4. kvartal 2018

Juledage i Fjellerup

Juledage er skabt til at lave ingenting, og det levede vi i den grad op til. Nogle gåture blev det dog til, dels ved Gjerrild Klint, dels ved havet i Fjellerup.

De utroligt smukke edderfuglene er her i tusindvis –

I strandkanten løber de hurtige og sjove ‘sandløbere’ på jagt efter de smådyr, som vandet efterlader på sandet –

Men pludselig – som efter fælles aftale – letter flokken og forsvinder ud over havet, et smukt syn  –

24. december 2018

Min fødselsdag i går blev lige så dejlig og kaotisk som forudset. 9 børnebørn fra 2 – 17 år  tumlede rundt, op og ned og gjorde dagen uforglemmelig, mens deres forældre spiste sig ind i Anne-Maries julefrokost. Hvor gammel jeg blev, kan jeg ikke længere huske ( 🙂 ), men det må være et højt tal, for jeg hørte på et tidspunkt min datter tale kritisk om ‘den næste generation’, dem på ca. 30 år…!

Her er nogle billeder fra dagen – (tryk for store billeder) –

Af det yngste barnebarn, drillenissen Alberte på 2 år, fik jeg i gave en ualmindelig rædselsfuld julesweater med rensdyr og blinkende lamper. Jeg bar den naturligvis med stolthed hele dagen – og godt så jeg ud, ikke et øje var tørt…!

Da alle var draget hjem, ryddede vi op og flygtede fra al juleræs til mørket og stilheden i vores lille, gamle hus ved havet, her fotograferet i et lidt nostalgisk skær… –

Kl. 16.20 gik vintersolen i havet som en kollossal ildkugle, og da vi ikke har set den så flot i lang tid, blev den foreviget, billedet er dog kun en svag afglans af virkeligheden –

Mens anden blev fyldt, gjorde jeg klar til et glas juleportvin, som viste sig at være glemt i Viborg – grrrr 🙁 – men det blev alligevel jul!

Og julens budskab er, at der kun er trekvart år (!!) til hele det cirkus begynder igen..!

19. december – det ser sort ud!

Ak, Ak, nu går det ikke længere at spille “Jyden han er stærk og sej’ her på domicilen, for Anne-Marie er hverken jyde eller stærk og kun en smule sej, og så bliver hun jo nok krænket, hvis hun hører den. Det er da en skam, for det er en sjov sang, som man kan drille fynboer med.

Også H. C. Andersens, I Danmark er jeg født, må bestemt i skammekrogen, for der er jo dem, der er født uden for rigets grænser, og de må formodes at blive krænket allerede i første linie.

Jeg holder rigtig meget af Chr. Winthers dejlige sang “Hun er blød, hun er sød” med musik af Otto Mortensen. Har sunget den mange gange i Studentersangernes kor og linierne “Hun er nysselig, og kysselig på mund, hånd og arm” ligger fabelagtigt i munden, når man synger dem. Men nu må den naturligvis ud af repertoiret, for er den egentlig ikke ret sexistisk, når det kommer til stykket? Nogle – de ikke så bløde og søde – vil nok ikke rigtig føle sig includeret, og det går jo slet ikke.

Helt slemt er det med Lembcke’s “Vort modersmål er dejligt”! Som mand står jeg helt af – jeg bliver dybt krænket, hvis jeg skal høre på sådan en feministisk kampsang.

Helge Rode/Carl Nielsens “Min pige er så lys som rav”….pragtfuld sang, men i guder, hvor den er krænkende over for de sorthårde, brunetterne for ikke at tale om de gråhårede. Ud med den!

Nielsen er på færde igen sammen med Holstein i “I solen går jeg bag min plov”, men her er vi ude i noget rigtig alvorligt, for vi ved jo godt, at landmændene er dybt forgældede efter sommerens tørke, og så tilhører ploven faktisk banken, og dem tør vi ikke krænke, for så kan vi ikke få et nyt billån. Ud!

Det ser sort ud!

PS: Ovenstående refererer naturligvis til episoden på CBS, hvor en ansat klagede – og modtog en undskyldning fra skolens ledelse – fordi hun følte sig krænket over, at man til en morgensang havde sunget *Den Danske sang er en ung, blond pige’. Den pågældende er åbenbart hverken ung eller blond…! En undskyldning i den situation er udtryk for et ledelsesformat så sølle, at det er skræmmende – og det sker på landets fremmeste Handelshøjskole, hvor man underviser i ‘ledelse’ 🙁 …! I stedet for et nytårsgratiale burde det udløse en alvorlig påtale til den ansvarlige leder for dårligt udført arbejde.

17. december 2018 – Tristesse!

Det er gråt derude, ikke koldt, heller ikke vådt, bare gråt, og de små huse ved kysten i Fjellerup ligger og skutter sig og venter på bedre tider. ‘Tristesse‘ burde billedet nedenfor vel hedde –

En effektiv kur er at komme ud i det grå og opdage, at det også kan være smukt og dejligt. Vinterskoven med dens nøgne grene er en skulpturel oplevelse med skjulte løfter om forår og farver inden så længe –

Selvom jeg ikke er nogen fan af julen med al dens hysteri, har den også sine forsonende sider. Mørke udenfor, lys indenfor, god mad og et glas rødvin hjælper så afgjort –

Endnu et opkvikkende middel mod alt det grå er at gå på museum! Vi var forleden dag på Moesgaard Museum for at se særudstillingen om Mongolerne og Djengis Khan. Udstillingen er fantastisk godt lavet – milevidt fra gamle dages langgaber – og man bør afsætte mindst et par timer til besøget. Fortællingen om Djengis Khan og hans slægt er en beretning om en fabelagtig, effektiv krigsmaskine, der erobrede store dele af Asien, herunder det nuværende Kina, og i 1230’erne også trængte langt frem i Europa og besatte dele af det nuværende Polen og Ungarn. De stod med andre ord på vores dørtrin og ville formodentlig have sparket døren ind, hvis ikke de pludselig var vendt om, fordi hærføreren, Ögedie Khan – søn af Djengis Khan –  døde og interne stridigheder brød ud. Mens man ser den spændende udstilling kan man spekulere over, hvordan vores land og liv havde set ud, hvis ikke Ögedie Khan meget belejligt var død, netop som mongolerne havde besluttet sig for at fortsætte deres erobringstogt. At beskæftige sig med historie er i høj grad også at beskæftige sig med, hvordan tilfældet er en faktor, der igen og igen slår til og styrer historiens udvikling.

16. december 2018 – Johs. V. Jensen, Macron og Trump

I disse decemberdage er jeg ved at genlæse Johs. V. Jensens fantastiske roman fra 1901, Kongens fald. Den skal læses langsomt, for romanen er skrevet i et tilstræbt gammelt sprog, og ofte har man brug for at læse et afsnit flere gange, men læses skal den, igen og igen, for den byder på en indsigt, som alle kan lære af, ikke mindst nutidens politiske magtelite – mere herom nedenfor.

Der har været storm over Europa i 2018, og i Frankrig er stormen vokset til en orkan, der i disse dage rammer landet med fuld styrke og næsten har blæst det omkuld. ’Under-Frankrig’ iklædt gule veste gør oprør i et omfang, der bringer mindelser om revolutionen i 1789, hvor ‘sansculotterne’ (dem uden knæbukser) gjorde gaderne usikre og kappede hovedet af kejsere, dronninger og adelsmænd i hobetal. Ligesom sansculotterne er ’de gule veste’ vrede. Vrede over elitens grådighed og arrogance, vrede over at være blevet trængt ud af de store byer pga høje huslejer, og vrede over stigende priser på benzin og diesel til deres ’Berlingo’er’, der skal bringe dem på arbejde i et land, hvor offentlig transport mange steder ikke er en mulighed.

Sociale uroligheder er altid særligt voldsomme i Frankrig, og som jeg ser det, ligger en væsentlig del af forklaringen i et stærke hierakiseret samfund, hvor dialog foregår horisontalt – dvs inden for klasserne og ikke mellem klasserne. Ledere dyrker deres image med omhu, demonstrerer deres status og taler til – ikke med – deres underordnede. Et par historier kan illustrere min pointe:

For et par år siden fortalte en fransk rejseleder-kollega, Delphine, om sin forbløffelse, da hun i en gruppe fra en dansk kommune ikke kunne identificere borgmesteren, som hun vidste var deltager, for der blev på ingen måde gjort nogen stads ud af ham/hende, der ’bare’ var deltager på linie med kollegerne. Noget tilsvarende ville aldrig – ALDRIG – ske i en tilsvarende fransk gruppe, fortalte hun. Da jeg i forlængelse af denne historie spurgte til hendes syn på franske politikere, spruttede hun af arrigskab med fortællinger om udbredt sexisme og stærk elitisme.

Nogle år før havde en fransk rektorkollega fortalt mig, at hans autoritet ikke kunne holde til, at han kørte i en fransk bil, det måtte nødvendigvis være en Mercedes eller en Audi. Fuldstændig absurd i mine øjne, men tankevækkende at lytte til. Da han hørte, at jeg cyklede til arbejde hver dag, var han ved at besvime, noget sådant ville aldrig være en mulighed for en leder i Frankrig, sagde han.

I skrivende stund spiller Frankrig finale ved EM i håndbold for kvinder, og da den franske nationalsang blev sunget for nogle minutter siden, undrede den danske kommentator sig over, at holdets træner stod adskilt med et par meter fra de franske spillere. Set med danske øjne er det underligt, men virkeligheden er anderledes i Frankrig: Træneren er hævet over sine spillere og det skal kunne ses!

Dette fastlåste sociale hierarki er – sammen med en stærk centralisme koncentreret i Paris – brændstoffet til den voldsomme vrede, vi ser i gaderne i disse dage.

Den unge franske præsident Macron tilhører dén parisiske elite, som ’de gule veste’ hader, og det er på ingen måde lykkedes ham at vise en farbar vej ud af de problemer, det franske samfund står i. Han er urutineret, uden relevant indhold på sit cv, og han tildelte sig selv en ophøjet og svulstig rolle med kejserlige manerer, da han indtog Élysée-palæet – lige præcis en adfærd, der mildt sagt er uklog i et land med tradition for voldelige revolutioner fra gaden. Meget tyder på, at Macron ender med at blive en ligeså mislykket præsident som sin forgænger, Francois Hollande, for hans politiske projekt (reformering af det franske samfund) hænger i så tynde laser, at det minder om gamle klude, blæst i stykker af virkeligheden, klassedeling, elendig offentlig økonomi og jævnlige terroranslag. Færre end hver fjerde franskmand synes, han gør et godt job, og han beskyldes for at være ligeglad med de problemer, som almindelige franskmænd slås med.

Og nu kommer Johs. V. så på banen: Da jeg så Macron tale til sit folk (’sit folk’…kejserretorik!) i et forsøg på at lægge en dæmper på urolighederne, kom jeg til at tænke på en passage i Himmerlandsforfatterens mesterværk. Han skriver om kong Christian d. 2, der den 10. februar 1523, ’Tvivlens og Fortvivlelsens Nat’, sejlede frem og tilbage på Lillebælt, fordi han ikke kunne bestemme sig efter at være blevet afsat af de jyske stormænd. Da han for tredje gang krydsede bæltet, slog det ham, hvad han havde gjort galt: “Han havde jo glemt at regne med sine Undersaaters Mening, der er en Virkelighed, selv om den er taabelig….Han vilde slaa af, gøre Indrømmelser!”

Macron – og alle andre elitister – ville have stor gavn af at læse, hvad studenten fra Viborg Katedralskole skrev for mere end 100 år siden!

Selv Trump burde læse Johs. V! Hvis han altså kan læse? Man kommer i tvivl, når man hører tidligere udenrigsminister Rex Tillerson’s karakteristik af præsidenten: ”Han lytter aldrig, læser aldrig og alligevel ved han altid bedst!”. Stærke ord fra en mand, der har arbejdet side om side med præsidenten! Trump slog igen ved at sige, at Tillerson er ’dum som en sten’, og den reaktion var ingen overraskelse, for Trump kender tilsyneladende kun til konfrontationens dialog.

Hvis Trump kan læse, burde han tænke over fortællingen om ’det Stockholmske blodbad’ i 1520, hvor kong Christian d. 2 lod hele den svenske adel halshugge på torvet. Johs. V. skriver herom i “Kongens Fald”: “3 år senere, Tvivlens og Fortvivlelsens Nat, fik Kong Christiern Betalingen for sin manddoms Arbejde; Stenene han havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens kraft hævnede sig! Kongens Kraft faldt. Ja, Kongens Kraft ophørte, idet han anvendte den.”

Gad vist, om det bliver i 2019, at Trump forstår, at den der slår, får?

8. december 2018 – Palestrina

Palestrinas julemesse i Viborg domkirke med Bo Holten og vokalensemplet Musica Ficta – blandet med en række danske julesange, blandt andet ‘Juletræet med sin pynt’ arrangeret som  barbershop. Fremragende. Palestrinas musik er 8-dobbelt kontrapunktmusik, hvilket vil sige, at der er 7 modstemmer til hovedmelodien, og kunsten er at få det til at lyde som en helhed, hvilket Palestrina er en mester i. Der er harmoni og balance i hans musik, der nærmest flyder ind i ørene – vidunderlig smukt.

7. december 2018 – flere fitnesscentre end boghandlere

Det skærer i hjertet at læse om et stigende antal unge (flest piger) med en spiseforstyrrelse. Jeg kendte dem på Katedralskolen og som regel handler det om, at de unge piger ikke kan lide deres krop, fordi de spejler sig i photoshoppede fake-billeder i dameblade, på Instagram m.fl. Det er skidt men kun en del af forklaringen – vi er også nødt til at se på os selv.

I brede kredse er der kommet et hysterisk fokus på mad og sundhed, og enhver dansk by har i dag flere fitness-centre end boghandlere. Fokus på kroppen er det nye mantra, og når samtalen over middagsbordet fokuserer på alt det fæle fede, som man for enhver pris skal undgå, så er det ikke underligt, at børn og unge får et forvredent forhold til mad. En pizza eller en gang spaghetti med kødsovs fredag aften? No way! Kropslig sundhed er blevet til en religion, spelt er Gud, og det er mere pinligt at være lidt for tyk end at få et klip i kørekortet for at køre for stærkt. Spiseforstyrrelser kommer ikke af ingenting,

Færre kogebøger og flere vitaminer til hjernen i form af gode bøger,  der kan nydes i selskab med en croissant og en kop kaffe eller et glas cacomælk, vil være et stort fremskridt. Fokus flyttet fra hvad man putter i munden til hvad man putter i hovedet. Og mens de voksne tager sig et glas rødvin, kan de passende tage en hyggelig snak med deres børn – om alt andet end slankekure og den næste tur til fitnesscenteret. Det vil helt sikkert øge familiehyggen og reducere antallet af unge med spiseforstyrrelser.

15. november 2018 – banditter i habitter, igen!

I dag er Nordeas risikochef, Julie Galbo, i JP og Børsen citeret for følgende udtalelse i forbindelse med afsløringen af Nordeas deltagtelse i spekulation i udbytteskat i Schweiz: “Man har været meget opmærksomme på, hvad der var den skarpe juridiske opfattelse, og ikke hvad der var det rigtige at gøre. Der er vi et andet sted i dag.”

Dette kan kun læses som en klokkeklar indrømmelse af, at Nordea udmærket vidste, at det man gjorde var forkert – selvom det muligvis var juridisk holdbart. Med andre ord en indrømmelse af, at bankens ledelse er “banditter i habitter”. 

Jeg spurgte Nordea skriftligt, om jeg havde forstået Julie Galbo rigtigt, altså at der er tale om en indrømmelse af, at der er foregået noget snavs, og at man vidste det…!  Nordeas svar var interessant, for de bekræftede, at det forholdt sig som jeg antog – og man er vældig ked af det, undskyld, undskyld! Det er tydeligt, at både i Nordea og Danske Bank har man som soldater i skyttegraven under et bombardement valgt at dukke hovedet i håb om at overleve – og imens siger man “undskyld, undskyld, undskyld, vi er et andet sted nu.” 

Nordea skrev også i deres svar, at de ikke ved, hvorfor der blev taget forkerte beslutninger i Schweiz, for de pågældende medarbejdere er ikke længere ansat i banken. Vi skal med andre ord tro, at de pågældende handlede på egen hånd uden grønt lys fra ledelsen. Enhver med blot det mindste kendskab til bankverdenen ved, at den er mere topstyret end de fleste andre virksomheder, så der har helt sikkert været accept fra topledelsen, men nu står den ved håndvasken og forsøger at vaske snavset af habitterne. “Vi er et andet sted nu…”!

Et billigt grin fik jeg også, for svaret fra Nordea sluttede med “Varme hilsner fra Caroline”, efterfuldt af en lille blomst….!

Troværdigt? Ikke det mindste – og det vil jeg fortælle dem.

9. November 2018 – en historisk mærkedag

Datoen den 9. november er mærkelig, for alene i de sidste 100 år er der på denne dag sket usædvanligt mange skelsættende begivenheder:

  • Den 9. november 1918 abdicerede Kejser Wihelm d. II af Tyskland (iøvrigt altså for præcist 100 år siden). Samme dag blev den tyske republik udråbt fra et vindue i rigsdagsbygningen af socialdemokraten Philipp Scheidemann. To timer senere udråbte den revolutionære leder Karl Liebknecht fra en balkon på kejserslottet den tyske socialistiske republik.
  • Den 9. november 1923 forsøgte Hitler ved et militærkup at tage magten i Tyskland.
  • Den 9. november 1938 (i dag for 80 år siden) indledte nazisterne en progrom mod jøderne med den såkaldte “krystalnat”.
  • Den 9. november 1989 faldt muren, der skilte Berlin i øst og vest.

Og som om det ikke er nok, så blev Anne-Marie og jeg gift den 9. november i 1993. Det betyder – altså – at vi har sølvbryllup i år! Vi havde planlagt dagen sådan, at vi ville en tur til Århus for at se den nyeste udstilling på Moesgaard museum, og så havde vi bestilt bord på en stilfærdig frokostrestaurant. Og det skulle sådan set være det sølvbryllup. Ingen grund til ståhej.

Kl. 8 havde vi spist morgenmad, og jeg var et øjeblik inde på mit arbejdsværelse, da jeg hørte Anne-Marie udstøde et ‘primalskrig’ inde fra stuen, og jeg var mildt sagt mystificeret. Hvad foregår der dog? Jeg ilede ud i stuen og så AM stå og grine/græde, for uden for døren stod der 20 mennesker og sang morgensang, børn, børnebørn, AMs søster og svoger, gode venner fra Viborg, Århus og Odense. Jeg rodede godt op i håret (den smule der er tilbage), for jeg var mindst ligeså forbløffet og anede faktisk ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Anders havde organiseret det hele, så der var medbragt såvel morgenbrød som kaffe, stole, paptallerkener, blomster, vin m.m., og det blev naturligvis mægtig hyggeligt. Så imponerende og direkte rørende, at de allesammen havde taget fri fra arbejde og skole for at komme herop. I løbet af formiddagen sivede de fleste afsted, men Sten og Grethe blev lidt længere, og vi spise frokost inde i Viborg – mægtig hyggeligt. Den sidste rest af ikke-opmærksomhed forsvandt, da vi opdagede, at Anita havde lagt billeder af os ud på Facebook, så i løbet af ingen tid strømmede det ind med hilsner fra nær og fjern.

Så meget for et sølvbryllup, der skulle have passeret i (næsten) ubemærkethed. Nok mere mit ønske end AM’s – men hun fik jo sin vilje som sædvanligt, endda uden at havde gjort noget som helst 🙂 🙂 🙂 .

6. november 2018

Vi er nogle dage i Fjellerup, og morgenens gåtur ved havet fik mig til at mindes Henrik Nordbrandts digt –

“Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”

Idag er der midtvejsvalg i USA, hvilket i praksis er blevet til en folkeafstemning om Trump. Enten elsker du ham, eller også hader du ham – hans politik, hans administration og Trump som individ. Han fremkalder lidenskab.

Nationen er splittet i to næsten lige store halvdele, der slet ikke – SLET IKKE – kan tale sammen, endsige finde fælles kompromisser om en fornuftig politik for landet. Vi har virkelig ondt af denne fantastiske, generøse nation med de mange dejlige mennesker, der for alvor er kommet i vanskeligheder med sig selv og hinanden.

For 150 år siden var uenighederne i landet så store, at det endte i en forfærdelig borgerkrig. Det er umuligt at forestille sig en gentagelse, selvom nogle taler om det, men kløften mellem trumpisterne og ‘de andre’ er så dyb, at det også er umuligt at forestille sig, hvordan den skal blive overvundet. Håbet er vel, at der ud af disen dukker en personlighed, der kan samle landet – på den anden side af Trump. Demokraten Beto O’Rourke fra Florida nævnes som en mulig præsidentkandidat, hvis han vinder over Ted Cruz ved guvernørvalget i Florida idag.

Det bliver en utroligt spændende tirsdag.

1. november 2018 – morgentur i efterårsskoven i Viborg

Efteråret er over os, selvom vi ikke rigtig kan se det, for træerne har endnu ikke smidt bladene. Temperaturerne er væsentligt højere end normalt for denne årstid, og en morgentur i skoven bag vores hus er derfor stadig med opknappet frakke i det lune vejr –

24. oktober 2018

Det er næstsidste dag i USA i denne omgang, og hvad mon jeg laver her…?’

Svaret giver naturligvis sig selv: Jeg står i “Banana Republic” mens Anne-Marie ser på tøj. Hun skal naturligvis ikke gå rundt og fryse…! 🙂 🙂 🙂

21. oktober 2018 – fødselsdag og begravelse

Vi har været til begravelse. I USA. Vores nære ven og min ‘soulsister’ Kirstens mand, Bear, døde for nogle år siden, og familien har siden da ventet på den rigtige lejlighed, hvor hans aske kunne spredes på hans foretrukne feriested, Race Brook Lodge i Massachusetts 200 km. nord for New York, hvor de bor. Nu fylder Kirsten 70 år, og hvad er mere rigtigt end at kombinere det med at sprede Bears aske.

Gode venner, børn og børnebørn mødtes i Race Brook og samværet blev lige så muntert, stemningsfuldt og afslappet som så ofte før. Latter, snak, børneleg og hundebjæffen (alle har medbragt deres hund 🙂 ) og ikke mindst musik har fyldt de sidste par dage (tryk på det første billede og bladr…!) –

Afskeden med Bear var naturligvis en privat begivenhed, som ikke skal udstilles her i et offentligt rum, men jeg er sikker på, at han ville have været meget glad for den fine tale, som Kirsten holdt for ham –

– og lige så glad ville han helt sikkert have været for det stykke Mozart-musik, som hans venner, Maggie og Roy, fra det hedengangne ‘Manhattan String Quartet’ spillede til ære for ham –

Som afslutning sang vi Benny Andersens ‘Svanesang’ (på dansk!), der er så utrolig enkel, smuk og udtryksfuld, og ikke et øje var tørt –

“Timerne føles så korte. Ingenting varer ved. Mor jer nu godt når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Bag mig er misbrugte dage. Foran mig noget jeg ikke ved. I. som skal blive tilbage, jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Jeg rejser uden eskorte og uden bitterhed. Mor jer nu godt når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed – mor jer nu godt når jeg er borte, jeg ønsker jer sange og kærlighed.”

Til slut blev Bears aske drysset i den fine, lille bæk, der løber gennem området ved Race Brook, og billederne fra den begivenhed er på vores nethinder. Det var svært, smukt, vedkommende og helt rigtigt. Til slut en vandretur gennem skoven til stedet, hvor Kirstens fødselsdag skulle fejres –

Midt i det hele skulle vi forholde os til, at vores rejse må afbrydes, idet Anne-Marie har fået besked om, at hendes mor stille er sover ind efter få dages bevidstløshed. Et langt (97 år!) og lykkeligt liv havde nået sin afslutning, og selvom det er vemodigt, er det også godt, hun har fået fred. Telefonerne gløder mellem Fyn og Race Brook, og det ender med nogle alt for dyre billetter med SAS – som heldigvis bliver refunderet af vores rejseforsikring.

Aftenen og Kirstens fødselsdag blev munter, dejlig, afslappet og en fin afslutning på nogle intense og følelsesmættede dage (tryk og bladr…!) –

 

Invalid Displayed Gallery

15. oktober 2018 – hvad f….. bilder hun sig ind…?

Venstre har fået ny politisk ordfører – Britt Bager hedder hun – og forleden dag talte hun om os over 70 som ‘ældrebyrden’. Nu er det i almindelighed ikke svært at blive irriteret på Venstre, men den dag gik det da helt galt. Hvad f….. bilder konen sig ind? Sammen med tusinder andre fra min generation har jeg arbejdet og betalt skat fra jeg var 23 til jeg var 71, og alligevel skal vi nu kaldes for en ‘byrde’ for samfundet, fordi vi har trukket os tilbage fra det arbejdsliv, vi har passet i små 50 år og nu lever af penge, vi selv har sparet op. Arrrrgh! At føle sig unyttig eller endnu værre unødvendig er det værste jeg ved, og det er præcis, hvad der sker, når man bliver kaldt for ‘ældrebyrden’.

Britt Bager er blevet voldsomt kritiseret for sine udtalelser, men hun er stadig sit partis politiske ordfører – det synes jeg man skal tænke over ved næste folketingsvalg!

14. oktober 2018 – sommer i oktober

Det er svært at få tingene til at stemme. Det er efterårsferie, hvilket plejer at være ensbetydende med regn i spandevis og strejf af sol, men i år har vi temperaturer på den varme side af 20 grader og spiser og opholder os udendørs som var det højsommer – dejligt, men mærkeligt –

14. oktober 2018

9. oktober 2018 – et kølleslag

I disse dage diskuterer politikerne heftigt, hvordan og ikke mindst hvor hurtigt det danske samfund energimæssigt kan omstilles fra sort til grønt, og en vigtigere diskussion kan man næsten ikke forestille sig. Som +70-årig er det imidlertid surrealistisk at følge diskussionen, for om omstillingen lykkes eller ej, er fuldstændig ligegyldigt for os…! Vi kan vel blot håbe, at asken bliver mere grøn end sort, og det må andre tage sig af 🙂 .

Et helt liv med deltagelse i alle mulige samfundsdiskussioner, og pludselig begynder vigtige emner at være totalt ligegyldige. Det er et kølleslag. En meget mærkelig følelse.

1. oktober 2018 – forvirring i oktober

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.