Vestfyns Gymnasium

Efter 6 års studier blev jeg i sommeren 1972 cand.mag. med hovedfag i samfundsfag og bifag i historie, og efter et års værnepligt ved Jyske Divisions Telegrafkompagni i Århus var jeg klar til at søge ud på arbejdsmarkedet, hvilket for mit vedkommende betød gymnasieskolen. I studietiden havde jeg gjort mig nogle erfaringer som underviser både i folkeskolen og i gymnasiet, og jeg husker ikke et øjebliks tvivl om min karrierevej. Det var naturligvis rart og nemt, men senere har jeg da adskillige gange ærgret mig over de veje, jeg aldrig fik betrådt, fordi jeg var så skråsikker. Jeg har utvivlsomt arvet et undervisningsgen fra min far, og jeg stortrivedes gennem 40 år i gymnasieskolen, men verden rummer så mange andre interessante fag og karriereveje, som jeg også kunne have valgt, og fik jeg muligheden for “licens” til endnu en omgang, ville jeg helt klart sige ja tak…! 🙂

Den samfundsfaglige linie i gymnasiet var under etablering i de første år af 70’erne, så der var masser af stillinger at søge, og jeg søgte dem hulter til bulter med en prioritet om at komme væk fra barndomsbyen Århus – jeg havde brug for frisk luft under vingerne. Inden for den samme uge fik jeg tre tilbud om ansættelse: Skanderborg Gymnasium, Sønderborg Statsskole og endelig Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg på Sydvestfyn, og hvad pokker skulle jeg vælge? Min daværende kone, Birthe, var sygeplejerske og kunne få stilling alle vegne, så valget var mest mit, så vidt jeg husker. Skanderborg var for tæt på Århus, så valget stod mellem Sønderborg og Glamsbjerg. Jeg kendte daværende fagkonsulent i samfundsfag, professor Tage Kaarsted, og han anbefalede mig at vælge Glamsbjerg, og det gjorde jeg (vi) så med ansættelse pr. 1/8 1973 som ’adjunkt på prøve’, som det hed dengang, når man endnu ikke havde pædagogikum.

Birthe og jeg flyttede til Glamsbjerg, hvor vores første bolig blev på Kærvangen i den lille landsby Flemløse 4-5 km. uden for Glamsbjerg. Birthe var højgravid og hun fødte vores første barn, Louise, på Assens Sygehus d. 8/8 1973. Det var altså som nybagt far, at jeg indledte min karriere i gymnasiet, og den kombination betød stor travlhed i de første år. Travlheden blev ikke mindre af, at jeg sideløbende med stillingen i Glamsbjerg skulle tage pædagogikum på Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Det gik godt, og efter et års pædagogikum fik jeg i begge mine fag flotte udtalelser, som gik videre til Gymnasiedirektoratet i København, hvor Undervisningsdirektøren læste alle pædagogikumudtalelser med henblik på det videre karriereforløb. Det skulle i høj grad komme mig til gode senere.

VG viste sig at være et heldigt valg, for skolen var inde i en positiv udvikling og havde mange gode lærere og ikke mindst en rektor (P. G. Lange, humanist med stort H), der gav masser af plads til unge brushoveder som mig. Samfundsfagsgrenen i gymnasiet var helt ny, og derfor skulle jeg som den første og eneste lærer på skolen starte undervisningen med alt hvad det indebar, og uden pædagogikum og uden kolleger at støtte sig til var det noget af en opgave i kombination med travlhed på hjemmefronten med et nyfødt barn. Naturligvis var der meget at se til, men jeg husker intet om stress eller plagsomme problemer, og jeg kan i dag – i den anden ende af karrieren – fundere over, hvorfor nutidens unge gymnasielærere på stribe går ned med stress.

I 1970’erne var lærerjobbet stadig et kald, og vi arbejdede uden at tælle timer – og det var sjovt! Megasjovt! Lærermøder foregik om aftenen uden særskilt honorering, og møderne kunne trække ud til midnat, for hvis der er noget gymnasielærere/akademikere kan, så er det at debattere – intet emne er for småt til timers indædt diskussion. Rektor var primus inter pares, og det gav masser af plads til os unge, og vi udnyttede den med et enormt engagement til at være medbestemmende om alt på skolen. Aktiviteter ved siden af undervisningen – studieture, revyforestillinger, foredrag, skolefester og meget, meget mere deltog vi i, fordi det var sjovt, og ingen tænkte et sekund på timetælleri og honorering. Vi arbejdede formodentlig mange flere timer end gymnasielærere gør i dag, men alligevel vil jeg hævde, at det var langt bedre at være lærer dengang, fordi lysten – og ikke pligten – var den motor, der drev os. Indførelse af timetælleri har været en katastrofe for undervisningskvalitet og arbejdsliv, indført af tåbelige Venstre-politikere engang i 1990’erne, fordi – som de sagde – “vi vil vide, hvad vi får for pengene”. Tankegangen bag den styring af den offentlige sektor – kendt som ‘New Public Management’ – hvor alt skal dokumenteres, tælles og registreres, har været og er stadig årsag til, at lærerarbejdet er blevet reduceret (reduceret!) til et 8-16 lønmodtagerjob, hvilket er en katastrofe for hele sektoren.

Jeg husker forberedelsespresset for en ny lærer som megastort – alt var nyt og uvant og hver eneste time skulle forberedes minutiøst både fagligt og pædagogisk. Specielt i mit bifag, historie, var mit faglige fundament ikke voldsom stærkt, så her skulle der læses meget, når undervisningen skulle lykkes. De tekniske muligheder var i begyndelsen af 1970’erne begrænset til en spritduplikator, der jævnligt var i stykker, og først i løbet af 1970’erne kom de første kopimaskiner, men de var uendeligt langsomme og af økonomiske grunde var der begrænsning på anvendelsen. Det mest avancerede pædagogiske hjælpemiddel var en overheadprojektor, men skolen havde kun 2 af disse vidunderapparater, og ville man bruge sådan en, skulle den reserveres i god tid forinden.  Så det var bøger og ‘det talte ord’ de første mange år – suppleret af et gevaldigt klippearkiv fra aviserne, for aktualitetskravet i samfundsfagsundervisningen var et dogme.

Ret hurtigt blev jeg formand for lærerrådet, og det gav mig de første erfaringer med ledelse på en gymnasieskole. Paul Lange var som rektor rummelig og ikke mindst lyttende, og for en ung, nyansat person som mig, der ville ud over stepperne, var han en gave. Han lyttede, kommenterede og gav derefter masser af plads til aktiviteter og udvikling, og hans konstante støtte var i høj grad med til at kickstarte min karriere i gymnasieskolen. Da studievejledningen blev indført i gymnasiet, fik jeg den første stilling på VG uden besvær, fordi jeg var den eneste ansøger! Sådan noget pjat havde ingen fremtid på et gymnasium, mente de fleste.

Mere alvorligt blev det, da skolen i 1984 slog en studielektorstilling op, for det var der både ledelse, løn og prestige i – og så var det en tjenestemandsstilling med alt hvad det indebærer, herunder arbejde direkte for Undervisningsministeriet. Jeg søgte og fik stillingen, og jeg vidste godt, at det var modigt af rektor Lange, for jeg var langt den yngste i ansøgerfeltet, og afvisningen af ældre og velmeriterede ansøgere gav naturligvis ballade. Tingene faldt heldigvis til ro ret hurtigt, og jeg begyndte med voldsom energi på arbejdet i den nye stilling. Ud over ledelsesopgaver på egen skole indebar den nye stilling også en del arbejde for Undervisningsministeriet, bl.a. som tilsynsførende (“dommer”) ved pædagogikum over hele landet, samt som medforfatter ved nogle af de vejledningshæfter, som ministeriet udgav. Spændende arbejde, der havde den meget væsentlige sidegevinst, at jeg lærte en masse centrale personer at kende i ministeriet – og de lærte mig at kende. Jeg husker bl.a. en international konference i Holland, hvor jeg sammen med en af ministeriets embedsmænd skulle præsentere danske synspunkter på en række områder med relevans for gymnasieskolen. Konferencens indhold har jeg stort set glemt, men til gengæld husker jeg meget tydeligt, at den pågældende embedsmand var et fremtrædende medlem – muligvis endda formand – for bøssebevægelsen i Danmark, og min viden på det område var mildt sagt – undskyld udtrykket – jomfruelig. Han (jeg husker hans navn, S.J. for indviede…!) viste sig at være et ualmindelig sympatisk bekendtskab, og han tilbød mig en sightseeing i Amsterdam set med homoseksuelle øjne. Jeg sagde naturligvis ja til tilbuddet, og det blev en spændende oplevelse, hvor han åbnede mine øjne for en skjult verden med egne kommunikationsregler, skjulte budskaber m.m., som jeg af gode grunde aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med. Han var et af de mest regulære og ordentlige mennesker, jeg har mødt, og jeg fik stor respekt for de mange vanskeligheder, der dengang var i samfundet for homoseksuelle.

Omkring 1980 – mens jeg var formand for lærerrådet – skulle der ske om- og tilbygninger på gymnasiet, og jeg deltog ivrigt i hele processen og fik et indgående kendskab til processen og til arkitektfirmaet Friis og Moltke, der havde vundet opgaven. Det var utroligt spændende og erfaringerne fra den opgave lagde endnu en sten på vejen til, at jeg ville noget mere end at være underviser, selvom det i sig selv var vanvittigt spændende.

Jeg havde naturligvis utallige elever i de år, og selvom mange er glemt, står nogle endnu klart i erindringen. Mest markant fra de første år var en overmåde sympatisk og velbegavet pige (dengang N.R., senere N.S.), som jeg i 3.g måtte låne universitetslærebøger for at tilfredsstille hendes videnstrang. På rekordtid blev hun cand.oecon, professor, økonomisk vismand og meget mere. Jeg var helt klar over, at hendes begavelse var ekstraordinær, men heldigvis havde jeg læst flere bøger end hun havde, så det gik endda! Der var talrige andre stærkt begavede elever, og det har været en stor glæde at følge deres karrierer i toppen af det danske samfund som dommere, journalister, økonomer, rektorer m.m.

Midt under den kolde krig – ca. 1977 – var jeg på VG medarrangør af et træf for gymnasieelever fra østblokken og Danmark, et såkaldt ‘fredsarrangement’. I den forbindelse lærte jeg en ung, ungarsk lærer at kende, Tamas Bokor, og det førte til mange efterfølgende besøg i Ungarn, dels privat, dels med elever og kolleger, og da Tamas’s far var ungarsk diplomat var der særdeles gode muligheder for at lære systemet indefra at kende. På den måde fik jeg et særligt forhold til Ungarn, hvilket var med til at sikre mig stilingen som direktør for Danske Kulturinstitut i Ungarn mange år senere.

I begyndelsen af 1980’erne begyndte jeg at føle en voksende uro i kroppen. Det havde været gymnasiet efter grundskolen, universitetet efter gymnasiet og fast ansættelse efter universitetet i stadigt bedre og mere betroede stillinger. Det var som at køre på en snorlige landevej i det vestlige USA, hvor man kan se så langt frem, som øjet rækker, og det gik op for mig, at jeg havde behov for nogle flere sving på vejen med mulighed (og risiko) for uventede udfordringer – der skulle simpelthen ske noget nyt. Derfor søgte jeg optagelse på et særligt universitet i New York, New School for Social Research, hvis målgruppe var personer med en færdig akademisk uddannelse bag sig og som ønskede en gedigen efteruddannelse. Det kostede en betydelig sum penge at studere der, men da jeg kunne få orlov med løn, fordi rektor Lange og Fyns Amt kunne se perspektivet i projektet, og da min “soulsister” Kirsten (se her) generøst havde tilbudt mig at bo hos hende, kunne det økonomisk hænge sammen. Jeg var der i efterårssemestret 1984 og fik utroligt meget ud af det. Mit specialeområde var amerikansk udenrigspolitik, og jeg var så heldig at læse hos en professor, der samtidig var rådgiver i Det Hvide Hus hos præsident Ronald Reagan. Jeg lærte selvsagt en masse og nød at have tid til at sidde på universitetsbiblioteket og nørde i emner efter eget valg. At bo i New York i så lang tid var naturligvis også en del af oplevelsen. Jeg savnede mine børn ubeskrivelig meget, men heldigvis kom Birthe og børnene og besøgte mig, og vi havde en mindeværdig tur ned i sydstaterne i USA.

Da jeg kom hjem og påbegyndte mit arbejde igen, var sulten efter udfordringer ikke stillet, tværtimod var den blevet yderligere stimuleret, og i de følgende år fik jeg arbejde i Undervisningsministeriet og i Fyns Amt i kombination med min faste stilling på VG. For ministeriet arbejdede jeg som tilsynsførende ved pædagogikum over hele landet og deltog i arbejdsgrupper, der udarbejdede forskelligt vejledningsmateriale til gymnasielærere. I Fyns Amt blev jeg tilknyttet deres efteruddannelsesafdeling og havde nogle mindeværdige år som underviser for meget forskellige personalegrupper fra overlæger til portører – de førstnævnte var absolut den værste gruppe – kun overgået (sagde kollegerne i kursusafdelingen) af gymnasierektorer. Selvbevidstheden i disse to grupper kunne ind imellem være kvalmende.

Nogle år senere var den ‘gal’ igen. Gennem Det Danske Kulturinstitut lykkedes det mig at få arrangeret et job-swop med en lærer på – af alle steder 🙂 – et gymnasium i den makadonske by Drama i Grækenland. I en måned arbejdede jeg her som gymnasielærer og fik fra første parket et indblik i dagliglivet i Grækenland. Det faglige niveau var lavt, men værre var det at være vidne til udbredt fup, snyd og korruption. Når min græske job-swop kollega, Maria –  kaldet Marulla, havde møde med eleverne og deres forældre, modtog hun ‘erkendtligheder’ i form af kontanter eller naturalier og forventedes at give karakterer i forhold til erkendtlighedernes størrelse, hvilket hun fortalte om uden blusel, fordi hun troede‚ det var sådan alle vegne. Da hun fortalte mig om sin afgangseksamen fra universitet, var det med stor stolthed, fordi – som hun sagde – ”jeg bestod helt uden at kende nogen”. ”At kende nogen” var (og er vist stadig) umådelig vigtigt i det græske samfund, hvilket kom mig til nytte, da jeg en dag fik en P-bøde. Marulla ringede blot til nogen, der kendte nogen, der kendte en anden…osv, og vips, så var den bøde annulleret. Det blev et møde med mange venlige og gæstfrie mennesker, men også et indblik i et usympatisk samfund med udbredt korruption. Men  umådelig lærerigt var det naturligvis på alle måder.

Der var på mange måder højt til loftet på Vestfyns Gymnasium, og der blev taget mange initiativer ud over den snævre undervisning. Berlinmurens fald d. 9. november 1989 var en historisk begivenhed af de helt store, og derfor besluttede vi at tage hele skolen – lærere, elever, pedel og rengøringspersonale – på en fælles udflugt til Berlin for med egne øjne at opleve stemningen. Rektor Langes format og udsyn gjorde turen mulig, og i midten af november kørte en flåde af busser os til Berlin – sekunderet af TV, der havde luret, at denne tur var gymnasieundervisning ud over det sædvanlige. Det var en fantastisk oplevelse frit at kunne gå fra Vestberlin til Østberlin via Check Point Charlie, hvilket tidligere var var en både langsommelig og ubehagelig affære med VOPO’ernes nidkære kontrol af papirer, lommer og tasker –

Hvor det 14 dage tidligere havde været dødsensfarligt (helt bogstaveligt!) at gå langs muren, kunne vi nu gå frit og betragte, hvordan mere end 25 år med den grimme mur var kulmineret i et grafitti-bad – bestemt ikke kønt, men helt forståeligt.

Og det store shownummer i de dage var med den medbragte hammer at hugge en blok ud af muren og tage det med hjem som en souvenir –

Jeg havde tidligere før murens fald flere gange besøgt det DDR’s historiske museum i østberlin for at se, hvordan man her fremstillede historiens forløb efter 1945, og naturligvis skulle jeg forbi også denne gang. Det var her interessant at se, hvordan man med tysk effektivitet ganske simpelt havde lukket denne afdeling af museet med en væg. Nu skulle denne del af museet rives ned og erstattes af en ny fortælling – historien skrives altid af sejrherrerne…!

Omkring 1990 meldte jeg mig til et omfattende efteruddannesesforløb for at få undervisningskompetence i endnu et fag, erhvervsøkonomi, som var på vej ind i gymnasiet og som passede godt til mit hovedfag. Interessen for det private erhvervsliv havde jeg haft i mange år, og i begyndelsen af 1980’erne søgte jeg en stilling hos organisationen Danske Vognmænd, der skulle bruge en person til at udvikle et system til styring af de mange lastbiler, der hver dag kørte rundt på de europæiske veje. Jeg fik tilbudt stillingen, hvilket var godt, for det tvang mig til at se på gymnasieverdenen med kritiske briller, og det blev klart for mig, at gymnasiet var “min” verden og at jeg ville blive i den. Så jeg sagde pænt nej tak til muligheden for et 90 graders karriereskifte.

I stedet for et skifte til det private erhvervsliv intensiverede jeg arbejdsindsatsen i gymnasieverdenen med henblik på at kvalificere mig til et rektorat, selvom jeg godt vidste, at konkurrencen var hård. Alle ansøgere til rektorstillinger skulle dengang have en kvalifikationsudtalelse fra Undervisningsministeriet, og det var helt afgørende for ens chancer, om den mundede ud i en konklusion, der sagde om man var ‘mindre kvalificeret’, ‘kvalificeret’ eller ‘særdeles kvalificeret’ til en rektorstilling. Jeg fik prædikatet ‘særdeles kvalificeret’ og det gav mig mod på at forsøge. I 1991 blev rektorstillingen på Midtfyns Gymnasium slået op, og jeg søgte – og blev nr. 2. Også Nyborg Gymnasium søgte jeg og blev igen nr. 2, hvilket naturligvis var skuffende, men på den anden side gav placeringerne en konkret forhåbning om, at det måske kunne lykkes en dag. Om ansættelsen på Viborg Katedralskole, læs her.

Stærkest i erindringen fra årene på VG står de mange fremragende kolleger, hvoraf nogle blev personlige venner, én endda min kone efter min skismisse fra Birthe i 1989. Jeg lærte rigtig, rigtig meget gennem samarbejdet med disse gode kolleger, når vi lagde planer for skolen, lavede lærer-musical, var på studieture til udlandet med eleverne og meget, meget mere. Det var et lærerliv uden grænser og af den mest suveræne kvalitet, fordi vi ikke skulle tælle timer, fordi vi blev bakket op af skolens rektor og fordi samarbejdet mellem os fungerede så godt. Vi brugte helt sikkert flere timer på jobbet, end en gymnasielærer gør i dag, men tilfredsheden i jobbet var meget større, end den er for mange gymnasielærere i dag, og ikke en eneste af os gik ned med stress, tværtimod var der masser af brændstof i den måde at arbejde på. De seneste overenskomster med timetælleri, lokallønsaftaler og anden dårskab er en svøbe, der dræber engagement og kvalitet i arbejdet.

 

 

 

 

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.