Udfordringer

Det siger sig selv, at som rektor gennem små 20 år løber man ind i utallige udfordringer – ikke mindst fordi årene fra 1994 til 2011 var en brydningstid med ‘disruption’ på mange fronter. I det følgende beskriver jeg nogle få udfordringer, der fyldte meget. Jeg kunne have valgt mange andre, men nogle står stærkere i erindringen end andre, og nogle egner sig slet ikke til en platform som denne.

Den første udfordring var ganske enkelt at beholde stillingen. Jeg var ansat ‘på prøve’, og min chef i UK-forvaltningen, Willy Mathiesen, lagde ikke skjul på, at han havde fokus på, om jeg kunne træffe beslutninger. I prøveperioden fik jeg på den front utilsigtet “hjælp” af en konflikt med en lærer, hvis prioritering af skolearbejdet var så lav, at jeg påtalte det i klart sprog. Konflikten endte med, at han sagde op i protest og på forskellig måde forsøgte at lave ballade ud af sagen. Det lykkedes imidlertid slet ikke, tværtimod, for jeg var glad for opsigelsen, på lærerværelset accepterede man situationen (mange var enige med mig i kritikken af den pågældende), og jeg fik vist min arbejdsgiver, at jeg kunne og ville tage lederansvaret på mig. Da prøvetiden udløb, fik jeg da også uden dikkedarer vekslet prøve-ansættelsen til en fast tjenestemandsansættelse.

I de følgende mange år var der utallige dilemmaer at tage stilling til, men jeg vil her kun omtale tre, som gav anledning til særligt mange overvejelser.

︎INDFØRELSE AF IT: de første år af 1990’erne var it for alvor ved at vinde indpas i samfundet, men om det ville være relevant i gymnasieundervisningen var der stor uenighed om.  Hurtigt efter min tiltrædelse var jeg begyndt at købe computere til skolen og opfordrede lærerne til at inddrage it i undervisningen. Men det var ikke nemt. Lærerne deltog i en lang række it-kurser,  og nogle vendte tilbage tændte af den hellige ild, mens andre var blevet bestyrket i deres opfattelse af, at ‘den slags’ ikke hørte hjemme i undervisningsverdenen. “Jeg kan slet ikke se lyset”, sagde en (dygtig) lærer, da hun vendte hjem fra et kursus og  ufortrødent genoptog sin sædvanlige undervisning og håbede på, alt det med it ville drive over som en byge på en sommerdag. Der var masser af debat, masser af skeptiske holdninger, og en dag mødte en delegation af lærere op på mit kontor for – venligt – at hjælpe mig ud af min vildfarelse. Internettet var, forklarede de mig, en døgnflue på linie med sproglaboratorier, og derfor var det forkert at bruge så mange penge på computere. Jeg husker tydeligt en god diskussion, men jeg husker også, at jeg faktisk kom i tvivl om, hvem der så rigtigt, dem eller mig. I dag er det naturligvis let at se, at Internettet ændrede verden, at Internettet blev “alting”, men i de første år af 1990’erne var det bestemt ikke indlysende, at teknikken ville kom til at virke og blive relevant i alle hjørner af undervisningen.

Som en del af processen inviterede jeg et stort it-firma til at komme på skolen og demonstrere internettets mange fortræffeligheder. Lærerne mødte pænt op, en del med korslagte arme, men der blev lyttet og observeret. Det de oplevede var en katastrofe, for stort set intet virkede den eftermiddag! It-folkene undskyldte febrilsk og brugte underlige ord som båndbredde, ip-adresser, filer og koder til at forklare, hvorfor internettet netop den dag ikke virkede. Det blev det kun værre af. Den uheldige eftermiddag var et tilbageslag og en af ulemperne ved at være first-mover. Heldigvis holdt jeg og en gruppe ildsjæle fast ved strategien, og i løbet af få år blev it en etableret del af den gamle skole, og det var en sejr, da vi som et af de første gymnasier i landet fik Undervisningsministeriets tilladelse til også at bruge it ved studentereksamen.

Udbud af sprogfag: Med gymnasiereformen i 2004 fik skolerne øget frihed til selv at sammensætte fagrækken, og det gav på VK nogle ledelsesmæssige dilemmaer på fremmedsprogområdet, fordi vi set med mine øjne ikke havde et tilstrækkeligt bredt udbud af fremmedsprog. Gennem mange år have vi – udover engelsk – giver eleverne valget mellem tysk, fransk, italiensk, russisk, latin og græsk, men gradvist gled de sidste tre sprog ud af den simle grund, at eleverne ikke valgte dem i tilstrækkeligt antal. De klassiske sprog var for støvede og ‘nørdet’ i de flestes øjne, og alt hvad der var russisk, blev i de år forbundet med noget gråt og trist, og hvem vil vælge det, når man er 16 år?  Fransk og italiensk blev valgt i et pænt, men ikke imponerende omfang, og tysk havde det stadig svært, selvom  mange års nedtur så småt begyndte at vende i takt med, at Berlins status som Europas nye metropol slog igennem. Det var tydeligt for mig, at noget måtte gøres, men jeg vidste godt, at det ville være yderst følsomt blandt lærerne af den indlysende årsag, at nye sprog ville true andre – måske endda ramme nogle lærere på brødet. Ikke desto mindre var det nødvendigt.

Omkring 2006 viste en uventet mulighed sig, idet jeg fik kontakt med en dygtig lærer i kinesisk, og det var interessant. Sproget i et land med langt over en milliard mennesker måtte være interessant for elever med udblik og drømme om en international karriere, tænkte jeg, og som et af de første gymnasier i landet oprettede vi det første hold med kinesisk i (så vidt jeg husker) 2007.

Italiensk havde i mange år været det eneste romanske sprog på VK, mens verdenssproget spansk, som verden over tales af ca. 500 mio. mennesker, havde været forbeholdt elever, der søgte Viborgs andet gymnasium. Flere og flere ansøgere til VK efterspurgte spansk og med den konkurrencesituation, der opstod efter overgangen til statslig selveje i 2005, blev det et problem, der måtte adresseres. Lærergruppen var af solidariske grunde stærkt imod indførelse af spansk, men jeg var nødt til at konkludere, at skolen var sat i verden for elevernes og uddannelsens skyld, og spansk blev føjet til skolens udbud af fremmedsprog. Det var oplagt, at italiensk ville blive truet, og for at afbøde eventuelle beskæftigelsesmæssige konsekvenser tilbød jeg økonomisk støtte til de italiensklærere, der ville tage spansk som et supplerende bifag på universitetet. En enkelt tog imod tilbuddet, men i praksis viste det sig, at ingen lærere kom i klemme, da ansøgertallet som forventet steg.

Samarbejde og konkurrence: Viborg Amt havde seks gymnasier, to i Viborg (VK og Viborg Amtsgymnasium), et i Bjerringbro, et i Skive, et på Mors og et i Thisted. Samarbejdet mellem disse 6 gymnasier fungerede i mange år gennem regelmæssige rektormøder med deltagelse af amtets UK-forvaltning, og som hovedregel blev beslutninger truffet i enighed efter en længere eller kortere diskussion. Hyppigst var det nok længere diskussioner, for rektorer taler gerne og længe, undertidens til forvaltningens utilslørede irritation 🙂 .

Samarbejdet med UK-forvaltningen i Viborg Amt var gennem alle årene fremragende og først og fremmest meget, meget enklere end da skolen blev statslig selvejende. Der er set med mine øjne ikke meget godt at sige om den centralisering, der på en række områder fulgte med kommunalreformen i 2007 og som man nu – 10 år efter – forsøger at rulle tilbage, fordi konsekvenserne viser sig at være dybt uhensigtsmæssige.

Blandt de svære spørgsmål var den årlige fordeling af elever, for naturligvis var det sådan, at nogle skoler fik flere ansøgere end deres kapacitet var til, mens andre fik færre. Som resultat af sund samfundsmæssig logik – og ansvarlig brug af skatteydernes penge – fordelte vi derfor ansøgerne, så skolernes kapacitet blev udnyttet optimalt. Nogle skoler (ofte VK) fik frataget ansøgere, der blev flyttet til skoler med ledig kapacitet. På samme måde fordelte vi efter vores bedste skøn de midler, som amtet stillede til rådighed til bygningsfornyelse og -vedligehold. Disse fordelinger krævede nogle gange tilbageholdenhed, når andre havde mere behov, andre gange en stærk argumentation, når man selv havde et stort behov, men i kraft af stor indbyrdes tillid blandt de 6 rektorer lykkedes det altid at få fordelingen til at gå op.

Hvis en elev ikke trivedes på en skole, kunne vi som hovedregel finde ud af at flytte pågældende til et nabogymnasium, og hvis eleven slet ikke var gymnasieegnet, så samarbejdede vi med andre uddannelser om en flytning. Alt sammen sund fornuft og den helt rigtige måde at arbejde på efter min opfattelse.

Med kommunalreformen i 2005 blev alt dette ødelagt med et ideologisk felttog, der flyttede fokus fra indhold til indpakning, iværksat  af Venstre-regeringen med undervisningsminister Bertel Haarder (V) som bannerfører. Ud fra en tyrkertro på, at ‘konkurrence altid er godt‘, blev alle gymnasier omdannet fra at være amtslige institutioner til at blive statslige, selvejende institutioner, finansieret af et statsligt taxameter, hvor elevtallet blev den afgørende faktor for skolens økonomi. Alle gymnasier købte deres jord og bygninger af staten og forandrede status fra at være samarbejdende institutioner under en regional myndighed til at blive konkurrerende institutioner med egen økonomistyring og med retten til at puge penge – eller gå konkurs.

Store og centralt beliggende skoler som fx. VK udvidede kapaciteten og gik på strandhugst hos nabogymnasierne, der til gengæld stod med bygnings- og undervisningsmæssig ledig kapacitet, de ikke kunne udnytte. En række små og mindre gymnasier – i det gamle Viborg Amt gymnasierne i Bjerringbro og på Mors – kom ind i en negativ og selvforstærkende spiral med stadig færre elever og dårlig økonomi, og deres eksistens var reelt truet. Samfundsmæssigt et enormt spild af ressourcer og set med mine øjne ubegribelig dumt.

Under de nye vilkår blev elever i mistrivsel kun nødigt flyttet, for pengene fulgte nu eleven, og hvilken institution vil frivilligt afgive penge til nabogymnasiet = konkurrenten? Med andre ord ringere forhold for en elev med behov for luftforandring.

Fordi skolerne nu kom i direkte, indbyrdes konkurrence, begyndt de at bruge 100.000 vis af kroner på at  reklamere, og da den basale ydelse (uddannelsen) er den samme, blev det reklamer med fokus på alle de sekundære ting (smarte bygninger, fester, rejser m.m.). I stedet for at være skoleledere med fokus og forstand på uddannelse, blev rektorerne nu direktører for hver deres konservesfabrik, hvor dåsernes indhold er det samme, og hvor kunderne derfor skal tiltrækkes gennem smart indpakning, der for enhver pris skal adskille sig fra konkurrenterne. Endnu et kæmpemæssigt spild af ressourcer.

Udviklingen fra regionalt baseret samarbejde med fokus på indhold og kvalitet til institutionsbaseret konkurrence med fokus på sekundær-ydelser var tudetosset efter min opfattelse. Da jeg havde levet nogle år med det nye system og var blevet stedse mere utilfreds med det, tog jeg som 64-årig min afsked for ikke at skulle sidde med ledelsen af et system, jeg ikke kunne – men alligevel skulle – stå inde for.

Her 10 år efter indførelsen af selvejet begynder politikerne at se ulemperne ved systemet og forsøger at lave feberredninger af lukningstruede gymnasier i udkantsområderne og samtidig ændre finansieringssystemet, så de værste urimeligheder begrænses. Det er tydeligt, at man forsøger at genopfinde nogle af kvaliteterne fra tiden før kommunalreformen, men det kan man naturligvis ikke sige højt.

Det værste er næsten, at denne udvikling var fuldstændig forudsigelig. I 2010 skrev jeg denne artikel:

VK er blevet selvejende

For første gang i næsten et årtusinde er Viborg Katedralskole ikke længere ejet af nogen, den er blevet selvejende. I 450 år efter skolens grundlæggelse var det kirkens skole, efter reformationen i 1536 blev det statens skole frem til 1986, hvor det blev Viborg Amts skole, og endelig i 2007 blev VK selvejende som  konsekvens af den store kommunalreform.  Det er således ændringer, der indtræffer med århundreders mellemrum, vi gennemlever i disse år.

Forandringer i undervisningens indhold og undervisningens metoder har der været utallige af gennem skolens mere end 900 år lange historie, og bølgerne på lærerværelset har gået højt, når spørgsmålet er blevet rejst, om undervisningen skal målrettes samfundets aktuelle behov, eller om det er hævet over tidens krav. Ændring af ejer- og styrelsesforholdene har derimod ikke været genstand for megen diskussion, men konsekvenserne vil efter min bedste vurdering vise sig at blive langt større end konsekvenserne af den nye gymnasieordning, som vi fik næsten samtidig med kommunalreformen. En gymnasiereform kan relativt nemt omgøres af en ny reform, men en strukturreform, der har gjort alle ungdomsuddannelsesinstitutioner selvejende, vil være utrolig vanskelig at rulle baglæns, så der er al mulig grund til at være opmærksom på konsekvenserne af den udvikling.

Som selvejende institution er skolen overladt til sig selv og markedskræfterne. VK fungerer efter 2007 som en privat virksomhed, hvis indtægter er 100% afhængig af antallet af ”kunder”, der vælger VK frem for en af de andre institutioner med en tilsvarende uddannelse. Uddannelse er blevet en vare og den enkelte institution en ”købmandsforretning”, der vil forsøge at erobre kunder og markedsandele fra konkurrenterne. Konkurrencesituationen vil hurtigt gøre skolerne mere ens med hensyn til udbud af studieretninger, sprog og valgfag, for alle vil stræbe efter at have det bredest mulige udbud på hylderne for at tiltrække elever, og gamle dages arbejdsdeling mellem nærtliggende gymnasier har den nye økonomiske konstruktion gjort umulig.  I byer med flere gymnasier ser vi da også, at alle kigger over hækken for at se, hvad der trækker kunder hos konkurrenten – i Viborg eksemplificeret ved, at den gamle aftale om spansk på den ene side af søen og italiensk på den anden side ikke længere holder – begge skoler udbyder fremover begge sprog. Samtidig med denne tendens til ensartethed omkring det indholdsmæssige vil vi også se alle skoler forsøge at profilere sig på de sekundære ydelser såsom rejser, særlige ”events” og fester, fordi alle ved, at det trækker elever. En fornuftig og sympatisk udvikling? Nej, absolut ikke efter min opfattelse, men det er de faktiske vilkår efter 2007.

Baggrunden for denne udvikling er en politisk tyrkertro på, at konkurrence fremmer kvalitet, og en tilsvarende politisk accept af, at fanden tager de bagerste. Og de bagerste, det er de små skoler i befolkningsmæssigt tyndtbefolkede områder eller skoler i ikke attraktive områder af de store byer. Det er ikke manglende kvalitet, der koster nogle af disse små skoler livet, det er konkurrencen med større institutioner, der har flere varer på hylderne og økonomiske muskler til at lave alt det, der trækker elever til skolen, biografreklamer, store fester, spændende fredagscaféer eller måske et gratis årskort til den lokale svømmehal.

Med de nye forhold er den enkelte skoleledelse tvungent til at flytte en betydelig del af sit fokus fra det pædagogiske til det økonomiske. Er der plads i budgettet til et ekstra tyskhold, en ny traktor til pedellerne eller til lønstigninger? Og hvis der er, hvordan skal der så prioriteres? Dilemmaerne er utallige, og den enkelte skoleledelse skal prioritere og træffe beslutninger, der vil gavne skolen som helhed, men som altid vil efterlade nogle med dybe frustrationer over, at netop deres velbegrundede ønske ikke blev imødekommet. Ledelse er blevet et politisk mantra og skolens forhold afhængig af den til enhver tid værende ledelses energi og politik.

Tidligere tiders rum og tid til at diskutere og beslutte i Lærerråd/ Pædagogisk Råd er forsvundet, nu høres der i bedste fald med udsigt til, at ledelsen eller bestyrelsen efterfølgende muligvis træffer en anden beslutning, fordi deres fokus er et andet end lærernes. Det er en kurs, der hurtigt og med sikkerhed fører frem mod en dårlig skole, og i min ledelsesoptik er svaret på denne udvikling, at ledelse på centrale områder bredes ud via beslutningskompetence i skolens centrale udvalg, hvor der både sidder medarbejder- og ledelsesrepræsentanter, sådan som vi har gjort på VK de senere år. På den måde sikres reel medarbejderindflydelse samtidig med, at det endelige ledelsesansvar fastholdes.

Siden de første spæde overvejelser om en kommunalreform og gymnasiernes overgang fra amtsstyre til selveje har vi hørt, at formålet var at gøre op med unødig kontrol og bureaukrati. Siden da er den statslige kontrol med tilhørende bureaukrati med usvigelig sikkerhed vokset som ukrudt i køkkenhaven i juni. Hvor Amtet tidligere var så tæt på skolens virke, at kontrollen lå i det nære samarbejde og gensidige personkendskab, så er afstandene nu blevet så store, at staten finder det nødvendigt med en syndflod af papirer, komplicerede optællinger af årselever flere gange om året og daglange kontrolbesøg af skolens revisor, alt sammen noget, der koster skolen 100-vis af mandetimer og 1000-vis af kroner.  Og midt i en it-tid skal disse indberetninger ske på rigtig papir, underskrevet af undertegnede ”med blåt” og attesteret af skolens revisor, også ”med blåt”. Da de amtslige administrationer blev opløst og opgaverne lagt ud på de enkelte skoler, blev det fulgt op af en besparelse med henvisning til ”stordriftsfordele” (??), og de skoler, der søgte om lov til at slutte deres administrationer sammen fik afslag med henvisning til, at det ville være at genoplive de gamle amter. Da alle skoler et år efter blev pålagt at samle de samme opgaver i administrative fællesskaber, skete det med henvisning til de effektiviseringsgevinster, der derved kunne opnås med efterfølgende besparelser på taxametrene!! Processen var så parodisk, at undervisningsministeren opgav at begrunde det, men blot henviste til stærkere kræfter end ham (læs: Finansministeren).

Hvad er så konklusionen på alle de mange forandringer – er selvejet udtryk for fremskridt? Set med mine øjne har vi oplevet en række ulemper i form af forøget bureaukrati og kontrol, mens vi endnu mangler at se fordelene. Vi har reorganiseret på alle områder, den enkelte skole har fået reelle muligheder for at prioritere i økonomien og træffe beslutninger, hvor vi før skulle spørge en myndighed – fint nok! Men at samarbejde er blevet afløst af konkurrence finder jeg er udtryk for en ideologisk holdning, som er helt forfejlet på et så vigtigt samfundsområde som uddannelse.

Erling Østergaard

16. februar 2010

Til næste kapitel: VK’s 900 års jubilæum

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.