17 år som rektor – et tilbageblik

En fast rutine i arbejdet var ved ugens slutning at skrive et ugebrev – "Ugen der gik" – hvor jeg kommenterede på forskellige begivenheder og så frem mod den næste uge. Da jeg gik på pension, skrev jeg et sidste ugebrev med titlen "Årene der gik", hvor jeg samlede op på store begivenheder gennem de 17 år. Jeg gengiver det hermed, fordi det på få linier samler op på nogle væsentlige ting:

Ugen Årene der gik: 1994-2011

Jeg er ikke klar over, hvor mange ugebreve, indlæg og små epistler, det er blevet til i årenes løb, men jeg ved, at dette er det uigenkaldeligt sidste, sikkert til lettelse for nogle, forhåbentlig til ærgrelse for andre. Efter 17 års ansættelse på VK har der naturligvis været et utal af oplevelser, udfordringer og begivenheder, nogle var sjove, nogle trælse, og andre var spøjse. I de sidste par uger har jeg prøvet at finde én i hver kategori, der for mig personligt står som noget særligt.

En af de sjoveste begivenheder var, da det lykkedes at slå hul på Ny Carlsbergfondets enorme penge- og kunsttank og få udsmykket skolen både indvendig og udvendig med kunst for millioner. Da det daværende kunstvalg og jeg første gang drog til København for at mødes med Hans Edvard Nørregaard Nielsen og blev efterladt i de store magasiner med frihed til at forsyne os fra alle hylder, var det næsten ikke til at fatte. Jeg husker flere af lærernes måbende ansigtsudtryk, da Nørregaard-Nielsen efterlod os i fondets enorme bolsjebutik og fyndigt understregede, at nu skulle vi kaste den jyske beskedenhed af os og tage for os af godterne. Han gik til et møde i byen og ville vende tilbage efter en bedre frokost, og der blev ingen grænser sat for, hvad vi kunne få. Det blev en minderig dag, og sammen med de yderligere donationer, der fulgte efter, blev skolens nuværende, betydelige kunstsamling skabt. Kentauerne fik vi ved en tilfældighed – i en samtale nævnte Nørregard-Nielsen i en sidebemærkning, at han savnede den helt rigtige placering til de 2 store bronzekentauere, som brygger Jacobsen i 18xx havde købt til sin egen private samling. Uden helt at have gennemtænkt det skyndte jeg mig at sige, at den placering havde jeg på Viborg Katedralskole. Nørregaard-Nielsen var skeptisk, men indvilgede i at komme til Viborg og se på mulighederne. Hans første bud var at placere dem på hver side af hovedtrappen mod øst, men det afviste jeg. Det ville blive en parodi på et fransk slot, og Nørregaard-Nielsen kunne heldigvis se pointen. I stedet fandt vi den nuværende placering uden for elevkantinen, og da jeg lidt bekymret mumlede noget om rasende dyre granitsokler og skolens betrængte økonomi…osv, så svarede Nørregaard-Nielsen lidt stødt, at….”Ny Carlsbergfondets pengetank er rigelig stor til at påtage sig hele opgaven…!

Det mest spøjse, jeg har oplevet, var en kort, men heftig meningsudveksling med dronning Margrethe. I forbindelse med skolens 900 års jubilæum var Anne-Marie og jeg sammen med TM (som PR-formand) og hustru inviteret til en aften på Marselisborg Slot. Jeg husker tydeligt, at det var en meget smuk aften, fløjdørene ned mod haven og Århus-bugten var slået op og Prinsens livregiment spillede i haven. Alt åndede idyl. Dronningen var en meget venlig og imødekommende værtinde, og vi blev beværtet på bedste vis (selv om vinen fra Caix bestemt ikke er noget at skrive hjem om). Vi stod i smågrupper og talte og formodentlig fordi vi talte om den kongelige familie, faldt snakken på et tidspunkt på zar Nikolaj d.II og den russiske revolution, som altid har optaget mig meget, fordi den ændrede historiens gang. Nikolaj II var søn af Kejserinde Dagmar og altså i direkte linje i familie med Margrethe, så det var en rigelig bramfri bemærkning, da jeg kaldte Nikolaj for en ”idiot” og gav ham skylden for, at revolutionen brød ud. Jeg havde desværre ikke bemærket, at dronningen stod i udkanten af kredsen, der omgående skarpt replicerede, at at Nikolaj var en ”meget religiøs person.” Situationen blev lidt anspændt, men biskop Nissen rykkede til undsætning med nogle udglattende bemærkninger, så den gode stemning blev genoprettet. Men en idiot var han, Nikolaj d. II.!

Det suverænt bedste i årenes løb har været samværet med kloge og sympatiske lærere og elever på skolen. I modsætning til adskillige af mine kolleger har jeg altid nydt at komme på lærerværelset til frokost eller en kop kaffe og en god snak om stort og småt. Jeg har med stor glæde deltaget i langt de fleste lærerfester, og når jeg altid har forladt festen relativt tidligt, er det sket af professionelle grunde, og ofte med en vis ærgrelse. Eleverne har i alle årene fyldt utroligt meget, og det har glædet mig mere, end de selv vidste, når jeg på gaden, i Føtex eller på skolens gange er blevet mødt med et stort smil og ”hej Erling”. Elever med store personlige vanskeligheder af den ene eller anden art har fyldt utroligt meget. Når ”Peter” eller ”Lise” (oftest det sidste!) har stået i døråbningen og stilfærdigt spurgt: ”Har du lige to minutter…?”, så var den næste time eller mere ofte beslaglagt, og så måtte det evindelige papirarbejde vente til om aftenen. Det har ofte undret mig, hvor meget nogle af vores elever mangler voksne at snakke med – der står malet forældresvigt hen over langt de fleste af disse ulykkelige elever, og problemet synes at vokse støt i takt med, at vi som samfund smider mere og mere af fællesskabet overbord i tåbelig jagt på individualitet og indholdsløs velstand. Mange børn og unge er dyrket som solen i familiens univers, og har aldrig lært at acceptere grænser eller at vise hensyn.og så kan dt jo ikke undre, at de løber ind i nogle gevaldige vanskeligheder senere i livet. Det er en udvikling, vi som samfund selv har været med til presse frem, og det kan ikke gå stærkt nok med at få fokus på værdier med fokus på fællesskab og social ansvarlighed.

Fremtidens skoleledere skal ikke beskæftige sig meget med eleverne, siger de, der bestemmer for tiden på uddannelsesområdet – det synes jeg er en helt forkert udvikling.

Det suverænt mest tåbelige gennem de 17 år var uden diskussion de utallige konsulentundersøgelser, statens iværksatte i forbindelse med kommunalreformen. Konsulenter uden et fnug af viden om undervisningssektoren formulerede på statens vegne det ene mere tåbelige spørgeskema efter det andet. Spørgsmålene var enten petitesserytteri af værste skuffe (”Hvad betalte skolen sidste år for kuglepenne, papirclips og pipetter i kemi?) eller umulige at svare på (”Hvor mange timer om ugen bruger du som rektor i gennemsnit over et år på administration”? ). ”Hvad snakker vi om”, blev der råbt til Frederiksholms Kanal, men for komplet døve øren. Det værste var dog, at dagsordnen – besparelser – var så nemt gennemskuelig, men da der var lovet omkostningsneutralitet i forbindelse med kommunalreformen, skulle den pakkes ind en tåge af psudoargumenter.

Gode råd skal man som hovedregel holde for sig selv – de er oftest kun til glæde for en selv og sjældent til nytte for andre. Alligevel vil jeg pege på ét forhold, nemlig det helt uforlignelige i at samle erfaringer og viden gennem at arbejde i udlandet. Hver gang jeg er vendt tilbage fra et af mine/vores arbejdsophold i USA, Australien, Estland, Grækenland eller Ungarn har jeg haft umådelig nytte af det i mit hjemlige arbejde. Det koster nogle gange penge, er ofte forbundet med en stor portion bøvl og besvær, men det kaster profit af sig i store mængder – både på den personlige og den professionelle front. Jeg vil håbe for VK, at mange flere vil opsøge disse muligheder, og lad være med at gøre det afhængig af, om nogen (skolen) vil betale udgifterne. Det er rigelig udgiften værd selv at betale det.

Mange tak for nu – jeg havde gerne taget en tur mere, men sådan er virkeligheden ikke.

 

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.