2. kvartal 2018

2. KVARTAL 2018

3. APRIL 2018: HYKLERI OG DOBBELTMORAL

Forargelsen over den russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg vil tilsyneladende ingen ende tage, for måske eller måske ikke blev Trump hjulpet til magten med russisk hjælp. Hvis det er rigtigt, er det naturligvis dybt problematisk, men forargelsen er fuldstændig historieløs, og og før den løber helt af sporet, er det nyttigt at minde om Vestens adfærd i nøjagtig samme boldgade. De vestlige stormagter (USA, Storbritannien m.fl) har i utallige tilfælde, når deres interesser var involveret, blandet sig i politiske forhold, valgkampe, præsidentvalg m.m. i andre lande. Ikke mindst har det været tilfældet i Mellemøsten på grund af store olieinteresser, og man var ikke kræsen, når man skulle vælge metoder – massiv bestikkelse og vold har været blandt de foretrukne midler. Dykker man ned i Irans historie både før og efter 2. verdenskrig, vil man finde mange eksempler på vestlig indblanding, men tilsyneladende er det ’noget andet’, når påvirkningen går den vej…! I relation til Rusland er det også værd at erindre, at Vesten blandede sig militært i den borgerkrig i Rusland, der fulgte efter den russiske revolution i 1917, men det er naturligvis for længst glemt – eller måske var det også ’noget andet’…! Det er svært ikke at tænke hykleri og dobbeltmoral.

Hvis russerne har blandet sig i valget af Trump er det i øvrigt langt fra første gang. I præsidentvalgkampen i 1959 mellem Kennedy og Nixon var alle klar over, at afgørelsen ville blive hårfin, og den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, agerede med stor omhu og med datidens virkemidler i det minefelt for at fremme valget af Kennedy, som russerne anså for svag og urutineret. Kennedy vandt knebent valget, men allerede efter ganske kort tid stod han og Khrusjtjov meget skarpt overfor hinanden, og noget tyder på, at historien er ved at gentage sig med Trump.

Hvis man har lyst til at læse mere om den vestlige indblanding i bl.a. Mellemøsten, kan jeg anbefale den britiske universitetshistoriker Peter Frankopans fremragende bog: ”Silkevejene, en ny verdenshistorie”, 2015.

22. APRIL 2018: FORÅR OG OVERENSKOMSTVANVID

Herlige forårsdage i Fjellerup, hvor foråret er kommet ganske pludseligt og med en styrke, så det minder om sommer. Hvor der er læ, er bøgen så småt sprunget ud, og Anne-Marie har sået højbedet til med porrer, radiser, persille og har – lidt overmodigt, men forår avler utålmodighed – sat frilandstomater. For mig er det “kongetid” at stå i solen og lave en amerikansk flugtstol, som vi så på Govenors Island i New York for et års tid siden, og som jeg lovede mig selv at lave en kopi af –

Det er derimod ikke “kongetid” at følge de igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Den offentlige sektor i DK er den rygrad, der holder samfundet oprejst, og det er vanvittigt, hvis et forhandlingssammenbrud resulterer i en konflikt, der lægger store dele af samfundet ned og smadrer økonomien i helt almindelige lønmodtagerfamilier.

I 2013 brød forhandlingerne sammen på lærerområdet, hvorefter de offentlige arbejdsgivere kortsluttede mekanikken i forhandlingssystemet ved at trække deres model ned over hovedet på lærerne i form af et regeringsindgreb. Stemningen på landets lærerværelser har siden da været præget af forbitrelse, og mon det skaber kvalitet i undervisningen? Naturligvis ikke, og det er utroligt, at arbejdsgiverne ikke har forstået det.  I stedet for en opblødning opererer de nu igen med et muligt regeringsindgreb, hvis forhandlingerne ikke ender tilfredsstillende set med deres øjne, og det er ødelæggende, hvis man ønsker en velfungerende offentlig sektor. Men det gør man måske heller ikke. Hvis man har et blåt medlemskort.

Der må og skal findes en andel model for overenskomstforhandlinger på det offentlige område, og et bud kunne være at pålægge forligsmands-institutionen – evt. i form af et udvidet forligsmandskollegium med kompetente og politisk uafhængige medlemmer – altid at udarbejde en mæglingsskitse, hvis parterne ved forhandlingsbordet ikke selv kan blive enige. Denne mæglingsskitse kan så underkastes en urafstemning blandt alle arbejdstagere og arbejdsgivere, og først hvis skitsen bliver underkendt her, kan en konflikt træde i kraft. En sådan ordning vil med stor sandsynlighed kunne afværge en del strejker/lockout’er, og skulle mæglingsforslaget blive underkendt, ville regeringen have et konkret grundlag at lovgive ud fra – uden at den ene af parterne ville opleve at blive kørt totalt over.

24. APRIL 2018: POLITISK SPIRITUSKØRSEL

Uddannelsesminister Søren Pind – tidligere udviklingsminister, integrationsminister, justitsminister, borgmester i Københavns kommune og altså en af regeringens mest erfarne profiler med ansvar for meget af Venstres politik gennem en årrække – gør sig nu til talsmand for at splitte Københavns kommune op i et antal mindre kommuner, fordi “…afstanden til borgerne er for stor.”  Jamen for pokker, det var jo Venstre, der havde hovedansvaret for kommunalreformen i 2007, hvor formålet var centralisering i effektiviseringens hellige navn. Masser af mennesker pegede dengang på, at konsekvensen ville blive ….“for stor afstand til borgerne”, men alligevel nedlagde man 14 velfungerende og borgernære amter og erstattede dem med 5 regioner styret af hvert sit regionsråd, hvis medlemmer ingen kender. Samtidig reducerede man antallet af kommuner til en tredjedel, og nogle af disse kommuner blev så store, at selv Venstrefolk nu kan indse, at “..afstanden til borgerne er for stor!” Skal man le eller græde? Måske skal man bare resignere og sige: “Sådan er det jo”! Men nej, det er for slapt.

Ved selvsamme kommunalreform gjorde man gymnasierne – min verden – selvstyrende og “private” med henvisning til, at konkurrence altid er godt. Mange – heriblandt nærværende klumme-skriver og daværende rektor – var indædt imod og pegede på, at en privatisering ville føre til en skævvridning af sektoren og på ingen måde gavne kvaliteten. I dag kan man konstatere, at de store by-gymnasier bruger millioner af kroner på at udvide deres kapacitet samtidig med, at de mindre gymnasier i randområderne har ledig kapacitet – samfundsøkonomisk ren galimatias. Når vi her i Viborg går i biografen ser vi først en reklame for gymnasium 1, dernæst en reklame for gymnasium 2, og til slut en reklame for kommunens tredje gymnasium. Tre skoler der alle skal levere den samme vare, men som nu konkurrerer på, hvem der har de smarteste slogans, bedste fester og flotteste lokaler. Og de store skoler vinder altid den konkurrence, for i kraft af taxametersystemet har de  flest penge. Kommer der så øget kvalitet ud af den konkurrence? Naturligvis ikke, de eneste vindere er reklamebureauerne, ikke eleverne, ikke samfundet.

Venstre sagde – dengang i 2007 – at kommunalreformen var ambitiøs. Mig forekommer det at være politisk spirituskørsel med selvforskyldte tømmermænd bagefter!

28. APRIL 2018: FREMRAGENDE…!

Forlig på såvel det statslige, regionale og kommunale område!  Det er virkelig fremragende  og til gavn for alle danskere. Solide lønstigninger og et stort skulderklap til alle offentlige ansatte for deres arbejde. Resultat er ikke mindst en sejr for fagbevægelsen efter en fremragende indsats af de fagforeningsledere, der har kæmpet indædt i måneder i en kulisse af fællesskab, fælleskab, fællesskab. Et vigtigt skridt væk fra individualismens overdrev.

Arbejdsgiverforeningen er naturligvis straks ude med bekymrede miner og løftede pegefingre: “Alt for store lønstigninger, Dk’s konkurrenceevne er i fare…” og mere fra samme skuffe. Pudsigt nok hører vi aldrig – ALDRIG – de samme bekymringer, når topchefers løn stiger til exorbitante højder – men det er jo også noget andet, vil de nok sige…! Hvor ville det dog klæde arbejdsgiverne, hvis de bare en gang imellem ville sige “velfortjent”, når almindelige danskere får en beskeden lønstigning – de danskere, der passer arbejdsgivernes børn, uddanner deres unge, helbreder deres medarbejdere, sørger for en velfungerende infrastruktur og tusind andre ting til gavn for ikke mindst arbejdsgiverne.

1. MAJ 2018: BIB

Vi er vindrikkere her i huset. Øl er mest i sejlsæsonen i et cockpit sammen med gode sejlervenner – og altid den billigste fra Harboe eller Hancock. ”Pigerne” drikker vistnok ofte en vand eller en cola, men høflige som vi mænd er, lader vi som om vi ikke ser det.

Vin drikker vi derimod hele året, enten fordi vi fortjener det, eller fordi vi ikke fortjener noget som helst og derfor har brug for lidt opmuntring. Vi skal nok finde en anledning. Vin er på den måde med årene blevet en interesse, og sammen med gode venner laver vi jævnligt blindsmagning om oprindelsesland, drue, pris og årgang. Det er sjovt, men uanset hvor meget vi træner, er det svært. Men træning har jo også værdi i sig selv!

Et familiemedlem skrev for nylig til mig om sin oplevelse med en flaske rødvin, ‘Sunrise’ fra Chile, der endte i vasken, efter at potteplanterne i sidste øjeblik var blevet benådet. Sådan kan det jo gå, for selvom stor vin altid serveres i flaske, er det bestemt ikke al vin i flaske, der er god vin. Om sommeren drikker vi gerne såkaldt ‘papvin’ eller ‘BIB-vin’ (Bag in Box), også selvom rigtige vin-freaks kun har foragt til overs for ‘den slags’. Efter tonelejet at dømme har problemet samme karakter som ulvene i Vestjylland – ‘den slags’ skal udryddes.  Alligevel er nogle af disse freaks fra tid til anden set med en box under armen, diskret skjult bag dagens udgave af Politiken, for også de får jo gæster i sommerhuset, hvor der skal grilles pølser og snakkes. Og BIB-vin er en glimrende vin at snakke over, og så må vi vente til vinteren med at at drikke den vin, som vi vil snakke om.

BIB-vin er naturligvis ikke stor vin, men verden har et stort produktionsoverskud af vin, og nogle af producenterne bruger kartonerne til at komme af med udmærket vin uden at skade firmaets renommé, og derfor kan man jævnligt købe glimrende BIB-vin til meget billige priser. Blandt mange forskellige synes vi godt om den røde ”The Wanted Zin” (Menu m.fl), der trods sit navn er italiensk, men også spanske ”Eco logical wine” fra Old Vines er rigtig fin både i rød og hvid og fås p.t. i Rema til en nærmest ufattelig lav pris (omkring 110 kr) for 3 liter.

Bip, Bip Hurra!

5. MAJ 2018: LYS I VINDUERNE

Et kraftigt højtryk ligger over Danmark i disse “befrielsesdage”, hvor færre og færre opretholder den gamle tradition med at sætte lys i vinduerne. Vi havde gæster og glemte det faktisk også, hvilket jeg egentlig var lidt flov over. Vi er nu i Fjellerup, hvor udsigten over havet mod nordvest lige efter solnedgangstid er så smuk, så smuk. Jeg har fotograferet nedenstående motiv utallige gange, og hver gang er det en lille smule anderledes end forrige gang, men altid betagende smukt –

Tidligere idag overgik der mig noget dybt overraskende. I forbindelse med den traditionsrige standerhejsning i Virksund Sejlklub, hvor vi hører hjemme, fik 3 af klubbens medlemmer overrakt Skive Kommunes initiativpris 2018, heriblandt denne blogskriver. At netop jeg skulle få en idrætspris er ganske ironisk, for jeg har virkelig aldrig gjort mig i idrætskredse, men mit arbejde som formand i klubben, sejlerinstruktør m.m. har åbenbart sat spor, selvom jeg aldrig har tænkt over det, så nok var det ironisk, men jeg var nu alligevel glad over anerkendelsen.

6. MAJ 2018: DEN RØDE GLENTE OG EN HUGORM

Det er fantastisk vejr, og turen langs havet til Bønnerup er som altid en dejlig tur –

Der er altid masser at opleve på turen langs havet, og denne morgen fulgte en stor rød Glente os en del af vejen. Det er en stor fugl med et vingefang på halvanden meter og synet var fantastisk –

På vej tilbage fra Bønnerup så vi et endnu mere sjældent syn, en stor hugorm, der snoede sig over stien, men desværre så hurtigt, at jeg ikke nåede at fotografere den, før den havde skjult sig i græsset, og i shorts havde jeg af indlysende grunde kun begrænset lyst til at undersøge dens skjulested nærmere.

18. MAJ 2018: SOMMERDAGE I FJELLERUP

Det dejlige forårsvejr bliver bare ved og ved og minder mest af alt om rigtig sommer med temperaturer på den varme side af 20 grader og fuld sol fra morgen til aften. Anne-Maries kajak bliver luftet næsten hver dag –

De amerikanske flugtstole er nu færdige, og i eftermiddagssolen foran huset er de som skabt til en god bog –

Billedet ovenfor er taget kort før eftermiddagens højdepunkt, et glas hvidvin mens solen går ned og dagen fordøjes. Vi gør det, fordi det er rart og opleves som rigtigt og på trods af, at Sundhedsstyrelsens netop har beskåret antallet af tilrådelige genstande pr. uge. Heldigvis er vi stadig på den gamle ordning 🙂  hvor Sundhedsstyrelsen anbefalede (mindst) 21 genstande for mænd og 14 for kvinder, så nogle fordele er der da ved at blive ældre. Og iøvrigt har jeg udtalt allergi over for løftede pegefingre og gode råd, hvor ‘nogen’ ved bedre end mig – om mig.

Den bedste (og mest gemytlige) murer nord for Alperne bor et par hundrede meter fra os her i Fjellerup. Han hedder Jan Nielsen, i daglig tale dog bare ‘Jan Murer’, og han er netop nu i gang med at isolere den sidste del af vores lille røde hus, så det i endnu højere grad kan bruges hele året.  Isoleringen sker udefra, så det beskedne indendørs areal ikke berøres, og det er en stor operation med mange mandetimer og en tilsvarende betydelig regning, men Jan arbejder som en besat og et tilbud om en kop kaffe bliver venligt afvist med ordene, at “det er der ikke tid til midt på en arbejdsdag….” Sådan! Al diskussion i sidste måned om betalt frokostpause får lissom en anden betydning, når man følger Jans arbejde!  I dag – pinselørdag – har han ‘naturligvis’ også arbejdet hos os, for han ved, at vi gerne vi have projektet gjort færdigt. Stor, stor respekt for en umådelig flittig og dygtig håndværker –

I Anne-Maries urtehave vælter porrer, salat, radiser og meget mere op af jorden, hvilket i de sidste dage har ført til en indædt fight med lokale snegle om førsteretten til disse grønne herligheder. Foreløbig er stillingen uafgjort med tab på begge sider.

Det er lidt ironisk, at vi i den grad holder af at være her ved kysten i Fjellerup, for huset er lille og lidt besværligt at varme op om vinteren, og moderne bekvemmeligheder som opvaskemaskine og vaskemaskine har vi slet ikke. Det kunne lyde besværligt med gæster, og dem har vi heldigvis mange af, men sådan oplever vi det slet ikke. Megen mad skal laves – en del i udekøkkenet, hvilket i sig selv er en kvalitet – og opvasken er tilsvarende stor, men det er sundt, rart og stærkt fremmende for samværets kvalitet, at det er nødvendigt med hjælp til kartoffelskrælning og opvask. ‘A good life is a simple life’ – vi overser det bare hele tiden i jagten på flere og flere forbrugsgoder.

På mandag kommer ‘Århusianer-familierne’ på besøg, og forleden dag var børn og børnebørn her fra Holstebro og Silkeborg –

(Tryk på det første billede og bladr derefter gennem billederne nedenfor)

19. MAJ 2018: SAMFUNDSSKADELIG AKTIVITET

Endnu en dansk virksomhedsleder – den administrerende direktør i medico-virksomheden Ambu – er blevet forgyldt med en exorbitant bonus på 525 mio. kr., hvilket kommer oven i en årsløn på 8 mio. kr. Det er fuldstændig absurd, og hykleri rykker til et nyt niveau, når man husker, at Dansk Arbejdsgiverforenings formand udtalte ‘dyb bekymring‘ over overenskomstresultatet i april 2018, hvor mindstelønnen i industrien hæves fra 114 kr til 120 kr frem til 2019! Den får lov til at stå et øjeblik for sig selv…!

Man søger forgæves efter blot en flig af begrundelse for disse enorme beløb til ledere på chefgangen. Bliver disse topchefer bedre chefer af at få en bonus, der sikrer deres familie en økonomisk sorgfri tilværelse i generationer fremover uden at røre en finger? Bliver de som chefer mere sultne og motiverede af at blive stopfodret? Naturligvis ikke, tværtimod! Den velanskrevne amerikanske erhvervsavis ‘The Wall Street Journal’ har for nylig analyseret sig frem til, at de amerikanske selskaber, der udbetalte mest til ledelsen i 2017, klarede sig ringere end gennemsnittet på børsen, mens dem, der betalte gennemsnitlige lønninger, klarede sig bedst. Der er med andre ord ingen sammenhæng mellem løn og præstation. Det er en velkendt realitet fra den verden, jeg har forstand på – undervisningsverdenen – men det gælder åbenbart også i det private erhvervsliv.

Der er derfor ingen anden forklaring på de enorme bonus-programmer, end at når der er penge nok, og når man sidder tæt ved kilden, så øser man skamløst og hæmningsløst til sig selv. Ganske karakteristik – og dybt pinligt – reagerer diverse bestyrelsesformænd da også med standardbemærkningen ‘ingen kommentarer’, når kritiske journalister spørger til rationalet bag de enorme bonusprogrammer. Og jeg forstår dem, for hvordan skal man retfærddiggøre grådighed? For mig at se er bonus-programmer i den størrelsesorden samfundsskadelig virksomhed, og den amerikanske ledelsesguru Henry Mintzberg begrunder det med disse ord: 

»Det værste signal, man kan sende som topchef er, at man er 300 gange mere værd end en menig medarbejder. Disse mennesker er per definition ikke ledere, de er medløbere. Hvis de var ledere, skar de deres løn ned og sagde: Vi er i dette sammen. Dét er lederskab«.

Også den får lov til at stå et øjeblik!

(Min fakta-kilde til ovenstående er Jyllandsposten d. 19/5 2018).

Absolut uden samenhæng iøvrigt sendte jeg i går min opsigelse til Undervisningsministeriet. Efter næsten 50 års arbejde med undervisning på alle niveauer og på mange forskellige områder har jeg truffet den endelige beslutning om, at nu er det slut. Slut med undervisning, slut med ledelse, slut med konsulentarbejde, slut med inspektioner, slut med alt på arbejdsmarkedet. Og min bonus? 750 millioner, milliarder, billioner, trillioner kroner. Naturligvis, mindre kan ikke gøre det, for et hæderligt stykke arbejde til gavn for hele samfundet og almenvellet må da kunne matche direktørens arbejde i et tilfældigt medico-firma til gavn for…nogle få aktionærer! Jeg ser derfor i den grad frem til næste måneds lønopgørelse, og så skal der deles ekstra store fødselsdagsgaver ud til børn og børnebørn. Det kan ikke slå fejl..!

21. maj 2018 – en sæbeboblemaskine

Christoffer og Anders med familie er på besøg i Fjellerup,  og Alberte bader i sæbebobler –

– og ellers er den dejlige forårsdag som skabt til afslapning og en badetur –

(Tryk og bladr…!)

27. maj 2018 – stadig i Fjellerup, og nu med udendørs brusebad

Det fabelagtige forårs/sommervejr bliver ved og ved, og ‘fisketuren’ til Bønnerup er næsten en daglig forteelse –

De sidste mange år har jeg maksimalt været i vandet 1-2 gange om året, men i maj i år har det undertiden været flere gange om dagen…! Og derfor er det praktisk, at jeg netop idag er blevet færdig med at bygge en solopvarmet udendørs bruser –

29/5 2018: TO GODE BØGER – OG EN FREMRAGENDE BOG. 

Selvom det er varmt, skal der læses bøger. Sådan har det altid været, og når vi pakker for at tage til Fjellerup, er det bøger, der først tænkes på. Hvad skal med? Vi har netop læst to bøger om reformationstiden, dels Maria Hellebergs bog ‘Stormene’, dels Ken Follett’s ‘Den evige ild’. To gode bøger, hvor der kommer kød og blod på en vanskelig transformationstid i Danmark og Europa, men vi var enige om, at Hellebergs bog er for lang. ‘Nerven’ mangler i bogens sidste tredjedel. En tredje bog bog, “Helvede, tur-retur. Europa 1933-1949” af den britiske historiker Ian Kershaw, er derimod fremragende – velskrevet, slet ikke for lang (nærmest tværtimod) og uhyre interessant.  Det er andet bind i Kreshaw’s fortælling om de tre årtier fra 1914 – 1949, hvor (med forfatterens ord) …“Europa syntes at have sat sig som mål at ødelægge sig selv”. Første verdenskrig var en katastrofe, men kulminationen kom med anden verdenskrig, den europæiske civilisations totale sammenbrud, hvor livet for millioner af mennesker blev et helvede på jord. I Nord- og Vesteuropa slap vi forholdsvist billigt, mens det i Sovjetunionen og Østeuropa samt over for jøderne fik karakter af folkedrab, et angreb på menneskeheden, som var uden fortilfælde i historien:

“Den var en nedstigning i en aldrig tidligere udforsket afgrund og indebar ødelæggelse af alle oplysningstidens civilisatoriske idealer. Det var en krig af apokalyptiske dimensioner, et Europas Armageddon.” (Kershaw s. 125)

Kershaw’s bog er god at blive klog af, hvis man vil forstå, hvad der skete i første halvdel af det 20. århundrede, men bogen er specielt interessant, fordi den analyserer de  samfundsfænomener, der skabte krigene, og som – og det er pointen – er ligeså aktuelle i dag som for hundrede år siden. Vi ser nu igen i Europa populistiske bevægelser med en tydelig snert af fascisme (se for eksempel til Italien eller Tyskland), og hvis politikerne ikke forstår, at disse bevægelser er udtryk for en dyb utilfredshed med den grænseløse kapitalisme, er der alvorlig risiko for, at populisterne/fascisterne får magt, som de har agt, og så kan det for alvor gå galt – igen. Trump blev valgt i USA på en bølge af utilfredshed blandt millioner af amerikanere, der følte sig glemt og svigtet af de traditionelle politikere, og risikoen for en tilsvarende situation i Europa er klart til stede.

Hvis man er optaget af disse forhold, er Ian Kershaw’s 2 bøger gode at blive klogere af. Læs dem og diskuter dem med så mange som muligt:

  1. “Den store katastrofe. Europa 1914 – 1933”.
  2. “Helvede tur – retur. Europa 1933 – 1949”.

17. juni 2018 – en tur til Bornholm

Det har længe været et ønske at besøge Bornholm, og nu lykkedes det. Sammen med to gode venner har vi været en tur på min bedstemors fødeø, og det kom der en masse ud af. Læs herom på www.Rejserier.dk ved at følge dette link:  Bornholm juni 2018

Besøget gav ny viden om den bornholmske del af min familie, og jeg har skrevet om det på www.Spellingøstergaard.dk – følg linkene Spelling-slægten og Min bedstemor på fars side.

23. juni 2018 – en gave fra overdrevet! 

Vi har fået en gave. En gave fra gode mennesker med glimt i øjet. Baggrunden er, at vi igen har haft besøg af vores australske venners datter, Veda, sammen med hjerteveninden Ruby fra Wottamolla (på den australske østkyst). Veda havde en gave med fra sine forældre. Og det var ikke en hvilken som helst gave, det var en “Eggshellbreakingandperforatingdevice” – danish design, naturligvis!

Med sådan en dims skal vi nu ikke længere bøvle med at skære toppen af det daglige morgenæg, nu sker det automatisk, og danish design har atter engang rykket verden fremad og opad 🙂 . På den lille video her har Anne-Marie lige pakket gaven op og skal straks afprøve det nye vidunder: Eggshellbreakingandperforatingdevice. 

Gaven var naturligvis både sjov og velment, men den fik mig også til at tænke på, hvor absurd verdens rigdom er fordelt. Få kilometer fra os bor der flygtningefamilier, der har mistet alt – ALT – og her sidder vi og skal ikke længere slå toppen af ægget med en teske…!

26. juni 2018 – mig-først-kulturen!

I morgen skal jeg tage afsked med ansatte og ledelse på en skole, hvor jeg har haft det lovpligtige tilsyn gennem en årrække. Det er en rigtig god skole, og det er den af flere årsager. Skolen er god, fordi eleverne får solide faglige kundskaber og derfor klarer sig godt til eksamen, men det der gør skolen særlig god er, at den også arbejder målbevidst med at give eleverne de fælles værdier, der gennem generationer har skabt det danske samfund, loyalitet, tolerance og respekt for almenvellet. Den enkelte elev lærer at forpligte sig i fællesskabet, langt ud over sig selv og i skarp kontrast til den udbredte mig-først-kultur, der som en pest huserer i Danmark og hele den vestlige verden.

Et demokratisk samfund kan ikke fungere, hvis den dominerende kultur i samfundet er baseret på en individuel identitet, hvor alle har deres egen sandhed, og hvor der ikke er en grundlæggende enighed om, hvad der er godt, skidt, ret og rimeligt. I en mig-først-kultur vil man aldrig acceptere et demokratisk flertal, som vil noget andet end – mig, og så er demokratiet som styreform for alvor i krise. Demokratiet som styreform står og falder med, at der i samfundet er en stor mængde fælles værdier, og skolernes indsats på det område er fuldstændig essentiel, ofte overset af vores politikere men ikke desto mindre af den største betydning.

Selv om camouflagenettet er kastet ud, kan det ikke skjules, at mig-først-kulturen har sit udspring i og tager næring fra ultra-liberalismen, i DK promoveret af Liberal Alliance og ‘handelshøjskole-fraktionen’ af Venstre. Skadeligt for vores samfund og dybt usympatisk i mine øjne.

Lærerfaget er blevet et kvindefag, og derfor vil jeg slutte min tale med at takke for den sidegevinst, at udover at få løn har arbejdet givet mig mulighed for regelmæssigt at mødes med en stor flok dejlige kvinder uden at få vrøvl med min kone 🙂 .

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.