Ny rektor – nr. 44 efter reformationen

Stillingen som rektor ved Viborg Katedralskole blev et vendepunkt i mit arbejdsliv. Jeg var i den grad klar til jobbet men naturligvis også meget spændt, og selvom jeg først skulle tiltræde d. 1/1 1994 brugte jeg en del af juleferien på mit nye kontor for systematisk at sætte mig ind i skolens forhold.

Jeg havde fået et kæmpestort og pragtfuldt kontor med udsigt ned over Viborg-søerne – møbleret som et museum. Et enormt billede af Christian d. IV hang på væggen over en enorm, grøn og umagelig sofa, der stammede fra 1920’erne. Et stort mødebord med tilhørende stole var fra samme tid, og over det hang en PH-lampe, der slet ikke kunne lyse rummet op, og det store kontor henlå derfor i vinterhalvåret i dystert halvmørke. Nedenstående billeder fra en forårssøndag (derfor det afslappede tøj…!) i 1994 viser lidt af kontorets indretning, som jeg overtog det –

Billedet af Christian d. IV er kommet ned i skolens dybeste kælder på dette tidspunkt – og står der formodentlig stadig…!

Skrivebordslampen på det store, brune skrivebord var en mindst 100-år gammel messinglampe med en stor glaskuppel, omkranset af nogle lige så gamle Bing- og Grøndahl blækhuse, der gennem mange år havde fungeret som askebægre.

Reolerne på skrivebordets bagside var fyldt af historiske opslagsværker, hvor man bl.a. kunne læse, hvem der i mange generationer var blevet studenter fra landets latinskoler, hvilken karakter de havde fået, hvad deres forældre hed og hvad faderen lavede. Jeg fandt hurtigt min far, student fra Randers Statsskole 1937 med skolens næsthøjeste gennemsnit, søn af møbelfabrikant Jens Chr. Spelling Østergaard og hustru Marie Spelling Østergaard. Et par flere hundrede år gamle bibler stod der også i reolen side om side med Undervisningsministeriets pamfletter gennem årtier samt et utal af skolens årsskrifter, der rakte langt tilbage i tiden. En ældre pc stod som en fremmed fugl i lokalet, tydeligvis ikke brugt meget, men på en eller anden måde lyste den op og signalerede, at nye tider også havde fundet vej ind på Viborg Katedralskole.

På den ene side var mit nye kontor en pragtfuld ramme for mit fremtidige arbejde på en skole med mange århundreder på bagen, på den anden side var det krystalklart for mig, at her skulle der ryddes op og moderniseres. Men hvordan og i hvilket tempo?

Jeg brugte den stille juleferie på at gå det hele igennem, og jo mere jeg fandt ud af, jo mere påtrængende – og overvældende – blev skolens historie. I analerne kunne jeg se, at jeg var rektor nr. 44 efter reformationen i 1530’erne – hvilket nummer jeg var siden skolens grundlæggelse i slutningen af 1000-tallet turde jeg slet ikke tænke på. Blandt mine forgængere fandt jeg bl.a. den berømte Christen Sørensen Longomontanus – 

Longomontanus blev student fra Viborg Katedralskole i 1588 og allerede året efter assistent for Tycho Brahe på Uranienborg-observatoriet på Hven, hvor han i modsætning til sin læremester anerkendte jordens daglige omdrejning. Efter at have studeret matematik og astronomi rundt om i Europa blev han rektor ved Viborg Katedralskole i begyndelsen af 1600-tallet og sidenhen den første forstander for Christian d. IV’s nye observatorium på toppen af Rundetårn.

På væggene i skolens forkontor hang der et anegalleri med billeder af mine forgængere (mænd, ingen kvinder overhovedet) mere end 100 år tilbage, og det visualiserede meget klart for mig, at med det nye job trådte jeg ind i en meget lang historie. Når jeg passerede de alvorligt udseende mænd på vej ind på mit kontor – her en enkelt af dem –

Carl Arnold Heise, rektor 1892-1908

– fik jeg en sær fornemmelse af, at de stirrede vurderende på mig: “Er han god nok, ham nr. 44…?” Så ret hurtigt fik jeg flyttet anegalleriet til en mere ydmyg placering, hvor de kritiske blikke var knapt så påtrængende 😀.

På den første skoledag efter juleferien blev jeg modtaget særdeles venligt af skolens personale, og navnlig skolens mangeårige inspektor, Helge Lien, var umådelig hjælpsom og helt uundværlig i den første tid. På en morgensamling for alle skolens elever bød Amtsborgmester Bent Hansen mig velkommen til skolen og til Viborg Amt, og jeg kvitterede med min første tale i det nye job. Bent Hansen var selv ansat på skolen som lektor i samfundsfag og historie men havde orlov som politiker, og i de efterfølgende år kunne vi jævnligt drille hinanden med, hvem der var chef for hvem.

Det gik ret hurtigt op for mig, at jeg var kommet til en fremragende skole, hvor mange lærere var fra den allerøverste hylde. Seriøsitet og klippesolid undervisning med faget i centrum (tværfaglighed var mildt sagt ikke højt estimeret på lærerværelset) gennemsyrede lærergruppen, og selvom man respekterede rektorrollen, lagde man samtidig stor vægt på at have indflydelse gennem Pædagogisk Råd. Bagsiden af medaljen var, at mange år som Midtjyllands største skole med de bedste resultater havde givet en del af lærergruppen en kant af arrogance og ikke mindst skepsis over for forandringer og nye undervisningsmetoder.

Som rektor blev man respekteret på grund af sit arbejde, ikke på grund af ‘kasketten’, og jeg lærte hurtigt, at argumentationen skulle være både vandtæt og solid, hvis initiativer og nye ideer fra rektorkontoret skulle have opbakning på lærerværelset.  Det kunne naturligvis være besværligt fra tid til anden, men grundlæggende tror jeg, det er en sund kultur.

Holdningerne på lærerværelset kom ikke som en stor overraskelse, for i amtets UK-forvaltning havde man fortalt mig, at den stolte, gamle skole trængte til at blive udfordret på en række områder, og når jeg havde fået stillingen var det bl.a. fordi man forventede, at jeg effektivt og uden for store armbevægelser ( vi er i det solide Midtjylland…!) kunne gennemføre den nødvendige fornyelse.

Og så var det bare med at komme i gang.

Til næste kapitel: Udfordringer

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.