Gadefejer, pølsemand, arbejdsmand, taxachauffør og lærervikar

Fra gadefejer til chef. Det lyder som en kliche fra en dårlig amerikansk film, men i ultrakort form er det forløbet af mit arbejdsliv. Undervejs på den rejse havde jeg et utal af mere eller mindre sjove jobs, og i dette kapitel vil jeg kort fortælle om de ufaglærte jobs.

Jobbet som gadefejer begyndte i 1961 i 3. mellemskoleklasse (som det hed dengang – i dag 8. klasse), hvor min klassekammerat Niels Fryd og jeg mod betaling (det var stort…!)  havde til opgave at feje skolegården og fortorvet ved Elise Smith Skole. Jeg husker ikke den aftalte løn for arbejdet, men jeg husker meget tydeligt, hvordan vi blev aflønnet. Ved ugens slutning mødte vi op hos skolebestyrer Paul Fryd, der med påtaget alvorlig mine tog en håndfuld mønter op af sin pung, lukkede hånden og holdt den frem mod os og spurgte, om vi ville tage chancen og lade det være ugens løn. Vi sagde naturligvis ja, og som jeg husker det, var der altid flere penge, end vi egentlig skulle have.

I gymnasiet i begyndelsen af 1960’erne var det utænkeligt at have arbejde ved siden af skolegangen. Det var skole, lektier, fester, kammerat- og kæresteskaber, og jeg kunne ønske, at nutidens gymnasieelever kunne have det tilsvarende, altså uden erhvervsarbejde. I gymnasiet begyndte jeg at arbejde i ferierne, og “karrieren” blev indledt med lagerarbejde i kolonialengrosfirmaet Selas – et job, som faster Else som bogholder i firmaet havde skaffet mig – og derefter fulgte arbejdsmands-knokkel-arbejde på Oliemøllen på Århus havn. Jeg gik her sammen med havnearbejderne, hvis arbejdsvilkår var horrible. Vi arbejdede bl.a. i store, lukkede haller, hvor trucks kørte rundt og udspyede en sort dieseldunst, der gav massiv hovedpine, men det måtte man bare leve med, hvis man ville have et job. Andre gange stod jeg ved et samlebånd, der spyede 50 kg. tunge sække ud af et skibs indre, og de skulle på ryggen bæres ind på særlige hylder – det var saftsuseme tungt og ikke godt for ryggen, men det skulle man kunne tage…! Senere steg jeg i graderne og kom ind i Oliefabrikkens vaskeri, hvor arbejdet var meget lettere; til gengæld måtte jeg her leve med en arbejdsformand, der hver morgen mødte op med en papkasse fyldt med øl, som han uden at blive synlig beruset af drak i løbet af arbejdsdagen.

Det sjoveste job var som pølsemand hos DSB. Jeg blev udstyret med en lille vogn, der i den ene ende havde et gasanlæg, så pølserne kunne holdes varme, og i den anden ende et lille isskab til ispinde. Midt i mellem var der plads til chokolade og lakrids. Udstyret med sådan en vogn rejste jeg land og rige tyndt, og det var såmænd ganske underholdende. Værst var det om vinteren, når jeg skulle stå og vente på et tog på en kold perron (jeg kunne naturligvis ikke forlade vognen og gå ned i det varme venteværelse), og undertiden var det nødvendigt at stikke fingrene ned i pølsevandet for at holde varmen. Ulempen var blot, at med datidens farvestoffer i de røde pølser blev mine fingre ligeså røde, og det var umuligt at vaske af.

Da jeg blev gammel nok, tog jeg erhvervskørekort og blev ansat som taxa-chauffør i taxa-firmaet Broen i Åbyhøj, et job jeg havde helt frem til embedseksamen fra universitetet. Jeg har altid været interesseret i biler, og derfor husker jeg her mange år senere, at “min” taxa var en Peugeot 404 med manuelt gear – 4 ratgear. Den blev produceret fra 1960-1975 og var på den tid meget udbredt som taxa. Taxa-jobbet gav en del pudsige erfaringer, bl.a. skete det ind imellem, at en kunde skulle køres rundt i de indre gader i Århus for at se på prostituerede. Når han havde fundet den rette og de var blevet enige om prisen, kørte jeg dem til et hotel, hvor de blev sat af. Som regel gav netop de ture gode drikkepenge. Jeg husker specielt en af disse kunder, der satte sig ind på bagsædet med bemærkningen: “Jeg er sulten”. Jeg kørte til den nærmeste pølsevogn, hvor manden rasende råbte: “Nej, for fanden, jeg er sulten efter damer…!” Jeg kørte til “Kødtorvet”, som Pustervig Torv hed blandt taxachauffører, hvor han steg ud for at se på udvalget, som han sagde.

Som universitetsstuderende blev det efterhånden muligt at få nogle mere kvalificerede jobs. Først som lærervikar på min gamle skole, Elise Smith Skole, hvor min far var forstander, og senere – omkring 1971/72 – et par korte vikariater på mit gamle gymnasium, Århus Statsgymnasium. Det var på godt og ondt lærerige oplevelser, som afgjorde, at jeg ville undervisningsvejen.

Videre til “Vestfyns Gymnasium”

Seneste indlæg

Bloggens opbygning

Denne blog er bygget op i to principielt forskellige afdelinger:

  • Min familiehistorie opdelt i en række kapitler, som ajourføres efterhånden, som jeg får tid og inspiration til at skrive. Disse kapitler er altså 100% tilbageskuende med alle de risici, der ligger heri – se mere herom i indlednings-kapitlet.
  • Mine kommentarer til aktuelle begivenheder i verden, sådan som jeg opfatter dem. Det kan være begivenheder i privatsfæren eller det kan være min reaktion på ting, der sker i den store verden. Alt er set gennem mit vindue, og jeg er helt klar over, at glasset i vinduet kan være dugget, tonet eller endog så matteret, at man næsten intet kan se. Alligevel skriver jeg, for levende debat er en måde at blive klogere på, og derfor er man som læser meget velkommen til at kommentere – så længe det sker i samme ordentlige debattone, som jeg bestræber mig på at bruge.