1946 – 1954: Kold krig og mangeltid

Et jerntæppe sænker sig

I 1946 var freden efter 2. verdenskrig kun et år gammel efter den mest blodige konflikt, verden nogensinde havde set. Hele befolkningsgrupper var blevet udslettet, millioner var i færd med at blive tvangsdeporteret, og nye landegrænserne blev trukket. Store dele af kontinentet lå i ruiner, hungersnød og epidemier hærgede, og millioner af mennesker anede ikke, hvordan de skulle få deres liv til at hænge sammen, hvis de da overhovedet kunne håbe på at have et liv. Det var et Europa i kaos, da jeg blev født.

Opgøret med Nazi-Tysklands ledere var i fuld gang i Nürnberg, hvor 12 nazi-ledere blev idømt dødsstraf mens talrige andre fik lange fængselsstraffe. Året forinden, i august 1945, havde de tre store ledere, Truman, Stalin og Churchill på Cecilienhof i Postdam lidt uden for Berlin aftalt den politik, der skulle føres i Tyskland efter landets kapitulation, og hovedpunkterne var de fem d’er: denazificering, demilitarisering, demokratisering, demontering (krigsskadeerstatning) og decentralisering. Samtidig enedes man om en opdeling af Tyskland i fire besættelseszoner under hhv. amerikansk, britisk, sovjetisk og fransk administration; Berlin, Wien samt hele Østrig skulle opdeles på samme måde. Sovjetunionens besættelse af dele af Østeuropa blev desuden accepteret af Vestmagterne. I hvert fald fortolkede Stalin konferencens resultater på den måde, og efterfølgende vestlige protester var spil for galleriet, for alternativet var en fuldtonet krig med Sovjet, og det var Vestmagterne på ingen måde rede til.

Sovjetunionen satte sig tungt på alle de områder, landet havde besat i krigens sidste år, og den gensidige mistro voksede dag for dag. I marts 1946 – stort samtidig med, at jeg blev undfanget!) erklærede Winston Churchill i en tale i USA, at …”Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over Europa.”

I stedet for fred og genopbygning af Europa voksede en kold krig frem, der hele tiden truede med at blive varm. Helvedes varm. I 1948 voksede en krise i Berlin sig så stor, at det lignede nedtælling til krig, og med 1,5 mio. soldater i den sovjetiske sektor mod 125.000 i den vestlige var den amerikanske strategi at bruge atomvåben. Sovjet blokerede adgangsvejene til Vestberlin (der lå i den sovjetiske sektor), og amerikanerne svarede igen med en luftbro og et klart signal om, at ét nedskudt amerikansk fly ville udløse en altødelæggende krig. Krigen blev aflyst i sidste øjeblik, men jeg har da ofte tænkt på, om far og mor i disse nervepirrende dage fortrød, at de havde stiftet familie.

Jeg kender ikke svaret, og måske er det bare sådan, at unge mennesker uanset vilkårene altid har mod på fremtiden. Det er først med alderen, at skepsis og tungsind tager over. Jeg ved, at mors graviditeter med både Hans og mig var ønskede og planlagte, så optimismen og troen på fremtiden har været der, selv om to verdenskrige i rap og truslen om en tredje egentlig burde tilsige noget andet.

Om det gav lidt ro i maven ved jeg ikke, men krigstrommernes bestandige buldren førte til, at Danmark i 1949 besluttede sig for at blive optaget i den vestlige forsvarsalliance NATO. Egentlig ville man hellere haft et nordisk neutralitetsforbund, men da svenskerne ville have et neutralt neutralitetsforbund mens nordmændene foretrak et vestligt orienteret neutralitetsforbund, kunne der ikke opnås enighed, og NATO-medlemsskabet var den eneste mulighed for at få sikkerhed i en verden på randen af krig.

En fødsel med matematikopgaver

Selv i en tid med mangel på alt og en dagligdag styret af rationeringsmærker stod tingene ikke stille. I 1946 måbede man over årets udbud af regnfrakker, der var lavet af et helt nyt produkt, plastik, og i Esbjerg åbnede landets første selvbetjeningsforretning i 1949. Den velkendte situation, hvor man pænt stod i kø ved disken til det blev ens tur, blev pludselig meget gammeldags.

Min farmors familie kom fra Bornholm (se afsnittet herom senere i bogen), og efter den tyske kapitulation i 1945 blev øen først bombet og siden besat af russerne. Det var en forfærdelig oplevelse, og derfor var det en enorm lettelse, da russerne besluttede at trække sig tilbage fra øen. Magtskiftet – dagen hvor det røde hammer/segl flag blev halet ned og erstattet af Dannebrog – var d. 24/3 1946, og begejstringen blandt bornholmerne og deres familier var enorm, og jeg blev til som en del af den begejstring, for den 24/3 er præcist 9 mdr. før jeg blev født! Min tossede fødselsdato er altså russernes skyld…!

December måned 1946 var iskold med frost og sne, og da mors veer begyndte den 22. december var vejret bidende koldt med 10 frostgrader og veje som skøjtebaner. Turen til Østergades fødselsklinik på spejlglatte veje i en taxa på bildæk af krigsgummi var derfor en ret ubehagelig oplevelse, har far fortalt, men vi (!) kom frem, og da mor var blevet installeret på klinikken, blev far sendt hjem. Fødsler var noget for kvinder.

Far fortalte sidenhen med et skævt smil, at ventetiden skulle fordrives med noget godt, og derfor satte han sig til løse matematikopgaver, mens han ventede på besked fra fødeklinikken. Vi har ofte moret os over, at far brugte min fødselsdag – og den efterfølgende juleaften – på matematikopgaver, men matematik var hans store passion og opgaverne holdt tankerne beskæftigede. Måske har han også hørt radio, men i 1946 var der kun 1 program – først i 1951 kom program 2 – og når det var slut hen på aftenen, var der stilhed – og matematikopgaver – til at slå ventetiden ihjel med.

Jeg kom til verden dagen efter – den 23. december 1946 – og blev ny borger i Aarhus med dobbelt a, for Å så først dagens lys et par år efter. Jeg synes det er pudsigt, at efter 60 år med Århus er det nu igen blevet Aarhus, denne gang ikke pga en retskrivningsreform, men som konsekvens af den internationalisering, som mere end noget andet har præget min generation.

Den 22. december, mens mor havde veer i Østergade, udkom Jyllandsposten med denne overskift: ”Samme Rationer i Spareaaret (1947)…(Importen af ) Færdigvarer bliver stærkt nedskaaret” .

Det var trange tider, hvor rationering skulle sikre, at Danmark ikke løb tør for de mest basale varer. Derudover skulle den medvirke til, at varerne blev fordelt nogenlunde ligeligt i befolkningen.

Man forsøgte at tilpasse rationerne til folks behov. Folk, som udførte hårdt arbejde, kunne f.eks. få tildelt flere rationeringsmærker til madvarer. Og familier med småbørn fik flere mærker til bl.a. sæbe.

I en sådan mangelsituation steg folks opfindsomhed, og man kunne således købe sko fremstillet af fiskeskind, og når en hullet cykelslange ikke længere kunne lappes, puttede man halm ind i dækket som en brugbar nødløsning.

Rationering på bl.a. kaffe og sukker blev ophævet i 1952, og først med det økonomiske opsving fra 1958 blev butikkernes hylder fyldt op.

Venstre vandt valget i oktober 1945, og selve billedet på den klassiske Venstrebonde, Knud Kristensen, blev statsminister. Det gik nu ikke så godt, for Knud Kristensen var langtfra et politisk naturtalent. Han personlige netværk var lille, han kunne finde på at forlade landet uden at fortælle det til nogen, og i dag huskes han nok bedst for sin one-liner i en folketingsdebat: “hvis det æ fakta, så benægter a fakta”.

Mest problematisk var det dog, at Knud Kristensen ikke fattede – eller ikke ville fatte – at man ikke skulle rejse grænsespørgsmålet efter tyskernes kapitulation og forlange Sydslesvig hjem til riget. ”Grænsen ligger fast”, sagde den socialdemokratiske statsminister i befrielsesregeringen, Vilhelm Buhl, og det var der politisk flertal for, inclusive Venstres mandater. Og så nyttede det jo ikke, at landets nye statsminister gik rundt og sagde noget andet – selv om det bare var som privatperson, som han undskyldte sig med. Han blev væltet ved et mistillidsvotum i 1947 og en ny socialdemokratisk mindretalsregering under ledelse af Hans Hedtoft blev dannet.

Når man som jeg er født i Århus, er man født midt i Europa! Sådan plejer vi ikke at tænke, men faktum er, at Århus ligger midt i Danmark, og Danmark ligger midt i Europa, for afstanden til Nordkap er den samme som afstanden til Sicilien. Det bliver mere usikkert, om Århus og Danmark også er midt i Europa, hvis man tænker i et øst-vest perspektiv, for hvor stopper Europa mod øst? Selv om den problematik mildt sagt er aktuel, så vælger jeg her at se bort fra den, og derfor siger jeg altså, at jeg blev født i centrum af Europa. Og det er jeg glad for, for som voksen 70 år senere føler jeg mig i den grad som både dansker og europæer.

Viborgvej 41 og trange tider

Selvom boligmanglen var kolossal, lykkedes det far umiddelbart efter brylluppet at skaffe en lejlighed i boligforeningen Ringgaarden på Viborgvej nr. 41, st.tv. Det var en lille to-værelses lejlighed, men det var med eget toilet og bad, hvilket var langt bedre end tidens standard for de fleste. Indlagt varmt vand var der ikke – det var en uopnåelig luksus så kort efter krigen – og så gjorde det jo ikke noget, at det lille badeværelse hverken rummede badekar eller bruser, kun et toilet med håndvask. Fra billeder ved jeg, at bad for mit vedkommende foregik i stuen i en zinkbalje med varmt vand fra køkkenet.

Billederne her er fra hhv. 1947, hvor mor viser mig frem for ’verdenspressen’, og 1948, hvor jeg er til ’rigtig’ fotograf.

Jeg har sidenhen tænkt over det pudsige sammentræf, at min første levetid var i en lejlighed på landevejen til Viborg, og at jeg 47 år senere fik de absolut bedste arbejdsår i mit liv som rektor på Viborg Katedralskole. Det var år, som skabte en så stærk identitet hos mig, at det har været utrolig svært at give slip efter min pensionering. Et menneskes liv styres et langt stykke af vejen af tilfældigheder, nogle af dem trælse og besværlige, men netop her en tilfældighed, som jeg har været ualmindeligt glad for.

Mine første erindringer er naturligvis få og små. Jeg husker en legekammerat – Jytte – fra nabolejligheden på Viborgvej. Vi var nogenlunde jævnaldrende og havde det sjovt sammen. Der var også en dreng – Hasse – som var med i legene, men han var af en eller anden grund lidt problematisk at lege med. Måske kom han i klemme mellem Jytte og mig, fordi vores mødre drak en del kaffe sammen, hvilket på den tid blev brygget af en stor portion kaffeerstatning af mærket ”Richs”, der var lavet på cikorie, sukkerroe og rug eller byg, der i hakket tilstand blev ristet og blandet i den dyre og rationeringsramte kaffe. Det smagte ikke ret godt, men alle brugte det – og så var der billeder til vi børn i Richs-pakkerne –

Spadsereturen på billedet her fra 1950 husker jeg ikke, men det var dengang, man klædte om for at gå en tur i skoven. Far i praktiske knæbukser, mor i en smart spadseredragt (som det hed dengang) og jeg – lidt betuttet – i en fin frakke.

Rigtig tobak var rationeret, så måske er det dansk erstatningstobak, far har i piben på billedet her, hvor de stolte forældre ser til, mens jeg øver mig i at gå (har jeg fået fortalt!) 1947/48:

Selv om krigen var slut, gik det langsomt med at komme op på samme niveau som før krigen. I slutningen af 1930’erne drak danskerne 35.000 ton kaffe, men i 1946 måtte de nøjes med at lade 10.000 ton løbe gennem madam blå. Vin forsvandt mere eller mindre og det samme gjaldt rigtig tobak. Mor fortalte engang, hvordan de røg smøgen til sidste millimeter ved at stikke en tændstik i skoddet.

Benzin var det umuligt at opdrive under krigen, og private biler blev klodset op til bedre tider – men de kom kun langsomt. I 1949 var det dog kommet så vidt, at alle danskere måtte køre over hele landet i 3 uger om året, resten af året var bilen kun til lokal brug. Først sidst i 1950 blev bilkørsel i Danmark helt frit, hvilket fik 40.000 danskere til at søge Varedirektoratet om tilladelse til at købe en bil, men kun hver 10. fik lov. Import af alle ikke-nødvendige varer var underlagt stærk kontrol af hensyn til den skrøbelige betalingsbalance. For de fleste mennesker var problematikken dog fuldstændig teoretisk, for 10 år efter krigens afslutning – i 1955 – kostede en Skoda hvad der svarede til to årslønninger for en arbejder i industrien.

Af disse grunde havde vi heller ikke bil de første mange år af mit liv. Billedet her er fra 1950, hvor vi står og venter på bussen til Randers for at besøge fars familie. I dag kan jeg ikke undgå at bemærke, hvor formelt far er klædt på med lang frakke og bredskygget hat – bestemt ikke hans stil senere i livet.

En tidlig erindring fra 1950’erne er en spadseretur med mor på Ringgaden, hvor hun præsenterede mig for noget helt nyt og ukendt, nemlig en banan. Oplevelsen må have gjort et stort indtryk på mig, siden jeg husker begivenheden så tydeligt, og det må være sket omkring 1952, hvor de første bananer kom til Danmark.

Mange år senere havde jeg en tilsvarende – og alligevel helt anderledes – oplevelse, idet Anne-Marie og jeg i 1990 under et arbejdsophold i Tartu, Estland, boede hos en familie, hvor bedstemoderen også levede. Selvom det efter lokale forhold var en velstående familie (moderen var vicerektor på det gymnasium, hvor vi arbejdede – manden var død i en sovjetisk arbejdslejr) måtte vi hjælpe med indkøbene og økonomien, og da vi en dag kom hjem med varer fra det lokale marked og tilbød bedstemoderen en banan, begyndte hun at græde af glæde, for hun havde aldrig tidligere i sit liv smagt en banan, kun hørt om denne eksotiske frugt fra en verden, hun som borger i et lukket, socialistisk samfund var totalt afskåret fra. Det var en oplevelse, der gav anledning til mange tanker.

Vilhelm Bersøesvej 17

Mor blev gravid med Hans i sommeren 1950, og med udsigt til en familie på 4 blev der behov for en større lejlighed, som blev fundet i et nyt boligkompleks på Vilhelm Bergsøes Vej nr. 17, 2. sal th. i Århus. Det var efter 1950’ernes standard en meget moderne lejlighed med badekar og varmt vand og som noget usædvanligt en affaldsskat på alle etager, så man slap for at gå ned med affaldsposen. Helt vildt var det, at mellem køkken og spisestue var der en serveringsklap, så mor kunne lange maden direkte ind i spisebordet og slippe for omvejen gennem dagligstuen. Det var stort, og jeg husker tydeligt, at det var noget der blev talt om, når vi havde gæster.

Omkring 1953 fik vi den første telefon, sort og på forsiden en blank ’vinge’ af stål, der med et sving skaffede kontakt til telefoncentralen, hvor en telefonist sørgede for forbindelse til den, man ville tale med. Tidens håndholdte teknologi –

Et par dramatiske begivenheder fra livet på Vilhelm Bergsøes Vej står klart i min erindring. En formiddag, mens far var på arbejde, stod mor og vaskede tøj på badeværelset, og pludselig besvimede hun (højgravid med Hans) og faldt så uheldigt, at hun lå med hovedet i en balje med vand. Jeg var 4 år gammel og forstod åbenbart instinktiv, at det her var riv-rav-ruskende galt, så jeg fik hevet mors hoved op af vandet og løb over og alarmerede nabokonen, der fik tilkaldt far og en læge. Jeg var noget benovet over postyret, men jeg husker endnu fars ros for min resolutte handling.

Hans kommer til verden

Hans blev født d. 16. februar 1951, og på billedet her er han omkring et år gammel.

Et årstid efter – i efteråret 1952 – blev Danmark hærget af en polio-epidemi, der lagde sig som en skygge over hele landet. På et tidspunkt viste Hans symptomer på sygdommen og blev indlagt på sygehus. Det viste sig heldigvis at være falsk alarm, men jeg husker endnu fars og mors store bekymring og ikke mindre de mærkelige besøg på sygehuset, hvor vi ikke måtte komme ind til Hans, kun se ind til ham gennem et vindue i døren.

I folkehygiejnisk forstand fik den frygtelige sygdom dog et positivt efterspil, idet vi børn lærte at vaske hænder, når vi havde været på toilettet. Lægerne gjorde det til noget nær en samfundsforpligtelse at vaske hænder, fordi det var det eneste værn mod sygdommen – lige indtil man i USA opfandt en effektiv vaccine, som vi indtog i form af en sukkerknald. Det gav livsvarig immunitet og var bedre end at blive stukket med kanyler, der blev brugt igen og igen og efterhånden blev sløve. Det gjorde nas, kan jeg huske.

En ny grundlov

Efter krigen brændte det på med at få vedtaget en ny grundlov. Den eksisterende var med justeringer 100 år gammel og særligt tokammersystemet med et Landsting og et Folketing virkede ude af trit med et moderne demokrati. Landstinget var oprindelig tænkt som det kammer, hvor selvstændige, besindige – konservative – kræfter kunne moderere reform-amok-tilbøjeligheder i Folketinget. En fjerdel af Landstingets medlemmer blev valgt af det foregående Landsting, og resten blev valgt af vælgerne over 35 år, mens valgretsalderen til Folketinget var 25 år, så det var de gamle og veletableredes platform.

Landstinget havde i mange år været en torn i øjet på Socialdemokratiet, og i 1939 forsøgte man at slippe af med anakronismen, men forslaget faldt ved en folkeafstemning, da for mange vælgere valgte sofaen fremfor stemmesedlen. Det var ikke en folkesag.

Efter krigen var der enighed om at forsøge igen – omend de konservative var betænkelige, konservative som de var – og (vistnok) Venstres Erik Eriksen fik en genial ide, der skulle få folk til at møde frem: En ændring af tronfølgebestemmelserne skulle indbygges som en del af folkeafstemningen.

Som sagerne stod, var arveprins Knud tronfølger, hvis noget skulle tilstøde Kong Frederik d. 9, og nok var Knud en flink og munter mand, men kongelige evner var han ikke begavet med. ’Én gang til for prins Knud’ blev et mundheld i hele landet efter at en bestemt scene i en balletforestilling på Det kgl. teater blev gentaget alene for arveprinsen. Dertil kom, at kun drenge kunne arve tronen, og i et moderne samfund begyndte det at smage af kønsdiskrimination. De konservative var ikke meget for at lave om på bestemmelsen, men de havde tiden imod sig og accepterede, at i en ny tronfølgelov kunne både drenge og piger arve tronen. De konservative skulle dog have noget for deres indrømmelse, så de fik en vigtig tilføjelse: Dreng går forud for pige, uanset alder. Træer vokser ikke ind i himlen, heller ikke dengang.

Ved folkeafstemningen d. 28. maj 1953 blev forslaget lige akkurat vedtaget med en margen på 20.000 stemmer, og Danmark havde fået en ny grundlov, der gælder den dag i dag.

Berlin igen

Helt anderledes brutalt gik det for sig ude i verden, og denne gang kun nogle få hundrede kilometer syd for den danske grænse. Det begyndte med en spontan arbejdsnedlæggelse ved frokosttid d. 16. juni 1953, da utilfredse bygningsarbejdere i Østberlin havde fået nok af kommunistisk propaganda med løfter totalt blottet for indhold og marcherede ned ad Stalinallé, mens de råbte ”Ud med kommunismen” og ”Væk med Ulbricht” (førstemand i DDR). Et utænkeligt folkeoprør var i gang i det, der skulle være et blankpoleret, socialistisk mønstersamfund. Uroen havde ulmet længe, for mens et Wirtschtswunder var i gang i Vesttyskland, prioriterede kommunistpartiet i DDR sværindustrien og forsvaret på bekostning af fødevareproduktionen, og nu havde arbejderne fået nok af elendige fødevarer og bestandige prisstigninger. Gnisten der antændte eksplosionen var endnu en forhøjelse af arbejdsnormerne, hvilket var ensbetydende med, at arbejderne skulle arbejde mere til lavere løn. Når arbejderne turde demonstrere deres utilfredshed trods statens massive undertrykkelsesapparat STASI, skyldtes det formodentlig, at Stalin var død i marts samme år og at man fornemmede, at der var en politisk luftforandring undervejs. Arbejdere over hele landet sluttede sig til deres kammerater i Berlin, smadrede offentlige bygninger og satte ild til statslige butikker. Et af kampråbene lød: ”Wir wollen nicht nur haben Brot, sondern wir schlagen alle Russen tot!”. Situationen var så eksplosiv, at Moskva så sig nødsaget til at tage kontrol over situationen med indsættelse af 20.000 sovjetiske soldater i kampvogne, der skød og dræbte mange demonstranter. Urolighederne fortsatte i månedsvis og faldt først til ro, da regeringen meddelte, at de annoncerede forhøjelser af arbejdsnormen var annulleret og at man ville forøge produktionen af fødevarer. Med tvang og vold – og massiv opbakning fra Moskva – fik Ulbrichtstyret igen greb om magten, men ånden var sluppet ud af flasken – befolkningerne i Østeuropa havde set, at det nyttede at protestere og at de forhadte regimer i virkeligheden var bange for folket.

Skolegang og husbyggeri

Mens bålene brændte i Berlin var der anderledes fredeligt i Århus – nu med bolle-å efter retskrivningsreformen i 1948. Under valgkampen frem mod folkeafstemningen i 1953 begyndte jeg i 1. klasse på Elise Smith skole, hvor far var ansat. Børnehave havde jeg aldrig gået i, så for mig var det stort og nyt sådan at skulle hjemmefra hver dag. Som klasselærer fik vi en velmenende (og så er alt sagt!), fru Wendel Christiansen, naturligvis forkortet til WC. Hun (for)fulgte mig helt til realklassen 10 år senere, og jeg endte med at have ondt af hende. Hun står yderst til højre på klassebilledet her fra 1953 –

Med undervisningsminister Hartvig Frisch’s skolereformen i 1948 var alfabetet blevet suppleret med et nyt bogstav, å, og substantiver skulle ikke længere skrives med stort begyndelsesbogstav. Da jeg gik i de små klasser var vores danskbøger dog stadig skrevet efter de gamle retskrivningsregler, så jeg lærte faktisk at læse og skrive på en forældet måde, og her mange år efter kan jeg stadig tage mig selv i at skrive et substantiv med stort begyndelsesbogstav eller et å med aa. Vi lærte at skrive med pen og blæk – ikke fyldepen, men et penneskaft med løs pen, som blev dyppet i et blækhus. Kuglepennen kom frem i løbet af 1950’erne og var naturligvis et praktisk og stort fremskridt, men det var længe forbudt os skolebørn at bruge kuglepen, fordi – som den komiske begrundelse lød – vores skrift ville blive ødelagt af at skrive med denne nye opfindelse…! Undervisningsverdenen har altid pr. instinkt været konservativ.

Samtidig med, at jeg begyndte i skolen, arbejdede far og mor med planer om at flytte i eget hus, for navnlig mor faldt aldrig rigtig til på Vilhelm Bergsøes Vej. Det var dristigt, for det var længe før de gode tider, men der var mulighed for at få et billigt statslån, hvis man kunne stille med en rimelig udbetaling, og det kunne de åbenbart, for i 1953 købte de en parcelhusgrund på Præstevangsvej 37 i Hasle lidt vest for Århus Centrum.

En del af udbetalingen skaffede far på den hårde måde, nemlig ved eget arbejde. På søndage (lørdag var også arbejdsdag dengang!), i weekends, ferie og efter arbejdstid gravede far med spade og skovl fundamentet ud til det nye hus – og derefter hele kælderen. Det må have været et kolossalt arbejde, men han talte aldrig om det. Kun en enorm sten kunne han ikke klare, den måtte sprænges væk. Hvem der tegnede huset og lavede de ingeniørmæssige beregninger, ved jeg ikke, men måske var det fars og mors gode ven, Jens Walther Laursen, der var ingeniør og hvis familie blev vores nærmeste venner. Huset blev opført af murermester Knudsen Hee , og typisk for tiden blev det udstyret med koksfyr, en slidske hvorpå de støvende sorte sten kunne transporteres ind i kælderen samt særlige båse, hvor de kunne opbevares. Et andet rum blev udstyret med en gasfyret gruekedel, hvor tøjvask foregik. Bedstefar i Vejle lavede køkkenet, der som noget ganske særligt var udstyret med en stor og tyk bordplade af teak, en plade som jeg stadig har og bruger i mit lille værksted.

For at få økonomien til at hænge sammen – mor gik hjemme – havde far to jobs, dels som lærer på Elise Smith Skole, dels om aftenen som lærer på Århus Teknikum, hvor han underviste vordende ingeniører i matematik – billedet her er fra 1955.

I efteråret 1954 var huset færdig, og vi flyttede ind i, hvad der må have forekommet os at være et palads sammenlignet med lejligheden, vi kom fra. Det var et stort hus i to etager med fuld kælder og masser af plads til os to drenge.

Jeg har ingen erindringer om flytningen fra Vilhelm Bergsøesvej til Præstevangsvej, vi er sikkert blevet passet et eller andet sted, men det må være sket i 1954 eller 1955. På et luftfoto fra 1954 – taget af fra amerikanske militærfly, tilgængelige på www.kortal.dk – kan jeg se huset under opførelse, der ligger bl.a. tagspær på den ubebyggede nabogrund. Det er sært, som hjernen fungerer – da jeg skrev ovenstående linjer, huskede jeg ikke det mindste om flytningen til Præstevangsvej, men efter at have skrevet det og tvunget hjernen til at beskæftige sig med det, dukkede små hukommelses-fragmenter op. Jeg er nu ret sikker på, at vi var hos moster og “Bøh” og jeg husker svagt, da vi kom ud til det nye hus og tog det i besiddelse. Billederne nedenfor fra haven på Præstevangsvej er fra tidligt i 1950’erne og taget med et gammelt før-krigs box-kamera, som vi børn fik lov at bruge, og kvaliteten er derefter – men motiverne er sjove (tryk på det første billede og følg pilene).

Invalid Displayed Gallery

Huset på Præstevangsvej var i to plan med fuld kælder og ret stort med 3 værelser udover fars og mors soveværelse, men for samværets skyld delte Hans og jeg i begyndelsen værelse på 1. sal ved siden af soveværelset. Siden flyttede vi nedenunder og fik hver vores værelse. En overgang boede onkel Frede hos os, mens han læste til ingeniør, formodentlig har han ikke betalt husleje, det var en form for familiehjælp. I begyndelsen var den store have opdelt i en græsplæne og en stor køkkenhave, og i erindringens uklare lys forekommer det mig, at køkkenhaven var fyldt med rosenkål og grønkål – sikkert fordi jeg dengang bestemt ikke brød mig om nogen af delene. Det var virkelig ikke sjovt, når jeg blev sendt ud i haven en kold januardag for at plukke rosenkål eller skære grønkål.

Da vi flyttede ind var Hans godt 3 år gammel, jeg var 8, og pudsede og polerede så vi ud som på billedet her. Hans er godt 3 år gammel, jeg er 8. De rene dydsmønstre kan enhver konstatere…!

Samme år var der premiere på filmen ”Far til fire i sneen” med lille Per, der sang landeplagen ”Hej for dig, og hej for mig” – jeg har den i hovedet endnu…!

Festdage og højtider

Påske, pinse, fastelavn og andre højtider blev ikke markeret specielt meget i mit barndomshjem, og der knyttede sig ingen særlige traditioner til disse dage – påskeæg fik vi vel engang imellem, men egentlig var det blot nogle feriedage. Fødselsdage og jul var dog højt prioriteret, her er et billede fra julen 1951, og af en eller anden grund husker jeg scenen. Vi var på besøg hos Esther og Jens Walther, og JW havde lavet et lille atelier til julebilleder , og her er et af resultaterne, Hans er 10 mdr. gammel, jeg knap 5 år.

Afslutning 1946 – 1954

Fra midten af 1950’erne blev Præstevangsvej 37 livsrammen for mine forældres og Hans og jeg. Det var på alle måder et godt liv – jysk underdrivelse – og da de solgte huset omkring 1991, gjorde det ondt langt ind i sjælen. Mest på mine forældre, for salget var en manifestation af, at en livsepoke med børn, kærester, koner, børnebørn, arbejds- og familieliv nu var slut, og specielt mor blev i årene efter ved med at vende tilbage til ’Præstevangsvej’, som med tiden for os alle blev et begreb, der var synonymt med noget meget positivt.

 

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.