1. Kvartal 2020

23. februar 2020: Det har regnet og stormet uafbrudt i snart 14 dage, og der er oversvømmelser mange steder. Aldrig har februar føltes så lang og trist.

Dagens kulturoplevelse var et besøg på Moesgaard museum for at se særudstillingen om Pompei og Herculanum, der blev totalt ødelagt af Vesuv’s udbrud i år 79 evt. Udstillingen er fantastisk godt lavet, men det var svært at få det fulde udbytte, fordi der ganske enkelt var for mange gæster.

I går var vi atter en gang i Århus Musikhus, og besøget gjaldt en klassiker, nemlig Mozarts opera  ‘Bortførelsen fra Seraillet‘. Det blev en mærkelig oplevelse. Musikken er enestående og sangerne var gode, men opsætningen var i vores øjne totalt tåbelig. Den var lavet af tyske Phillipp Kochheim og indholdsmæssigt ført frem til vores dage ud fra en argumentation om, at operaen (eller syngespillet, som det egentlig er, fordi der tales mere end i en opera) har et tidløst budskab. Solisterne var iført moderne tøj, så tv og råbte ‘fuck You’ til Trump, og ind imellem var der indlagt kunstige pauser, hvor der hverken var tale eller musik, ikke en lyd, bare pinsom stilhed, hvor publikum klappede ironisk og kom med tilråb for at få musikken i gang igen. Dialogerne var frit opfundet af skuespillerne, og de virkede lige så naturlige som julepynt i sommerferien. Mozarts dejlige opera blev helt enkelt slået i stykker, og vi havde forståelse for de publikummer, der udvandrede. Vi holdt ud til den bitre ende men undrede og ærgrede os grusomt.

14. Februar 2020: Stille vinterferie i Fjellerup! Det er lidt sært at kalde det ferie, når man som vi har ‘ferie’ hele tiden, men det er svært at slippe af med gamle vaner. Det meste af tiden har vi temperaturer omkring 6-8 grader, og underligt er det i vinterferien at lave havearbejde. Til gengæld har vi haft masser af blæsevejr med regn og forhøjet vandstand, og DMI lover endnu en storm i den kommende weekend. Under de nye klimaforhold skal vi måske vænne os til, at ‘vinter’ i Danmark betyder ‘blæsevejr’ og ikke ‘snevejr.’

Det milde vintervejr indbyder til cykel- og gåture langs havet, der altid er anderledes end sidste gang. Det kraftige blæsevejr har presset edderfugle og sortænder i stort tal ind mod kysten, og når de kastes op og ned på de krappe bølger undres vi over, hvordan de er i stand til at finde hvile og føde i de barske omgivelser.

I Hegedal et par kilometer fra Fjellerup har mine 8 Holst-Jørgensen fætre og kusiner fra Allingåbro en ‘familie-camp’ med adskillige sommerhuse – en sjov ide! Idag mødte vi på stranden en af kusinerne, Beth, og blev opdateret på de seneste nyheder i familien.

Det lille hus på billedet nedenfor blev brugt til at opbevare fiskeredskaber i, dengang en familie kunne leve af fiskeri i små både fra stranden. I min bevidsthed har det ligget her ‘altid’ og er for mig uløselig forbundet med stranden her ved Fjellerup/Hegedal.

10. Februar 2020: For 156 år siden – i 1864 – blev Danmark revet midt over, da Preussen med støtte fra Østrig sejrede i krigen om de tre danske hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenburg.  56 år senere stod de samme to stater som tabere efter 1. verdenskrig, og Nordslesvig blev til Sønderjylland og genforenet med Danmark. Det er nu 100 år siden, hvilket i sig selv ikke gør begivenheden relevant, men grænsedragningen blev foretaget på en måde, som var usædvanlig og som efterfølgende viste sig at være overordentlig vellykket.

Grænselandets historie er en rodebutik med århundreders konflikter mellem dansk og tysk på hylderne.  Dannevirke – eller Danevirke – har i 1500 år ligget som et bolværk mod syd og fortæller en historie om, at vi altid har haft bøvl med tyskerne – eller at tyskerne altid har haft bøvl med os, historien skrives forskelligt nord og syd for grænsen. I de mange år har grænselandet været grænseland på godt og ondt med handel og stridigheder.

Historien om tabet af Sønderjylland (Nordslesvig) i 1864 kan læses i enhver historiebog, og det er ikke køn læsning. Inkompetence og politisk naivitet kendetegnede både de danske politikere og ikke mindst kong Christian d. 9, der blandede sig kraftig. At vi fik området tilbage efter 1. verdenskrig var mere held end forstand og et resultat af  fredsforhandlingerne, hvor folkenes selvbestemmelse var en hovedprioritet for den amerikanske præsident Wilson. Hvis vi – kontrafaktisk – forestiller os, at Tyskland havde vundet krigen, ville Nordslesvig naturligvis fortsat være tysk, og resten af Danmark sandsynligvis indlemmet i det tyske kejserrige – tyske politikere havde flere gange luftet den tanke i årene før krigen. Historien forløb heldigvis anderledes, Danmark blev ikke til ‘Nordmark’, og vi fik Sønderjylland tilbage. “Heldet har altid været på danskernes side”, sagde en polsk historiker engang sagde til mig, og kender man lidt til polsk historie, forstår man mandens pointe.

I den danske nationalromantiske opfattelse vendte Sønderjylland/Nordslesvig tilbage til Danmark, fordi området var dansk. Sådan! Virkeligheden var dog mere kompliceret, for i områdets store byer – Åbenrå, Tønder, Haderslev, Kiel, Rendsborg og Flensborg var befolkningsflertallet tysksindet. Heldigvis boede der flere mennesker på landet, for her var man dansksindet, og afstemningsresultatet i den nordlige af de to afstemningszoner gav et klart flertal til dansk side. Ligeså klart var resultatet i Sydslesvig, hvor flertallet ønskede at forblive i Tyskland.

Den nationalkonservative kong Christian d. 10 fiskede imidlertid i rørt vande – opmuntret af borgerlige politikere – og krævede, at grænsen blev trukket så langt mod syd, at Flensborg blev dansk. Da statsminister Zahle sagde nej til kongens krav, blev han så ophidset, at han fyrede Zahle og regeringen. Det smagte af statskup, og da Socialdemokratiets leder, Thorvald Stauning, truede med generalstrejke, måtte kongen bøje sig for ikke at blive stødt fra tronen, og den nye grænse blev trukket efter efter folkets ønske.

Når stærke kræfter arbejdede for at få dele af Sydslesvig med ind i kongeriget, handlede det ikke kun om følelser. I midten af 1800-tallet lå rigets største og vigtigste byer – efter København – i grænseområdet. Altona (idag en forstad til Hamborg), Kiel, Flensborg, Slesvig og Rendsborg havde alle flere indbyggere end kongerigets næststørste by, Odense, og de 5 byer var økonomiske kraftcentre, som det var værd at kæmpe for.

De 100 år fra genforeningen til idag har vist, at Zahle og Stauning traf de helt rigtige beslutninger. Grænsen blev trukket efter befolkningens sindelag, og på begge sider af grænsen har der været vilje til samarbejde og ikke mindst beskyttelse af mindretallets forhold. Faktisk er grænsedragningen i 1920 blevet en mønstereksempel på, hvad man skal gøre i grænseområder, hvor mennesker med forskellige sprog og kulturer lever mellem hinanden.

Danske politikere har i tilspidsede situationer vist sig i stand til at sætte landets interesser forrest til gavn for almenvellet. Grænsedragningen i 1920 er et eksempel på det, men også Kanslergadeforliget i 1933 (se nedenfor) og det ‘nationale kompromis’ i 1992 (‘Mastricht-afstemningen’) hører til i den kategori. Danske politikere er bedre end deres rygte, og ikke mindst meget bedre end kollegerne i mange andre lande. Det er der grund til at glæde sig over.

30. januar 2020: Januar 2020 sluttede med en kedelig rekord: Ikke siden man begyndte at måle nedbør i midten af 1800-tallet er der registreret så meget nedbør i årets første måned. Overalt ligger der vand, og den daglige morgentur er et forhindringsløb –

Dagen i dag er – udover regnrekorden – mindeværdig på to meget forskellige måder.

Sent om aftenen for 87 år siden – den 30. januar 1933 – overtog Adolf Hitler embedet som rigskansler i Tyskland, og i samme døgn enedes Socialdemokratiet, Venstre og Det radikale Venstre i Danmark om et økonomisk forlig, der skabte fundamentet for nutidens danske velfærdssamfund. En tragisk nat i Tyskland, der resulterede i en verdenskrig, en glædens nat i Danmark, der lagde fundamentet til nutidens velfærdsstat.

I Tyskland kæmpede Weimar-republikken i de første år af 1930’erne en dødskamp, der fik sit endeligt, da præsident Hindenburg d. 30. januar indsatte nazisternes fører, Adolf Hitler, som ny leder af landet. Hindenburg havde tidligere svoret, at han “hellere ville indsætte et postbud end Adolf Hitler som rigskansler”, men ved valget i 1930 og igen i 1932 blev nazistpartiet rigsdagens største (større end socialdemokratiet og kommunistpartiet tilsammen!), og inderligt modstræbende måtte Hindenburg overdrage regeringsmagten til Hitler, der efterfølgende ikke lagde skjul på, at nok kom han til magten på demokratisk vis, men det var kun et middel på vej mod målet, et nazistisk diktatur med alt hvad det indebar.

I Danmark sad den socialdemokratiske leder, Thorvald Stauning, sikkert på magten i en flertalsregering sammen med Det Radikale Venstre, da den økonomiske krise efter krakket I Wall Street i 1929 for alvor ramte landet. Landbruget var i dyb krise med faldende indtjening, og på arbejdsmarkedet truede arbejdsgiverne med lockout, hvis ikke arbejdstagerne gik med til en lønnedgang på 20% – i en situation, hvor mange dårligt nok havde til dagen og vejen. Samfundets fuger og bånd knagede, og situationen var yderst alvorlig. 

Regeringen indkaldte Venstre til forhandlinger for at se, om der kunne findes løsninger, der både ville tilgodese bønder og arbejdere. Der var vigtige principper på spil for alle involverede, og forhandlingerne foregik i al hemmelighed i Staunings dagligstue i Kanslergade nr. 10 – 

Satirebladet Blæksprutten 1933

Selvom der både var smørrebrød, øl og snaps på bordet gik forhandlingerne trægt, og i sidste ende ville ingen bøje sig. Overtøjet var taget på og Venstres forhandlere på vej ud af døren, da Staunings samlever, Augusta Eriksen, bød på et glas fra en flaske whisky, der i sidste øjeblik var fundet i kælderen. Historien fortæller, at Stauning i entreen sagde, at …“jo, nok er vi uenige, men et glas kan vi vel drikke…!”. 

Da flasken var tom, var stemningen genoprettet, man bøjede sig mod hinanden og en social kontrakt mellem bønder og arbejdere blev indgået. Landbruget fik en devaluering af kronen, der gav bedre eksportmuligheder, og arbejderne fik offentlige anlægsarbejder og et forbud mod strejker og lockout’er. Socialminister K.K. Steincke fik desuden Venstres støtte til udarbejdelsen af sin store socialreform, der blev begyndelsen til nutidens velfærdsstat.

Det er naturligvis stærkt symbolladet, at Hitler kom til magten samme nat, som det danske Kanslergadeforlig kom i hus. En begyndelse til en katastrofe syd for grænsen, en begyndelse til noget meget værdifuldt nord for grænsen. De danske politikere have blik for, hvad der var under opsejling i Tyskland og forstod betydningen af, at folkestyret viste handlekraft. Principper blev opgivet, men landet blev reddet, som Stauning sagde fra Folketingets talerstol.

28. Januar 2020: At vintergækkerne blomstrer i januar kan jeg forstå –

– men at GYVELEN blomstrer nu er da helt besynderligt:

Begge billeder er taget d.d. I Fjellerup og vidner vel om et klima, der er under forandring.

I går bragte Jyllandsposten en satiretegning som kommentar til udbruddet af Corona-virussen i Kina, der allerede har kostet en del mennesker livet. Kineserne føler sig stødte og forlanger en undskyldning, og jeg forstår dem, for hvad i alverden er formålet med satire i forbindelse med en national katastrofe. I mine øjne er det dumsmart dansk, selvom JP lidt ynkeligt hævder, at det naturligvis aldrig har været meningen at støde nogen.

18. Januar 2020: En symfonikoncert i Aarhus musikhus i går aftes var – helt usædvanligt – lidt af en skuffelse. Under ledelse af franske Marc Soustrot spillede Aarhus Symfoniorkester et Beethoven-program i anledning af 250-året for hans fødsel (1770 – 1827) og indledte med Coriolan-Ouverturen, derefter den 5. Klaverkoncert (med tilnavnet Kejserkoncerten, fordi den er stor og prægtig) med østrigske Philipp Scheucher som solist og til sidst symfoni nr. 2. Alle tre værker er skrevet efter B. var blevet døv, og nogle hævder, at hans bedste værker stammer fra den periode, og musikken er helt bestemt fantastisk med Kejserkoncerten som min personlige favorit.

Når koncerten alligevel blev en (lille) skuffelse, skyldes det orkestret og dirigenten. Et ‘rigtigt’ symfoniorkester tæller mellem 70 og 110 musikere, men Aarhus Symfoniorkester er på sølle 66 musikere, og kun 50 af dem var med i går aftes, og det betød, at lydbilledet var tyndt! Rigtig tyndt. Beethovens musik er skabt til storhed, pragt og fylde, og det kan slet ikke opnås med et så lille og amputeret orkester. Måske var det derfor, at dirigenten virkede underligt ligeglad – der var slet ingen ‘ild’ i ham, og resultatet blev derefter.

Philipp Scherucher gav et ekstranummer – ‘Alla Turca’-delen fra Mozarts klaversonate nr 11 i A-dur. Herlig musik, der fik mine tanker på langfart, for den har jeg kunnet spille engang – men det er længe siden, dengang fingrene var smidige og hurtige…sic transit gloria mundi!

16. januar 2020: Et barnebarn – Mai i Aarhus – skal konfirmeres, hvilket får mig til at skrive lidt om konfirmationens historie, fordi den både er sjov og interessant.

Konfirmationen er en gammel katolsk tradition, kaldet ‘firmelse‘, der bekræfter, at den unge dreng eller pige har modtaget Helligånden, står i et særligt forhold til Gud og skal viderebringe Hans budskab på jorden. Det er store ord, og for reformatoren Luther var det for meget. Han ville rense troen, og i forbindelse med 1500-tallets reformation blev ‘firmelse’ forbudt og forsvandt helt fra Danmark i et par hundrede år.

Under pietismen (en religiøs opfattelse med vægt på fromhed og personlig tro) vendte man tilbage til konfirmationen, fordi man mente, at de unge mennesker havde brug for at bekræfte deres gudstro, inden de bevægede sig ud i verden på egen hånd. En hjælpende hånd var det ment som, og i 1736 blev både dåb og konfirmation gjort lovpligtig. Mindre kunne ikke gøre det, mente de strenge pietister (missionsfolk).

Forud for den nye konfirmation gik obligatorisk undervisning, og bestod man ikke den afsluttende prøve, var man i store vanskeligheder. Hvis det blev vurderet, at årsagen var vrangvillighed (og ikke dumhed!) blev man kastet i fængsel, og uden en bestået konfirmation kunne man heller ikke gifte sig – og endnu værre: man kunne ikke få en skudsmålsbog, og uden den var man stavnsbundet og uden mulighed for at få arbejde.

En skudsmålsbog var et identitetspapir, hvor man kunne læse, hvad for en person man var, hvad man havde bedrevet og hvor godt man havde gjort det. Datidens Facebook-profil kunne man sige, men forfattet af ens arbejdsgiver! Min bedstemor var efter sin konfirmation ung pige hos Kgl. Kollektrice Marie Christensen i Rønne, og da hun forlod pladsen i 1901, skrev arbejdsgiveren i skudsmålsbogen, at …” jeg har været fuldkommen tilfreds med hende saavel hvad Arbejde som Opførsel angaar.” (Det må være fra min bedstemor, jeg har det… 🙂  ). 

I løbet af 1800-tallet blev der løst lidt op for de strenge krav, og konfirmationsprøven blev afløst af en overhøring i kirken, men dog med den finte, at de kvikkeste stod nærmest alteret, mens de dumme (og fattige!) måtte finde en plads nede bagved. Jeg husker mine bedsteforældre fortælle om denne offentlige overhøring som nogethvor familiens ære stod på spil – det var bestemt ikke for sjov! Gik det galt, ville præsten ikke konfirmere den unge, og så måtte han/hun (nok oftest han!) på den igen med en ny omgang undervisning – og denne gang skulle præsten have betaling, så det har ikke været populært i de mange familier, hvor pengene var få og små.

Pænt tøj måtte man – også dengang – have på til konfirmationen i kirken, men i modsætning til i dag skulle det være lavet af slidstærkt uld – og sort, for så skulle det ikke vaskes så tit. Samtidig skulle det være et par numre for stort, så man kunne vokse i det, så særlig smart har det ikke været. Men praktisk. Og økonomisk!

Først i begyndelsen af det tyvende århundrede blev konfirmations-traditionerne ændret. Det blev en fest, hvor familien sagde farvel til den unge, som nu var færdig med skolen og skulle ud at tjene på en gård eller hos en håndværker. Drengen eller pigen var ikke længere et barn, han eller hun var nu arbejdskraft!

I arbejderfamilierne begyndte man imidlertid så småt at lægge afstand til de kirkelige traditioner – socialismen var ikke meget for andre guder end Marx og Engels – og man opfandt den borgerlige konfirmation (pudsigt at man opretholdt konfirmations-ordet), der typisk foregik på rådhuset. Samtidig begyndte ‘non-firmationer’ at dukke op, hvor der ingen ceremoni var men blot en fest i familien.

Idag er konfirmationen en livsbegivenhed, hvor de kristne traditioner gives videre fra en generation til den næste, og de unge afgør selv, hvor meget tro, de lægger i den. For alle – konfirmander og ’non-firmander’ – er det også en livsovergang fra barndom til pubertet, til begyndelsen af voksenlivet. Barnet er blevet en teenager, arbejdslivet er endnu langt væk, og dumpe til konfirmations-eksamen kan man ikke længere.

I det tidlige forår 2018 skrev jeg den forunderlige historie om Dagmar-korset, den traditionelle konfirmationsgave til piger, og den kan læses her – scroll ned til datoen 30. marts.

15. Januar 2020: Jeg har været ude at luge i haven! Midt i januar måned, det er nærmest absurd. Temperaturerne ligger omkring 10 grader, græsplænen er grøn og ukrudtet gror lystigt, så der er ingen vej udenom, selvom det virker underligt. Også de grønne alger på husets træværk har kronede dage, og der skal vaskes og skrubbes som aldrig før, hvis ikke tingene skal komme til at se trælse ud. Klima-forandringerne har tilsyneladende aflyst enhver form for vinter på vores breddegrader, og udover det mærkværdige ved at luge ukrudt midt om vinteren har jeg også lidt ondt af de børn, der kun kender en kælk fra gamle fotografier.

Med klima-problematikken i hovedet havde vi besluttet – naivt skulle det vise sig – at en forårsrejse til Rom skulle foregå med tog. Billetter til det sydlige Europa kan ikke købes på nettet, så vi kontaktede DSB, hvor en flink mand brugte tre kvarter (!) på at finde ud af, at to returbilletter til Bologna ville koste 9.000 kr – og så manglede vi stadig den sidste strækning til Rom, som han ikke kunne lave til os – det kan kun ske i Italien. Togrejsen ville altså løbe op i mindst 10.000 kr.

På et kvarter fandt vi på nettet flybilletter til Rom for 2.500 kr!

Vores forsøg på at være klima-fornuftige faldt pladask til jorden, og mens græsset gror, dør Horsemor (klimaet). Min hjerne gik nærmest i stå, da jeg tænkte over, hvor tåbeligt det er.

I Viborg er vi privilligerede med nogle af landets smukkeste steder at gå en tur, og mens græs og ukrudt groede lystigt i vinter-varmen, gik vi en tur rundt om Inderøen ved Hald sø og forsøgte at glemme verdens mærkværdige indretning.

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.