2. kvartal 2020

“Mit Vindue” fortsætter – naturligvis – men fremover på min anden blog:  http://www.rejserier.dk/. På sigt overvejer jeg at nedlægge denne blog om familiehistorie og i stedet koncentrere kræfterne om rejsebloggen.

12. maj 2020: Og det skete mandag d. 11. maj 2020, at en stor lykke gik hen over hele Danmark: Storcentrene genåbnede, og underbukser, kaffemaskiner og tegnestifter kan nu igen købes under samme tag. Større bliver det ikke, og en begejstret kvinde udtalte på direkte tv, at ”Det her er bare livet!”, alt mens centerdirektøren erklærede, at alt nu igen er på vej til det normale.  Nu kan vi igen få billige varer fra Østens fabrikker, hvor  fagforeninger er en eksotisk drøm, vi kan også få friske jordbær og asparges hele året, fløjet ind til os fra fjerne egne af kloden, det hele uanset konsekvenserne for klima, miljø og den globale sundhed. Forbrug er blevet ’livet’.

Det begyndte med min generation, der gjorde oprør i 1968 med krav om frigørelse fra traditioner og autoriteter og – ikke mindst – plads og mulighed for personlig selvrealisering. I begyndelsen var det tænkt som en åndelig selvrealisering, men med årene og generationerne er det umærkeligt blevet til en materiel selvrealisering uden sidestykke. Det skete uden vi rigtigt opdagede det og uden ide om, hvordan dette forbrugsræs kunne stoppes – for hvem skulle begynde? Storby-ferie mindst et par gange om året er nærmest blevet en menneskeret, i tillæg naturligvis til sommerferie og vinterferie på fjerne destinationer, og aviserne flyder over med restaurantanmeldelser, hvor en kuvertpris på 1.500 kr og vin til en tusse bliver beskrevet som ’midterfeltet’. Vores næst-naboer i Fjellerup får i disse dage opført et udekøkken til 400.000 kr. men brokker sig over den rustne container, der skal rumme byggeaffaldet. Den skulle naturligvis have været ny og skinnende. Vi lever i vilde tider.

Den aktuelle corona-krise og den overvældende klimaudfordring er set med mine øjne ikke bare et vink med en vognstang, det er et kølleslag mod vores måde at leve på. Vi har fået opbygget en rettighedskultur, hvor individet – mig-mig-mig og hvad har jeg lyst til – er i centrum, mens fællesskabet må klare sig selv. ’Jeg’ er det vigtigste i verden, ’jeg’ har fortjent det bedste og har ret til en tilværelse uden stopklodser. ’Jeg’ vil realisere mig selv.

Måske kan der komme noget godt ud af corona-krisen, nemlig at vi bliver nødt til at reflektere over, om forbrug og evig økonomisk vækst virkelig er det rigtige mål at forfølge, når de negative konsekvenser er så åbenlyse? Hvad med klimaet? Hvad med fællesskabet? Hvad med historisk viden om, hvor vi kommer fra og hvem vi skylder taknemmelighed? Hvad med pligt og ikke kun ret? Hvad med andre end mig-mig-mig og hvad jeg har lyst til?

Vi kan ikke bare vende tilbage til tiden før corona, vi må tænke os alvorligt om og drage nogle konsekvenser af de ulykker, vi har set. Mon ikke godt vi kan klare – kun – at spise jordbær og asparges i sæsonen? Mon ikke sidste års forårsjakke kan klare endnu en sæson? Og fri os for vin til en tusse. En virus, der ikke giver feber men eftertænksomhed, må gerne følge efter corona.

4. maj 2020: Vi har lys i vinduerne og markerer 75-årsdagen for Danmarks befrielse, og jeg sidder og tænker på mine to onkler, der begge gav deres liv i kampen for friheden. Ganske vist døde de først længe efter krigens slutning, men for dem begge gjaldt det, at livet aldrig blev godt, sårene var for store og dybe, og de døde begge på ulykkelig vis.

Det Europæiske Fællesskab – EF – blev bygget på krigens ruiner i et håb om en gang for alle at sikre, at en europæisk krig aldrig kunne gentage sig. Med tiden blev fællesskabet til en union med en klar neoliberalistisk retning, hvor målet var at slippe markedskræfterne fri i et grænseløst Europa. Det har ført til øget velstand, men det har også øget uligheden i en grad, så folk er begyndt at protestere. De gule veste i Frankrig og de højre-nationale partiers fremmarch i Tyskland og Østeuropa er et resultat af den udvikling.

Jeg har i mange år været en stærk fortaler for det europæiske samarbejde i form af EU, men det bliver unægtelig sværere og sværere. Det var en triumf, da EU i 2004 efter murens fald kunne hele den kolde krigs spaltning mellem øst og vest med optagelse af en række østeuropæiske lande, men dårlig var det sket, før finanskrisen splittede Europa igen, nu mellem syd og nord. Og flygtningekrisen i 2015 viste med pinlig tydelighed, at drømmen om europæisk solidaritet var – en drøm! Den aktuelle corona-krise sætter trumf på, og ikke mindst italienerne har forgæves spejdet efter hjælp fra det rige nord. Det var synd for italienerne, men ikke synd nok, og vi sendte dem vores bedste hilsner sammen med et tilbud om nogle totalt forældede respiratorer fra forsvarets overskudslager, hvilket de naturligvis sagde nej tak til. For en gammel EU-fortaler som mig er det svært at se i øjnene, men realiteten er, at europæisk solidaritet er reduceret til tomme fraser og kønne ord. En drøm om et forenet og solidarisk Europa er bristet, og uanset om vi bryder os om det eller ej, bliver nationalstaten det fundament, som fremtidens politik vil blive bygget på. At tro noget andet er kun for verdensfjerne idealister.  Jorden kalder luftkastellet, desværre.

22. april 2020: Klokken er 19, og det er en af disse magiske aftener i Fjellerup, hvor verden ikke bliver bedre. Solen er på vej ned, men det er stadig lunt, ikke en vind rører sig, og stilheden kan høres. Musvitter og mejser kommer flaksende og drikker af vandtruget under foderhuset, mens andre småfugle sidder rundt om os i de høje grantræer og fløjter dagens retræte. Skarver med hvide hoveder flyver i formation højt oppe på vej ud mod havet for at fouragere. Et duepar kommer forbi og forsøger sig med indflyvning i foderhuset, men Anne-Marie jager dem væk – de forstyrrer småfuglene, mener hun. Vi har stegt hakkebøffer over åben ild, og sammen med nye kartofler (fra Ægypten formodentlig, men alligevel…!) og fruens salat er det et måltid for konger. En flaske Rosso Toscana glider også ned, og det er godt, for når det sker akkompagneret af Kattegats småklukken i nærheden beskytter det mod corona. Jeg er ikke i tvivl 🙂 , og mon ikke der ligger en nobelpris gemt i den opdagelse?

Nu mangler kun opvasken, der er en slange gemt i ethvert paradis.

21. april 2020: April 2020 slår alle rekorder med hensyn til antal solskinstimer, og her i Fjellerup er der næsten sommertemperaturer på terrassen 😁. Bøgen har længe stået på spring, og her til aften fandt vi på vores grund det første udsprungne blad – og der er løfter om mange flere i morgen –

Det er også usædvanlig tørt (alt synes at være usædvanligt i disse tider!), og vi må vande flere gange om dagen for at holde væksten i gang –

16. april 2020: Det er en daglig fornøjelse for mig at læse New York Times, en af verdens mest respekterede aviser, men idag var det næsten surrealistisk, da jeg læste nedenstående, der ned til mindste detalje rummer hvad jeg skrev på denne blog for en uge siden (9. april). Det kan jo blive småt for selv de største, så måske har de smugkikket… 🙂 –

It’s the End of the World Economy as We Know It

“Experts suggest there will be a rethink of how much any country wants to be reliant on any other country….there will be a rethink of how much any country wants to be reliant on any other country,” said Elizabeth Economy, a senior fellow at the Council on Foreign Relations. “I don’t think fundamentally this is the end of globalization. But this does accelerate the type of thinking that has been going on in the Trump administration, that there are critical technologies, critical resources, reserve manufacturing capacity that we want here in the U.S. in case of crisis.”

Consider just a few pieces of evidence for the weakening underpinnings of globalization.

France’s finance minister directed French companies to re-evaluate their supply chains to become less dependent on China and other Asian nations. U.S. Customs and Border Protection has said it will seize exports of certain medical supplies. And on Friday, Senator Lindsey Graham suggested that the United States should punish China for failing to contain the virus by canceling debt the Chinese government owns — a step that would risk the role of U.S. Treasury bonds as the bedrock of the world financial system.”

9. april 2020: Vi er nu 3 uger inde i corona-krisen, og lægerne fortæller os, at Covid-19 er langt farligere end først antaget, og over hele verden stiger dødstallet med alarmerende hast.  Brasiliens præsident Jair Bolsonaro (Sydamerikas Donald Trump!) kalder det et mediestunt og bidrager med sin passivitet til, at millioner af mennesker bliver syge, ikke har noget at leve af og derfor er henvist til kriminalitet for at overleve. Præcis det bagtæppe, revolutioner er malet på. I USA fungerer samfundssystemet så ringe, at i tillæg til skyhøje dødstal forudser økonomer en de facto arbejdsløshed på 25-30%. Det er næppe for meget at sige, at vores civilisation er truet, med mindre vi ændrer væsentlige ting i samfundet.

Under 70’ernes store oliekrise lærte vi i Vesten, at afhængighed af olieleverancer fra ustabile despot-regimer i Mellemøsten var livsfarlig, og fremsynede politikere indledte en proces mod selvforsyning, dels med nationalt produceret gas og olie, siden (i nogle lande) med bæredygtig energi fra vind og sol. Det har været en enorm succes såvel økonomisk som miljømæssigt.

Lige modsat gik det efter finanskrisen i 2008, som vi intet lærte af, selvom det var tydeligt, at ondets rod lå i en markedsstyret økonomi uden offentlig styring. Millioner af amerikanere blev arbejdsløse som følge af globaliseringen, hvor varer produceres, hvor det er billigst (en eufemisme for hvor fagbevægelsen er svagest!), typisk i Kina, og uden hensyn til klima og tab af lokale arbejdspladser. I 2016 blev regningen for den politik udskrevet på tommetykt pap, da Donald Trump blev valgt til præsident i USA af disse mennesker, der  var efterladt i økonomisk fattigdom og eksistentiel frustration. Den liberalistiske økonomiske model har virkelig givet os problemer på halsen.

En økonomi baseret på frie markedskræfter og globalisering har vist sig at være enormt risikofyldt, og corona-krisen illustrerer det med tragisk tydelighed. En markedsstyret økonomi skelner ikke mellem produktion af almindelige forbrugsvarer og produktion af essentielle produkter af kritisk betydning for samfundet, og med corona-krisens sammenbrud af de globale forsyningslinjer står hele verden nu og mangler værnemidler og håndsprit. Der blev aldrig opbygget en strategisk reserve, fordi produktionen alene har været styret af den øjeblikkelige efterspørgsel.  På samme måde blev der under SARS-epidemien for nogle år siden aldrig udviklet en vaccine, fordi det ikke var rentabelt på den korte bane. En sådan vaccine ville have hjulpet os enormt mod corona, siger lægerne, da de to vira minder om hinanden.

Liberalismen har aldrig fokus på almenvellets interesser, aldrig, men fokuserer i stedet på individets frie ret til selv at bestemme. Mig, mig, mig uden hensyn til fællesskabet. Hvor galt det kan gå ses i USA, hvor Trump sekunderet af republikanske guvernører over hele landet af ideologiske grunde tøvede alt for længe med at sætte begrænsninger på individernes adfærd. Den enes frihed blev dermed den næstes ulykke, og enorme smittekæder blev opbygget med tusindvis af dødsfald som konsekvens.

Store problemer kan kun løses i fællesskab, og derfor er nationale og overnationale myndigheder nødt til at gribe ind og styre både adfærden i samfundet og produktionen på strategisk vigtige områder. Markedet gør det ikke for os. Den nyliberale kurs har spillet fallit, og det er interessant at høre Venstre – ’Danmarks liberale parti’ – argumentere for større offentlige hjælpepakker end dem, den socialdemokratiske regering har lagt frem. Venstre er for øjeblikket i færd med at slå søm i den liberale ligkiste.

Vi har i for mange år haft alt for stor tillid til markedskræfternes evne til at varetage alles interesser på bedste vis. Adam Smith’s teori herom er mere end 200 år gammel, og både finans- og coronakrisen har vist os, at markedskræfterne ikke kan beskytte os mod ulykker, ligesom de ikke kan sikre social lighed, bekæmpe forurening eller løse den klimakrise, der lurer lige om hjørnet. Et velfungerende samfund har brug for offentlig styring, offentlige investeringer, social sikkerhed, hjælp til de svageste og et skattefinansieret sundhedssystem for alle. Det skal nok gå i Danmark, men jeg har ondt af amerikanerne…!

4. april 2020: “Trump er så inkompetent en idiot, at man simpelthen ikke kan rumme det”  (Paul Auster, amerikansk forfatter og filminstruktør).