Politik

Siden teenagerårene har jeg været lidenskabeligt optaget af politik. Politik forstået som den demokratiske proces, der fastlægger hvilken samfundsmodel, vi ønsker i Danmark. Ikke mindst handler det om fordelingspolitik (skat, sociale ydelser, offentlig velfærd etc), men det handler i lige så høj grad om, hvilke værdier vi ønsker at prioritere højt i det danske samfund – og vil arbejde for at fremme på den internationale scene.

Mine første politiske holdninger i folkeskolen og gymnasiet pegede i retning af partiet Venstre, fordi jeg var tiltrukket af liberalismens frihed og opfattede Socialdemokratiet (på det tidspunkt ledet af Jens Otto Krag) som stivnakket og forbenet. Socialdemokratiets bedrifter som grundlægger af velfærdsstaten blev jeg først opmærksom på senere. På universitetet blev jeg fanget i et skisma, idet flertallet af mine jævnaldrende var mere eller mindre venstreorienterede, mens jeg syntes, at mange af disse holdninger nok var sympatiske men først og fremmest naive. Jeg reagerede instinktivt mod floskerne hos venstrefløjen, og demonstrationer syntes jeg var en ubegavet måde at fremføre sine synspunkter på. Samtidig havde jeg mistet troen på, at liberalismen var grundlaget for en ordentlig samfundsmodel, så derfor skismaet. I stigende grad blev jeg tilhænger af en evolutionær udvikling af 60’ernes velfærdsstat, og derfor var det oplagt, at jeg havnede hos Socialdemokratiet med et par små svinkeærinder hos de radikale. Den udvikling var naturligvis brolagt med utallige fornøjelige, lidenskabelige og uendeligt lange diskussioner (ofte natlige ledsaget af en masse rødvin) med kammerater fra universitetet. En af mine bedste studiekammerater var Jacob Buksti, der senere blev trafikminister, og via ham lærte jeg Socialdemokratiets senere formand Svend Auken at kende, og på Buksti-Auken aksen følte jeg mig politisk hjemme.

I min nuværende overmodne alder i 2016 er interessen ikke mindre – stadig ofte ledsaget af rødvin, dog nu med mere vægt på kvalitet end kvantitet – og samtaler og diskussioner med kloge venner er stjernestunder for mig. Når jeg ser på den politiske situation i 2016, forekommer den mig at være karakteriseret af, at der både nationalt og internationalt er markant flere populistiske og dum-smarte politikere (og det er altså en heftig kombination…!) end tidligere.

morten-messerschmidt-15-10-2015-750x750

I DK i dette efterår har et nyt parti, Nye Borgerlige, meldt sig på banen i DK, og mage til kugleskøre og usympatiske tumper synes jeg man skal lede længe efter – værdipolitisk længere til højre end DF og økonomisk længere til højre end Liberal Alliance. I USA er der præsidentvalg om godt en måned, og det er ufatteligt, at Trump med sin afgrundsdybe uvidenhed og bizarre og populistiske udsagn har en reel mulighed for at blive valgt. Briterne besluttede sig for Brexit på baggrund af en kampagne anført af en landsbytosse som Nigel Farage, der – naturligvis – også er en varm tilhænger af Trump, og i store dele af det øvrige Europa flyver ledende politikere ligeså lavt med deres hele løgne og halve sandheder. For en generation siden talte man i Europa om horisonter, i dag taler vi om grænser, og vi er som vælgere udsat for en flodbølge af nonsens fra disse politikere, der forsøger at bilde os ind, at arbejdsløshed, terror, flygtningepres m.m. kan løses ved at sænke grænsebommene. Hvis det var så nemt, skulle de næsten have lov til at prøve.

Vi mangler i dag statsmænd/kvinder af det format, der skabte det moderne Europa ud af 2. verdenskrigs ruiner – Konrad Adenauer, Willy Brandt, Schumann, Paul-Henri Spaak, H.C. Hansen, Jens Otto Krag for blot at nævne nogle. I stedet for har vi pygmæ-politikere, der som Dk’s statsminister lader partikassen betale sit undertøj og statskassen betale for en rygekabine på kontoret – i håb om, at der nok ikke er nogen, der opdager det…!

Blå blok, der har regeringsmagten i DK i 2016, har en dagsorden om endnu en opstramning over for flygtninge, lavere skat for de mennesker, der tjener allermest i det danske samfund samt en lavere ydelser til de dårligst stillede – jeg kan ikke være mere uenig! Større økonomisk ulighed bidrager til en yderligere opsplitning af samfundet, og i disse urolige år er det præcist den modsatte vej, vi skal – mere vægt på fællesskabet i samfundet, mindre vægt på økonomisk frihed til at rage til dig. Fokus i flygtningedebatten ligger et forkert sted, for nok giver de mange flygtninge problemer, der må adresseres, men som et økonomisk problem er det langt alvorligere, at den arbejdsdygtige del af Danmarks og Europas befolkning svinder ind i et rasende tempo, fordi vi får alt for få børn samtidig med, at gennemsnitslevetiden er på vej op i raketfart. I løbet af nogle få årtier er vi en nation af Alzheimere – rollatorfabrikker må være fremtidens investeringsområde.

7740095-til-stregen-071014

I Dk fødes der pr. par 1,6 barn, og blot for at opretholde den etnisk danske del af befolkningen skal der fødes mindst 2,1. Situationen er den samme over hele Europa, og i 2050 vil Europas andel af verdens befolkning være faldet til syv pct. mod 23 pct. i 1955! Tysklands indenrigsminister har meddelt, at uden indvandring kan tysk erhvervsliv ikke fungere om 30 år, og situationen er den samme i DK. Det er ikke indvandring, der er det økonomiske hovedproblem, det er befolkningsudviklingen, og derfor er det uforståeligt, at den blå blok i Folketinget foreslår at stoppe indvandring og samtidig reducere børnetilskuddet til det tredje barn og opefter. Naturligvis handler det reelt om et DF-forslag, der skal ramme de muslimske familier. Er det dumt eller er det dumt?

Mit politiske ståsted er at advokere for –

  • Fortsat en klar progressiv beskatning – samfundets sammenhængskraft er langt vigtigere end økonomisk vækst
  • Hellere mere EU end mindre EU. Specielt de små nationer har gavn af fællesskaber, hvor det er argumenterne, der tæller, og ikke magtrelationerne.
  • Giv erhvervslivet nogle gode rammevilkår – så frie, at de ikke spærrer for initiativlyst og så stramme, at sammenhængskraften i det danske samfund opretholdes, hvilket bl.a. forudsætter en fortsat høj grad af økonomisk lighed.
  • Hæld New public Management ned ad brættet som styringsinstrument i den offentlige sektor og vend tilbage til en situation med fagligt stærke ledere.
  • Vis de offentligt ansatte respekt og tal dem op i stedet for ned
  • Giv danskerne tilskyndelse til at få flere børn – bedre børneinstitutioner, skoler og videregående uddannelser.
  • Lav en kontrolleret indvandring med fokus på de kompetencer, landet og arbejdsmarkedet har brug for.
  • Og så – ikke mindst:
    • Mere økonomisk fællesskab, mindre økonomisk liberalisme og stop for de bestandige effektiviseringer i den offentlige sektor –

wulfmorgen

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.