4. kvartal 2017

5. oktober 2017: Det er i denne måned 100 år siden, at Lenin og Trotski m.fl. gennemtrumfede den russiske revolution – ikke gennemførte, men gennemtrumfede med massiv anvendelse af vold og terror – pakket ind i et slogan om, at “Historien vil ikke tilgive os, hvis vi ikke griber magten nu.” Målet var det klasseløse idealsamfund, og det er nemt at forstå, at mange også i Vesten bakkede op om dette smukke mål, for ulighed og klasseopdeling havde i århundreder været synonymt med elendige livsvilkår for den største del af befolkningen.

I Rusland var forholdene forfærdelige for millioner af mennesker, der levede i den yderste armod uden noget som helst håb om, at tingene ville forbedre sig. Sult, sygdom og hungersnød var udbredt, og i 1905 kom det første revolutionsforsøg, der blev indledt med en demonstration mod de høje fødevarepriser, der blev kvalt i blod, da zarens soldater skød og dræbte flere hundreder mennesker. Begivenheden udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde, og senere på året gik arbejderne i generalstrejke. Selvom advarslerne var mange og tydelige, forstod Zar Nikolaj d. 2 slet ikke situationens alvor, og bortset fra nogle kosmetiske forbedringer forblev alt ved det samme. Lenin (der egentlig hed Vladimir Ilitj Uljanov) måtte flygte og konkluderede, at en revolution uden en stærk ledelse ikke har nogen chance.P

Oktober-revolutionen i 1917 blev gennemført med et maksimum af central styring og brutal behandling af alle modstandere. Om Lenin har læst Machiavelli (1469-1527) foreligger der vist ikke noget om, men Lenins metoder er som taget ud af Machiavellis læresætninger om hensigten, der helliger midlet.

Et klasseløst idealsamfund blev det aldrig til – kun til et samfund med paroler og løfter om en gylden fremtid. Løfterne og forhåbningerne var så stærke, at mange i Vesten ikke kunne eller ville tro på beretningerne om den ufattelige terror, som Stalin i 1930’erne udøvede mod sit eget folk. Jeg husker min kloge og skarpe onkel Kristen tale varmt om kommunismens velsignelser, og set i bakspejlet kan det undre mig, at han var så blind over for realiteterne. Men kærlighed gør vel blind. Jeg rejste meget i Sovjetunionen og navnlig i Østeuropa i 1970’ere og 80’ere, og selvom jeg – endda indefra – så fejl og mangler overalt, forstod jeg heller ikke, hvor fundamental undertrykkelsen var. De socialistiske systemer var mestre i propaganda og sløring af de virkelige forhold, og at mange af os i vesten ikke gennemskuede det, er et glimrende bevis på, at vi ser det, vi ønsker at se. Vi ser, hører, iagttager – og derefter perciperer vi de mange indtryk gennem vores bevidsthed, og ud af det kommer der en forståelse, som undertiden er i direkte modstrid med de faktiske realiteter. Fordi vi var så uforberedte, var det et chok, da vi efter murens fald fik øjnene op for den virkelige situation og erfarede om den terror, der var en del af dagligdagen for borgere i såvel Sovjetunionen som i de østeuropæiske lande. Se fx. den fremragende film “Das leben der Anderen” eller læs min beskrivelse af forholdene i Ungarn efter 1949 her.

Set tilbageskuende – med al den klarhed, der følger af at se bagud – må man sige, at Lenin og Co. har gjort Karl Marx stor uret. Marx var historiker og skrev om historiens udvikling som et resultat af samfundsklassernes indbyrdes kampe om herredømmet og forudsagde, at udviklingen “med nødvendighed” (dvs på grund af objektive forhold) ville gå frem mod det klasseløse samfund. Men med den engelske historiker Orlando Figes ord var det ikke marxismen, der gjorde Lenin revolutionær, der var snarere Lenin, der gjorde marxismen revolutionær – og formodentlig roterer Marx i sin grav af irritation over det misbrug af hans tanker..!

25. oktober 2017: Det er længe siden, jeg har skrevet på “Mit vindue” i denne blog, og det skyldes ganske enkelt, at jeg er i Australien og i stedet skriver på min rejseblog:  http://www.rejserier.dk. Følg med det, hvis du har lyst.

8. december 2017: Så er vi hjemme igen efter to fantastiske måneder på den anden side af jordkloden, hvor vi krydsede hele det mægtige kontinent i en gammel auto-camper. Jeg har spekuleret en del over, hvilke indtryk, der står stærkest i erindringen, og der er ingen tvivl om, at det er mødet med helt utroligt mange søde, hjælpsomme og venlige mennesker. Det er tankevækkende, at jo længere østpå vi kom fra Europa, jo bredere blev smilene og jo større blev imødekommenheden. Det var tilfældet over hele Australien men sandelig også i den ultramoderne ministat Singapore.

I Australien blev vi så godt som hver morgen vækket ved 6-tiden af sol-sol-sol, og det har været svært at vænne sig til, at lyset på disse breddegrader på denne tid af året først kommer langt oppe af formiddagen og forsvinder hurtigt igen. Græsplænen er blevet hvid, og solsorte og drosler mæsker sig i de frostbløde æbler.

Vi var heldige de første par dage efter hjemkomsten med klar himmel og en “super-måne”, der her er ved at gå ned en morgen ved 9-tiden, fotograferet fra vores terrasse –

10/12 2017: Trump har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad, og ganske som forventet har det resulteret i voldsomme optøjer med adskillige dræbte. Denne smukke og  fantastiske by er det mest “crazy” sted, jeg nogensinde har været, fyldt til bristepunktet med konflikter, der er ophobet gennem årtusinder, og det er næsten ikke til at bære, at den skal være skueplads for endnu en. Det er fulstændig umuligt at se pointen med Trumps beslutning, bortset fra at den sætter ham i fokus for hele verdens opmærksomhed, og måske er det, hvad beslutningen handler om.

Det er snart jul, årets adfærdspsykologiske minefelt for rigtigt mange mennesker, hvor aftaler skal indgåes med en kompleksitet på niveau med overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet og altid med glade vindere og triste tabere. Gaver (læs: bestillinger) skal købes og enorme mængder af mad tilberedes, for vi spiser i julen som om vi levede i landbrugssamfundet med masser af hårdt fysisk arbejde. Det gør vi imidlertid ikke, så vi bliver bare tykkere. At spise og drikke jul er en gammel skik, der var forbundet med vintersolhverv, men hvorfra gavetraditionen stammer, er der mig bekendt ingen der ved, men at den er begyndt omkring år 1900 skulle være gan ske vist. Den åndelige del af julen – fejringen af Jesu fødsel – fylder for langt de fleste ikke mere end den timestid, en julegudstjeneste varer, og derfor er det vel rimeligt at konkludere, at julen i dag er blevet overflodssamfundets årlige fejring af sig selv. Hverken mere eller mindre.

24/12 2017: Regnen høvler ned og en strid kuling har stået ind fra vest det sidste døgnstid. Typisk dansk julevejr. Vores gode ven, Andrew, har skrevet fra Australien om 33 grader og dejligt badevand i pragtfulde Yamba – en anelse misundelige er vi vel…!

Nu har jeg fejret jul i 71 år, og med tiden er det blevet en smule anstrengende. Ikke pga de mange forberedelser og extra udgifter, men mere fordi julen varer for længe, alt for længe, simpelthen. Dårlig er efterårsferien slut, før de første juledekorationer kommer op i butikkerne, og derefter står der nisser, bjældeklang, tilbud, udbud og gaveræs over det hele i flere måneder. Forventninger om højtid og højtidelig stemning opfyldes sjældent eller aldrig, og julen kommer til at handle om uopnåelige håb. For mange mennesker er der derfor noget sørgmodigt over julen, og måske er det derfor, at Grundtvig slutter salmen “Velkommen igen, Guds engle små” med ordene: “Lad julesorgen slukkes!” 

For os der har børnebørn, er der dog stor fornøjelse ved at se på deres uspolerede glæde ved samværet, juletræet, pynten og gaverne, og naturligvis skal vi gamle ikke forstyrre den glæde – det kommer helt af sig selv med alderen, men lad det vare længe…!

Glædelig jul! (Donald Trump dog undtaget…!)

25/12 2017: 1. juledag – sove længe, for det er mørkt helt til ved 9-tiden, og en lang gåtur langs Viborg-søerne inden morgenmaden, der bliver til frokost med en dram til – det er pensionistliv på første klasse –

Videre til 1. kvartal 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.