Religion og religiøsitet

Religion og religiøsitet er et dilemma for mig. Jeg er på ingen måde et troende menneske, Gud er menneskeskabt og ikke omvendt efter min opfattelse, men jeg er ikke desto mindre særdeles interesseret i religioner (altså i flertal!) som et historisk og sociologisk fænomen, en interesse jeg har haft siden ungdommen og som siden er blevet fulgt op af både læsning og foredragsrækker på Århus Universitet. På rejser besøger Anne-Marie og jeg altid altid kirker – mange kirker – og det er således ikke af religiøse årsager, men når man træder ind i en katedral i Sydeuropa eller en landsbykirke i Thy, så bliver århundreders historie, dybsindig tænkning og ikke mindst den musik, der er skrevet til kirken, meget nærværende.

Kirkerne i al deres katolske pragt eller protestantiske enkelhed er modsætningen til alt det overfladiske i verden, tåbernes råben og populisternes dybsindige vås. Noget af det klogeste, der er skrevet op gennem verdenshistorien, kredser omkring religiøse spørgsmål, og noget af det ypperste musik, der er skrevet, er tilegnet kirken. Troende eller ikke-troende, kirkerne har i århundreder været centrum for det ophøjede, det begavede, det geniale. Bach og Händel som modvægt til popmusik, katedralernes glasmosaikker som suveræn kunst overfor moderne photoshoppede billeder, og Schubert eller Gounod’s Ave Maria som musik, der fryser blod til is. Af disse og mange andre grunde hersker der i et kirkerum en helt særlig stemning, der kalder på overvejelser og får tanker til at flyve. Jeg husker en usædvanlig smuk katolsk messe i kirken i Assisi for et par år siden, som fik mine tanker på langtfart – jeg genoplevede min afdøde fars medrivende fortælling om dengang, han og mor var på besøg netop i Assisi, og hvordan det havde sat tanker i gang hos ham – den frafaldne.

Som mennesker har vi brug for den storhed og ophøjethed, som kirken med dens tusindårige historie tilbyder, men vi har på den anden side lige så meget brug for frihed til at tænke selv og tage personlig stilling til livets mange udfordringer, herunder – måske – en afvisning af troen. Selvom dette virkelig er et contradictio in adjecto, altså en logisk selvmodsigelse, så er pointen for mig, at det er umuligt at vælge det ene frem for det andet, begge dele må med. For mig personligt er det altså på den ene side en afvisning af religiøs tro – Gud er menneskeskabt, ikke omvend, som jeg skrev i inledningen – men samtidig på den anden side et tilvalg af kirkens lange historie og betydning for mennesker. Ulogisk og paradoksalt, men sådan er det, og jeg går stadig her i mit halvfjerdsindstyvende år og spekulerer over det.

I min barndom spillede religiøsitet en vis rolle, fordi Indre Mission i større eller mindre grad havde tag i mine bedsteforældre på begge sider, og nedenfor kommer fortællingen om det.

Jesus på væggen – i Randers

Hos mine bedsteforældre på Svend Trøstvej i Randers var Indre Mission en integreret del af hverdagen, og i spisestuen over bedstefars skrivebord hang der et stort billede af Jesus – ikke præcist dette, men alligevel tæt på –

jesus-christ-with-lamb

Begge mine bedsteforældre havde taget IM’s kristendomsopfattelse til sig, min farmor allerede i barndomshjemmet på Bornholm, mens det for farfars vedkommende først kom til senere.

Farfar var vokset op på Østergaard i landsbyen Silstrup i Thy, og her var de fleste såkaldte “vanekristne” – et udtryk som IM bruger med en slet skjult anklage om, at vanekristne først er vanedyr, dernæst kristne! Maren Kirstine (se afsnittet om mine bedsteforældre: http://www.xn--spellingstergaard-70b.dk/familiehistorie-oestergaard-og-lindskrog/mine-bedsteforaeldre) har med sin farmor – Maren Kirstine Balle, født Østergaard (min bedstefars søster) – som kilde fortalt mig om de vanekristne i Silstrup: De var hverken missionske eller grundtvigianere men kristne på en tredje måde. De gik i kirke hveranden søndag; husbond, madmor og de yngste børn én søndag, som regel den søndag, hvor der var formiddagsgudstjeneste, og de ældre børn i følge med gårdens karle og tjenestepiger den anden søndag til eftermiddags-gudstjeneste. Der blev bedt Fadervor ved morgenbordet og igen om aftenen efter “nætter” – det sidste er et pudsigt dialekt-ord for den grød, man fik ved 21-tiden inden sengetid.

Religionen spillede altså en daglig og synlig rolle, og det var det miljø, bedstefar voksede op i. Han har utvivlsomt været bekendt med Indre Mission, for lidt længere mod vest – ude ved Vesterhavet – stod denne religionsopfattelse stærkt, og her kunne man hver søndag høre en gedigen svovl-prædiken, hvor præsten tordnede mod dans, kortspil, brændevin og andre synder, kunne man opleve hver søndag.

indre-mission-tale

En af de mest berømte “svovlprædikanter” var Carl Moe, der i sine erindringer fortæller, hvordan han som ung præst i Harboøre i slutningen af 1800-tallet mødte de gamle skikke…“der saa godt som alle duftede af Brændevin.” Carl Moe opdagede, at ingen anledning var for ringe til en dram. Sorg, fest, glæde, varme, kulde – altid blev man budt på snaps. Og lægerne anbefalede det. Ved en vielse blev det pastor Moe for meget, for brudgommen var fuld, og så lukkede Carl Moe biblen med ordene: “Dette bliver der ikke noget af”, og så gik han og efterlod en måbende forsamling.

I 1893 kom samme pastor Moe på avisernes forsider. Anledningen var en tragisk ulykke, hvor 26 fiskere druknede i en pludseligt opstået storm. Under begravelseshandlingen på Harboøre kirkegård sagde Moe – stående ved den åbne massegrav: “Hvad nytter det at nægte, at en del af dem, der ligger her i graven, ikke havde noget liv i Jesus”. Den sætning var der ikke meget trøst i for de efterladte, men det var heller ikke meningen. Efter begravelsen spurgte en journalist fra København en lille pige, hvor hendes far var henne, og hun svarede: “I helvede”! Hun havde nemlig hørt godt efter i søndagsskolen hos pastor Moe!

Den tragiske drukneulykke satte sig naturligvis dybe spor i lokalsamfundet, og på Harboøre kirkegård er rejst dette monument –

Jeg har absolut ingen forståelse for denne – i mine øjne – hjerteløse religionspraksis, men det er en kendt sag, at med missionens komme til vestkysten var der færre drukneulykker blandt berusede fiskere, færre voldstilfælde og færre børn født uden for ægteskab, så noget godt kom der da ud af de svovldryppende prædikener.

Stridsmænd var der flere af i Indre Mission, og de mest rabiate af dem forsøgte nogle steder at presse folkekirkemedlemmer til udmeldelse, fordi de ikke var troende nok.  Grundtvigianske præster tog stærkt afstand fra disse “sorte” præster, fx. i tidsskriftet Tidehverv, hvor Jesper Langballes (præst i Thorning 1975-2007) karakteriserede disse IM-præster som ….“inkvisitorer og markedsgøglere, der underholder folket med heksebål og taskenspil”!!  (Tidsskriftet Tidehverv 1970 s. 21-24). Fingrene blev ikke lagt imellem, når man kæmpede om menighedens sjæle!

Farfar var værnepligtig soldat på Bornholm i årene før 1. verdenskrig, og her mødte han muligvis både min farmor og den IM, som hendes familie var en del af, og måske var det her, han blev vakt? Han tog både farmor og missionen med til Randers, hvor de blev en del af det Indremissionske miljø, og reglerne for den børneflok, der gradvist kom til, var naturligvis præget heraf. Således var der i hjemmet i Randers forbud mod alt, der kunne opfattes som syndigt, og meget faldt ind under den kategori, spiritus og dans naturligvis, men også kortspil, billedkort m.m., og underligt nok – opvæksten taget i betragtning – var det bedstefar, der var den “strenge” fortolker af reglerne. Min bedstefar beskrives fra alle sider som en både kærlig og munter mand, der elskede sine børn højt, men det missionske åg, som han havde taget på sig, var så tungt, at det styrede livet i alle detaljer.

Bedstefar døde allerede i 1949 af en hjerneblødning, og selvom bedstemor var en del af den missionske tradition, blev stemningen mildere. Nedenstående billeder er fra bedstemors 75 års fødselsdag i 1961 og viser meget godt både den lidt formelle men også glade og hyggelige stemning. Bemærk på et af billederne den syvarmede lysestage, der sammen med religiøse billeder var en del af husets udsmykning. De første to billeder er fra voksenbordet, og dernæst kommer børnebordet –

kaffebord-2

Fra venstre: Jørgen, Åse, Kaj, Martha, Harry, Ellen

kaffe-i-spisestuien

Fra venstre: Frida, Olga, Anne-Lise, Erik, mor, bedstemor, fætter Frank (stående).

boernebordet-1961

Fra nærmeste bordende og venstre rundt: Hans, Finn, Tove, Kirsten, Jette, Erling, Lars, Hanne, ?, Frank.

Så vidt jeg ved, var der ingen af de 7 søskende, der videreførte de strenge missionske traditioner, men som barn og ung oplevede jeg, at bordbøn og salmesang var daglig praksis hos Harry, Orla og Grethe.  Der var bestemt masser af varme, glæde og latter i disse hjem, men gode kristne traditioner samt regelmæssig kirkegang var faste bestanddele af tilværelsen. Måske kan man sige, at de var vendt tilbage til de “vanekristne” traditioner.

Faster Else lagde aldrig skjul på, at hun i sin ungdom var stærkt præget af den indremissionske opvækst – så meget, at den i mange år forhindrede hende i at udleve sin homoseksualitet, hvilket blev årsag til mange sorger i hendes liv – jeg har skrevet mere herom andetsteds på bloggen.  I mit barndomshjem gik vi stort set aldrig i kirke, men kristendommens tankegang og idealer var alligevel meget nærværende, selvom det sjældent var eksplicit. Jeg husker fars udtalte sympati for Pastor Lindhardt, der i Vor Frue kirke i Århus prædikede ud fra en grundtvigiansk kristendomsopfattelse, og jeg husker, at han i 1950’erne talte positivt om tidehvervsbevægelsen, der netop på det tidspunkt stod i et opgør med Indre Mission. Helt afgørende er det, at fars religiøse opfattelse altid havde tvivlen som fast følgesvend, altså det stik modsatte af Indre Missions dogmefyldte kristendom, hvor der aldrig var plads til tvivl. Far var ”skeptiker” af natur og uddannelse og lagde aldrig skjul på det, og derfor kunne han ikke med Indre Mission. Han forbeholdt sig altid retten til selv at tænke og tage selvstændig stilling, og han kunne slet ikke acceptere Indre Missions bogstavelige måde at læse biblen på. I afgangsudtalelsen fra Ranum Statsseminarium står der meget præcist og karakteristisk, at ”Gunnar fremviser ofte en skeptisk indstilling….”, hvilket ikke var rosende ment, men ikke desto mindre opfattede far det som et adelsmærke. Jeg har helt afgjort – og utvivlsomt fra tid til anden til irritation for mine omgivelser – arvet denne skeptiske tilgang til tilværelsen. Lidt pjattet plejer jeg at sige, at når jeg går ud af døren om morgenen, vil jeg gerne vide, at jeg har bukser på, det er ikke nok at tro det! Osv…!

Jesus på væggen – i Vejle 

Hos mine bedsteforældre på mors side på Vardevej 104 i Vejle hang Jesus også på væggen, for deres baggrund var ligeledes missionsk (bedstefar var fra Thyholm, bedstemor fra Vestjylland, begge steder højborge inden for den missionske bevægelse), men det var mest på skrømt og i virkeligheden blot en rest fra tiden i Troldhede. I Vejle var der aldrig bordbøn, og når familien var samlet, blev der spillet whist, så det bragede, og øl, vin og en dram var ingen sjældenhed. Her et par billeder fra min bedstemors 70-årsdag i 1965 –

"Skål" - bedstemor og bedstefar i Vejle, 1965

“Skål” – bedstemor og bedstefar i Vejle, 1965

Og festligt var det – her far og onkel Aage –

far-og-a%cc%8aaage-1965

Min kusine Lisbeth og jeg serverede og efter vores ansigtudtryk at dømme har vi ikke deltaget i løjerne… (men obs manchetknapperne – det var dengang…!) –

lisbeth-1965e-serverer-1965

At der i mine bedsteforældres hjem i Vejle var fest med spiritus, og at der tilmed kunne spilles kort var bemærkelsesværdigt, for i mors barndom i Troldhede var det totalt bandlyst. Da vi i 1999 var på tur med mor til Troldhede og stod foran hendes barndomshjem midt på hovedgaden –

– genkaldte hun sig sin fars dommedagsrøst, når han advarede sine børn mod så meget som at se hen på den nærliggende kro, hvor alskens syndig adfærd foregik – først og værst: Dans, kortspil og øldrikkeri! Måske illustreres IM’s opfattelse af dans bedst ved en gammel teologisk vits, der siger, at opretstående samleje regnes for en vederstyggelighed i Indre Mission, fordi den slags i yderste instans kan føre til dans…! Jeg ved ikke, om mor kendte til vitsen, men rammende er den.

Senere på dagen var vi på besøg på kirkegården i Troldhede, og da mor så denne gravsten –

– var hendes kommentarer ramsaltede og sarkastiske: ”Hun var min lærerinde i skolen og slog mange lussinger og var i det hele taget en rigtig dårlig lærer, som vi var  bange for – men hun gik i kirke hver søndag….!!!”

Ved indgangen til kirkegården var kirkegårdsreglerne opslået, og da mor læste, at …”arbejde på kirkegården bør ikke foregå på søn- og helligdage…” fnøs hun højlydt.

Når mine morforældre smed missionen på porten i forbindelse med familiens flytning fra Troldhede til Vejle har det sin egen særlige historie: Tømrer/snedkerfirmaet Lindskrog og Kirk gik særdeles godt efter 1. verdenskrig og min bedstefar blev en stor mand i Troldhede og var bl.a. formand for det missionske menighedsråd i byen. Men da 30’ernes krise kom, og bønderne ingen penge havde til byggeri, gik det ned ad bakke for firmaet, der kom i økonomiske vanskeligheder, og familiens status i byen faldt i takt med det. Det fik som konsekvens, at bedstefar oplevede den tort at blive “gået” som menighedsrådsformand – han var ikke længere “fin” nok. Det må have været særdeles ydmygende for hele familien, for kort efter flyttede den til Vejle, og mor glemte aldrig ydmygelsen og udviklede gennem livet en dyb foragt for Indre Mission. Da hun lå på sit dødsleje, spurgte jeg hende forsigtigt, om hun havde brug for at snakke med en præst – set i lyset af hendes opvækst forekom det mig at være et rimeligt spørgsmål – men hun spruttede af arrigskab og erklærede, at hun aldeles ikke havde brug for at tale med en præst. Det var derfor både sørgeligt og for mig decideret aggressions-fremkaldende, da præsten, der begravede hende, holdt en alenlang missionsk prædiken over hende, selv om vi udtrykkeligt havde fortalt ham om hendes forhold til Indre Mission. Jeg nægtede at give hånd til ham bagefter, men sagde ikke noget til ham, hvilket jeg siden har fortrudt. Han skulle have haft en verbal røvfuld.

Slet ingen Jesus på væggen…! 

Selv om både far og mor således havde rod i Indre Mission, spillede det aldrig nogen rolle i Hans’s og mit barndomshjem. Der var ingen Jesus på væggen, vi gik stort set aldrig i kirke, og vi spillede masser af kort. Mor tog afstand fra missionen af følelsesmæssigt årsager (historien fra Troldhede), mens far tog afstand, fordi han med sin medfødte skepsis og naturvidenskabelige tilgang til verden simpelthen ikke var troende – tror jeg – vi talte sjældent om det, det var nok for svært. Mange år efter hans død fandt Hans et af fars manuskripter, der handlede om Fjellerup, og godt gemt inde i det skrift giver far udtryk for en krystalklar afvisning af IM – han kaldte den “nådesløs….med masser af forbud og andagter tidligt og sent.”

Selvom aktiv kristendom således ikke fyldte meget derhjemme, blev jeg alligevel medlem af FDF, altså den spejderbevægelse med tættest tilknytning til Indre Mission. Ideen om at blive FDF’er var ikke min, men jeg tror heller ikke, at det var et forsøg på at indoktrinere kristendom ad bagdøren. Jeg tror, det var mine forældres forsøg på at give mig en større social omgangskreds på et tidspunkt, hvor de vist syntes, at jeg var ved at blive for meget af en enspænder, og så var FDF en naturlig forlængelse af min fars traditioner.

Jeg blev aldrig glad for spejder-livet, selv om jeg både fik FDF-ID-papirer (!!) –

fdf-medlemsbog

og blev iført uniform med “militær” gradsbetegnelse som “pilt” og senere “væbner”:

e-som-fdfer

Selvom jeg ikke var begejstret, deltog jeg troligt i de ugentlige møder, der foregik i Marcuskirken og indeholdt en sær blanding af knobbinding, salmesang og bøn. Jeg var vældig glad for musik, så jeg lærte at spille signalhorn (jeg kan endnu huske hofnummeret: Ekko-march!) og var med til at marchere og spille både i Danmark og Norge. Sommerlejren i Bogensholm på Mols var det værste, jeg vidste; det var slet ikke mig med obligatorisk havregrød til morgenmad, parole med flaghejsning og diverse drengelege i bakkerne rundt om lejren. Underligt nok kan jeg endnu huske, at jeg var medlem i FDF 8. kreds, og at kredslederen, en mild og venlig mand, hed Kaj Kjeldsen.

Hans blev aldrig spejder af nogen slags, han var langt bedre end jeg til selv at skabe sociale kontakter, bl. a. gennem tennisklubben i Hasle og fodboldklubben KFUM. Jeg har siden spekuleret over, hvorfor han spillede I netop KFUM og ikke i en af de langt mere kendte og “verdslige” klubber som AGF, Skovbakken eller AIA? Er det det kristelige, der igen stikker næsen frem eller var det en tilfældighed?? Jeg må spørge ham engang om hans erindringer herom.

Jul, påske og pinse 

Vi kom ganske ofte på besøg i Randers, og nogle erindringer fra barndommen står ganske klart. Specielt husker jeg besøg i helligdagene omkring påske og pinse, fordi det var så skrækkelig kedeligt. Alt var lukket – butikker og biografer, alt – heller ikke fodboldkampe kunne afvikles på en påskesøndag, og dertil kom, at med den missionske tradition i ryggen var det stærkt begrænset, hvad der kunne ske af aktiviteter i familien. Jeg husker den øredøvende stilhed på Svend Trøstvej sådanne søndage/helligdage, hvor Hans og jeg var udenfor, mens de voksne spiste frokost. En passerende bil var dagens “oplevelse”, for anden aktivitet på den stille villavej var der ikke – og slet ingen legekammerater. En sådan påske- eller pinsedag var så stille, at jeg stadig husker det tydeligt og klar her mange år efter – og den var laaaaang!

Juleaften blev ofte holdt hos mine bedsteforældre på Vardevej 104 i Vejle eller på Svend Trøstvej i Randers. I alle tilfælde var det særdeles livlige begivenheder, fordi vi var mange børn og voksne sammen. Af en eller anden grund står julen i Randers klarest i erindringen – måske på grund af maden. Juleaftensmad bestod af ”Thykål” med kanel og dertil kogt medisterpølse og flæsk med sennep – eller ”sønnøp”, som Frida og Olga kaldte det med deres bornholmske dialekt. Noget så avanceret som en forret var der aldrig tale om. ”Thykål” er kogt, vredet (senere centrifugeret i en vaskemaskine) hvidkål, hvor vandet er erstattet med fløde, og i lethed og elegance svarer det til flydende beton. Men vi kunne lide det, navnlig når der var rigeligt med kanel! Mandlen til mandelgaven blev altid gemt i Thy-kålen, hvilket var et problem, når den ikke blev fundet under første ombæring, for så måtte vi på den endnu en gang, hvilket var noget af en prøvelse, for enhver form for sult var på det tidspunkt fuldstændig forsvundet. Lige så sikkert som ”Thykål” var hovedretten, var desserten sveske-trifli, serveret i glas-assietter, hvilket jeg fandt meget fancy. Til maden blev der drukket hvidtøl, aldrig noget stærkere.

Min bedstemor i Randers var bestemt ikke nogen ørn til at lave mad, jeg tror ikke det interesserede hende det mindste, og det var ikke usædvanligt, at ”Thy-kålen” brændte på, hvilket gav en stærk og gennemtrængende brændt smag, der bestemt ikke bidrog til den kulinariske oplevelse. Bedstemor var økonomisk godt stillet, så hun havde en hushjælp, frk. Jensen, og når hun havde tilberedt Thy-kålen, var den markant bedre.

Når vi holdt jul i Randers, var der altid kirkegang før julemiddagen, men det var mest for de voksne, Hans og jeg slap ofte. Det skete også med mellemrum, at en Indre-missionær kom på besøg juleaftensdag for at ønske glædelig jul, og for en dreng som mig var det ganske spændende, noget ukendt og eksotisk – og vældig fint for os børn!

I Vejle var julemenuen mere traditionel med fjerkræ, men bedst husker jeg den hønsekødssuppe med boller, som bedstemor i min erindring var verdensmester til at lave – som noget særligt blev den serveret med kolde, kogte ris iblandet rosiner. I min erindring kunne man spise næsten i det uendelige af den suppe.

Mit forhold til kristendommen

Med en familiemæssig baggrund i Indre Mission, en drengetid i FDF samt salmesang og fadervor hver eneste dag i skolen, har kristendom og religion altid fyldt ganske meget i mit hoved, men med mine forældres frisind var der plads til at tænke og selv tage stilling. Religionsundervisning i skolen var rædsom kedelig med udenadslæren af salmevers og andre tåbelige ting, så det inspirerede ikke til andet end ligegyldighed, men alligevel var jeg tidligt interesseret i religion som et samfundsfænomen, og sammen med en klassekammerat, Niels Fryd, brugte jeg i de sidste år af grundskolen en del tid på at cykle rundt i Århus og overvære gudstjenester hos katolikkerne, Jehovas vidner, Metodister m. fl.. Det forekom os vældig eksotisk, og når jeg kom hjem, diskuterede jeg mine oplevelser med min far.

Jeg kom ud af alt dette med en gevaldig tvivl – grænsende til afvisning – over for religiøsitet og tro. Og jeg havde noget at have denne dybe skepsis i, fordi jeg i min opvækst havde været i nærkontakt med religionen, sådan som den blev praktiseret i Danmark i 1950’erne og 1960’erne. Som ung universitetsstuderende var jeg derfor ikke i tvivl: Jeg ville ud af Folkekirken. Jeg ville ikke være med i et fællesskab, hvis indhold jeg fandt i strid med al moderne viden. Og at være ligeglad og bare være med, fordi det var det mest almindelige, kunne jeg slet ikke have med at gøre – mine forældres oplevelser med hykleri og dobbeltmoral i Indre Mission havde præget mig dybt.

At melde sig ud af Folkekirken var i 1968 ikke en helt nem manøvre. Det krævede, at jeg mødte op hos en mig fuldstændig ubekendt præst og begrundede mit ønske om udmeldelse. Jeg husker stadig, at jeg argumenterede med, at jeg ikke kunne tro på de centrale dogmer i kristendommen, jomfrufødsel, genopstandelse m.m. – jeg ville have viden som mit fundament i tilværelsen. Grundlæggende tænkte jeg også, at det var meget arrogant at kalde alle andre guder end ham, vi selv har fundet på, for afguder. Præsten forsøgte sig med, at tro og viden ikke er hinandens modsætninger men sagtens kan stå ved siden af hinanden, men det forstod jeg ikke et muk af, og det gør jeg vist stadig ikke. Da jeg fortalte mine forældre, at jeg havde forladt folkekirken og dermed havde forkastet den dåb, som de i sin tid havde taget ansvar for, tog de det blot til efterretning. Som altid var der højt til loftet hos dem begge – men jeg tror, at de tænkte en del over det.

Ateist?

Som voksen har jeg ofte tænkt på, om jeg er ateist. Ateisten tror ikke på, at der eksisterer nogen gud, men logisk set synes jeg, det er et vanskeligt argument at køre hjem – det kan jo være, jeg blot ikke har mødt ham endnu! I mit første år på universitetet fulgte jeg et obligatorisk årskursus i filosofi (”Filosofikum”), og jeg husker stadig filosoffers diskussioner om netop dette emne, Guds eksistens. En kristen skal kun have ”set” Gud én gang for at have personligt bevis for hans eksistens, og det er ligegyldigt, hvor og under hvilke omstændigheder, og hvis Gud eksisterer ét sted, så eksisterer han overalt – for ham! Ateisten kommer derfor i argumentationsmæssig vanskelighed, for selvom han siger, at han aldrig har set eller oplevet Gud, så er det jo ikke bevis for, at han ikke findes et andet sted – det kunne jo være, at ateistens undersøgelsesmetode ikke var god nok! Det er således langt lettere at “bevise” eksistensen af en personlig Gud end at modbevise eksistensen af nogen Gud! Den kristne er på denne måde mere ærlig end ateisten, fordi han – begrundet i personlige erfaringer – tror på en Gud, mens ateisten påstår, at han ved, at Gud ikke findes, og som jeg skrev ovenfor, holder det ikke argumentationsmæssigt.

Af disse grunde kan jeg ikke være ateist men må ”nøjes” med at være agnostiker, for som en sådan siger man blot, at man ikke ved, om der findes en Gud. Sagt på en anden måde udsætter agnostikeren sit endelige dom, indtil der kommer mere viden…!

Som agnostiker kan jeg heller ikke tro på et liv efter døden. Selvom det er umuligt at forholde sig til, så længe der er glæde ved livet, må døden set med mine øjne være den endegyldige afslutning, og det bedste man kan håbe på, er at ”leve videre” som en positiv størrelse i erindringen hos de mennesker, man har betydet noget for. Og hvem vil i virkeligheden bryde sig om et evigt liv, hvis man tænker det grundigt gennem? Tænk på, hvor kedelligt og fladt det vil være, hvis det ingen rolle spiller, hvad du gør i dag, i næste måned eller næste år, for der vil komme uendeligt mange dage, måneder, år…! Alt ville være ligegyldigt, og man ville aldrig være optaget af at undgå fejltagelser, for der vil altid være tid til at rette op på dem…! Udødelighedens paradis vil være et helvede, så vidt jeg kan se…! Det er vel døden, der giver livet mening og hvorfor truer en Gud os så med et evigt liv?

Udover ovenstående overvejelser finder jeg det også barokt med en religion, der har en henrettelsesscene som den centrale symbolik…! Tænk hvordan symbolikken ville have været, hvis det havde været en galge, en garotte eller en guillotine….! Og utvivlsomt som en arv fra min far kan jeg slet ikke med en religion, der i nogle udgaver fordømmer selvstændig tænkning, homoseksualitet og kvindelige præster – samtidig med, at de forlanger, at vi skal vende den anden kind til, at vi skal elske vores fjender. På mig virker det som en forhånelse.

På det seneste har jeg i stigende grad undret mig over, hvordan utvivlsomt begavede mennesker søndag efter søndag kan stå i den danske folkekirke og fremsige trosbekendelsens ord om Gud som jordens og himlens skaber, samtidig med, at de  anerkender moderne naturvidenskabs forklaringer om Big Bang som udgangspunktet for universets skabelse. Jeg syntes, at det både var modigt og forfriskende, da nogle præster i folkekirken i 2014 stod frem og fortalte, at de ikke – bogstaveligt – kunne tro på Jesu genopstandelse, jomfrufødsel og andre mærkværdigheder helt i strid med, hvad moderne naturvidenskab kan forklare. De blev efterfølgende tæsket på plads med trusler om fyring, og nu står de så igen på prædikestolen og siger noget, de ikke tror på. Den månedlige løncheck er en streng herre, og det forstår jeg sådan set godt. Men jeg er glad for, at det ikke er mig, der på den måde tvinges til at hykle søndag efter søndag…og dermed gentage hvad der fik mine forældre til at vende ryggen til deres barndoms kristendom!

Religion, kirker, historie – og det hellige land

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.