Afslutning

Kommunalreformen ændrede fundamentalt på det uddannelsespolitiske landskab, og som jeg har skrevet om i kapitlet om kommunalreformen var jeg både frustreret og dybt uenig i den måde, som gymnasierne fremover skulle fungere på. Fra samarbejde til meningsløs konkurrence, lærerne skubbet over i en rolle som lønmodtagere, hvor alle tæller timer og hvor det personlige engagement nedvurderes på det skammeligste. Den udvikling var jeg mildest talt utilfreds med, og derfor besluttede jeg at tage min afsked som 64-årig. Bestemt ikke med glæde, men jeg ville ikke stå som chef med en udvikling, som jeg ikke kunne forsvare, men som jeg skulle forsvare. I baghovedet havde jeg også min fars ord, da han gik af som skoleleder: “Hellere høre et “Hvorfor det” end et lettelsens suk.”  

Skolen og bestyrelsen var så venlig at lave en stor afskedsreception med gaver, taler, elev-underholdning og meget mere. Blandt de mange taler var jeg nok allermest glad for talen fra skolens tillidsmand fulgt op af en fra områdets GL-repræsentant. At netop de sagde tak for samarbejdet, gjorde mig glad, for jeg har aldrig troet på, at en videns-institution med mange begavede mennesker kan drives ordentlig og effektivt uden fuld inddragelse af disse mennesker i dagligdagens beslutninger. I nogle sammenhænge havde vi qua vores roller forskelligt syn på sagerne, og nogle beslutninger blev truffet på tværs af lærernes ønske, men de fleste blev truffet i en større eller mindre grad af enighed, og når vi ikke kunne blive enige, skulle lærerene som minimum opleve, at deres argumenter med vægt havde indgået i overvejelserne.

Min afskedtale var denne:

Jeg havde jo nok på forhånd en fornemmelse af, at det ville blive en vanskelig dag i dag, men at den skulle blive så vanskelig, havde jeg ikke drømt om i min vildeste fantasi.

Jeg vil gerne sige mange, mange tak for de søde, venlige og rosende ord. Selv om jeg trækker det fra, som I sagde af høflighed, så er der stadig nok tilbage til at varme resten af mit liv. Så mange tak for det – og mange tak for de fine gaver, jeg er fuldstændig overvældet. Og mange tak for dette storslåede arrangement i dag.

For nogle år siden var AM og jeg på vej ned ad motorvejen i Tyskland, da jeg blev ringet op af en journalist, der ville have en kommentar til, at VK ved den første landsdækkende sammenligning af landets gymnasier var blevet placeret som det bedste gymnasium i Jylland/Fyn og nr. 5 i hele landet. Jeg husker, at jeg mest forsøgte at snakke udenom i mit svar til journalisten, fordi den slags sammenligninger mildt sagt er dybt problematiske, og jeg bryder mig slet ikke om dem, men jeg husker også, at jeg på hele skolens vegne var pavestolt og ydmyg – på samme tid! Pavestolt, fordi jeg vidste, at de gode resultater ikke var en tilfældighed, men resultat af en kæmpeindsats på alle fronter, og ydmyg, fordi de gode resultater i den grad var forpligtende for fremtiden. Jeg ser VK som ”gymnasieskolernes PH-lampe” – for nu at sige KVALITET på den måde – og det er med både stolthed og ydmyghed, at jeg siger farvel til skolen.

Det var svært i sin tid at få stillingen som rektor på VK, og at udfylde stillingen med det nødvendig menneskelige overskud hver eneste dag har været endnu sværere, men det allersværeste har været at tage beslutningen om at stoppe. Jeg har i den grad nydt samværet og samarbejdet med skolens elever og alle I samarbejdspartnere, og derfor var det svært at finde det rigtige tidspunkt. Og når jeg faktisk fik truffet den vanskelige beslutning, så er jeg en stor tak skyldig…………til den siddende regering! Den har gjort det meget lettere!

En barndomserindring hjalp også til! Som halvstor dreng hørte jeg ind imellem, at folk sagde til mine forældre, ”Det er godt gjort i hans alder!” – og jeg kan huske, at jeg var stolt over den bemærkning. Men så var det, at jeg for et års tid siden begyndte at spekulere på, hvordan jeg ville have det, hvis den bemærkning dukkede op igen. ”Det er godt gjort i hans alder”! …. Og så var det jeg tænkte, at nu må jeg se at få truffet den beslutning! Så det gjorde jeg.

Alder er jo noget vanskeligt noget – nogle bliver gamle som unge og andre kan tilsyneladende slet ikke blive gamle! Jeg hørte det engang udtrykt på den måde, at alderen trykker, når man – mens man snører sine sko – samtidig tænker – ”Hvad kan jeg gøre, når jeg nu alligevel er hernede?”. Dér er jeg slet ikke, jeg har tværtimod altid tænkt, at når jeg en dag ser tilbage på mit personlige landskab, så skal det være et kig ud over et landskab med snoede veje, bakker og bjergtinder med storslået udsigt. Sådan har det været – – – og der skal stadig ske noget!

Jeg vil gerne rette en STOR tak til ALLE jer på VK – Jeg kan ærligt og helt uden forbehold sige, at årene som rektor på Viborg Katedralskole har været de absolut bedste i mine 37 år i den danske gymnasieskole. Tak for engagementet, ildhuen, samarbejdet og ikke mindst den gode diskussionstone. Ingen skole er bedre end dens lærere, og når VK er en utrolig god skole, så skyldes det jeres daglige indsats. Vi har fra tid til anden været uenige om kursen, men vi har altid været 100% enige om det vigtige i at hoppe over gærdet, hvor det er højest, ambitionerne på skolens og elevernes vegne har altid været tårnhøje, og sådan håber jeg, det bliver ved.

Jeg er helt klar over, at når den 1. januar oprinder, så skyldes hovedpinen ikke kun almindelige tømmermænd, der går over i løbet af nogle timer, nej det er noget meget mere fundamentalt, der er på spil. For første gang i 57 år skal jeg ikke længere i skole, og jeg tror jeg vil have det som studenterne på dimissionsdagen: Den pludselige frihed er pragtfuld og skræmmende på samme tid, men den skal saftsuseme bruges til noget. Og det skal jeg nok finde ud af.

Det er vemodigt at sige farvel efter mange år på VK, og jeg ville meget hellere starte på en frisk, men sådan er virkeligheden jo ikke, så derfor – tak for nu!

Da jeg var færdig med talen, rejste forsamlingen sig og klappede, og det var meget svært at finde en grimasse uden tårer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.