1. kvartal 2018

1. KVARTAL 2018

1. JANUAR 2018: NYTÅR OG EN SNYDE-BAROLO.  

Nytårsfejringen hos os går på skift i en trekant mellem to hold gode venner fra Odense og os, og i år var det vores tur. Forberedelserne står på i dagevis – heldigvis under Anne-Maries overopsyn – og se blot arbejdsplanen her (klik for stort billede) –

Vinen er mit domæne, og i år fik jeg en dyrekøbt erfaring: Jeg ville divertere selskabet med god vin, og selvom der var rigeligt i kælderen, købte jeg et par flasker dyr Barolo i Lidl. De smagte som tungen-ud-af-vinduet, var langt fra pengene værd og kan vel kun sælges, fordi der står Barolo på etiketten. Kort sagt snyd og bedrag. Vin skal naturligvis købes hos en rigtig vinhandler, ikke i en discount-butik, og nogle læsere vil sikkert tænke, at det giver da sig selv, men også vi, der ager med stude, kommer med…! Maden var til gengæld superb, og det blev således nytår i Viborg –

Nytårsforsætter er en udmærket ting, og et af de mere alvorlige er, at jeg næste år (og alle de efterfølgende, så mange, der nu kommer…!) vil være mere omhyggelig med at købe ordentlig vin. Et godt glas vin sammen med gode venner eller alene sammen med fruen en tirsdag aften, er en livsforlængende oplevelse.

Ud over dette seriøse nytårsforsæt brugte jeg en del tid denne første dag i 2018 på at tænke over året, der gik. Var 2017 et godt eller skidt år? Svaret er nærmest både – og:

På “den lille scene” var der meget, der lykkedes: Børnebørnene blev større og trives i hver deres alder, et kæresteskab blev til et ægteskab, vi undgik (alvorlig) sygdom, samvær med gode venner i Viborg, New York og Sidney fyldte meget, og det samme gjorde adskillige rejser til fjerne egne af kloden. Anne-Marie kastede den sidste rest af sit arbejde, og jeg er på vej til at gøre det samme, så tiden er nu til endnu flere oplevelser. Der skal leves, mens vi kan og tør det!

På den “store scene” var der derimod ikke mange gode nyheder – 2017 blev ikke et roligt år, der var krudt i alle rørene! Trusler om en atomkrig troede jeg hørte den kolde krig til, men i 2017 føg det med atom-trusler mellem USA og Nordkorea, og om det var fjolset i Pyongyang eller fjolset i Washington, der var værst, er umulig at afgøre. I det netop overståede nytår skændtes de to mænd offentligt om, hvem der har den største …… atomknap!  De burde skamme sig!

I Europa fortsatte stormløbene mod de etablerede politiske partier. Socialdemokratiet i Frankrig blev nærmest udslettet, men også i Østrig, Tyskland og Holland led de klassiske folkepartier  nederlag, mens højrepartierne vandt frem. Det blev tydeligt, at den politiske kamp fremover bliver mod populisme og skamløs nationalisme, og opgaven bliver ikke kun at protestere mod disse højredrejninger men frem for noget at bakke de politikere op, der formulerer en ny og positiv vision om EU, frihed, det liberale demokrati m.m. Macron i Frankrig ser ud til at blive en af de første, der er værd at lytte til.

I DK er tilliden til politikerne nærmest i frit fald med en udenrigsminister fra Liberal Alliance, der truer med ikke at ville stemme for sin egen regerings finanslov for senere at lægge sig fladt ned og gøre det alligevel – den udenrigsmininister, der kaldte sig selv for den “formodentligt bedst  kvalificerede minister nogensinde…“!! Og masser af ved blev der båret til bålet, da Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand i december sagde ja til at modtage et stort eftervederlag som vraget borgmester samtidig med fuld og fast løn i et nyt job i DF – dén politiker og dét parti, der i 2015 var de hårdeste kritikere af Venstre-politikeren Carl Holst, da han i nøjagtig samme situation modtog et eftervederlag. Først da aviserne begyndte at skrive om dobbeltmoral på første klasse, vendte han på en tallerken og stod frem i TV-avisen og sang en sang fra de varme lande om, at af principielle grunde sagde han nej til at modtage eftervederlag. Hykleri af værste skuffe.

I USA blev præsident Trump latterliggjort næsten dagligt i 2017, og han var selv ude om det med sin uforudsigelige adfærd og sine tåbelige tweets – han stiller sig så at sige godt for hug..! Med sin impulsive, lunefulde adfærd og sin “America First” dagsorden har han på kort tid disrupted hele den møjsommeligt opbyggede verdensorden. Mindst lige så slemt er det, at manden splitter USA i småstumper, og som min “soul-sister” Kirsten skrev til mig fra New York forleden dag, er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan landet nogensinde skal blive helt igen.

Terrorangreb – det ene mere barbarisk end det næste – var også en del af dagsordenen i 2017 med Islamisk Stat som afsender, selvom deres kalifat glædeligvis blev udraderet i løbet af året. Gerningsmændene var frustrerede asylansøgere og migranter, og derfor var en af de gode ting i 2017, at der kom lidt bedre styr på EU’s ydre grænser. Alligevel var flygtninge-problematikken årsag til dybe splittelser internt i de fleste europæiske lande samt internt i EU, hvor Visegrad-landene (bl.a. Polen og Ungarn) pure nægter at følge EU’s regler om fordeling af flygtninge.

Me-too bevægelsen opstod ud af det blå og blev på ingen tid en verdensomspændende protest mod mænd, der i deres grænseløshed tror, de kan tillade sig alt. Trump er en af dem, og Me-too bevægelsen går da også målrettet efter ham her i 2018. Det er en vigtig debat, der er sat i gang af me-too bevægelsen, men når den bliver lige lovlig hysterisk, er det da dejligt, at en dygtig vittighedstegner kan give os et godt grin –

På den modsatte front var “En skrækkelig kvinde” årets filmiske oplevelse, og det var tankevækkende at høre en af vores søde svigerdøtre sige, at den film er “spot-on, for sådan er vi (kvinder)”!  Der ligger mange gode diskussioner gemt i den film – nogle steder sikkert ogå det, der er værre…!

Bøger spiller en stor rolle i vores dagligdag, og i et tilbageblik på 2017 peger Anne-Marie på Maria Hellebergs “Kvinderne fra Thy” og Merete Pryds Helles “Folkets skønhed” som årets bøger for hende. Jeg har også Hellebergs bog på min liste, men derudover var jeg begejstret for Eske Willerslevs “Historien om det hele” samt ikke mindst min fødselsdagsgave, “Det ensomme hjerte” af Tom Buk-Swienty.

Musik er lige så vigtig for os som bøgerne. Gennem en årrække har vi sammen med gode venner i Århus haft som fast tradition at gå til musikoplevelser i Århus Musikhus – oftest har det været opera, men stærkest i erindringen fra 2017 står en koncert i  den smukke symfoniske sal, hvor vi fik en stor musikalsk oplevelse med 2 Øst-asatiske kvinder på podiet, først den sydkoreanske sopran Guanqun Yu, der på trods af den kulturelle distance sang Mozart fuldstændig mageløst, og dernæst var det Beethovens 7. symfoni med kinesiske Eun Sun Kim på dirigentpodiet. Sidstnævnte er en lille spinkel spirrevip, der må springe for at komme op på podiet, men hun dirigerede med stor autoritet og enorm intensitet, og det var tydeligt, at orkestret kunne lide hende. Det var en fantastisk musikaften, der blev afsluttet på bedste vis med ost og rødvin hos vennerne  i Risskov. Heldigvis er der allerede nu mange musik-aftaler på plads i den kommende sæson.

4. JANUAR 2018: DISRUPTION

Det nye år er startet ualmindeligt vådt – for at sige det mildt. Det har regnet, regnet og regnet, og en tur over græsplænen med avisen til naboen er som at gå i en sump, hvor det svupper og smasker, og vandet gør overfladen glat som en skøjtebane. Vi oplever vejret som meget usædvanligt og spekulerer på, om det er klimaforandringerne, der slår til, eller om det er vores hukommelse, der snyder os, når vi synes, vi husker nytår og januar-dage med blå himmel, sne og frost. Ved nærmere eftertanke går det op for os, at det mærkelige vejr ikke kan skyldes klimaforandringer, for iflg. Trump er det bare fake news, som kineserne har fundet på for at skade USA! Og han må jo vide det, for iflg. ham selv er han meget, meget klog…! Ergo er vores hukommelse altså også udsat for disruption.

På trods af vejret er det nødvendigt at komme ud for at få frisk luft og bevægelse i kroppen, og i dag blev det til 20 km. på cykel i let regnvejr på vejen omkring Viborg. Der er sikkert nogle, der får sig et grin ved synet af os som “cykel-par” – AM suser afsted i sit smarte cykel-dress på sin hyper-moderne racer –

– mens jeg, bagved, cruiser afsted på min el-cykel i ganske almindeligt hverdagstøj og høj hat (styrthjelm) – og fotograferer…!

5. JANUAR 2018: FIRE AND FURY…!

5. januar 2018: “Fire and Fury”! Journalisten Michael Wolff skriver i sin bog, at …”Trumps medarbejdere siger, at han er som et barn. Han har brug for øjeblikkelig tilfredsstillelse. Alt handler om ham. Manden læser ikke, og han lytter ikke.”

Trumps svar på Twitter: “Actually, throughout my life, my two greatest assets have been mental stability and being, like, really smart,”

  • og klog, det er han jo 🙂 –

8. JANUAR 2018: VINTERENS KOMME

Nogle få rigtige vinterdage har besøgt Viborg, herligt –

Undervejs på spadsereturen ovenfor så vi et usædvanligt syn – ikke færre end 14 fiskehejrer i toppen af træerne i en lille lund i udkanten af det område, vi går i. Vi har ofte set en fiskehejre eller to ved Nørresø, men aldrig så mange – fiskeriet må være godt!

10. JANUAR 2018: KØBENHAVNERE…!

Viborg Sygehus har spurgt mig (ved en tilfældig udvælgelse blandt 64-74 årige), om jeg vil deltage i et landsdækkende forsøg, hvor formålet er at finde ud af, om man ved en blodprøve kan afsløre forstadier til tarmkræft. Det lød ualmindelig fornuftigt, så naturligvis tog jeg på sygehuset og afleverede en blodprøve, der kan bruges i forsøget. Jeg spurgte den flinke bioanalytiker, hvor mange der responderede positivt på en sådan henvendelse, og hun sagde, at her i Viborg området gjorde 50% – hvilket jeg syntes var overraskende lavt, når man tager det fornuftige formål i betragtning. Da hun så fortalte mig, at i Københavns-området er det tilsvarende tal 17% (sytten procent!!), var jeg dybt forbløffet. Er de sløve, pylrede, arrogante eller bare ligeglade i København?

15. JANUAR 2018: VINTERTID ER TÆNKETID…!

15. januar 2018: Det er januar-januar med mørke, blæst og lave temperaturer, og i en af de sjældne perioder, hvor kalenderen viser ingenting, er vi taget til Fjellerup. Når mørket falder på, bliver der herude mørkt som i rigtig mørkt, og med havets syden som lydkulisse er det dejligt – selv om vi egentlig ikke bryder os om vinter og mørke. Vores lille sommerhus får om vinteren karakter af en hule, hvor pejsevarme, bøger, god mad og en anelse rødvin får livet til at virke enkelt og godt –

Vinter er tænke-tid, og jeg spekulerer i denne tid meget over, om vi som mennesker kan tumle de enorme forandringer, der vælter ned over os, samfundsmæssigt, arbejdsmæssigt og privat, og jeg synes meget tyder på, at vores hjerner ikke er gearet til det. Vi sender næsten ingen breve længere, og postvæsenet reagerer logisk nok ved at reducere udbringnings-hyppigheden – alligevel reagerer vi vredt på, at den service, vi ikke længere bruger, bliver indskrænket…! Vi kommer kun sjældent i banken, fordi vi bekvemt ordner det meste over netbank, og alligevel skælder vi ud, når bankerne lukker den ene filial efter den anden. Ulogiske reaktioner, men menneskeligt forståelige – og måske helt rigtige, for hvem siger, at e-mails, mobiltelefoner og digital økonomi er fremskridt – for mennesker og livskvalitet?

Vi har endnu kun set skumtoppen på den enorme forandringsbølge, der vælter ind over os, og efter den kommer mange flere, for det er virkelig stormvejr. Min store bekymring er, at ingen styrer denne udvikling og tager stilling til, om de mange forandringer ud fra et samfundsmæssigt og menneskeligt synspunkt er fremskridt eller katastrofer. Det er den vilde kapitalisme, der er sluppet løs og tordner derudaf med et eneste perspektiv: Profit, og jo mere jo bedre! En konsekvens af denne udvikling er, at uligheden i verden de senere år er vokset til et absurd niveau, og fortsætter den udvikling, er der akut risiko for, at den sociale sammenhængskraft bryder sammen. Valget af Trump er bare en forsmag på, hvor galt det kan gå. Alligevel kan man høre Liberal Alliance i Danmark argumentere for, at vejen fremad består af (top)skattelettelser, større ulighed og mindre statslig styring…!  Heldigvis lader det til, at danskerne ikke hopper på den limpind.

Egentlig kan alt dette sammenfattes i en stor bekymring for, om de mange og dybe forandringer kan rumme, at vores generations ”gode liv” kan gives videre til den næste generation. Jeg håber det – men er langt fra sikker.

17. JANUAR 2018: STJERNEHIMLEN I FJELLERUP

Natten var klar, og fordi der er bælgmørkt her ved havet, var himlen et orgie af stjerner. Jeg fik en stor overraskelse, da jeg tog et billede af stjernehimlen, for da jeg så resultatet, var der mange flere stjerner på billedet, end jeg kunne se med det blotte øje.

Og minsandten om ikke stjernebilledet Store Bjørn med Karlsvognen som den tydeligste del stod akkurat over huset –

21. JANUAR 2018: GURRELIEDER

En af vinterens store fornøjelser er at gå til koncerter i Århus Musikhus sammen med gode venner. I går hørte vi et helt usædvanligt værk: Arnold Schönbergs gigantiske værk “Gurre-lieder”. De to symfoniorkestre fra hhv. Århus og Ålborg havde slået sig sammen for at opføre værket og sammen med ikke mindre end 3 kor og 5 solister var det små 300 korsangere og musikere, der opførte det usædvanlige værk med den franske dirigent Marc Soustrot til at binde det hele sammen. Gurrelieder bygger på et digt af danske I. P. Jacobsen, der handler om Valdemar Atterdags (altså 1300-tallet) ulykkelige kærlighed til frillen Tove, og det er i dette digt, man finder de berømte ord om, at Gud kan beholde sit himmerige, blot Valdemar kan beholde sit Gurre. Senere – da Tove er død og alt er gået galt – forbander Valdemar Gud og kalder ham en nar, så teksten er stærk snaps.

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om Schönbergs musik, og første del af Gurrelieder bekræftede til fulde min opfattelse. Det var trist, ensformig musik, hvor jeg fik et indre billede af dirigenten som en person, der med sin stok rørte rundt i en gryde smagløs og farveløs grød. Men efter pausen skete der sandelig noget, musikken blev spændende og dramatisk og slutningen var helt vild, da alle 3 kor og de to symfoniorkestre forenede sig et kolossalt crescendo, der næsten fik taget til at lette.

Om 14 dage står programmet på La Traviata, så det bliver en helt anden oplevelse.

28. JANUAR 2018: EN URETFÆRDIG VERDEN

Vi har i disse dage besøg af unge mennesker i 20’erne fra hver sin del af verden, og det har givet noget at tænke over.

Veda – datter af vores gode venner i Kangoroo Valley i Australien – er kommet til Århus for at færdiggøre sin jura-uddannelse. Hun har et kolossalt overskud på alle hylder, og når hun engang er færdig med sine studier på Århus Universitet, vil hun naturligvis tilbage til Australien og bidrage med alt det, hun kan. Indtil da vil hun nyde tiden i Danmark i fulde drag og få mest muligt i den personlige rygsæk – der i forvejen er godt fyldt op! Ud over uddannelse, kæreste og familie har hun masser af overskud til også at være meget optaget af klimaudfordringer, flygtningeproblematik, politik på alle planer og meget mere.

Alan fra Ungarn er kommet til Viborg for at læse business på VIA-university, og når han er færdig, skal han også videre – men i modsætning til Veda vil han ikke hjem! Han drømmer om at blive i Danmark og kan det ikke lade sig gøre, så måske Holland eller et andet Vesteuropæisk land. Alt andet end Ungarn…! Desværre har vi hørt den samme historie fra andre unge ungarere, der som Alan finder de samfundsmæssige forhold forhold i hjemlandet så ringe, at de kun drømmer om at komme væk. Alan fortalte, at han har et job som avisbud 4 dage om ugen her i Viborg, og i det job tjener han mere end moderen gør i en fuldtidsstilling i Budapest! Men hans beslutning handler ikke kun om økonomi men meget mere om tilstanden i det ungarske samfund. Da jeg spurgte ham om hans opfattelse af Victor Orban, den ungarske statsminister, var hans svar kort og grumt: “Han fylder sine lommer…!”   Foragten for de ungarske politikere er så afgrundsdyb, at han slet ikke vil beskæftige sig med politik, og klima og flygtninge var der ikke overskud til at bekymre sig om. Alan bruger alle sine kræfter på at gennemføre studiet her i DK, at få sin stramme økonomi til at hænge sammen og ikke mindst på alle de mange overvejelser, der følger med, når man som ham drømmer om at skabe sig en fremtid et helt andet sted end hvor han kommer fra.

Verden er virkelig ikke retfærdig!

2. FEBRUAR 2018: KYNDELMISSE

I dag er det Kyndelmisse, som er en oversættelse fra latin og betyder lysmesse, og dagen fejres fortsat i den katolske kirke, hvor man velsigner de lys, der skal bruges resten af året. I Danmark kaldes dagen også for Kjørmesknud, som vi kender fra sidste linie i Jeppe Åkjærs sang “Sneflokke kommer vrimlende”, hvor vi  synger: “Og nu kom Kjørmesknud.” 

“Kjørmesknud” er et underligt ord, men er såmænd blot Kyndelmisse sagt på gammelt bondejysk, og ’knud’ betyder ’knude’, forstået som midtpunkt, fordi i dag er halvdelen af vinteren mellem 1. november og 1. maj gået.

Kyndelmisse falder altid d. 2. februar, fordi det er dagen, hvor Jesus iflg. den kirkelige tradition blev vist frem i templet i Betlehem, 40 dage efter sin fødsel. 40 dage er den periode, som en kvinde på den tid var “uren” efter en fødsel og derfor ikke måtte komme i templet. Lysmes-sen/Kyndelmisse/Kjørmesknud d. 2. februar er altså en fejring af årsdagen, hvor Jesus blev vist frem og anerkendt i templet.

Indtil nu har det imidlertid næsten ikke været vinter, og Åkjærs sneflokke har vi slet ingen haft af. I tidligere år har vi oplevet, at Viborg-søerne har været frosset helt til og kunne passeres til fods (nogle år endda i bil!), men i år har vi dårlig nok haft en enkelt frostnat. Allerede nu er dette her et almindeligt syn her midt på den jyske højderyg, hvor der ellers er tradition for særligt hårde vintre:

4. FEBRUAR 2018: VIOLETTA…!

Gode kulturoplevelser bliver vigtigere og vigtigere med alderen, og jeg spekulerer over, hvorfor det er sådan. Måske er forklaringen helt banalt, at med arbejdslivet på afstand er der blevet plads til andre væsentlige ting i hovedet, og det er så for os kulturoplevelser. I går var det La Traviata i Århus Musikhus, og igen-igen var det en fremragende oplevelse. Rollen som Violetta blev udfyldt af norske Kari Postma – hun synger og performer mageløst.

13. FEBRUAR 2018: BERLIN 1937

Vi har været en sviptur i Berlin for at se et par historiske udstillinger og balletten Giselle på Statsoper. Det er virkelig en af charmerne ved at bo i Europa, at man for små penge kan rejse rundt til de forskellige metropoler og få den ene store kulturelle oplevelse efter den anden. Berlin vil bevidsthedsmæssigt for vores generation altid være uløseligt forbundet med 2. verdenskrig og den kolde krig, og en udstilling på Märkiches museum med titlen: “Tyskland 1937” var anledningen til, at vi besluttede at tage derned.

1937 var det sidste “gode” år i Tyskland, inden krigstrommerne begyndte at buldre, og Nazi-regiment havde en betydelig opbakning i befolkningen. Nogle tyske historikere taler ligefrem om et “konsensus-diktatur” i perioden fra 1933-1937.  I 1960’erne og 1970’erne mente mange ældre tyskere, at årene fra 1933 til 1937 havde været de bedste i deres liv, og havde Hitler ikke startet sin ekspansionspolitik (og dermed 2. verdenskrig), ville han været gået over i historien som en af de største statsmænd i Tysklands historie. Der er naturligvis en masse nostalgi og fortrængninger i den måde at tænke på, men der er ingen tvivl om, at Hitler udfyldte et behov i store dele af den tyske befolkning efter ydmygelsen i 1918 og 1930’ernes massearbejdsløshed.

Hitler udnyttede en mentalitet i den tyske befolkning, som har rod i kejserrigets traditioner frem til sammenbruddet i 1918, nemlig en autoritetstro, der formodentlig ikke har sin lige i Europa. Nogle historikere strammer den og bruger udtrykket “undersåtlighed” om den tyske mentalitet, der stammer fra, at befolkningen i århundreder blev vænnet til at adlyde den person, der havde “kasketten” på. Ikke mindst den sidste kejser, Wilhelm d. 2, var bannerfører for en politik, hvor militær tankegang gennemsyrede alle hjørner af samfundet. Den tragi-komiske episode i 1906 fra Berliner-forstaden Köpernick illustrerer tydeligt, hvor stor respekt der var (og er?) for enhver med formel autoritet: En arbejdsløs skomager i Köpernick klædte sig ud som preussisk kaptajn, tog kommando over en gruppe soldater og udnyttede den blinde respekt for uniformer til at få udleveret kommunekassen på 4.000 mark.

Denne grundfæstede autoritetstro var formodentlig også en vigtig årsag til, at Weimar-republikken aldrig blev en succes – omvæltningen fra diktatur til demokrati skete simpelthen for hurtigt og for ureflekteret til, at befolkningen kunne følge med.

15. FEBRUAR 2018: INFLUENZA…!

Influenzaen har ramt mig, og vinteren er næsten ikke til at holde ud længere, selvom det pynter med dagens lette snefald og en smule is på Viborg-søerne. Og det skriver jeg, selvom vi vekslede efteråret i Dk med forår i Australien…! Hvinænderne er igen i år kommet på besøg i stort tal på søen lige neden for vores hus, hvor de slås med gråænder, troldænder, måger og blishøns om den sparsomme føde.

2. marts 2018: VINTER, VINTER, VINTER

Sibirisk vinter med sne, kuling og frost ligger over hele Danmark, og da jeg så ud af vinduet her til morgen, kom jeg til at tænke på Steen Steensen Blichers “En Landsbydegns Dagbog”, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i gymnasiet og stadig husker i detaljer her mere end 50 år senere. Hovedpersonen Morten Vinge skriver i dagsbogsform om vinteren 1709 i Foulum ganske få kilometer her fra Viborg –

“Det er en forskrækkelig Vinter! Himmel og Jord staa i Eet: der ligger en Snedrive lige ud med Mønningen af vor Lade.”

Her i Viborg rydder vi sne næsten hver dag, og søerne er frosset til. Om isen kan bære, testede jeg tidligere i dag – jeg fik våde fødder og AM et billigt grin – så det varer endnu nogle dage, før vi kan krydse søen til fods…! Sneen lægger et formildende skær over landskabet, og udsigten fra vores hus over mod Viborg domkirke fås ikke meget bedre –

Alligevel er vi trætte af kulden, som ikke rigtig vil slippe, selv om kalenderen siger, at vinteren faktisk er forbi. Heller ikke influenzaen vil for alvor slippe mig, og Anne-Marie har brugt de sidste par timer til at undersøge mulighederne for at rejse en uges tid ned i varmen. Kalenderen viser sig at være den store forhindring, og vi ryster lidt på hovedet af os selv – vi burde have masser af plads i kalenderen til at tage afsted helt impulsivt, men virkeligheden viser noget helt andet. Børnepasning, mit resterende arbejde, en koncert, møder i Sejlklubben, et kobberbryllup, gæstebud, fødselsdage m.m. ligger som betonklodser på en landevej, og der skal virkelig køres slalom, hvis det skal lykkes at finde en fri-uge.

Jeg har lavet nogle uglekasser i mit lille værksted i kælderen, dels fordi det er sjovt at lave dem, men også fordi ugler tager både mus og rotter, og med skov og mark ganske tæt på er de her naturligvis. En af uglekasserne samt 4 stærekasser kom til familien i Holstebro, og heldigvis var 2 af drengene hjemme, så de sammen med deres mor kunne sørge for, at stigen ikke væltede – og det var vist rigtig godt, at Arbejdstilsynet ikke kom forbi på et kontrolbesøg 🙂 –

Der er valg i Italien næste søndag, og det bliver som ved alle valg i Europa i disse år en gyser. Fortidsuhyret Berlusconi (ofte kaldet “populismens fader”) ser ud til at få et godt valg, og selvom han ikke kan vælges, fordi han er dømt for skattesvig, bliver han med en valgsejr en grå eminence, der fra kulissen kan bestemme meget i italiensk politik. Det er mildt sagt ikke opmuntrende, for denne evigt smilende og kraftigt sminkede mand på 81 år (gift med en mere end 40 år yngre kvinde, jeg ved ikke hvem det er mest synd for…!) er naturligvis ikke svaret på Italiens fremtid. Italien blev samlet som nation for 150 år siden, men dette smukke land med dets venlige befolkning og vidunderlige kultur er aldrig kommet til at fungere optimalt. Selvom det meste af Europa her i 2018 har en buldrende økonomisk højkonjunktur, er den ikke slået igennem i Italien, der specielt i den sydlige del døjer med stor arbejdsløshed og skoler, sygehuse og veje i kraftigt forfald. Tilliden til det politiske system er på nulpunktet, i visse dele af Syditalien er det mere vigtig, hvem der tæller stemmerne end hvem der stemmer, og mafiaen spiller angiveligt en aktiv rolle i denne politiske sump med bestikkelse og køb og salg af stemmer. For et par år siden havde vi besøg af en ung italiener fra Rom, og jeg husker tydeligt hans svar, da jeg spurgte ham, hvorfor det er så svært at få skovlen under mafiaen: “Vi slipper først af med mafiaen, når den almindelige italiener stoler på, at staten kan og vil sørge for tryghed ved sygdom, arbejdsløshed m.m. Indtil da har mange fattige italienere, specielt i Syditalien, kun mafiaen at henvende sig til, hvis ulykkerne rammer.”  Det er med andre ord etablering af en moderne velfærdsstat, der skal tage livet af mafiaen, og vores italienske ven havde ingen illusioner om, at det vil ske i hans levetid. Det forestående valg tyder på, at han desværre har fuldstændig ret: Forventningen er, at Femstjernebevægelsen, der har erklæret at ville stikke systemet “skråt op”, vil få mange stemmer i Syditalien – med konkurrence fra Berlusconis Forza Italia bevægelse – hvorimod det nuværende regeringsparti PD (Partito Democratico) forlængst har mistet enhver troværdighed og næppe vil klare sig godt. Formodentlig bliver “uforudsigelighed” endnu en gang den store vinder af et italiensk valg…!

14. MARTS 2018: GRÅSGÆSSENE ER KOMMET

For et par nætter siden hørte jeg tydelig forårtegn, nemlig grågæssenes højlydte skvadren, mens de fløj hen over vores hus på vej mod de nærliggende enge. Det er kun en lille fortrop, og det er nok meget fornuftigt, for selvom kalenderen siger, at det er forår, viser virkeligheden noget helt andet. Det er fortsat iskoldt, og det er kun et par dage siden, jeg tog dette billede under en gåtur langs søen –

Vejrudsigten lover “sibirisk kulde” i kombination med blæst af kulingstyrke, så det bliver ikke lige foreløbig, at vi skal til Virksund for at gøre båd klar.

Jeg sidder og griner lidt af mig selv, for selvom jeg ikke rigtigt vil være ved det, sidder jeg fuldstændig “pensionistagtigt” og følger jeg med i småfuglenes aktiviteter på foderbrædtet uden for mit vindue –

Ud over dompap, gråspurve og grønsisken er her mejser af forskellig slags – herunder den charmerende spætmejse – bogfinker, fuglekonger og mange flere, og det er sjovt at følge deres færden. Forleden dag så vi isfugl og (formodentlig) en rørhøg på de nærliggende Nørre Mølle enge, hvor også de nyligt ankomne grågæs færdes under megen “råben og skrigen.”

19. MARTS 2018:  BADEHOTELLET

Også her i huset ser vi tv-serien ’Badehotellet’, selvom den ikke får mange stjerner på cafeerne i København. Faktisk så få stjerner, at det vistnok er en anelse pinligt, at vi ser den, men det gør vi altså, endda med fornøjelse. Og vi har ikke engang et kakkelbord. ’Badehotellet’ er god underholdning på en sur mandag aften, om ikke andet så fordi hovedpersonen Fie spilles af kønne og charmerende Rosalinde Mynster, og det er da et tungt argument. Og så er det dejligt, at handlingen ikke består af 7 lag med dertil hørende underlag og underlagenes underlag. Synes jeg. Nogle af de politisk korrekte, socialrealistiske, samfundskritiske og bevidsthedsudvidende (sommansir på cafeerne) film/tv-serier, hvor intet er som det ser ud, får mine øjenlåg til at blive ualmindeligt tunge på rekordtid. Sandsynligvis fordi jeg er ude af stand til at fange alt det, der sker mellem lagene, underlagene og deres underlag, og det er selvfølgelig min fejl. Måske spiller det også ind, at jeg ofte har svært ved at høre, hvad skuespillerne siger i disse ’mørke’ film/tv-serier. Undertiden har jeg endog svært ved at se, hvad der sker på skærmen, for disse film er naturligvis optaget med ægte, retro håndholdt kamera i en rystende kvalitet, der minder om de 8-mm. smalfilm, jeg optog i min ungdoms ferier. Så hellere ’Badehotellet’, hvor solen altid skinner, hvor mænd er mænd og kvinder er (smukke) kvinder. Nå, ja – jeg har fanget bøsse-vinklen, men den virker nærmest lidt hyggelig, og en enkelt sten i skoen skal der da være.

Sæsonens sidste afsnit kommer i aften, og så må vi se, hvordan vi kommer gennem de næste mange mandage uden dette ugentlige kick af skønhed, overskuelighed og enkelhed fra dengang verden endnu ikke var af lave. Måske vil vores børn og børnebørn engang sidde ved deres kakkelbord og se en tv-serie fra 2018 og undres over, hvor godt, velordnet og smukt alting var dengang. ’Onde tider’ har det med at blive ’gode gamle dage’ på rekordtid.

20. marts 2018: LÆNGERE BILKØER, TAK!

Forleden dag så jeg en stor dagbladsannonce, hvor Liberal Alliance roser sig selv for at være det parti, der sørgede for, at danskernes bilafgifter er blevet nedsat. Godt så, tænkte jeg, og gik videre i avisen, der berettede om mange ulykker i tågen på motorvejene i disse sidste martsdage. En politimand fortalte, at tæt trafik og tåge altid – altid ligesom i altid – giver anledning til mange ulykker. Tågen kan LA nok ikke gøre noget ved, men flere biler på vejene er en LA-specialitet: Ned med bilafgiften, så danskerne kan købe nogle flere biler og trafikken blive endnu tættere. Egentlig er bilkøerne lange nok synes de mange, der hver dag sidder i kø i timevis, men LA er ikke tilfreds. Bilkøerne skal være endnu længere, for i LA er man ambitiøs, som partiformand Samuelsen så ofte har sagt. De rigtige køer lader man Venstre om – det er også lidt gammeldags, ikke sandt – men det er noget helt andet med bilkøer, dem er der meget mere fremtid i, så dem må vi have nogle flere af, og set på den baggrund er det jo fuldstændig logisk, at LA praler af at have sat bilafgiften ned.

24. MARTS 2018: GRAN CANARIA

Vi har kapituleret over for vinteren og influenzaen og er rejst til Gran Canaria for at finde sol og varme. Mere herom på Grand Canaria marts-april 2018.

26. marts 2018: THOMAS FRIEDMAN

Det er stille dage ved poolen i Puerto Rico, og for mig er det refleksionstid. Det er vel en del af min arv, at jeg næsten altid ender med at reflektere over politiske forhold, en arv, der har sin begyndelse ved spisebordet hos mine forældre, fortsatte i gymnasiet og ved studierne på Statskundskabsinstituttet og kulminerede i mit arbejde i politisk styrede organisationer som Fyns Amt, Viborg Amt, Region Midtjylland og Undervisningsministeriet. Nogle vil sikkert tænke: ”Slip det dog, din tid er forbi, skriv om noget sjovt i stedet for”, men sådan fungerer mit hoved ikke. Jeg har i mere end 50 år været lidenskabeligt optaget af samfundsforhold, for hvad er vigtigere end at være med til at skabe et godt samfund, der kan gives videre til de næste generationer? I en ultrakort udgave handler det for mig om at bekæmpe egoisme, forhindre grådighed og i stedet fremme mulighederne for alle i samfundet, der vil, uanset om man er født med en teoretisk eller praktisk ’guldske’ i munden. Jeg bekender mig ubetinget til filosofien i Oscar Hansens ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ – opdateret, naturligvis, til vores tid.

Forleden dag læste jeg om en amerikansk stjerneskribent, Thomas Friedman – tre gange modtager af Pulitzer-prisen, så en stjerne er han – der ville købe stort op, hvis Danmark var en aktie. Hans analyse er, at Danmark med sin størrelse, historie og politiske kultur er i en gunstig situation i en tid, hvor verden på alle hylder er ramt af ’disruption’, der kuldkaster den virkelighed, vi er fortrolige med. Danskerne har erkendt, siger han, at de globale og teknologiske forandringer er så mange og store, at der hele tiden – og pointen ligger i ’hele tiden’ – er behov for justeringer på alle samfundets områder, små såvel som store, uddannelser, sundhedssystemet, arbejdsmarkedet, det hele. Der skal uafladeligt justeres på ’100 ting’, siger Friedman, og gør man det ikke, risikerer man at havne i samme situation som Frankrig. I årtier har de franske politikere forsømt at justere samfundet til virkeligheden, og når den nyvalgte præsident Macron i dette forår med grundlæggende reformer forsøger at rette op på fortidens undladelsessynder, mødes han af enorme protester og strejker, fordi omvæltningerne er så store og pludselige, at befolkningen ganske forståeligt ikke kan kapere dem.

Iflg. Thomas Friedman er Danmark et af de samfund i verden, hvor befolkningen er bedst til at tackle tidens ‘disruption‘ fordi den indre sammenhængskraft er stor, fordi ’livslang læring’ er blevet accepteret af danskerne, og fordi vores politikere – trods alt – er bedre end mange andre steder. Det sidstnævnte bliver tydeligt, når man ser rundt i verden og græmmes over de mange moralsk anløbne og korrupte politikere. En amerikansk præsident fuldstændig uden moralsk kompas, en tidligere fransk præsident (den lille mand på de høje hæle, Nikolas Zakozy), der sidder i fængsel anklaget for omfattende korruption, en ungarsk ministerpræsident, Victor Orban, der ’fylder sine lommer’, en fransk præsidentkandidat,  Francois Fillon, der blev fældet på målstregen efter afsløring af store partisummer til konen for fiktivt arbejde, en Putin der agerer som var han mafiaboss, italienske politikere med domme for alt fra omfattende skattesvig (Berlusconi) til uagtsomt manddrab (Grillo)- og det er desværre nemt at finde flere eksempler. ”Regeres vi af gangstere?”, spørger Ulla Terkelsen med mismod i sin europæiske klumme i JP.

Der er lykkeligvis langt fra disse kumpaner til danske politikere, som vi fra tid til anden synes er nogle tumper, men som ikke kan forbindes med korruption og snyd for personlig vindings skyld. Lars Løkke har været i nærheden af det nogle gange og synes at mangle et sikkert kompas, men det har trods alt mest handlet om underbukser på partiets regning og frokoster med kvotekonge-venner, hvor der var torsk både på og ved bordet…!

Hvis Friedman’s analyse er rigtig, og det tror jeg den er, så bliver det afgørende spørgsmål, hvordan denne danske konkurrencefordel også vil være til stede om 5-10-15 år. Personligt er jeg ikke i tvivl om svaret: Mere liberalisme fører til mere egoisme, mere grådighed, større ulighed og mindre sammenhængskraft, og de bagerste – dem tager fanden…! Altså den helt forkerte vej at gå. Svaret må være et samfund, hvor liberalismen kan udfolde sig, fordi den har vist sig økonomisk effektiv og fordi personlig frihed er vigtig, men hvor det sker inden for mindst lige så strikse rammer som i dag, fastsat af staten under hensyntagen til almenvellet. Det er således et klart ’nej’ til den politiske retning, som Venstre og i særdeleshed LA plæderer for, men også et ’nej’ til den yderste venstrefløj, og det er et ’ja’ til den danske model, som SD har bygget op siden begyndelsen af 1900-tallet og som mange eksterne iagttagere, ikke kun Thomas Friedman, karakteriserer som en af de bedste i verden til at klare fremtidens ’disruptive’ udfordringer.

30. MARTS 2018: HISTORIE OG HISTORIER

I 1683 skulle man begrave en nyligt afdød provst ved Ringsted Domkirke, og i forbindelse med gravearbejdet åbnede (og ødelagde) man dronning Dagmars grav. Den dronning Dagmar, der var gift med Valdemar Sejr, og som er blevet udødeliggjort gennem folkeviser og Ingemans romaner. I forbindelse med gravearbejdet fandt man dette fantastiske smykke –

By Nationalmuseet, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=48058184

Forsiden af det originale kors fundet i 1683 By Nationalmuseet, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=48058184

Det er et typisk byzantisk kors, formodentlig – men det er gætteri – et trofæ, der er blevet erobret under korstogene til det hellige land og bragt tilbage til Ringsted. Sandsynligvis har korset fungeret som et relikvie, for selvom det er tyndt, er der et lille hulrum, hvor der har ligget en tråd fra Jesu ligklæde, en splint af korset eller noget helt tredje med hellig kraft.

Når jeg skriver denne historie netop nu, er det fordi foråret er konfirmationstid, og i generationer har vi i dåbs- eller konfirmationsgave til piger givet det såkaldte Dagmar-kors, der er en moderne fortolkning af det kors, man fandt i 1683 –

Vi giver pigerne det lille kors, fordi dronning Dagmar i overleveringen fremstår som det ultimative danske kvindeideal: smuk, klog og blid, og når vi giver korset som gave, drømmer vi om, at idealet inspirerer. Det pudsige er imidlertid, at ’Dagmar’ ikke var dansk, hun hed ikke Dagmar, og vi aner ikke, om korset har noget som helst med hende at gøre. ’Dagmar’ hed i virkeligheden Marketa (Margrethe) og kom til Danmark fra Böhmen i Tjekkiet i 1205 for at blive gift med Valdemar Sejr, og hun døde allerede i 1212, muligvis i barselsseng, og blev begravet i Ringsted Domkirke. Disse få fakta er, hvad vi ved om dronning Dagmar, resten er mytestof som i folkevisen ’Dronning Dagmars død’, hvor hun fremstilles så varmt og positivt, at det har holdt op til vore dage. Et flot stykke spindoktor-arbejde, ville vi kalde det i dag. En moderne parallel kunne være prinsesse Diana, der efter sin ulyksalige død nærmest har fået helgenstatus i offentligheden, selvom vi ikke ved noget substantielt om hendes personlighed. Men yndig var hun, Diana, og måske gjaldt det også for Dagmar, for skribenterne dengang og nu har overvejende været mænd, og naive som de er, har de har til alle tider sat lighedstegn mellem skønhed og personlighed.

Det er en smuk forestilling, at det gamle byzantiske kors hang rundt om Dagmars hals, da man åbnede kisten i 1683, men som nævnt ved vi intet om det. Ikke desto mindre er korset i overleveringen uløselig forbundet med dronning Dagmar, der var dansk, så dansk og så sød som honning, selvom hun kom fra Tjekkiet og måske var en harpe. Alt det gør imidlertid ikke noget, for myter er langt stærkere og sjovere end kedelige historiske fakta, og derfor giver vi det smukke lille kors til vores piger og håber, at de vil tage ved lære. Og sådan er der så meget…!

Videre til 2. kvartal 2018

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.