine synspunkter. Men han gav os sjældent ret – tværtimod påtog han sig ofte rollen som “djævelens advokat”, hvilket i høj grad var med til at skærpe min lyst og evne til at argumentere. Først og fremmest lærte jeg gennem disse diskussioner, at “sandhed” er et relativt begreb, og far citerede ofte med stor glæde denne sentens: “Slå følge med dem, der søger sandheden, men vogt dig for dem, der siger, de har fundet den.”

Med tiden – og ikke mindst pga ferierejserne til Sydeuropa – blev vin derimod noget, vi begyndte at interessere os for, og jeg ved med stor sikkerhed, hvad der udløste interessen. Vi var på campingferie i Spanien i begyndelsen af 1960’erne, og en varm eftermiddag i landsbyen Colera på Spaniens østkyst nord for Barcelona sad vi under landsbyen enorme Platantræ og fik serveret et glas koldt (koldt!) rødvin, mens landbylivet udfoldede sig foran os. Far og mor sugede stemningen og situationen til sig og glemte aldrig den eftermiddag, som de resten af deres liv talte om som et højdepunkt i deres liv. Oplevelsen i Colera betød, at vin fandt indpas hos os som et nydelsesmiddel, der stort set fuldstændigt udkonkurrerede øl på Præstevangsvej. Når der var god mad på bordet eller når der skulle hygges en sen aften, så blev rødvinen fundet frem. Vi kunne endog tale om vin fra forskellige lande – det var helt vildt 🙂 – med mad kom vi aldrig så langt.

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.