Gymnasieledelse i 1990’erne

At udøve ledelse i gymnasieskolen var i mange år en speciel disciplin, der adskilte sig meget fra andre arbejdspladser. En af mine forgængere, rektor Karl Olsen, gav ved flere lejligheder udtryk for, at ‘en lærer er konge i sit eget kongerige’, og da jeg kom til skolen, havde man bestemt ikke glemt den udtalelse, så når døren til klasselokalet var lukket, skulle ingen udefra blande sig. Rektor var ‘primus inter pares’, hverken mere eller mindre, og ledelsesinitiativer skulle argumenteres igennem, ikke bare besluttes og slet ikke dikteres. For personer uden for gymnasieskolen kan denne ledelsesform lyde bizar, men sagen var, at det fungerede og at der var en kollosal styrke i den tradition, for når en beslutning var argumenteret igennem i Lærerrådet (senere: Pædagogisk Råd), var alle forpligtet på beslutningen. Det samme gjalt for lærernes undervisning: ansvaret for forløb og resultater ved eksamen lå ét og kun ét sted, hos læreren. Denne maksimale ansvarliggørelse af lærerne gav et kolossalt engagement på den enkelte skole, og da ingen talte timer på det tidspunkt, fik arbejdsgiverne virkelig valuta for pengene. De forstod det bare ikke, fordi det ikke kunne dokumenteres i et regneark.

Naturligvis var der også en bagside ved den udbredte skepsis over for ledelse – først og fremmest fordi den virkede som en konservativ bremse på forandringer. Med en ny overenskomst i midten af 1990’erne blev de første skridt taget til for alvor at styrke ledelsen på den enkelte gymnasieskole, da man som noget helt nyt indførte mellemledere, de såkaldte ‘inspektorer’. Men det var op ad bakke, for naturligvis ændrer man ikke århundreders tradition med ét slag, og på mange lærerværelser var der udbredt modstand mod at søge de nye stillinger.

På VK lykkedes det mig at sammensætte et særdeles kvalificeret team af inspektorer, der sammen med mig kom til at danne skolens ledelse. Det var helt afgørende at gøre det klart fra den første dag, at når man var en del af skolens ledelse, så lå loyaliteten dér, og ikke på lærerværelset, og efter mange år som kollega på lærerværelset kunne det være et svært skifte. For at få den nye ordning til at glide ned, var inspektorstillingerne i de første år tidsbegrænsede, og på lærerværelserne lagde man stor vægt på, at der blev skabt en rotationsordning i disse nye stillinger. Jeg var af den faste overbevisning, at med rotationer ville der aldrig blive tale om egentlig ledelse og sagde derfor klart, at på VK kunne velfungerende inspektorer forvente at få fornyet deres ansættelse. Det var i de første år bestemt ikke populært, men sådan blev det.  Rigtig svært blev det, da der blev mulighed for at give et løntillæg til de nye inspektorer – alle kunne forstå, at de skulle have timer til arbejdet, men ligefrem mere i løn, det var stærk kost i 90’ernes gymnasiemiljø.

Over en årrække blev den nye ledelsesform mere og mere accepteret, og gennem årene udkrystalliserede der sig en stamme af inspektorer, der ville være med til at tage ansvar for skolens ledelse, incl. de nødvendige og ind imellem svære diskussioner undervejs. Jeg var meget omhyggelig med at vælge inspektorer med forskellige kompetencer og forskellige kontaktflader i lærergruppen. En ledelsesgruppe udelukkende bestående af for eksempel planlægningsnørder fra den naturvidenskabelige faggruppe ville aldrig have fungeret optimalt. Blandt mange gode inspektorer er det svært at fremhæve nogle, men alligevel: I løbet af nogle år udkrystalliserede der sig en fast kerne af inspektorer, der gennem mange år hver for sig og sammen et fremragende stykke arbejde, og det er en stor glæde, at jeg stadig (2018) mødes med de fleste af dem til et årligt ‘ledelsesmøde’, hvor vi drikker rødvin og fortsat diskuterer, hvordan vi vil styre skolen 🙂 .

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.