Venskaber

Jeg har aldrig følt det vigtigt for min livskvalitet at bade i venner og bekendte, sådan som nogle gør det, men de venner jeg har, betyder til gengæld meget for mig. Og det gælder både de venner, jeg har haft i mange år – for enkeltes vedkommende siden den tidlige barndom – og i lige så høj grad dem, der er kommet til de senere år. En weekend, ferie eller blot en aften i gode venners selskab hører absolut til stjernestunder i mit liv, og det skriver jeg vel vidende, at ikke mindst arbejde men også andre “distraktioner” af mere personlig art har betydet, at jeg i perioder ikke har haft overskud til at pleje de livsvigtige venskaber i tilstrækkelig grad.

Et enkelt venskab skiller sig ud fra de andre, fordi det strækker sig over 2 generationer – det er venskabet med familien Nørskov Laursen; et venskab, der heldigvis stadig er lyslevende. Som ung i Aarhus – dvs under krigen – arbejdede mor på kontoret hos entreprenørfirmaet La Cour, hvor hun var kollega med Esther Harriet Christensen, der var nogenlunde jævnaldrende. De udviklede et venskab, der blev livslangt og som kom til at omfatte Esthers mand, Jens Walther Nørskov-Laursen, min far og ikke mindst familiernes 5 børn, der drypvist kom til. Det siger meget om venskabets karakter, at da Esther døde i 2007 og skulle begraves fra Kirke-Stillinge kirke på Sjælland, insisterede mor på at deltage, selvom hun på det tidspunkt var dødsmærket af lungekræft og fyldt med smerter. Ved hendes søskendes begravelser havde hun så vidt muligt deltaget, men i dette tilfælde var det magtpåliggede for hende at være med. Anne-Marie og jeg kørte derover med hende, og under højtideligheden sad mor ganske stille og græd. Far, Jens Walther og nu også Esther var væk, og dermed var noget helt centralt i hendes liv lagt i graven, og jeg er helt sikker på, at hendes tanker kredsede omkring netop det. Hun talte ikke om det, tanker af den slags er svære at dele med nogen, og det forstår jeg så godt – sådan som vi nu er…!

Esther og Jens-Walther fik tre børn, Sten (f. 1945), Kirsten (f. 1949) og Lis (f. 1954(?)), og af aldersmæssige grunde blev det Sten og Kirsten, jeg kom – og er – tæt på. Der eksisterer et bjerg af billeder af dem, her er et enkelt, hvor de ligner dydsirede englebørn – det må være taget på en meget kort lukketid…!

Sten og Kirsten ca 1951

Venskabet mellem de to familier betød naturligvis, at vi fem børn var meget sammen og med årene udviklede noget, der mere havde karakter af familiemæssige bånd end blot venskab. Da familien Nørskov Laursen i 1960 flyttede fra Århus til Tange ved Viborg, manglede Sten et halvt års tid i at gøre folkeskolen færdig i Århus, og det var helt naturligt, at han flyttede ind hos os på Præstevangsvej. På billedet nedenfor ses, hvordan Sten gør sig nyttig i familien som tagrende-renser. Jeg er ikke sikker på, at Arbejdstilsynet i dag ville være helt tilfreds med arbejdsforholdene…!

Sten renser tegrender 1960

I vores sommerhus i Fjellerup havde vi megen tid sammen, og nedenfor har jeg lagt et lille uddrag af de mange billeder fra den tid, som jeg husker som den bedste i min barndom og ungdom (tryk for stort billede og blad med pilene gennem billederne)

Et enkelt erindring fra omkring 1956-57 står særlig stærkt i hukommelsen, nemlig en spadseretur en blæsende sensommerdag langs kysten i Fjellerup for at plukke blåbær, og det kom der et – for os – ikonisk billede ud af:

Blåbærturen

I mange år var det en tradition, at vi også holdt nytår sammen og af en eller anden grund altid i Tange – måske var det fordi familien Laursen meget ofte var hos os på min fødselsdag d. 23/12. Jeg husker, at jeg glædede mig voldsomt til disse sammenkomster, der var rene stjernestunder. Som faste indslag denne aften spillede vi sammen – far på violin, Jens Walther på cello, jeg på klaver – mens resten af selskabet sang. Det var stjernesjovt. Her er et par billeder:

Nytår Tange 1965-66

 

JW med cello

Vi havde ikke meget nytårskrudt, men dog altid bordbomber, og et år blev lampen over spisebordet skudt i smadder af sådan en bordbombe. Jeg husker begivenheden, fordi Jens Walther ikke tog sig af den ødelagte lampe men grinede, så tårene trillede – der var virkelig højt til loftet, når vi var sammen. Da både far og Jens Walther var ivrige fotografer, blev der knipset flittigt disse aftener, og efter midnat gik de i mørkekammeret og fremkaldte billeder – her er nogle stykker fra nytåret 1962-63 (tryk på det første billede, hold musen hen over billedet og blad med pilene):

Og her en billedserie fra nyårene 1964-65 og 1965-66:

Traditionen med at være sammen til nytår har vi genoptaget for en årrække siden, og nu sammen med endnu nogle gode venner fra “gamle dage”, Gitte og Ole Johan. Vi mødes på skift hos hinanden, og det er altid utroligt hyggeligt – her er der en billedserie fra de senere år (tryk på det første billede og følg pilene):

I ungdomsårene begyndte Sten og jeg at lægge rejseplaner sammen, og det begyndte med ture på Gudenåen fra dets udspring i nærheden af Tørring og helt frem til Tange sø, hvor familien Laursen boede – bemærk at vi stadig er i en tid, hvor redningsveste er fremtid:

Sten og E på Gudenåen 1962

Og her er familierne på besøg i Silkeborg

Besøg på Gudenåen

Efter Gudenåen fik vi naturligvis lyst til at se, om vingerne kunne bære til større højder, og i 1963, da jeg var færdig med en realeksamen og Sten var begyndt i gymnasiet, mente vi bestemt at være voksne nok til en tur til Frankrig på Stens godt brugte Lambretta-scooter. Stens forældre (og vistnok også mor) var ikke meget for det, men far argumenterede med, at nu havde de opdraget på os i 17-18 år, og så var der ikke andet at gøre end at stole på, at vi var blevet fornuftige, så han stemte for et ja – og sådan blev det. Vi drog afsted med et lille telt på bagagebæreren og havde naturligvis en fantastisk – og dannende – oplevelse. Vi var klar til at erobre verden, og et sted i Frankrig skulle vi frekventere en bar, hvilket ingen af os havde prøvet før. Vi mandede os op – forsøgte at se lidt ældre ud end vi var – og satte os ved baren, hvor vi udsøgte os det på væggens menukort, der lød mest eksotisk  – Aqua Minerale…! Ingen af os havde styr på det franske sprogs finesser, og skuffelsen må have lyst ud af os, da tjeneren med et skævt smil kom med de to eksotiske drinks.

Da vi kom til Reims, skulle vi naturligvis smage på de lokale produkter – champagne – og købte en flaske Veuve Clicquot, der må have kostet en formue. Gode råd var imidlertid endnu dyrere, for hvad skulle vi spise til så fornem en drik? Jeg var blank – jfr. min opvækst i et hjem, hvor mad var en nødvendighed og ikke mere end det – men Sten havde en trumf: Han kunne lave stikkelsbærgrød…! Og derfor blev den ædle drik den aften indtaget sammen med en dåse et-eller-andet, sandsynligvis Skipper Labskovs fra Fåborg Middagsretter, og efterfølgende stikkelsbærgrød. Det var stort…!

Billeder følger…!

Vi kom stort set uskadte hjem, selvom vi væltede et par gange på regnvåde brostensveje i Belgien, og lydpotten tabte vi så grundigt, at vi måtte vandre gennem den store tyske by Achen, trækkende på Lambrettaen, indtil en venlig mand forsynede os med en pianostreng, der kunne holde dimsen på plads.

Et par år senere kørte vi på den samme, gamle Lambretta på ferie i Norge, og jeg husker endnu, hvor våd en oplevelse det var. Det regnede og regnede og på Hardangervidden sneede det tilmed. Den italiensk-byggede Lambreatta var slet ikke konstrueret til nordiske forhold, og på et tidspunkt sprang speederkablet samtidig med, at startpedalen var faldet af, så situationen var lidt kompliceret. Vi pillede det ene sidepanel af motoren, surrede det til bagagen og bandt derefter to snore på gasspjældet, så jeg siddende på Lambrettaens bagsæde kunne regulere gassen op og ned ved at trække i snorene. Den manglende startpedal kunne vi derimod ikke rigtigt gøre noget ved.

Det må have været et syn for guder, når Sten løb Lambrettaen i gang, mens jeg siddende på bagsædet forsøgte at styre både choker og gas-snore. Under kørslen var der naturligvis brug for at øge og mindske hastigheden, og når Sten havde brug for at accelerere, signalerede han til mig ved at vifte med begge arme, og jeg trak af bedste evne i den relevante snor. Fuldstændigt vanvittigt at forestille sig i dag, men sådan var det dengang. På det ene billede nedenfor anes den famøse Lambretta – det andet billede er taget ved Odda på Vestlandet, hvor udsigten var enestående.

Det blev til flere rejser, blandt andet på tommelfingeren ned gennem Balkan, hvor vi en del af turen fulgtes med familien Dorph-Jensen, hvis ældste datter Agnete jeg kærestede med. Ved en anden lejlighed gik turen til Jugoslavien og Grækenland i en lille Renault 4, som Stens forældre meget generøst havde lånt os. På den rejse var også Kirsten med, og jeg husker rejsen som utrolig vellykket. Et andet år var det mine forældre, der lagde bil til en rejse for Sten og mig og vores kærester, Grethe og Birthe.

Kirsten

Kirsten februar 2015 – New York

Kirsten rejste til New York umiddelbart efter studentereksamen – egentlig blot som au pair pige, men det kom ikke som nogen stor overraskelse, at hun hurtigt fandt sig så godt tilpas, at hun er blevet der siden da. Jeg har ofte tænkt på, at Kirsten er en af de få personer, der har den mentale råstyrke, der skal til for at immigrere og skifte både miljø og statsborgerskab; Måske ligger der også et element af oprør i en immigration?

Fordi Kirsten i så mange år har været så langt væk, er det en særlig stor glæde her i “børnebørnsalderen” (hvis der er noget, der hedder sådan?) at mærke, at “nærheden” lever i bedste velgående. Stort set hvert år kommer Kirsten på sommerferie i Danmark og en del af den tilbringer hun i Fjellerup – her nogle billeder fra sommeren 2014, hvor vi også har besøg af Sten og Grethe (tryk på det første billede og følg pilene):

I 1984 besøgte jeg for første gang Kirsten og hendes familie og boede et halvt år hos dem i forbindelse med studier på New School of Social Research, og siden da har vi mange gange været på kortere eller længere besøg. Altid spændende, altid tankevækkende og frem for noget altid hyggeligt – nedenfor et billede fra en god stund (feb. 2015) i Kirstens køkken, der er som skabt til et glas rødvin og god snak:

Køkkenbillede

En kæmpestor gevinst ved den moderne, digitale kommunikation er, at det er blevet meget, meget lettere at opretholde den nære kontakt. Nu ryger der hurtige mails over Atlanten, og vi kan “mødes” på Facebook – morsomt og berigende.

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.