En livshistorie

Hvem er jeg? Spørg ikke mig. Og tro heller ikke alt, hvad der fortælles!

For nogle år siden ryddede min bror og jeg op i vores forældres arkiver, da de begge var døde. Breve, notater og billeder med påtegninger dukkede frem af glemslen, og mange af dem var nye for os, og det fik mig til at tænke på al den familiehistorie, der forsvinder i denne digitale tidsalder.Når der engang skal ryddes op efter mig, vil der ikke være mange breve, for de sidste mange år har jeg kun skrevet mails og sms’er, og de er sammen med mange elektroniske billeder forsvundet ud i intetheden. Selv postkort fra ferier er blevet en raritet. Hvordan skal mine børn, Louise og Johan, og alle mine børnebørn forstå, hvad de er rundet af, og hvad der gjorde deres forældre og bedsteforældre til de mennesker, de blev, hvis al viden og historie forsvinder ned i urnen sammen med dem? I vores moderne tid, hvor de samfundsmæssige forandringer sker i et rasende tempo, må hukommelsen være den helt centrale rod, der skal holde os fast og sikre, at vi ikke flagrer hjælpeløst afsted i blæsten. Dagens samfund bliver mere og mere historieløst,  og mange tænker tilsyneladende, at verden før deres fødsel vist ikke rigtigt eksisterede. Denne historieløshed er katastrofal, for kender man ikke sin egen historie, så ved man ikke hvem man er; det svarer til, at man ikke ved, hvordan man ser ud, hvis man aldrig ser i et spejl.

Af disse – og iøvrigt mange andre – årsager har jeg besluttet at nedskrive mit livs historie, sådan som jeg husker den. I den digitale tidsalder blver det i form af en blog, hvilket har den markante fordel, at læsere kan kommentere og tilføje til historien, hvilket jeg vil blive meget glad for.

De første linier i den efterfølgende familiehistorie blev skrevet i Carmarguen i Sydfrankrig torsdag d. 22. August 2013 klokken 21.10! Jeg ved det præcist, for jeg var på arbejde som rejseleder for 41 mennesker og sad på MS Carmarque på Rhonefloden i Arles og besluttede, at nu – nu – skulle der gøres en begyndelse på det skriveri, som jeg ofte havde tænkt på. En travl dag var til ende, og jeg sad lidt adskilt fra gæsterne og nød den pragtfulde, fløjlsbløde aften, som er så karakteristisk for syden, alt mens himlen mod vest blev farvet rød af den nedgående sol.

Jo mere jeg tænker over det liv, jeg vil skrive om, jo klarere står det for mig, i hvor høj grad tilfældigheder styrer et menneskes liv. De mennesker, man tilfældigvis mødte på et tilfældigt tidspunkt, de begivenheder, der tilfældigvis udspandt sig for næsen af netop mig, de valg eller beslutninger, jeg tilfældigvis traf (jeg kunne ligeså godt have truffet nogle andre beslutninger…!) osv. Det er et af livets grundvilkår, at vi lever det forlæns og gennem årene griber – eller lader passere – de muligheder, der byder sig, og først senere forstår vi konsekvenserne af de valg, vi traf. Livskunst er så at leve med de valg, man traf og ikke se sig (for meget) tilbage over skulderen, og det kan man være mere eller mindre god til – jeg hører vist ikke til de bedste.

Og bare for at skuffe nogle: Det meget private kommer der intet af – det forbeholdes den del af hukommelsen, hvortil kun jeg selv har adgang. Og iøvrigt har det private netop intet at gøre med formålet med denne blog, så derfor…!

Ganske kort om bloggens forfatter: Jeg hedder Erling Østergaard, bor I Viborg sammen med min kone Anne-Marie, og blev pr. 1/1 2011 som 64-årig pensioneret fra min stilling som rektor for Viborg Katedralskole; måske et år eller to for tidligt (siger min kone), men hellere det end at høre et lettelsens suk brede sig på arbejdspladsen. Selv om jeg lod mig pensionere fra rektorstillingen havde jeg bestemt ingen drøm om “lænestolen”, og jeg fortsatte i både lønnede og ulønnede hverv. Frem til udgangen af 2014 var jeg formand for Nordeas Bankråd i det midtjyske, og i skrivende stund (efteråret 2015) arbejder jeg fortsat som certificeret tilsynsførende for Undervisningsministeriet ved 2 private skoler, Viborg Private Realskole og Bjerregrav Friskole. Derudover laver jeg sammen med min viv rejser for mennesker med interesse for kultur og historie – mit speciale er Central- og Østeuropa. På fronten for frivilligt arbejde er jeg formand for Virksund Sejklub og sejler-instruktør i den samme sejlklub. Så når nogen spørger, om jeg er pensionist, ved jeg aldrig, hvad jeg skal svare…!

Som sagt er man som læser velkommen til at kommentere bloggen; det sker enten direkte på bloggen eller ved at sende mig en mail på erlingoestergaard@gmail.com.

Bloggen er indledt i november 2015 og vil gradvist blive opdateret og udvidet.