3. kvartal 2017

5. juli 2017: Flinke mennesker i Virksund har tilbudt os, at vi kan tage deres båd, hvis vi vil ud at sejle her i sommerferien, så luksusproblemet er at vælge. Vi beslutter os for at låne vores gamle Drabant 30, som Rikke og René Fjellerup meget generøst har stillet til rådighed for os, mens de er på ferie i Frankrig. En tur i solskin og dejlig sejlvind – 7 m/s fra NV – til Fur var en fin oplevelse, og det er åbenlyst, at en velbygget og velholdt dansk båd fra midten af 1980’erne sagtens kan konkurrere med de moderne industribåde som fx. den Hanse, vi havde nogle år. I modsætning til Hanse’n er Drabanten solid, gennemtænkt og en fornøjelse at sejle med en kæmpestor genua, der virkelig trækker båden gennem søerne. En dejlig tur var det, men uden at vi helt præcist kan sætte ord på årsagen viste den også, at  tursejlads ikke længere fungerer for os.  Der er nok ingen anden forklaring, end at alderen har indhentet os. At sejle langt fra hjem-havnen under vidt forskellige vejrforhold er simpelthen blevet mere krævende, end vi bryder os om. Når det blæser, skal der flere kræfter til, end vi har, og navnlig jeg oplever det som en belastning hele tiden at skulle chekke vejrudsigt og søkort af hensyn til sikkerheden. Og når bekymringerne bliver større end glæden, er det tid at stoppe. Alt i alt en lidt træls erkendelse, men det føles helt rigtigt at være realistisk…!

Kapsejlads fra Virksund i selskab med gode venner vil vi utvivlsomt fortsætte med endnu nogle år, men det foregår også under helt andre betingelser – her er det ren sejlglæde i kendt farvand.

8. juli 2017: I dag har Vatikanet meddelt, at glutenfrit nadverbrød i fremtiden er forbudt i den katolske kirke! Hvad Vorherre måtte have imod alle de mennesker, der ikke kan tåle gluten, fortæller Vatikanet intet om. Jamen er religion ikke en herlig opfindelse…?

9. juli 2017: Det er fint dansk sommervejr i disse dage med sol, lette skyer og varmt, men ikke hedt. Det kan næsten ikke blive bedre. Vi er – naturligvis – i Fjellerup og har i dag cyklet langs kysten til Gjerrild med indlagt pause til morgenmad, hvor vi havde den mest fantastiske udsigt over Kattegat, hvor måger og skarver sloges om retten til at være på en stor sandrevle. Videre ad den nedlagte Gjerrildbane til Hemmed, hvor vi med graverens hjælp fik lov til at besøge byens lille romanske kirke. Derfra videre forbi Mejlgaard og hjem, ialt 34 km, hvilket var en leg på min e-cykel, mens AM på sin aldrende ungarske landevejsracer måtte slide noget mere. Det er en pragtfuld og naturskøn tur i ydmyghedens og undseelighedens kerneland. Her har folk og fæ i århundreder levet på små sandjords-landbrug og suppleret det magre udbytte med lidt fiskeri. Kirker og gårde er tilsvarende uanseelige, for der var aldrig råd til at bygge større og bedre, og den fattigste del af befolkningen – daglejere, brunkulsarbejdere, fiskere uden egen båd m.fl. –  måtte nøjes med endnu ringere huse, der knap kan kaldes boliger, og de ligger stadig spredt rundt om i landskabet som mørke pletter på et maleri. Selv Mejlgaard med sine store besiddelser har aldrig været et rigt gods – oprindelig et af kongens dårligste len, som blev givet til en lensmand nederst i hierakiet.

Undervejs passerede vi mellem Fjellerup og Bønnerup nogle af kunstværkerne, der er en del af Århus Kulturhovedstad 2017.

Kunst-feinschmeckere vil måske hævde, at der ikke er tale om stor kunst, men placeret i den flotte natur langs kysten synes jeg, det virker fantastisk godt.

13. juli 2017: Vejr er noget sjovt noget. Vejrudsigten med al dens objektive naturvidenskab har lovet ustadigt, dansk sommervejr, og det kan man så ærgre sig over – lige indtil man går udenfor og oplever, at vejret er fremragende. I første del af juli har vi her ved Kattegat på Djurslands nordside haft masser af sol, frisk luft og – nogenlunde – lune aftener. Hvis man bruger kræfter på at ærgre sig over, at vi ikke har italiensk sommer, så er man virkelig ved at rulle sten op ad bjerget som en anden Sisyfos – i praksis har vi masser af glimrende sommerdage, hvor det er dejligt at opholde sig udenfor.

Og jow, fruen er gået på pension –

14. juli 2017: Så har Trump været en tur i porcelænsbutikken igen. I forbindelse med et officielt besøg i Frankrig på landets nationaldag hilste han på Frankrigs 64-årige præsidentfrue med bemærkningen:“You are in good shape”, altså på dansk noget i retning af: “De passer godt på Deres krop, frue…”!  Formodentlig var det ment som en kompliment, men sagt af “Grab-them-by-the-pussy-præsidenten blev det naturligvis en af den slags bemærkninger, der knuser porcelæn i hyldevis. Det er svært ikke at tænke på Trump som en ucharmerende udgave af Walt Disneys Dumbo-figur. Episoden i Frankrig minder mig om en historie fra 1974, som netop afdøde udenrigsminister Niels Helveg Pedersen engang fortalte mig: Jens Otto Krag var EU-kommissionens repræsentant i USA, og under en officiel middag på den franske ambassade i Washington tog han så ivrigt på ambassadør-fruens lår, at hun skreg op. Krags undskyldning var, at han var beruset, og man kunne ønske, at Trumps tilbagevendende adfærd havde samme årsag – så kunne man da gøre noget ved det – men sådan er det ikke, han er bare Dumbo-præsidenten, som det meste af verden foragter!

Inden afrejsen til Frankrig udtalte Trump sig om Rusland-skandalen og sagde, at stemningen i Det Hvide Hus er “fremragende”. Han begrundede det med, at …”min administration i det første halve år har udrettet mere end praktisk taget nogen anden administration i amerikansk historie…”!  Det er diamantbesat vrøvl, for alle faktatjek viser, at Dumbo – undskyld Trump – frem til nu stort set intet har fået igennem af sin politik, selvom der er republikansk flertal i begge kongressens kamre. Om Trump selv tror på det, han siger, er umuligt at vide – man må ikke håbe det, for så er verdens mest magtfulde mand syg i hovedet. Måske er det i stedet blot er en af hans meningsløse statements til ære for kernevælgerne, og i så fald er verdens mest magtfulde mand fuld af løgn, hvilket er lige så slemt. Min bekymring er, at så vidt jeg kan se, er der ikke andre muligheder end de to nævnte.

16. juli 2017: Under en kort tur i bilen – til lossepladsen af alle steder – lyttede jeg til et stykke klavermusik af Chopin, som jeg på amatørniveau har spillet og derfor kender rigtig godt. Jeg hørte kun få minutter af musikstykket, men det var rigeligt til at blive ramt følelsesmæssigt i solar plexus, og sådan har klassisk musik virket på mig siden teenageårene. For nogle år siden hørte jeg midt i den varme, australske sommer Puccinis La Boheme i Sydney-operaen. Det var en opførelse, hvor alle medvirkende var asiater, hvilket sammen med varmen og stedet gjorde det vanskeligt at få etableret illusionen om de frysende kunstnere i Paris. Men de kinesiske sangere var fremragende, og da Rodolfo tog Mimis hånd og sang arien Che gelida manina, løb tårerne ned ad mine kinder. Musikken overvandt fuldstændigt de skæve øjne, stedet og varmen. På samme måde får jeg ildninger i hele kroppen, når jeg lytter til Schuberts “An Die Musik”, Mozarts Ave Maria, Beethovens klaverkoncert nr. 2, Carl Nielsens Fynsk Forår eller hans 4. Symfoni (“Den uudslukkelige”), der med sine pludselige spring fra det larmende til det stille, fra det smukke til det grimme minder om, at den er skrevet midt under 1. verdenskrig. Musik af den kaliber kan noget, som ingen anden kunstart kan, fordi den ikke kun rammer ørerne, men hele kroppen – med alt hvad der findes derinde.

Jeg har stort set altid lyttet til klassisk musik – med enkelte svinkeærinder til jazzen – og heldigvis blev jeg “tvungent” til at lære noder og spille klaver for – nu – mere end 60 år siden. Jeg blev aldrig hverken hel- eller halvprofessionel, men dog god nok til at få uendelig megen glæde af at spille for mig selv, men endnu hellere som akkompagnatør til sang. Og som rektor på katedralskolen var det praktisk – og sjovt – at kunne sætte sig ved klaveret, når en af musiklærerne fik forfald til en af ugens morgensamlinger.

Når jeg i dag sætter mig ved mit skrivebord, bliver computeren og radioen tændt i to simultane bevægelser, og når radioavisens nedslående nyheder er slut, er det en lise at blive rørt og berørt af Mozart, Schubert, Beethoven, Puccini, Bellini eller hvem det nu er af de store mestre. Når jeg engang imellem bliver nødt til at slukke midt i et sådant stykke musik, gør det næsten fysisk ondt, og min kone har undertiden med betydelig undren set mig stå og trække tiden, fordi jeg lige skal have de sidste strofer med. Måske er musik for mig, hvad religion er for troende mennesker. Sublimering af følelser ville Freud nok sige.

28. Juli 2017: Vi er taget på campingtur til Italien, og rejsebeskrivelsen er henlagt til min anden blog, www.Rejserier – hvis man vil læse om rejsen, så følg linket her: Italien 2017.

I en helt anden sammenhæng er det i disse dage pinligt ud iver alle grænser at være vidne til den absurde “krig”, der foregår i Det Hvide Hus i Washington. Trump har udnævnt en ny kommunikationschef, Anthony Scaramucci, en italiensk mafia-type, der har tjent masser af penge på at spekulere på børsen og med en personlighed, der minder om Trumps, utålsom, demagogisk og løgnagtig. I sit første første interview kaldte Scaramucci sin kollega, stabschef Reince Priebus, for … “en fucking paranoid skizofren, der lider af paranoia”…! Og der var meget mere fra samme skuffe. Skal man le eller græde? Det har længe været kendt, at Trump trives bedst i omgivelser, hvor alle strides indbyrdes, og nu må han da være i ypperligt humør. Til gengæld er verden ved at tabe de sidste rester af tro på, at Trump nogensinde bliver bliver USA’s præsident – bortset fra af navn…! Han har på et halvt år udskiftet op mod 10 personer i toppen af sin administration, og efter udnævnelsen af Scaramucci er det nu hans familie og nærmeste venner, der beklæder de mest magtfulde poster i Det Hvide Hus. Det ligner en tragikomisk parodi på Francis Coppolas Godfather-film.

 1. august 2017: Så røg også Scaramucci i svinget, gled i sølet eller hvad man nu skal sige. Trumps kommentar på Twitter ved dagens slutning var: “Great day in the White House”. Verden mangler ord…!
Noget tyder på, at også republikanerne er ved at få nok. En fremtræden republikansk senator, Jeff Flake, har iflg. New York Times skrevet en bog, der kalder til oprør mod Trump, og partikolleger, der var trofaste over for Bush gennem 8 år, er enige med Flake, Trump må ud. En konfrontation mellem det Republikanske Parti og Trump synes uundgåelig, og hvis det ikke lykkes at smide ham ud af Det Hvide Hus, kan vi se frem til en periode med politiske frustrationer på højde med Rocky Mountains, fordi den lovgivende og den udøvende magt i USA sætter hinanden skakmat.  Politiske resultater kræver et samarbejde mellem de to instanser, og når det ikke fungerer, går alt i stå.
I det konservative tidsskrift, National Review, satte en kendt intellektuel, Kevin D. Williamson, tingene på plads i sidste uge. Han skriver om Trump: “Han vil så gerne være John Wayne, men han er kun Woody Allen, og uden humoren, som Peggy Noonan har skrevet. Han er blød, han er svag, han er klynkende, han er lunefuld. Han er ikke klog nok til at udføre jobbet, og han er ikke mand nok til at erkende det.” (Kilde: Poul Høi i Berlingske).
De kommende uger og måneder bliver mildt sagt spændende. Helt aktuelt bliver det interessant, om Steve Bannon (Trumps chefideolog) forbliver i Det Hvide Hus efter forgæves at have modsat sig en række af Trumps beslutninger. Ligeledes bliver det spændende, om den nye stabschef, den firestjernede general John Kelly, i praksis kan holde ud at samarbejde med den uforudsigelige og alt andet end disciplinerede præsident. Hvis han smider håndklædet, ramler det hele.
 —

24/8 2017: Ferien i Italien er slut og vi er vendt tilbage til det kølige nord med dets skiftende men også charmerende vejr. En hollandsk familie har haft sommerhuset i 14 dage og har sammen med et fint lille vandfarve-maleri af huset efterladt det i nærmest desinficeret stand – dejligt.

De aktuelle problemer med (muslimske) indvandrere i Danmark har ført til stor politisk bevågenhed over for ekstremisme og indoktrinering over for børn og unge, og jeg blev i forsommeren inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe i Undervisningsministeriet, der skal finde frem til, hvordan politikerne kan kontrollere, hvad der foregår i de frie skoler. Onsdag i denne uge var jeg til møde i ministeriet om sagen, og det foreløbige resultat er en blanding af symbolske og reelle forandringer i forhold til tidligere, først og fremmest koncentreret omkring de tilsynsførendes arbejde. Det er en uhyre vanskelig afvejning mellem et reelt og legitimt behov for at stoppe fundamentalistisk indoktrinering på nogle få skoler og på den anden side ikke genere det store flertal af skoler, der har demokrati og ligestilling mellem kønnene som en helt naturlig del af arbejdet.
 –
Som forventet har Bannon i løbet af sommeren sluttet sig til den stadigt voksende skare af mennesker, der har forladt Det Hvide Hus, og han bliver næppe den sidste. Samtidig har Trump rodet sig ud i yderligere problemer med sin slet skjulte sympati for det yderste højre i USA og voksende konflikter med sine egne partifæller. Helt aktuelt har han truet med at “lukke regeringen ned”, hvis han ikke får penge til at opføre sin mur mod Mexico (den som Mexico skulle betale…!).  Verden har ikke set noget lignende. Alene hans navn fremkalder afsky og kvalme, og fremover vil jeg alene benævne ham som T. T for Trump, tosse, tumpe…!
 –
I DK har regeringen fremsat sit skatteudspil, der først og fremmest kommer de rigeste i samfundet til gode. Topskattelettelsen er opgivet, fordi regeringen har indset, at Folketingsflertallet ikke vil være med til det, men med det foreliggende forslag forsøger man camoufleret og ad bagdøren at opnå det samme – eller faktisk endnu mere. De siger naturligvis noget andet, men i mine ører har det samme validitet som slagteren, der forsøger at undskylde, at han kommer hestekød i oksefarsen…!
Vi er i Fjellerup i disse dage i hæderligt augustvejr og har netop haft besøg af Jan “Murer”, der skal lægge nye klinker på badeværelset engang senere på efteråret. Som så ofte før fik vi en god snak over et glas vin, og det er en fornøjelse, fordi det er reel og munter “håndværkersnak” om dagligdagens problemer og muligheder. Christiansborg, Løkke og T. forekom pludselig at være langt, langt væk.
 —
26. august 2018: August er den dejligste måned i Danmark, for vejret er som regel godt, og naturen viser sig frem på den smukkeste måde. Lyngen blomstrer på det smukkeste –
– og en morgencykeltur langs havet mellem Fjellerup og Bønnerup giver de mest fantastiske naturoplevelser, se blot denne billedserie – (dobbeltklik på det første billede og følg derefter pilene i siden af billedet) –
– – –
28. august 2017:  Jeg har været så heldig at få optaget en kronik i Jyllandsposten – den kan læses Her
– – –
12. september 2017: Vejret arter sig usædvanligt  –  mens amerikanerne slås med den tropiske orkan Irma, håber vi på en hæderlig sensommer, der kan reparere lidt på den såkaldte højsommer, men sådan går det ikke. Lavtryk efter lavtryk vælter ned over Danmark, og situationen er den samme over hele Europa. Gæster i den spanske by Haro – Rioja’s hovedstad – som vi har besøgt flere gange, fortæller, at der her medio september er regnvejr og 10 graders varme om morgenen. Det er helt forkert.
Vi er i Fjellerup i disse dage, og vejret er en blanding af hidsige byger og dejligt solskin. Sidst på eftermiddagen i dag er vejret dog helt balsamisk, og sommeren 2017 afsluttes med et glas vin på terrassen –
Vi snakker jævnligt om, hvorfor vi trives så godt i vores lille og ydmyge røde hus her ved Kattegats kyst. Mens andre sælger deres større og mere veludstyrede sommerhuse går vi den modsatte vej. Vi har hverken designer-møbler eller anden fancy indretning, og såvel madlavning som opvask er retro, altså håndholdt, og kvaliteten er derefter…! Om natten er her mørkt – mørkt, hvilket får stjernehimlen til at synes endnu større end andre steder, og med soveværelses-vinduet åbent kan vi om natten høre havet pludre, bruse eller buldre afhængig af vejret. Det er ganske enkelt pragtfuldt.
Mindre pragtfuldt er det at følge finanslovsforhandlingerne i disse dage. Den Venstre-ledede regering har idag foreslået at skære i børnechecken for at kunne finansiere skattelettelser – altså en omfordeling fra børnefamilier i Jylland til de rigeste i Nordsjælland. Jeg kan ikke finde ord for min uenighed. I tillæg hertil påstår Liberal Alliance med Joachim B. Olesen i front, at vi alle bliver rigere, hvis uligheden øges ved afskaffelse af topskatten, og jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Påstanden baserer sig på den tænkning, som den liberalistiske filosof Adam Smith formulerede for 250 år siden, men verden har naturligvis forandret sig markant siden dengang. Når Danmark er blevet et af verdens bedste samfund at leve i, skyldes det i høj grad den økonomiske lighed mellem landets borgere, og når Danmark – bemærkelses-værdigt – har en en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier, så skyldes det en stor, skattebetalt og velfungerende offentlig sektor. Når LA-tilhængerne klager over at blive flået i skat, fordi “…det er os, de bedst uddannede og mest produktive, der bidrager mest…”, er det enten ureflekteret eller et dårligt skjult udtryk for dårlig moral. De har fået deres uddannelse gratis, hvilket i virkeligheden betyder betalt af hr. og fru Jensen på Mors, der aldrig fik mere uddannelse end folkeskolen, og deres succes og velstand skyldes i høj grad de mange gode muligheder, som det danske samfund stiller til rådighed for energiske og iderige mennesker. Hvilke muligheder ville en Due-Jensen (Grundfoss), Kirk-Christiansen (LEGO), Mark Zuckerberg (Facebook), Bill Gates (Microsoft) og mange flere have haft, hvis de var født i Afghanistan, Irak eller i Afrikas mørke? svaret er naturligvis: Ingen! De var aldrig blevet så velstående uden et samfund, der stillede masser af muligheder til rådighed for dem! Disse begavede og energiske mennesker har fået relativt mere ud af de rige samfund, de voksede op i, og derfor skal de – naturligvis – også betale relativt mere i skat, altså topskat. Alt andet vil være moralsk forkert, og LA-argumentationen er helt i skoven.
Det kan godt være, at JBO tror på det han siger (man kan også tro på julemanden, men det bliver han ikke mere virkelig af), men det ville klæde ham, hvis han spurgte nogle nationaløkonomer til råds, for der er masser af evidensbaseret viden på området, der bekræfter det jeg skriver ovenfor.  Joachim B. Olsen er et glimrende eksempel på, hvorfor politikernes troværdighed er på samme (bund)niveau som ejendomsmægleres.
– – –
16. september 2017: Gennem en årrække har vi sammen med to gode venner i Århus haft som fast tradition at gå til musikoplevelser i Århus Musikhus – oftest og mange gange har det været opera, men i dag var det i den smukke symfoniske sal, hvor vi fik en stor musikalsk oplevelse med 2 østasatiske kvinder på podiet.  Først sang den sydkoreanske sopranen Guanqun Yu værker af Mozart (Ch’io mi scordi di te?) og Beethoven (Ah, Perfido), og dernæst var det Beethovens fantastiske 7. symfoni med kinesiske Eun Sun Kim på dirigentpodiet. Sidstnævnte er en lille spinkel spirrevip, der må springe op på podiet, men hun dirigerede med stor autoritet, og det var tydeligt, at orkestret kunne lide hende. 3. satsen i symfonien blev dirigeret i et så højt tempo, at jeg næsten fik åndenød, og overgangen til 4. satsen var kun et par sekunder, virkelig høj intensitet. En fantastisk musikaften, der blev afsluttet på bedste vis med ost og rødvin hos vennerne  i Risskov.
– – –
24. september 2017: Som en del af finansloven for 2018 er de blå partier blevet enige om at sænke afgifterne på biler, og med LA som de mest skingre fejrer de det som en stor sejr for velfærds-danmark, fordi…“flere penge mellem hænderne er velfærd.” Hvis det skulle være rigtigt kan man spørge, hvorfor Cayman Island eller Monaco så ikke er velfærdssamfund, for her er skatten helt minimal? Når man på denne måde bytter om på velstand og velfærd, er det udtryk for sproglig manipulation med et politisk formål, nemlig at man prioriterer danskernes mulighed for at købe en ny bil over bedre forhold for samfundets mindste, ældste, syge etc. Det er endnu et eksempel på, at de blå partier er godt i gang med at afmontere velfærdssamfundet – selvom de hævder det modsatte. I mon optik er den liberale kurs et både ugennemtænkt og populistisk projekt, der fuldstændigt overser, at vores velfungerende samfund står på et fundament af fælles-betalte skoler, hospitaler, veje og meget mere.
De samme borgerlige partier hævder, at lettelse af skatten kommer alle til gode, fordi velstand i toppen af indkomsthierakiet siver nedad gennem samfundspyramiden (den såkaldte trickle-down teori). Problemet er blot, at det er ønsketænkning og ikke andet.  Både amerikanske- og OECD-undersøgelser viser, at topskattelettelser ikke kommer hele samfundet til gode, og emperien bekræfter det til fulde. Mellem 2000 og 2007, da præsident Bushs trickle-down dominerede, oplevede USA en af sine svageste perioder med jobskabelse. Nogensinde.
Langt sjovere er det, at vi igår var på den traditionelle sæson-afslutningstur med sejlerskolen og sejler-pigerne. Det var rigtigt septembervejr med tæt tåge om formiddagen, der blev afløst af strålende sol efterhånden som solen brød igennem, og den kombination gav anledning til de mest fantastiske naturscenerier på Limfjorden –

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.