3. kvartal 2018

20. september 2018

Omfanget af hvidvask-sagen i Danske Bank er nu blevet nogenlunder klart, og beløbet er ufatteligt stort. Mindst 745 milliarder kroner har været gennem Dansk Banks møntvaskeri, og selvom der var mange konkreter advarsler, reagerede ledelsen ikke, for der blev tjent gode penge…! Alligevel får bankens CEO – norske Thomas Borgen – lov til at fortsætte i stillingen ‘indtil videre’, og når han bliver afløst, er der et gyldent håndtryk på 20 mio. kr. til ham for ikke at have passet sit arbejde. Det er så skamløst, at ingen ord rækker, ikke engang sprogets værste bandeord. Min – og mange andres – retsfølelse er dybt krænket.

Her i huset har vi forladt Nordea, fordi den også har været involveret i hvidvask og andre kriminelle aktiviteter, og jeg håber rigtigt mange kunder vil gøre ligeså og forlade Danske Bank som konsekvens af ovenstående. Ejer man aktier i Danske Bank, bør man sælge hurtigst muligt. Det sprog er tilsyneladende det eneste, man forstår på direktionsgangen i de store banker. Banditter i habitter.

Politikerne står i kø for at fordømme Danske Banks adfærd – med en enkelt undtagelse:  Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, der mener kritikken er overdrevet. Egentlig ganske befriende, for han viser dermed liberalismens sande ansigt: Går den, så går den, og går den ikke, så prøver vi en anden vej. Liberalisternes måde at tænke på vil smadre sammenhængskraften i samfundet, hvis de får magt, som de har agt.

18. september 2018

Det er stille dage i Viborg, sådan helt bogstaveligt, for AM er blevet knæ-opereret, og et flot røntgenbillede viser, at en protese sidder som den skal og gør det ud for den brusk, der ikke længere er der. Det er en særdeles smertefuld operation, og derfor er morfin og husets store sofa de bedste venner i disse dage. En rollator og et sæt krykker er inden for rækkevidde og virker på samme tid som en nødvendig hjælpende hånd og som motivationsfaktor for at komme videre med fysioterapeutens øvelser, så de hurtigst muligt kan blive leveret tilbage til Viborg Sygehus. Der er påstand om ‘dødsstraf’ for at offentliggøre billeder af AM med rollator… 🙂 , men øvelser med krykkerne kan gå an – her udøves der ‘bakketræning’ –

1. september 2018

Vi er tilbage i Fjellerup og sidder på terrassen i solnedgangens særlige lys, hvor sølvtråde fra de utallige edderkoppespind glitrer overalt i græsset, mens vanddråber fra dagens lette regn stadig hænger i træernes blade. Når vi går mellem buske og træer sker det som en romersk kejser med hånden højt hævet for ikke at få de klæbrige tråde i ansigtet, og ved man ikke bedre, må det se lidt komisk ud.  Nyplukkede brombær er tidligere idag blevet forvandlet til marmelade, der skal forsøde vintermorgenerne om ikke så længe. En flok skræppende gæs fløj hen over huset for et øjeblik siden på vej mod syd, for selvom det stadig er lunt med masser af solskin kan også de mærke, at sommeren er slut. Vi er på vej ind i efteråret.

Efteråret er et overflødighedshorn af frugter, svampe og bær, men det er også tiden, hvor der skal skæres og klippes, for alt er vokset helt vildt i denne sommer, næsten demonstrativt meget som for at bevise, at sommerens tørke ikke var noget problem. Og så er efteråret sæson for ‘blues’, ‘november-blues’ som Benny Andersen skriver, med eftertanker om sommeren der gik og forestillinger om, hvad den forestående vinter vil bringe.

14-24. august 2018

Pause her på bloggen, fordi vi er på rejse i Bretagne, læs på Bretagne i august 2018.

11. august 2018: Noget helt uvant…!

9. august 2018 – signaturmad og smagen af sommer

Hvis man kan tale om signatur-mad, og det kan man vel, så er aftenens middag så typisk Anne-Marie, som det overhovedet kan blive. Det er Anne-Maries underskrift på et spisekort. Signaturen ser ud som på billedet nedenfor og består af stenbiderrogn, røget laks, hjemmelavet tunsalat, avocado med krebsesalat, tomater, rucolasalat, purløg, agurk (økologisk naturligvis), en skive citron og ‘ukrudt’ på toppen –  

– og jeg, der havde set frem til mørbradbøf i flødesovs… 🙂

Årets brombær er usædvanligt store og modne længe før normalt. Hvor vi plejer at plukke iført robust regntøj, foregår det i år i shorts og badesandaler – en næsten surrealistisk oplevelse. Det afstedkommer et utal af rifter på arme og ben, som tiltrækker myriader af irriterende små fluer, og Anne-Marie ligner en hollandsk vejrmølle i stormvejr, mens hun plukker. Alligevel er det blevet til nogle kilo, og denne eftermiddag er der fuld gang i syltningen, så vi til vinter kan smage lidt på sommeren, der gik. Jeg kan vanskeligt komme i tanke om en mere meningsfyldt beskæftigelse –

8. august 2018 – Glad i låget 🙂

I dag er det min datter Louises 45 års fødselsdag og min søn Johans datters 13 års fødselsdag (Victoria). 45 år er ingen alder, men når jeg lægger 45 år oven i den alder, jeg havde, da Louise blev født, svimler det lidt for mig.

Begge disse fødselsdage er gode grunde til at blive glad i låget, men der er nu også en tredje grund: For en måneds tid siden havde vi Anders og Benita’s Mai på besøg her i Fjellerup, og de sidste par dage har Louises og LP’s Jacob og Emil på hhv. 17 og (næsten) 13 år været her. At opleve sine børnebørn som kvikke, sjove, høflige og hjælpsomme  gør os mere glade, end de nok selv forestiller sig. Dejlige voksne i svøb.

Vejret var pragtfuldt, og jeg tror vi var i vandet en 5-6 gange –

Jacob og Emil fik den ‘middel-store’ historietur rundt om Fjellerup. Vi begyndte næsten 10.000 år tilbage lige efter den sidste istid, hvor området ved Fjellerup havde besøg af mennesker, der strejfede omkring som jægere og samlere på jagt efter mad og drog videre, når der ikke var mere at spise – eller når det blev for koldt. I havet ved Fjellerup var der store mængder af østers og muslinger, lige til at samle op og spise, og derfor slog vores forfædre lejr her. Vi ved det, fordi man ved Mejlgaard-slottet i midten af 1800-tallet fandt en stor ‘køkkenmødding’ bestående af rester fra stenalderfolkets måltider –

Man skal forestille sig situationen, at netop her har vores stenalder-forfædre siddet og spist deres måltider, fortrinsvist østers, og det, der idag (for nogle!) er en delikatesse, var for stenalderfolket basisføde, datidens ‘rugbrød’. Når den slibrige geleklump var spist, blev skallerne smidt hen i en bunke, og det er den bunke – køkkenmødding – der blev fundet i 1850’erne, og som vi og vores to teenage-børnebørn besøgte på dagens ‘middel-store’ historietur.

Billedet ovenfor er nogle år gammelt, og desværre kan man ikke længere se de mange østersskaller. Nedfald af blade har med tiden dækket muslingeskallerne, og idag skal man bruge sin fantasi (og have en historiefortæller med 🙂 ) for at forestille sig dette sted som en boplads 5-6.000 år før vores tidsregning.

Efter køkkenmøddingen var næste mål jættestuerne ved Tustrup, hvor vi er sprunget frem til bondestenalderen ca. 2000 år f.v.t. På billedet nedenfor står et par drenge og undrer sig over, hvordan i al verden man uden maskiner har fået bakset de tunge sten på plads –

Området er meget smukt og inviterer til en spadseretur –

Eftermiddagens sidste besøg var på kirkegården i Rimsø, hvor der helt usædvanligt står en runesten på størrelse med de berømte (og samtidige) i Jelling –

På runestenen fortæller “Thore” om tabet af sin mor, og ud fra det alfabet (‘futhark’), som teksten er skrevet med, kan man konkludere, at den stammer fra midten af 900-tallet, altså mens Harald Blåtand var konge i Danmark og satte sine berømte sten i Jelling, hvor han praler af at have samlet og kristnet Danmark. Alt det gav naturligvis anledning til en snak om runer, hvordan de læses (nogle ord bagfra…!), hvorfor man skrev med sådan nogle sære tegn og hvor længe man blev ved med at bruge dem.

En cykeltur hører sig til i Fjellerup, og her trækkes hestene af stalden –

Gennem skov og krat går det i retning mod Bønnerup –

Undervejs en lille pause på jagt efter brombær, der i år er usædvanligt store og fine –

Efter 8 km. langs stranden er vi fremme i Bønnerup, hvor belønningen venter –

(Fyren til venstre skulle vist have valgt et glas vand i stedet for 🙂 )

Sådan et par dage kan man glæde sig længe over – og se frem til en gentagelse. 🙂 🙂

2. august 2018 – Avernakø

Avernakø ligger lidt syd for Lyø midt i det sydfynske øhav og består egentlig af to øer, Avernak og Korshavn, der for 80 år siden – i 1937 – blev forbundet med en dæmning. Men 80 år er ingenting, når det handler om a t ændre menneskers bevidsthed. En af de lokale – matros på færgen, der fragtede os og vores cykler til øen – fortalte os, at han aldrig taler om Avernakø, kun om Avernak – med tryk på første stavelse – fordi det er her, han stammer fra. De to små øer ligger fra naturens hånd kun et par hundrede meter fra hinanden, men det er rigeligt til, at man kan tale om ‘dem’ og ‘os’ og hvorfor nævne ‘dem’, når man nu er ‘en af os’ fra Avernak…!  Der er da heller ingen tvivl om, at Avernak er den vigtigste af de to øer, for her ligger øens eneste købmand, der i tillæg til toiletpapir, frysevarer og lidt grønt også driver en lille café. At caféen var lukket her midt i højsæsonen, gør ingen forskel, for Avernak har en købmand med tilhørende café – det står i turistbrochuren, og Korshavn er og bliver lillebror.

Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og når jeg nu siden dengang (altså da vi boede på Fyn) har kaldt øerne for Avernakø, så bliver jeg ved med det. Det er også fornuftigt, for at blande sig i lokal storpolitk kan nemt give ballade. Det er som Østberlin og Vestberlin…!

Avernakø rummer ca. 100 fastboende personer, fortrinsvis landmænd samt bemeldte købmand – der ved nærmere eftersyn er en købkvinde – og nogle få andre. Med så få personer giver det sig selv, at her er intet bysamfund, kun en gård her og der, skønne udsigter og masser af plads.

Vi cyklede en dejlig rundtur på øen, og man bliver ikke overanstrengt, for der er ca. 10 km. fra den ene ende til den anden. Undervejs passerede min cykel 1.000 km. på triptælleren, kørt siden jeg fik den for godt et år siden –

Der er ingen store eller usædvanlige seværdigheder på øen, men kirken rummer en sjov historie, idet de gode Avernak- og Korshavnfolk på dag 1 efter den officielle overgang til protestantisme den 30. oktober 1536 som de første i kongeriget fik kongelig tilladelse til at opføre en protestantisk kirke. Hvorfor det netop blev dem, fortælles der intet om, det er nok en tilfældighed, men tilfældigheder kan jo blæses op fra ingenting til noget særligt, og at være Danmarks første reformations-kirke er da noget. Én ting var at få tilladelsen i 1536, men hvad med penge til et kirkebyggeri og – vigtigst af alt – hvor skulle den ligge? Kassen var tom og et byggeri lå langt ude i fremtiden, men det forhindrede ikke årtiers drabelig kamp om, hvor kirken – når man engang fik penge – skulle ligge. Kompromisset blev en placering i skellet mellem bostederne Avernak og Munke – og Korshavn tabte slaget. De gode korshavnere måtte således i århundreder krydse vandet, når de skulle i kirke på Avernak, og det har de aldrig glemt. Gedigent nag ruster ikke!

Da der ingen penge var til byggeri, blev det nye protestantiske budskab i århundreder forkyndt i et gammelt bindingsværkshus bygget af marksten, og først i 1876 fik øen en rigtig kirke, som idag står smuk og nykalket –

Færgen sejler i en cirkel Fåborg -> Lyø -> Avernakø -> Fåborg, og man kan hoppe af og på som man vil. Der er under hele sejlturen udsigt til til de mange øer i det sydfynske øhav, Bjørnø, Svelmø, Drejø, Lyø, Ærø m.fl., og i det fjerne kan Sønderjylland ses – en rigtig flot tur.

Da vi vendte tilbage til Fåborg og på afstand så byens smukke ‘skyline’ –

– fik jeg klare mindelser om tv-serien Matador. Fåborg har en stemning som i Korsbæk og rummer også en ‘Mads Skjern”, her hedder han bare Mads Rasmussen, og han tjente store penge som konservesfabrikant i begyndelsen af 1900-tallet og brugte nogle af dem til at stifte Fåborg museum, som jeg skrev om igår.

1. august 2018 – Fåborg Kunstmuseum

I dag ville min mor være fyldt 96 år, hvilket får mig til at tænke på hende. Et helt igennem dejligt menneske var hun, og jeg har kun gode minder om hende. Det kunne lyde som en frygtelig banalitet, men når jeg lytter til andre, bliver det (endnu mere) klart for mig, at jeg med min mor (og far) trak en af de helt store lotterigevinster.

Dagens store oplevelse var et besøg på Fåborg museum. Vi har været der før, men denne gang havde vi tid til at gå mere i detaljer. Jeg er normalt ikke specielt begejstret for kunstmuseer, fordi vandringen fra sal til sal med vægge pakket med malerier gør mit hoved rundtosset og mine ben umådelig trætte, og jeg begynder ret hurtigt at se mig om efter skilte med (helst) ‘exit’ eller (i mangel af bedre) ‘cafe’. Kunstmuseet i Fåborg er en undtagelse, for det er lille, historien om dets tilblivelse er god og malerierne er fremragende. Først og fremmest koncentrerer museet sig om de to ‘fynbo-malere’ Fritz Syberg og Peter Hansen, men der er også værker af Johannes Larsen og billedhuggeren Kai Nielsen.

Malerierne er ligeså fynske som deres ophavsmænd, og jeg tog billeder af nogle af dem –

Fritz Syberg, Aftenleg i Svanneke bakker, 1900.

Peter Hansen, Bonden og maleren, 1911

Fritz Syberg, Den første forårsdag, 1910

Peter Hasen, Kartoffeloptagning

Aftenro, vistnok af Fritz Syberg.

Det slog mig ved rundgangen på museet, at der ikke er mange bibelske motiver blandt de mange malerier, faktisk kun et enkelt. Her er heller ingen solnedgangsbilleder, ingen tusmørke eller skumring, kun billeder i klart lys, der viser den fynske natur og ‘det gode liv’, sådan som det blev levet på landet med de bølgende kornmarker, hønsegården, grisen i stalden og hestene på marken. Fortællingen i billederne er med andre ord lang lysere end hvad man typisk finder hos jyske malere, specielt på vestkysten. Jeg har ofte – i andre sammenhænge – funderet over, hvordan landskab og klima påvirker mennesker, og besøget på Fåborg museum bekræftede min antagelse om, at det venlige og milde klima på Fyn har dannet grobund for et mildere livssyn end hvad man for eksempel finder på den jyske vestkyst. Fåborg malerimuseum er kort sagt en rejse værd.

31. juli 2018 – Langeland

Vi er taget på udflugt til Langeland, hvor Anne-Marie trådte sin barnesko – i Snøde på Nordlangeland. Turens formål er først og fremmest at besøge Langelandsfortet, der under den kolde krig var Danmarks knytnæve ved indsejlingen til bælterne. I krigstilfælde skulle fortet forhindre skibe fra Warschawapagten i at landsætte tropper, og heldigvis blev det aldrig aktuelt, for efter den kolde krigs afslutning fandt man ud af, at WAPA havde planlagt at sætte fortet ud af spillet med en velanbragt atombombe – noget der ville have smadret det meste af Langeland.

Museet er bestemt et besøg værd, fordi det fortæller den kolde krigs historie på en levende måde. Plakater fra 1960’erne og 1970’erne gav os et flashback til vores ungdom, hvor bølgerne gik højt, når der blev diskuteret politik, og hvor unge mennesker endnu troede på de smukke tanker i socialismen –

En af de mest fremtrædende aktivister på venstrefløjen var Jacob Holdt (ham med “Amerikanske billeder”), der længe var under mistanke (men aldrig blev dømt) for at arbejde for Sovjet, fordi han var gode venner med en sovjetisk KGB-agent. Det er historiens ironi, at Holdts tanker og drømme aldrig blev til noget, Vesten og kapitalismen sejrede,  men hans trøje, som han bar under demonstrationer, er blevet en museumsgenstand –

Når man tænker på, hvordan det er gået efter afslutningen af den kolde krig, er det svært at beslutte sig for, om man skal græde eller grine. Vist var naiviteten stor – set i bagklogskabens lys – men der var noget smukt over datidens idealer, som man kæmpede for. I dag stemmer de fleste unge på Liberal Alliance, hvor centrum er mig, mig og mig…! Det er bestemt ikke smukt, faktisk grimt!

Museet har et virkeligt klenodie, nemlig det telegram, som man i oktober 1962 – midt under Cuba-krisen – sendte fra Langslandsfortet til Pentagon i USA med oplysning om, at man havde iagttaget, at et sovjetisk fragtskib på vej til Cuba med store lastbiler var vendt om ved Anholt. Den hændelse var det første spæde tegn på, at Sovjet var ved at bakke ud af konfrontationen med USA, der havde lagt en militær blokade rundt om Cuba for at forhindre militært udstyr i at komme ind til øen (tryk for stort billede) –

Jeg har mange gange i undervisningen henvist til dette telegram men aldrig set det, så for en nørd som mig var det STORT 🙂

Langeland er et smukt ‘land’, meget smukt –

Der er et utal af kirker på øen, ofte med ganske få kilometers afstand, og vi talte om, hvordan det er en indikation på kirkens betydning i de små lokalsamfund for år tilbage. Her samledes man – og ‘man’ var stort set alle i området, for kirke, præst og degn var autoriteter, man ikke sagde imod – til alle vigtige begivenheder i menneskers liv. De mange kirker vidner også om en bofasthed, der er helt anderledes end i dag. De fleste blev født, voksede op, stiftede familie og døde inden for en radius af ganske få kilometer, og derfor havde man brug for mange kirker – en til hvert lille samfund.

Smukt er der på Langeland, men der er også sølle. Her kan man virkelig tale om en del af Danmarks, som udviklingen er gået langt udenom. Måske har man i virkeligheden mishandlet øen? Færgeruterne (og dermed et stort antal arbejdspladser) fra Bagenkop til Kiel og fra Lohals til Korsør er nedlagt, politimesterembedet (og dermed politigården) er flyttet til fastlandet, sygehuset blev taget fra dem, vejene er små og uegnede til industriel transport og sådan kan man blive ved. Øen er mere eller mindre blevet lukket ned, og det ser man tydeligt rundt om i landskabet –

På vej tilbage mod Fyn slog det mig, at Langeland må være stedet i Danmark med de særeste stednavne. ‘Snøde‘ – hvad i alverden betyder det? ‘Fodslette’ (hvor Anne-Maries vistnok har familieaner)?  ‘Humble’? Henninge? Hennetved? Og mange flere.

30. juli 2018: En tur ad ‘Memory Lane. 

Det er mange år siden, vi sidst har været i Glamsbjerg, hvor vi boede indtil 1994, og derfor har vi besluttet at tage en tur ned af ‘Memory Lane’.  Vi indledte besøget på Glamsbjerg Kirkegård for at se, om vi kunne ‘møde’ gamle bekendte og kolleger. Og jo, de lå der – gode mennesker, som på den ene eller anden måde har betydet noget for os for mange år siden –

Vores gamle chef, rektor P.G.Lange, ledte vi forgæves efter. Ved et pudsigt tilfælde er formanden for det lokale menighedsråd en af vores gamle kolleger, Michael Krarup, og da jeg ringede til ham kunne han straks hjælpe os: “Lange ligger på Køng kirkegård – og når I har været der, så kommer I hjem til mig og får et glas hvidvin!” En smuk invitation (vores kollega-skab ligger 25 år tilbage i tiden), som vi tog imod med glæde. På Køng kirkegård fandt vi Langes gravsten –

– og sendte ham nogle venlige tanker – jeg har skrevet mere om Lange og tiden på Vestfyns Gymnasium her.

Besøget hos Michael blev en sjov og varm genopfriskning af gamle historier og fælles undren over at vi, der startede sammen i 1973, nu et øjeblik efter – sådan forekommer det – sidder som pensionister og taler om, hvad vi laver – og hvem der ligger på kirkegården!

29. juli 2018: På Sydfyn

Vi er draget til Sydfyn, nærmere betegnet til Horne næs syd for Bøjden, hvor vi har en fantastisk 180 graders udsigt over Lillebælt. Landskabet er så smukt og fynsk, som det kan blive –

Vi har byttet sommerhus med Anne-Maries bror og svigerinde i en uges tid, og vejret er nu på tredje måned sydlansk med varme og tørke i en grad, som vi aldrig har oplevet før. Dejligt og bekymrende på samme tid.

På Katedralskolen var det fast tradition, at sidste sang ved dimissionen var Thøger Larsens vidunderlige sang fra 1914: “Danmark nu blunder den lyse nat”. I  fjerde vers priser han den frodige danske sommer: Hylden blomstrer, kornet modnes og køer, heste og får mæsker sig i (det grønne) græs, og kulminationen kommer i det efterfølgende vers med linien: “Byger der går og kommer, det er den danske sommer”. Ved den linie har jeg altid tænkt: “ja, netop, og det er møgirriterende…!”

Et par dage efter sang vi igen, nu med en våd grillpølse i hånden, og essensen kommer i vers 2 med ordene: “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender…”! Regnvejr igen, øv!

Jeg har altid haft lidt svært ved at forstå, at man på denne måde kunne prise regnen, mens vi længtes efter sol og varme i Italien, men midt i denne kogende sommer, omgivet af køer på gult græs og majsmarker så tørre, at de rasler, kan jeg pludselig godt se pointen. Gad vist, om Thøger Larsen og Drachmanns sange om dansk sommer om få år vil være nostalgi, en skildring af vejr og natur, der var engang…? Sandsynligvis, hvis man skal tro meteorologerne.

28. juli 2018: Ryanair! Aldrig, ligesom i ALDRIG!

Anne-Marie ældste søn, Anders, har sammen med sin familie – 2 voksne og 3 børn – været på ferie i Spanien, og flyrejsen stod Ryanair for. På hjemturen mellemlandede de som planlagt i London og så brød alt sammen. Ryanair aflyste uden varsel 17 af sine fly, heriblandt familiens fly til Hamburg, og flere tusinde mennesker var strandet som Robinson Crusoe – ikke på en øde ø, men i en lufthavn i en af verdens største byer, og vilkårene var de samme: Ingen hjælp at hente fra nogen, familien var bare strandet, overladt til sig selv. Selvom problemet skyldes Ryanair, var der heller ingen hjælp at hente fra dem – intet overhovedet – ikke engang en kokosnød 🙂 – og det helt absurde var, at det var helt umuligt at blive ombooket til et andet flyselskab, for alt var udsolgt adskillige dage frem. Ryanair burde efter EU’s regler have sørget for såvel ombooking som hotel og fortæring, men firmaets vilje til at overholde de bestemmelser var lige så udsolgt som flybilletterne. Hvad så med tog eller bus ud af London? Umuligt, alt udsolgt. Denne julidag var det ganske enkelt umuligt at komme ud af London, hvis man ikke havde sin egen bil. Jeg troede en sådan situation kun kunne finde sted i det mørkeste Afrika.

Familien måtte derfor for egen regning finde hotel i London, skaffe togbilletter dagen efter til Bruxelles for dog at komme til kontinentet (togbilletterne til Hamburg var fortsat udsolgt) og fra Bruxelles forhåbentlig videre med tog eller bus til Hamburg, hvis det er muligt at finde billetter. Det siger sig selv, at regningen for alt dette løber op i mange tusind kroner, og muligheden for at trække dem ud af Ryanair er lig med nul. En totalt absurd situation.

Det irske lavpris-luftfartsselskab Ryanair er kendt for at afvise aftaler med fagforeninger og har ofte været i konflikt med sine ansatte, når de har forsøgt at få nogenlunde anstændige arbejdsvilkår. For et års tid siden lovede Ryanair’s administrerende direktør, Michael O’Leary, at indgå aftaler med fagforeninger, men det har vist sig at være tomme løfter som så meget andet fra den kant. Derfor strejker personalet, og derfor blev 17 fly aflyst i London, og flere følger efter.

Ryanair er et glimrende eksempel på den ukontrollerede liberalisme, som bl.a. Liberal Alliance i Danmark er så stærk fortaler for. En liberalisme uden ordentlige arbejdsforhold, uden overenskomster, og hvor fanden tager de bagerste, alt mens ejere og ledere forgylder sig selv. O’Leary er en af Irlands rigeste personer, men at sørge for ordentlige løn- og arbejdsforhold for sine ansatte ligger ham uendelig fjernt. En biografi beskriver ham som en arrogant type, der ofte kommer med stærke udtalelser, som han siden modsiger eller benægter. Han er kendt for at udtale sig aggressivt og ofte med anvendelse af et vulgært sprog, ikke mindst over for kvinder. Hvis der er nogen, der kommer til at tænke på Trump, så er jeg helt enig. Samme herlige mennesketype.

Og moralen? Ja, den giver naturligvis sig selv. Men husk det nu, også når Ryanair er et par hundrede kroner billigere – for det er der en (dårlig) grund til…!

25. juli 2018: Politiske jordskælv

En dugfrisk undersøgelse fra Oxford Universitet viser, at udviklingen i den amerikanske økonomi i de sidste 40 år er et perfekt spejlbillede af den industrielle revolution for 200 år siden i Europa. Mekaniseringen fjernede dengang tusindvis af jobs, hvilket skabte politiske jordskælv, der forandrede de europæiske samfund, og spørgsmålet er naturligvis, om den tilsvarende situation i amerikansk (og europæisk) økonomi i dag også vil medføre politiske jordskælv, der vil forandre verden. Meget tyder på det.

I USA medførte automatisering og out-sourcing i perioden fra 1980 og op til i dag, at talrige lokalsamfund blev efterladt i dyb krise, fordi det økonomiske grundlag forsvandt. Samtidig blev virksomhedsejerne forgyldt i kraft af automatiseringsbølgens produktivitetsstigninger, mens de arbejdere, der stadig havde job, oplevede en konstant eller endda en faldende realløn. Med andre ord en situation med millioner af jobs, der forsvandt samtidig med en lønudvikling, der efterlod almindelige lønmodtagere på den perron, hvorfra toget med de velbjergede for længst var kørt.

Clinton var i 2016 blind for denne problematik, men Trump havde læst situationen, og derfor står verden nu med en uforudsigelig og narcicistisk personlighed som amerikansk præsident, der er i gang med at levere det ene politiske jordskælv efter det andet. Med sin aktuelle politik er Trump i færd med at tilbageføre masser af jobs til USA, og hvis han lykkes med den proces, er det meget svært at se, hvad der kan forhindrede ham i at få endnu en periode, når der næste gang skal være præsidentvalg.

Situationen er den samme i Europa. Oxford-undersøgelsen peger på, at hundredtusindvis af jobs kan automatiseres af robotter med kunstig intelligens, og selvom nye jobs vil komme til, vil det ske for langsomt og for sent til at tilfredsstille vælgerne, der ligesom i USA vil se politikere, der har et svar på deres problemer.

Trump er – desværre – ikke en overgangsfigur. Han er kaptajn på et skib fyldt med vælgere, der er vrede over, at deres jobs er forsvundet, at den økonomiske ulighed er vokset til et monstrøst niveau, og at de “gamle” politikere intet gjorde for at hjælpe dem. Hvis ikke kaptajnerne på de europæiske skibe finder en anden kurs end den nuværende, er der al mulig udsigt til, at vi får en europæisk Trump – måske endda i flere udgaver.

Vi lever i spændende tider. Forhåbentlig bliver det ikke uhyggelige tider.

24. juli 2018: Sommeren koger

En ekstrem hedebølge har ramt Danmark, og vi har nu haft uafbrudt højsommer i næsten 3 måneder med høje temperaturer og stort set ikke en regndråbe. Situationen er den samme eller endnu mere ekstrem i Sverige og i Sydeuropa, hvor de kæmper mod enorme skovbrande. Hele kloden ser ud til at have fået et hedeslag.

I Fjellerup lever vi udendørs. Vi cykler, sejler i kajak, bælger ærter, vælter os i nyplukkede tomater, friskopgravede kartofler, friskplukkede bønner og har gæster –

– og så bader vi flere gange om dagen –

Det er vildt, i flere generationer har vi ikke haft en tilsvarende sommer i Danmark.

Træer og planterne lider under tørken og skal vandes for ikke at tørre ud, undertiden med entusiastisk hjælp –

Da jeg stod med vandslangen i går aftes tænkte jeg på, hvad vi egentlig vil gøre, hvis der en dag ikke strømmer dejligt køligt vand ud af vandhanen, når vi åbner den. Foreløbig er vanddepoterne i Danmark store, men et par somre af denne type, og vi vil opleve vand som en mangel-vare.

Ved aftenstide kan man høre, hvordan solen og varmen kræver sit. Overtrætte børn skriger og irritable forældre kæmper med at få dem lagt til ro, så også de kan få ro. Ro til den kølige vin på terrassen – inden endnu en hed nat med urolig nattesøvn…!

20. juli 2018: Store smil – det går rigtig godt!

Danske Bank har meddelt, at 1,5 mia. kr. tjent ved hvidvask-arbejdet i Estland vil blive doneret til et godgørende formål. Fint. Men! Når en bank, hvis raison d’etre er profit, frivilligt afleverer profit, så er det en glasklar indrømmelse af, at pengene er snavsede. For ikke at sige møgbeskidte. Men hvad så med cheferne i de hvide skjorter med milliongager, der var ansvarlig for det møgbeskidte arbejde i Estland? De sidder stadig og smiler, som om de ikke er det mindste snavsede. Det holder ikke – selv storbanker må placere et ansvar, hvis de skal bevare bare en smule respekt i samfundet.

Nordeas kunder bliver ved med at være utilfredse og flygter i tusindtal. Bankens direktør vil ikke ud med tallet, så det er nok stort. Samtidig er banken politianmeldt af finanstilsynet for hvidvask og kan se frem til en megastor bøde. Men det går rigtig godt, siger bankdirektør Frank Vang-Jensen i dagens aviser og smiler stort, mens huset ramler sammen om ørene på ham. På vej mod nye sejre. Fantastisk.

12. juli 2018 – Sydlandsk varme og Adam Oehlenschläger

Ikke en vind rører sig, og det er igen i dag varmt som var vi i Sydeuropa. Kattegat er som et badekar, og i den nye solopvarmede udebruser er vandet geyservarmt –

Bøgetræerne på vores grund har efterårsfarver, og vand hver aften fra vandslangen har ikke megen effekt – måske suges vandet bare ned i den knastørre undergrund uden at gøre nytte undervejs. Kornet er allerede modent, og landmanden har tyvstartet sine høstmaskiner, men inden markerne lægges øde, glæder vi os over, at ukrudtssprøjten i foråret ikke kom helt ud i markens hjørner –

Billedet ovenfor får min litteraturkyndige hustru til at henlede min opmærksomhed på et digt af Adam Oehlenschläger fra 1805, der i bedste højromantiske stil – men også med en god portion humor – skriver om netop sådan en kornmark. Digtet hedder Morgenvandring og selvom tonen er rigelig højstemt, er det alligevel så godt, at et par strofer må med her:

O venlige Mark! O Lund saa prud!
        Græskiølne Væng!
Overalt havde Flora pyntet ud
        Sin Brudeseng.
Paa Marken kneiste de røde, blaae
        Kornblomster frem.
Jeg maatte standse, jeg maatte staae
        Og hilse dem.
Velkommen atter igien i Aar,
        Paa lunen Jord!
Hvor lifligt I op i den unge Vaar
        Blandt Kornet groer.
Som Stierner I blinke, blaat og rødt,
        Blandt gule Lyn.
O hvor fortryller mig barnligsødt
        Jert Sommersyn!
Ak Digter! du har kun lidt Forstand.
        Ak Herregud!
Du skulde kun see vor Ejermand,
        Hvor han seer ud.
Hvergang han seer os, han kalder os Tant,
        I Øiet en Torn!
Han kalder os Helvedes Klint, iblandt
        Det velsignede Korn.
Den største Naade, han viist os har,
        I dette Liv,
Er det, at han stundum af Lommen taer
        Sin Foldekniv,
Og skiær sig en Haandfuld, stor og tung,
        Under vranten Snak,
Og blander os i en Sælhunds-Pung,
        Blandt Røgtobak.
Han siger at, smøget paa den Maneer,
        Vi arme Skrog
Efter fattig Leilighed Verden teer
        Nogen Nytte dog,
Forresten vor Skiønhed, rød og blaae,
        Er hap som hip!
Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae.
        Det er hans Princip!
I arme Stakler! Den arme Mand!
        De arme Mænd!
Som uden salige Glæder kan
        Gaae Livet hen,
Som ey begriber hvad Gud har giort,
        Som ene veed,
At Munden er den nærmeste Port
        Til Salighed.
 – 0 –
Man aner “Der er et yndigt land” i det fjerne…! Den kom 14 år senere i 1819.  🇩🇰

Det er en vidunderlig sommer med et Oehlenschlägersk romantisk skær over sig. Nætterne er stadig lyse, og næsten ved midnatstid (klokken 23.05 præcist) er himlen over Kattegat stadig rød som var den malet på et lærred –

Midt i al denne idyl spekulerer jeg på, om der mon bliver en regning at betale. Måske har vi nu langt om længe fået spist, drukket, shoppet og fløjet så meget, at den globale opvarmning er en realitet, også i Danmark. På trods af  vindmøller, solcelleanlæg og flere cykelstier.  Meteorologerne lover, at klimaforandringerne vil give os vådere, varmere og mere ekstremt vejr. I denne sommer har vi det ekstremt varmt og tørt, og så mangler vi kun det ekstremt våde. Jeg har lige sat en ny tagrende op på garagen – 🙂 🙁

 

9. juli 2018: Sommer i Fjellerup

Det er ubegribelig dejligt sommervejr i år. I to måneder har det nu været sydlandsk sommer af den slags, man kun tør drømme om i Danmark, og prognoserne siger, at det fortsætter. Vi nyder det gode vejr i fulde drag samtidig med, at en lille orm gnaver i baghovedet: Er vi på vej ind i gedigne klimaforandringer, som vil forandre levevilkårene drastisk for vores børn og børnebørn? Sol, tørke og sydlandske temperaturer måned efter måned er ikke naturligt på disse breddegrader, græsset er gult, kvæg må slagtes og kornet modnes længe før normalt med drastisk reduceret udbytte. og selv om vandreserverne er store, gnaver ormen alligevel.

Vi er sommer-bofaste i Fjellerup med periodevise afstikkere til vaskemaskinen og græsplænen i Viborg, og med kun 100 meter til Kattegat er der ingen undskyldninger for både et morgen- og aftenbad (selvom jeg undertiden forsøger… 🙂 ). I en uges tid har vi haft feriebesøg af et af børnebørnene, 11 årige Mai fra Århus, og det har været sjovt. En dag kom jeg til at kalde Mai for ‘fru Hansen’, og lynhurtigt reagerede hun ved at kalde mig ‘Poul-Erik’, og sådan kunne vi drille hinanden hele ugen, alt imens Mai hjalp mig med at bygge version 2 af den udendørs bruser, som der er hårdt brug for denne sommer –

Det er super at have en ‘hold-ved-montør’, og samtidig kan jeg lære Mai = Fru Hansen lidt om mysterierne ved lod og vatter

Vi havde med vilje ikke lavet noget “tivoli” ud af opholdet hos os, og jeg tror, at Mai syntes, at sådan nogle stille dage med sol, lidt arbejde, masser af bedstemoderlig forkælelse og tid i hængekøjen med en bog egentlig var superhyggeligt. –

Man skal aldrig underkende en 11-årigs skarpe blik: En aften ville jeg lige hente et supplerende ‘halvt glas rødvin’ til de sidste kartofler, og da jeg kom med glasset, lød det drillende fra den unge dame: “Nåe, ser et halvt glas sådan ud…!”.   🙂 .

Iøvrigt er unge mennesker af den støbning ufatteligt hjælpsomme og søde, når der skal skrælles kartofler, vaskes op eller hvad der nu trænger sig på af nødvendige opgaver. Al negativ snak om nutidens unge er noget vrøvl. ‘Gedigent vrøvl’, som gamle Hørup ville have sagt.

Tidigere i dag fik vi et andet besøg, og det var et af de uventede, men ikke mindre velkomne. Jeg var igang med at male stakit, da jeg pludselig hørte en venlig stemme, der spurgte, om jeg kunne kende ham. Og det kunne jeg naturligvis lige på stedet – det var min fætter Finn, som jeg ikke har set i mange år, men som nu kom forbi for at hilse på og snakke om vores fælles familiehistorie –

Finn Spelling Østergaard (Billedet bragt med hans tilladelse)

Hans og jeg havde meget at gøre med Finn og hans bror Frank i barndommen, men uddannelse, arbejde og personlige forhold førte os hver vores vej, så vi har ikke haft kontakt i rigtigt mange år. Derfor var det en stor og meget glædelig overraskelse, da Finn pludselig dukkede op, og vi fik et par timers sjov og udbytterig samtale om, hvordan vores liv havde formet sig.

Og igen i aften – som så mange gange denne sommer – blev himlen farvet tomatrød af den nedgående sol med løfter om endnu en sommerdag i morgen –

11. juli 2018 – Et skandaleramt nonnekloster

Djursland er et dejligt ’land’, smukt, kuperet og fyldt med oplevelser, der opleves allerbedst på cykel, fordi vi her højt hævet og i mageligt tempo kan overskue landskabet og samtidig både høre og lugte fugle, traktorer, blomsterne og ajlen. Man må tage det hele med.

Vi har idag cyklet en 30 km. rundtur med udgangspunkt i landsbyen Gjerrild, og jeg har på min anden blog – Rejserier.dk – beskrevet den nærmere. Den findes her.

Blandt turens højdepunkter besøgte vi Sostrup slot, der indtil for få år siden fungerede som et katolsk nonnekloster af Cistercienser-ordenen, men som endte i en skandale –

I korthed handler skandalen på Sostrup Kloster om, hvor galt det kan gå, når religion blandes med fanatisme. Hvis murene kunne tale, ville de kunne fortælle om allehånde former for magtmisbrug, om episoder med slag og lussinger og om total kontrol med enhver form for kontakt med omverdenen – alt sammen i Jesu navn. Som altid i den katolske kirke endte skandalen med at blive fejet ind under et højluvet gulvtæppe og ingen aner idag, hvad der blev af klostrets abedisse og nonner, der forsvandt en nat i 2011, formodentlig blev de diskret eksporteret til et fjernt kloster i Langbortistan. Sostrup er idag omdannet til et kulturelt mødested med fokus på refleksion, fordybelse, kunst og musik, og så vidt vi kunne bedømme, er Sostrup nu både ånde- og nonnefrit, så stedet er dejligt at besøge. .

I Rimsø – få kilometer fra Sostrup – kan man (skal man!) besøge et af de fineste eksempler på danske middelalderkirker –

Den nuværende kirke er fra ca. 1150, og når man står og beundrer de flotte og massivt tunge kvadrer, må man undres over, hvordan det med håndkraft har været muligt at opføre den imponerende bygning. Vorherre har næppe givet en hånd med, men mon ikke forestillingerne om en nemmere vej til paradis gennem gode gerninger har givet ekstra kræfter til de arbejdere, der skulle slæbe, hugge og stable de tonstunge sten… 🙂 Ved siden af kirken ligger der en stor gravhøj med en runesten på toppen – lidt a la vikingetidens kongesæde i Jelling – og ligesom sin storebror i Jelling kan den dateres til 900-tallet, hvor kristendommen med Harald Blåtands hjælp gradvist blev ‘importeret’ til Danmark –

Indskriften er selv for eksperter vanskelig at tyde, fordi den er skrevet med en særlig variant af runeskriften, de såkaldte ‘lønruner’, hvor enkelte ord skal læses bagfra, hvilket ikke ligefrem øger læsevenligheden. Foreløbig er det lykkedes at læse følgende: ” Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og……… som værst for sønnen.” Formodentlig betyder det, at moderens død var den værste ulykke, der overgik Thore. Gravhøjen er aldrig blevet officielt undersøgt, men et godt gæt er, at moderens grav ligger inden i højen. Vi talte med stedets graver, der fortalte, at der faktisk er et hul i gravhøjen, så nogen har på et tidspunkt aldeles uautoriseret forsøgt sig med en undersøgelse.

Vikingetidens kultur var en mundtlig kultur, og vi har ikke andre danske, skriftlige kilder end de kortfattede og nøgterne rune-inskriptioner på træ og sten, ofte med en tekst af den type, vi finder her i Rimsø. Man ved ikke med sikkerhed, hvor runealfabetet er opstået, men sandsynligvis er det sket i det nuværende Danmark ca. 100 e.kr. og udviklede sig derefter i flere variationer. Runeskriften er inspireret af det latinske skriftsprog (det står smukt ordnet på rette linier), men med sin egen særlige kantede form, der var velegnet, når teksten skulle skæres i træ eller hakkes i sten.

Mange tror, at runeskriften forsvandt med vikingetiden, men i virkeligheden var det en aktiv skriftform helt frem til sent i det 13. årh., hvor det latinske alfabet fik overtaget. Når det holdt så længe, skyldtes det formodentlig, at runeskriften var praktisk i det daglige, fordi den kunne snittes i træ med en kniv, som alle gik med. Latinsk skrift krævede professionelle skriveredskaber, hvilket hæmmede udbredelsen, og da kun ganske få kunne læse har motivationen for at indføre et sofistikeret skriftsprog været stærkt begrænset.

Fra Rimsø kan man cykle videre ud i det smukke Djursland-landskab, hvor man passerer store, professionelt drevne landsbrugsfarme og små, slidte rønner, hvor livsformen åbenlyst er alternativ. Tag retning mod syd forbi de små landsbysamfund Emmelev og Dalstrup og drej til venstre i Villersø mod Thorsø. Kort herefter kommer man forbi ‘Thorsø Høje’ med ni gravhøje fra bronzealderen (1.700 – 500 f.Kr.).

Oprindelig lå her mange flere høje, men bønders virkelyst og pløjning har udslettet de fleste, inden man i sidste øjeblik fik fredet de sidste ni. Bronzealderens gravhøje ligger næsten altid højt i landskabet, fordi de – udover at være gravpladser – også skulle demonstrere den lokale stormands magt og rigdom. Så husk at kravle op på toppen – der er en fantastisk udsigt ud over Kattegat med Grenå i det fjerne –

Fra Thorsø gik turen videre ud til Karlby Klint, videre mod nord mod Gjerrild Klint (en lille del af turen er der ingen ‘vej’ og cyklerne må trækkes i strandkanten), og på den strækning kan man alt efter temperament og kræfter vælge, hvornår man igen vil søge ind på de små asfaltveje videre mod Gjerrild, hvor turen startede. Ialt er turen på ca. 30 km. i et let kuperet landskab.

10. juli 2018: Trump og Europa

Trump er i Europa i disse sommerdage, og når man ser og hører ham, står det lysende klart, at manden er rædselsfuld, politisk og i endnu højere grad menneskeligt. Men det forekommer mig, at netop enigheden om synet på Trump gør os blinde over for vores egne politiske svigt i Europa. Ukontrollerede flygtningestrømme ind i et grænseløst EU, EURO-ustabilitet og mangelfuld indsats på forsvarsområdet har martret os i årevis, og alligevel evner politikerne ikke at handle for at rette op på problemerne. Der mangler i den grad rettidig omhu over for tidens store problemer, og skylden for det kan hverken kastes på Trump eller populisterne. Det er vores egne centrum-venstre politikere, som vi har stemt til magten, der svigter.

Så vores problem er vel mindre Trump end det er vores egen handlingslammelse i Europa.

 

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.